Torben Sangilds weblog

Prøv at søge på google grupper i dk.kultur.sprog efter "mig sagde hunden"

Det er åbenbart et meget gammelt udtryk:
http://groups.google.dk/groups?hl=da&lr=&th=d47e80a656a25018&rnum=11

Mange tak for linket!

Jeg er nu ikke helt tilfreds med forklaringen om at det bare er en gammel talemåde, for jeg har en intuition om at der må være en specifik reference til en roman, et teaterstykke eller en vittighed. Og når det anføres at "der er eksempler på vendingen fra 1700-tallet", så ville jeg gerne have nogle citater. Jeg har hele tiden haft Holberg mistænkt for at være ophavsmanden, men hvis det er tilfældet vil man jo hurtigt kunne opspore det præcise sted.

En sprogklumme i Jyllands-Posten 7/5-2000 er lidt mere præcis end Politikens standardsvar om at det nok bare er en gammel talemåde. Her står der ganske klart at udtrykket ikke kan spores præcist (så ved vi det). Desuden nævnes det at det optræder hos Baggesen i sætningen "Den Fjerde er jeg selv, sagde Hunden". Til gengæld oplyses det ikke hvor hos Baggesen og i hvilken sammenhæng. Hvis nogen kender til dette må de meget gerne kommentere.

Det er sjovt, jeg har over år flere gange søgt efter ophavet til netop det samme udtryk fordi jeg har hørt det så tit i min opvækst. Så alene det nu endelig at finde en "fælle" der også er nysgerrig på det punkt er helt befriende. Jeg har imidlertid hele tiden troet det var en aforisme eller fra et digt, epos som fx. det der "der stod en underlig græsprængt en, derude på det yderste..... og senere "så ti dog hund med din evige glammen..." jeg har digtet men kan ikke lige huske titel.

I hvert fald vil jeg følge din side her lidt og se om der kommer et tilfredsstillende resultat.

Hilsen Dorthe Lund

Hej Torben,

Jeg bor i Colombia (sydamerika) hvor jeg arbejder med narko, men altsaa paa den rigtige side.

Jeg er ved at faa lavet et doerskilt, hvor der kommer til at staa:

Her bor:

Paola, Kristian & Emma
(og mig, sagde hunden Amelia)

Saa efter din blog ved jeg slet ikke, hvad jeg skal sige til mine gaester, men tak skal du nu ha'.

Mvh, Kristian Hölge

Jens Baggesen skrev i 1816 digtet Til Antigone Juliane Marie Jessen. I linie 179 står der: "af mig (sa'e hunden)". Men det er nok også et citat. Se Kalliope.org

Jeg har altid bildt mig ind at det kom fra et gammelt eventyr eller en fabel som jeg var sikker på at jeg havde læst engang, men efter at jeg siden har prøvet at slå det op (af samme grund som dig), dukker min indbildte fabel ikke op nogen steder, og sådan en ville jo ikke have været svær at spore, så jeg må jo tage fejl?

En af forlagets forfattere har netop spurgt om det samme. ODS (netversion) oplyser bl.a.: "sagde hunden, (dagl., l. br.) anv. som en slags undskyldning for, at man nævner sig selv (jf. sagde drengen u. Dreng 4.1). *den Fjerde er jeg selv, sa'e Hunden. Bagges. III.355. smst.204. ...". Hvad "III.355" betyder, skal man indtil videre slå efter i den fysiske ordbog. Og den har jeg ikke. Har andre??
Venlig hilsen
Ole Eskesen

Tak for dette tip! Nu har jeg lavet noget research, og har fundet Baggesen: "Poetiske skrifter" bind III s. 355. Det er udgiverens (A. Arlund) note, tror jeg, og det står med gotiske bogstaver. Jeg forsøger at citere noten her, omskrevet til nudansk stavemåde:

"---22. Og mig (sagde hunden). Denne tilføjelse af sagde hunden til pronominet jeg, der stundom høres i daglig tale, men vistnok sjældnere forekommer på tryk (og hvorved man vil tilkendegive en vis undseelse ved at nævne sig selv eller ligefrem gør en undskyldning for den ubeskedenhed, der kunne synes at ligge heri), genfindes hos Bagg. i hans Danske Fiirfredssang(?) i Bern d. 28. jan. 1825 (2 DB IV, 13)."

Jeg er i tvivl om den titel, der henvises til i slutningen af noten, så nogen med større evner udi det gotiske må gerne kigge her: http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=290&p_sidenr=355
og fortælle mig hvad der prævis står.

Næste skridt er at finde det sted, som dette er en note til.

Og det er hermed gjort: Noten er til s. 204, hvor Baggesen skriver "af mig sagde hunden", og det er det samme digt som Johan Schlichtkrull peger på i kommentaren ovenfor, nemlig "Til Antigone - Julie Marie Jessen". Det er et meget langt digt, men lad os lige citere den strofe, det indgår i:

For nu at sige Dem min heel beskedne Mening
Om Gaaden i vor tegnte Pantheon,
Og Deres Løsnings artige Forening
Af mig (sâe Hunden) og Bellerophon —
Da synes mig oprigtig paa min Ære,
Hvis det er ikke det, saa burde det det være;
Det smigrende for mig tilsidesat,
Hver anden Løsning, troer jeg, blev lidt plat.
Dog gad jeg vidst, hvem Brodren er, De mener,
Som jeg skal have slaaet ihiel,
Poetisk talt, med eller uden Skiæl —
Jeg — som man rigtignok poetisk steener;
Men som dog selv har aldrig dræbt enfin
Endog den allerringeste Cousin,
End sige nærmere poetisk Slægtning,
I hvadsomhelst parnassisk Fægtning?
Vel slog ei sielden for den gode Sag,
Min Pen imellem ganske vakkre Slag;
Men hvis og Fienderne imellem saaes at bløde,
Jeg veed dog ganske vist, at ingen døde;
Det lader tvertimod, man sige hvad man vil,
At jeg lidt meere Liv i disse Stillesiddere
Fik bragt hver Gang, jeg lidt slog til —
Slog mine Brødre jeg i dette Spil,
Saa slog jeg dem formodentlig til Riddere;
Thi hvad af Brødre jeg paa vort Parnas har kiendt,
Fik jo, min Tro, paa mig, og jeg paa dem ei Has;
See Broder Rahbek, Pram, og Plum, og Mynter,
Og Oehlenschläger selv, den yngste, som
I dette Broderskab, med mig, poetisk kom,
Mon hver af dem, naar ret man seer sig om,
Ei lever vel saa høit og vel saa bom,
Som jeg, paa deres respektive Pynter
Af det Parnas, hvorfra dybt under dem
Hver Skolepog mig raaber nu: Gaae hiem!
Nei, Frøken Jessen! naar De kommer frem
Med slig en blodig Krands, trods alle Krusemynter
Deri til mig, saa siger jeg med ham,
Der i Komedien og fik et Ram:
„Min Frøken Søster er utrolig fuld af Fynter!“

Og pointen er vel snarere i noten: Baggesen tager et udtryk op, som allerede er en talemåde, og bruger det i hvad der ligner et lejlighedsdigt til en kvinde.

Det beskedne i udtrykket skyldes at en hund blev betragtet som noget lavt (jvf. udtrykket "din hund" osv.) og samtidig noget ydmygt og lydigt.

Hvis nogen ved mere om digtet og dets sammenhæng, skal de være mere end velkomne til at bidrage.