Arkiv: marts 2005

« februar 2005 | Forside | april 2005 »

21.03.2005

MIS - Må ikke slettes

Jeg har anmeldt bogen M.I.S. - Må ikke slettes. Forestillinger om teksten i det 21. århundredeP1. Der er mange gode tekster imellem af bl.a. Kirsten Hammann, Merete Pryds Helle, Jørn Lund og Eske K. Mathiesen. De handler i regelen om kærligheden til bøger (mere end om bogens status i dag), og der er derfor til dels tale om falsk varebetegnelse. Men det er alligevel en god bog til natbordet.

Her er anmeldelsen (varer 5 min.)

Nedenfor vil jeg komme med et par yderligere kommentarer, som der ikke var plads til i anmeldelsen:

Supplerende kommentarer og uddybninger til anmeldelsen
I den mere oplysende ende har vi kritikeren Lars Bukdahl, som laver en af sine sædvanlige hæsblæsende overflyvninger af de sidste 40 års danske litteratur – denne gang med fokus på de bøger som overskrider det traditionelle bogformat, fra Dan Turell til Niels Lyngsø.

Mens Bukdahl har travlt med at nævne eksempler er Kristian Ditlev Jensen mere eftertænksom når han skriver om teksters forhold til sandheden.

Han rammer plet når han taler om "at virkeligheden er stor og sublim (altså så stor at den bliver formløs), mens sandheden helst skal have så meget form at den bliver æstetisk", dvs. at sandheden kun kan forstås når den får sproglig form, og at sproget derfor altid er en beskæring af den virkelighed den taler om. (Det er i øvrigt det Adorno kalder "ikke-identitet").

KDJ er også præcis når han understreger at den som skriver en selvbiografi er nødt til at være fremmed for sig selv, at se på sig selv udefra, med læserens blik, frem for med en "jeg-organiserende vinkel". Altså slut med ideen om at en spontan inderlighed skulle kunne formidle personen bag. Det kan kun det udvendige blik.

Andre af hans pointer er mindre overbevisende. Lad mig give to eksempler: I §1 står der: "Ordet sandhed betyder i grunden dét, der er". Nej, det gør det vel i grunden ikke. Sandhed er ikke det der er, men den rette dom om det der er (i begrebets allerenkleste definition). KDJs formulering er en forveksling mellem sandhed og væren, mellem det epistemologiske og det ontologiske. Min pakke cigaretter er, men den er hverken sand eller falsk, den er bare.

Det andet eksempel er at han i §4 skaber en myte om at "et interview i avisen skal i princippet være upersonligt beskrivende, blot og bart fremlæggende", at den personlige vinkel er fraværende i nutidens journalistik i modsætning til førhen. Dette udsagn er så meget desto mere forbløffende da det kommer fra en efterhånden hærdet avisskribent, der vel så også må formodes at læse aviser. I hvert fald behøver man ikke bladre mange sider ind i sin avis for at finde et interview der har den personlige stemme, og som endda ofte kommenterer interview-situationen og måden som den interviewede reagerer på. Det behøver ikke engang være Morten Sabroe og den slags jeg tænker på, jeg tænker på interview-typer som man finder i avisen hver eneste dag. KDJ bruger dette postulat til at rive gulvtæppet væk under os alle (tror han) ved at afsløre "at sandheden - selv den i avisen - ikke altid er sandheden om verden, men én sandhed om hvordan verden kan opfattes fra netop den vinkel". Det tror jeg, modsat KDJ, at de fleste læsere og journalister er ganske opmærksomme på, og at det er baggrunden for at netop det personligt vinklede interview er så udbredt.

De sidste artikler tager fat i udfordringen fra de nye elektroniske medier, som er det bogen ser som sin anledning. Marianne Alenius har en fin pointe i at den fysiske bog betyder at man oftere snubler over bøger man aldrig havde overvejet at efterspørge. Hendes eksempel er en bog om elevtorer i Berlin, som hun kun købte fordi den havde en række smukke og interessante illustrationer af elevatorer, som fortalte en alternativ historie om design og arkitektur som hun aldrig ville have søgt efter på nettet - en bog som det er en nydelse at bladre rundt i. Pointen er ikke at papirbøger så altid er bedre, men at papirbogen og den elektroniske bog har hver deres forcer og svagheder.

Michael Valeur har selv lavet en elektronisk hybrid mellem roman og computerspil (Blackout), og han forsøger at argumentere for at den interaktive roman er en tilbagevenden til den mundtlige fortællersituation, hvilket ikke er overbevisende. Der er vel en væsensforskel på at du som læser/spiller bliver bedt om at træffe nogle valg som får konsekvenser for din vej gennem bogen på den ene side, og så det at sidde ved kaminilden og få fortalt en historie som varierer en smule fra gang til gang. MV begrunder det med at der er en "direkte dialog med forfatteren" begge steder. Nej der er da ej! Den som spiller et computerspil (hvadenten det er litteratur eller action) er ikke mere i dialog med spillets skaber end den almindelige fodboldspiller er i dialog med FIFA. Man følger nogle regler og begrænsede alternativer lagt af fx Michael Valeur i Blackout, men det giver da ikke nogen dialog. Der skal en gensidig samtale med mulighed for improvisation til for at man kan tale om "dialog".

Men der er mange andre gode pointer undervejs i MVs artikel. Hans kritik af Jan Kjærstads trilogi rammer plet: Der er alt for mange kedelige passager med såvel Jonas Wergelands postuleret fantastiske samlejer som med norsk kulturhistorie. Ville det ikke være fint hvis man kunne klikke sig gennem de spor man selv synes er interessante?

Til gengæld virker referencen til Hemingway kikset, især fordi MV sætter lighedstegn mellem Ernest Hemingway og hans hovedperson i For Whom the Bell Tolls, Robert Jordan. Fy! Skam dig!

Til sidst et per kommentarer til forordet: Erik Skyum-Nielsen taler som om bogen har været det altdominerende medium fra Gutenberg til år 2000, men at nu er den truet som aldrig før. Det er dobbelt forkert: for det første er bogen ikke i krise - der sælges bøger som aldrig før. For det andet har den aldrig haft mediemonopol, hvad Skyum antager, men har konkurreret med blade og aviser og folk der råbte på ølkasser og senere også film og radio og fjernsyn og lydbånd osv. Hvordan kan Skyum tale om "bogmediets hegemoni" som noget der var en gang, men som nu i disse år er smuldret?

13.03.2005

Adorno og terrorismen

[Opdatering: Lars Erslev Andersen har kommenteret dette indlæg og nuancerer kronikkens udlægning af hans bog væsentligt! - se under kommentarer]

Lad mig begynde med pointen: Adorno fordømte entydigt enhver form for terrorisme og anden vold under dække af frihedskamp.

I rækken af folk som misbruger Adorno som Prügelknabe har vi Berlingskes kronikskribent, ph.d Cecilie Felicia Stokholm Banke, som skriver:

Således skriver f.eks. de to forfattere Lars Erslev Andersen og Jan Aagaard i deres bog om de islamistiske terrornetværk, der stod bag angrebet på World Trade Center, Den afghanske Forbindelse, at den islamiske fundamentalisme ligner den kritik af det vestlige samfund, som venstreintellektuelle som Jean-Paul Sartre, Theodor Adorno og Herbert Marcuse bedrev i tiden efter Anden Verdenskrig. En kritik, som i sin konsekvens opfordrede til voldelig revolution mod den borgerlige kapitalisme. (Berlingske Tidende 8/3 - Se hele kronikken her)

Sikke noget vrøvl! Adornos kritik adskiller sig for det første meget fra Sartres og en del fra Marcuses. Og fra Marcuses altså blandt andet i forholdet til revolution og 68-oprør. Det er muligt at terrorister i 70erne har kunnet benytte Sartre og Marcuse som retfærdiggørelse (det tør jeg ikke dømme om), men at benytte Adorno er kun muligt hvis man ikke har fattet en brik! Og det er da også karakteristisk at netop den revolutionære venstrefløj kritiserede Adorno for ikke at ville tage del i den aktivisme som Adorno forudså ville ende i noget totalitært og voldeligt. Så han blev kaldt for borgerlig.

At dæmonisere en fjende og angribe den er i Adornos øjne entydigt autoritært og han fordømmer det uden tøven. Det er netop med en sådan dæmonisering at barbariet ofte begynder.

Den eneste sammenhæng mellem Adorno og angrebet på World Trade Center er at Adorno tilfældigvis var født 11. september...

Fejlen tilhører tilsyneladende ikke Lars Erslev Andersen/Jan Aagaard, men Cecilie Banke [se kommentarer], men den er i hvert fald grotesk. Når man taler om så alvorlige ting bør man ikke namedroppe ukritisk, da det hurtigt bliver en stempling.

01.03.2005

Fem spørgsmål mere

Tornfuglen har genoplivet den gamle tradition med at stille mig fem spørgsmål. Det var noget alle bloggere gjorde i 2003 (jeg fik stillet spørgsmål to gange, se her og her), men som vi så har glemt alt om siden, hvilket egentlig er synd. Nogle gange er det godt at få nogle spørgsmål man aldrig selv ville have stillet sig. Og det kan man roligt sige at Tornfuglen har gjort! At der er byttet om på proceduren, således at han kontaktede mig for at stille spørgsmål kan jeg ikke se noget problem i. Det må vel kunne gå begge veje.

Det virker som om han har en dagsorden der handler om virkelighed, iscenesættelse og paranoia. Og det ville være i god tråd med hans egen blog. Her er de fem spørgsmål og mine svar:

1. Hvilke filosofiske konsekvenser kan du – hvis du virkelig lader det bide sig fast i et par minutter – trække ud af Marinettis gamle slogan: ”Alt af værdi er teatralsk”? (Umberto Boccioni et.al., Futurist Painting: Technical Manifesto 1910, in Futurist Manifestos, ed. Umbro Apollonio, trans. Robert Brain et.al., Documents of Twentieth-Century Art (New York: Viking Press, 1973), side 28).

Det er jo en spidsformulering, og det gælder som regel for spidsformuleringer at der er noget om det, men at det alligevel ikke helt holder.

Jeg går ud fra at Marinetti med "teatralsk" mener iscenesat eller selviscenesættende. Hvis det skal give mening skal det stå i modsætning til noget andet, det ikke-teatralske. Og jeg kan ikke se at det teatralske a priori skulle være af større værdi end det ikke-teatralske.

Marinetti var jo i høj grad en selviscenesætter, og gjorde endog noget så grusomt som 1. Verdenskrig til et storslået reality-teater af hidtil uset intensitet. Men hvis alt er et teater, hvis vi lever i et skuepilssamfund, så er citatet ikke længere interessant, for så har alt jo værdi.

Jeg har oplevet øjeblikke af stor værdi som ikke var teatralske i betydningen iscenesatte. Grebetheden, opslugtheden, hengivelsen - de er ikke teatralske

2. Hvad tænker du umiddelbart, hvis jeg konfronterer dig med Burroughs’ gamle statement: ”A paranoid is a person in possession of all the facts” (Der findes forskellige transskriptioner af samme udsagn, men dette rummer vist essensen + den vigtige kursivering).

Ja, det nemme svar er jo at det selv er et paranoidt udsagn. Men dermed har man ikke sagt så meget, idet det så igen afhænger af hvilken status man tillægger paranoia.

Det kedelige, snusfornuftige svar er at det er et selvmodsigende udsagn, idet paranoia er defineret af at frygten netop er uden realt objekt. Så facts gør ikke en paranoid, men kritisk.

Og dermed er vi henne ved det svar som er det oplagte: at udsagnet siger at mange af dem som kaldes paranoide egentlig blot er kritiske over for den skjult overvågning i en verden af folk som vil bedrages. Nogle gange er der noget om det, men som generelt udsagn mener jeg ikke det holder - det er lidt for koket.

Jeg kommer fx til at tænke på den WulffMorgenthaler-tegning hvor en fyr nede i supermarkedet præsenterer en af sine mange konspirationsteorier for den meget trætte kassedame: "Ved du godt at-at-at...Alle stregkoder danner tallet 666...Djævelens tal...Det-det-det er styret af den skjulte verdensorden...New World Order". Kassedamen svarer distræt: "Hmmm...".

3. Er ’branding’ i film (du ved, mere eller mindre skjult reklame for rigtige konsumvarer) ikke også en (for kunsten) tilbagevenden til Lebenspraxis i højere grad, end hvis den (filmen) kun benyttede fiktive mærkevarer og disse evindelige 555-telefonnumre, der aldrig har eksisteret?

Nu stiller du jo et ledende spørgsmål når du siger "ikke også", og derfor føler jeg mig kaldet til at modsige dig. Men jeg forstår godt pointen: i et varesamfund er det mere realistisk at drikke Coca-Cola end det fiktive brand "Super-Cola". Til gengæld er det jo ikke en realismebestræbelse der afstedkommer film-branding. Det er styret af noget for filmen uvedkommende udelukkende med henblik på at påvirke os tilskuere til at synes at det er et sejt mærke. Så når du taler om livspraksis, så ved jeg ikke...Der findes jo en tredje mulighed: at filmen bruger mærkevarer som ikke er sponsorerede. Og at den ikke eksponerer logoet.

Desuden er jeg træt af litteratur som tror den er enormt realistisk hvis folk hele tiden nævner mærkevarer på alle deres møbler og alt deres tøj. Jeg kender kun en brøkdel af disse mærker, og jeg kender ikke nogen der taler sådan. Men måske er det fordi jeg ikke selv går så meget op i mærker.

4. Finder krigen i Irak heller ikke sted?

Jo. Det gjorde Golfkrigen også. Jeg går ud fra at du henviser indirekte til Baudrillard. At medierne farver vores måde at opfatte krigen på er der ingen tvivl om. Og at der netop under Golfkrigen var en enorm censur er også åbenbart. Men for dem som bor i området er krigen en realitet. Måske en lidt "uvirkelig" realitet, som alle krige er det (den opleves gennem pludselige chok), men ikke desto mindre.

5. Lever vi i en forfaldstid? I dekadencen?

Der har til alle tider været nogen som mente at vi levede i en forfaldstid. Jeg tror ikke at dekadencefri tider har eksisteret, og jeg lever ikke op til Henrik Dahls tåbelige diktum om at intellektuelle synes at alt var bedre i gamle dage. Så lad mig understrege at jeg ser nogle lovende tendenser i tiden, fx i min egen generations forhold til børneopdragelse og køn. Vi er på det rette spor på mange punkter. Men naturligvis er der forfaldstegn alle mulige steder. Den omfattende stræben efter ungdom og kosmetisk perfektion kunne være et eksempel. Det overdrevne fokus på livsstil et andet. Medieliderligheden et tredje. Men det er der jo så mange der peger på, og jeg har ikke noget originalt at tilføje til lige det.

Men nej, vi lever ikke i dekadencen i den forstand at det skulle kunne være en overskrift for vores tid på samme måde som fx renæssancen.

Venstreorienterede kunstnere - en sammensværgelse?

Efter at en række kunstnere indrykkede en annonce imod Danmarks deltagelse i Irak-krigen har mange fra højrefløjen været ude med riven og spurgt hvorfor alle kunstnere er venstreorienterede og svaret at det er fordi de i høj grad ernærer sig via statsstøtte. De er egoister, der kun er venstreorienterede for at score kassen.

Det er et meget dumt argument, som jeg gerne vil skyde i sænk. Jeg vil i det hele taget forsøge at komme med et politisk neutralt bud på hvorfor så mange kunstnere er venstreorienterede. Jeg forsvarer altså i det følgende ikke noget politisk standpunkt, men forsøger lommesociologisk at beskrive hvilke faktorer der gør sig gældende.

Egoisme-argumentet (som er bekvemt og simpelt) går ud på at alle stemmer på de partier der gør det bedste for dem selv.

Den eneste politiske holdning blandt kunstnere som Hans Hauge og andre vil kunne forklare med egoisme-argumentet er den at kunstnere skal have statsstøtte. Punktum.

Der ligger fx ingen egoistiske motiver bag denne eller hin holdning til krigen i Irak og andre udenrigspolitiske spørgsmål. Det handler om nogle helt andre, mere vage kriterier, som ikke behøver blive mistænkeliggjort bare fordi man er uenig.

Jeg har ikke den endelige forklaring på hvorfor kunstnere er venstreorienterede, men vil lige sparke nogle iagttagelser ind:

1. Nu er det ikke sådan at kunstnere stemmer på et bestemt politisk parti. Selv om der vil være en vis hovedvægt omkring SF og S, så kan de også være både EL og R - og der er i øvrigt en del konservative kunstnere; ikke kun de erklærede (fx Benn Q. Holm, Preben Major Sørensen, Peter Rønnow-Jessen for bare at tage et par litterære eksempler), men også alle de tavse. Borgerlige kunstnere er diskrete.

2. Det ligger til konservatismen (og især kulturkonservatismen) at kunst og politik er adskilte sfærer. Derfor råber de borgerlige kunstnere ikke særlig højt i den politiske debat. Omvendt ligger der blandt venstrefløjen en forkærlighed for aktivisme og (på den yderste venstrefløj) en ide om at alt i princippet er politisk. Derfor råber de så højt at man kan forledes til at tro at de repræsenterer et flertal.

3. Kunstnerrollen knytter traditionelt (dvs. i modernismen/avantgarden) an til noget anti-autoritært. Kunstneren er en boheme, der ikke tager konge og fædreland så seriøst (hvad angår Gud er det mere blandet, mange kunstnere er religiøse). Der er mere tradition og grobund for den slags på venstrefløjen end på højrefløjen, hvor fx erhvervslivet, kernefamilien og militæret sættes højt og hvor de fremmede betragtes med mistro.

4. Mange af venstrefløjens mærkesager (især udenrigspolitisk) handler om solidaritet med de undertrykte. Disse holdninger kan man så diskutere frem og tilbage, men at kalde dem egoistiske er skudt ved siden af. Man kan - hvis man synes de er dumme - kalde dem naive og vanemæssige og måske inkonsekvente, men ikke egoistiske. Der er intet egoistisk i at støtte denne eller hin frihedskamp mod et angiveligt undertrykkende system. Der er intet egoistisk i at kritisere vores statsminister for at være gået i krig på et falsk grundlag.

5. Kunstnere er ikke enige om særligt meget. Det kan måske se sådan ud når man ser en annonce hvor mange har skrevet under på at være imod Irak-krigen. Men sæt disse personer i det samme rum og bed dem komme med et løsningsforslag, så vil de råbe ukvemsord efter hinanden inden der er gået en time.

6. Der findes faktisk kunstnere som er rige. Også i Danmark. De begynder ikke lige pludselig at skifte politisk standpunkt. De bor fx på Strandvejen og stemmer stadig SF, de er altså "kystbanesocialister", som man kaldte det i min barndom. Kystbanesocialister er logisk set alt andet end egoistiske i deres politiske holdning.

Det er med andre ord paranoidt at se en venstreorienteret sammensværgelse blandt kunstnerne og at forklare den ved egoisme.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2