« Fem spørgsmål mere | Forside | MIS - Må ikke slettes »

13.03.2005

Adorno og terrorismen

[Opdatering: Lars Erslev Andersen har kommenteret dette indlæg og nuancerer kronikkens udlægning af hans bog væsentligt! - se under kommentarer]

Lad mig begynde med pointen: Adorno fordømte entydigt enhver form for terrorisme og anden vold under dække af frihedskamp.

I rækken af folk som misbruger Adorno som Prügelknabe har vi Berlingskes kronikskribent, ph.d Cecilie Felicia Stokholm Banke, som skriver:

Således skriver f.eks. de to forfattere Lars Erslev Andersen og Jan Aagaard i deres bog om de islamistiske terrornetværk, der stod bag angrebet på World Trade Center, Den afghanske Forbindelse, at den islamiske fundamentalisme ligner den kritik af det vestlige samfund, som venstreintellektuelle som Jean-Paul Sartre, Theodor Adorno og Herbert Marcuse bedrev i tiden efter Anden Verdenskrig. En kritik, som i sin konsekvens opfordrede til voldelig revolution mod den borgerlige kapitalisme. (Berlingske Tidende 8/3 - Se hele kronikken her)

Sikke noget vrøvl! Adornos kritik adskiller sig for det første meget fra Sartres og en del fra Marcuses. Og fra Marcuses altså blandt andet i forholdet til revolution og 68-oprør. Det er muligt at terrorister i 70erne har kunnet benytte Sartre og Marcuse som retfærdiggørelse (det tør jeg ikke dømme om), men at benytte Adorno er kun muligt hvis man ikke har fattet en brik! Og det er da også karakteristisk at netop den revolutionære venstrefløj kritiserede Adorno for ikke at ville tage del i den aktivisme som Adorno forudså ville ende i noget totalitært og voldeligt. Så han blev kaldt for borgerlig.

At dæmonisere en fjende og angribe den er i Adornos øjne entydigt autoritært og han fordømmer det uden tøven. Det er netop med en sådan dæmonisering at barbariet ofte begynder.

Den eneste sammenhæng mellem Adorno og angrebet på World Trade Center er at Adorno tilfældigvis var født 11. september...

Fejlen tilhører tilsyneladende ikke Lars Erslev Andersen/Jan Aagaard, men Cecilie Banke [se kommentarer], men den er i hvert fald grotesk. Når man taler om så alvorlige ting bør man ikke namedroppe ukritisk, da det hurtigt bliver en stempling.

Kommentarer

Kære Torben Sangild,

Jeg er helt enig med dig i, at Adorno på ingen måde kan beskyldes for at opfordre til vold og terrorisme. Det ville være meget forkert og hvis mine skriverier kunne bidrage til sådanne beskyldninger er de både forkerte og uheldige og ubehagelige for mig.

Cecilie Banke refererer til nogle steder i en bog jeg skrev sammen med Jan Aagaard. Jeg tror hun tænker på et bestemt sted i bogen, hvor jeg skriver om fundamentalisme og om islamisk baseret kritik af den vestlige civilisation. Baggrunden er, at der ikke mindst siden 11. september er sket en kolossal dæmonisering af islamisterne, hvor de gøres umenneskelige, onde og hvad ved jeg. Jeg vil gerne gøre opmærksom på at deres kritik godt kan forstås. I den forbindelse drager jeg en parallel mellem nogle saudiarabiske forfattere, der udover at være islamiske lærde er særdeles vel bevandret i vestlig filosofi, kritik og teori. Påstanden er at deres kritik af Vesten på en række punkter er analog til Frankfurterskolens. Jeg skriver:

"USA kritiseres således ikke blot for økonomisk at udnytte og udbytte, men tillige og nok så væsentligt for at ville udbrede en individualistisk, konsumorienteret og i sidste ende dybt dekadent verdensopfattelse. Som sådan ligner kritikken fra ideologer som sheikh al-Hawali, som vi vil høre mere om i kaptitel 5, Usama bin Ladin og Ayman al-Zawahiri civilisationskritikken i 1960'erne og 1970'erne, som den blev fremført af venstreintellektuelle som fx Herbert Marcuse og Theodor Adorno, men nu med referencer til en fundamentalistisk islamforståelse i stedet for ortodoks marxisme".

Jeg fortsætter med at referere til den såkaldte "tiersmondisme" der med Fanon og Sartre i spidsen faktisk legitimerede vold:

"Forskellen i det ideologiske grundlag slører heller ikke, at friheden skal komme fra den trejde verden. Således er der ikke er ikke langt fra den forherligelse af volden, som den franske filososof Jean-Paul Sartre lod komme til orde i forordet til Frantz Fanons berømte bog Fordømte her på på jorden til Usama bin Ladins legitimering af mord på amerikanere. Sartre skrev: "De vil have godt af at læse Fanon; han viser klart, at denne vold, der ikke lader sig holde tilbage, ikke er et meningsløst uvejr eller genoplivelse af vilde instikter eller en virkning af bitterhed: det er mennesket, der skaber sig selv på ny. Denne sandhed har vi kendt, tror jeg, men vi har glemt den. Ingen blidhed kan udslette mærkerne af vold: kun vold kan ødelægge dem. Og den koloniserede helbreder sig selv for kolobi-neurosen ved at smide kolonisten ud med våbenmagt"" ( s. 54).

Jeg mener absolut ikke at der er nogen logisk, nødvendig, direkte eller indirekte sammenhæng mellem at fremføre en konsekvent civilisationskritik som den Marcuse, Adorno og al-Hawali samt al-Auda står for og opfordring til vold, respektive terror. Absolut ikke. Jeg mener heller ikke det er det, jeg skriver. Men hvis vi skal forstå "terroristerne" bliver vi nødt at sætte os ind i den kritik, der er baggrunden for at nogle, som bin Ladin, meningsfuldt kan argumentere for vold. Bin Ladin er ikke et formørket umenneske eller den skinbarlige ondskab - hans kritik - som jeg naturligvis ikke tilslutter mig - kan forstås. Og den ligner vestlig kritik af globalisering, amerikanisering osv.

Med hensyn til Sartre og Fanon er sagen anderledes idet der eksplicit er tale om en legitimering af volden - men igen vil det for Sartres vedkommende være alt for forhastet dermed at gøre ham ansvarlig for "terrorisme". Det gør jeg heller ikke.

Til slut i bogen drager jeg - som Olivier Roy - en parallel mellem de muslimske indvandrere der bliver politisk vakt og indgår i islamistisk miljøer og kan føle sig tilskyndet til at tage aktiv del i væbnet kamp, hvad enten den finder sted hos os eller i Tjetenien, Afghanistan, Algeriet osv med de studerende og andre unge fra den tyske mellemklasse, der tilsluttede sig RAF. Igen er det for at vise, at vi ikke kommer langt hvis vi blot forstår dem som monstre: "At disse vesternaliserede unge muslimer bliver tiltrukket af en radikal antiglobaliseingsideologi er, når det kommer til stykket, ikke så mærkeligt endda: i 1960'erne så man unge mennesker fra studentermiljøerne på universiteterne blive tiltrukket af en antiimperialisme og solidaritet med den trejde verden, tiersmondisme - sandalisme, som forfatteren Jan Stage har kaldt det - der undertiden fik dem til i en højere sags tjeneste at gå ind i militante bevægelser. Flere af disse unge mennesker, fx lederne af Rote Arme Fraktion i Tyskland, kom fra mellemlagsfamilier, og de havde god udsigt til både uddannelse og job. Alligevel solidariserede de sig med oprørsbevægelser i de tidligere kolonier og gjorde fælles front med dem i bekæmpelsen af den vestlige kapitalisme..." (s. 172)

Da jeg læste Cecilies kronik synes jeg hun strækker mine argumenter længere end der er belæg for. Håber det har bidraget til en afklaring. Fortsæt gerne debatten.

Venligst
Lars

Kære Lars Erslev Andersen,

Mange tak for dit svar. Jeg tænkte nok (og håbede) at der var adskillige flere led mellem navnet Adorno og muslimsk terrorisme i din bog end Cecilie Bankes kronik lod ane.

Jeg vil dog stadig opponere mod at Adorno kaldes "ortodoks marxist", for det var han på ingen måde. Hvis han var marxist var det på en yderst uortodoks måde, kombineret med alt muligt andet (og med marxismen modstridende). Hans nådesløse kritik af den (sene) socialistiske Lukacs er blot et af utallige eksempler på Adornos afstandtagen fra socialismen, såvel i teori som i praksis. Så når Adorno "refererer til" en ortodoks marxisme er det udelukkende negativt-kritisk.

Jeg vil understrege at jeg har fuld forståëlse for at den slags nuancer kan ryge i detaljen når man skriver en bog som handler om noget helt andet (og vigtigere!) end Adornos læsning af Marx. Jeg korrigerer bare fra min lille detaljevinkel når jeg ser hvordan en forenkling bliver videre forenklet i medierne og til sidst bliver til en uretfærdig dom.

Jeg er helt enig i din indvending mod at kalde Adorno for ortodoks marxist. Det burde have været nuanceret i teksten (jeg var jo selv stor "fan" af Adorno netop pga hans Lucaks-kritik).

Venligst
Lars

Så vi står tilbage med at Sartre nok var relevant at nævne som en der "i sin konsekvens opforderede til voldelig revolution", men ikke Adorno, som bør frikendes entydigt fra den slags. Hvad Marcuse angår ved jeg stadig ikke. Nogen Marcuse-kendere derude?

Og vi har fået understreget Lars Erslev Andersens pointe, nemlig at de islamiske fundamentalister ikke bygger alene på en pervers læsning af koranen, men også på en pervers læsning af vestlige venstreintellektuelles kritik af (kultur)imperialisme mv., og derfor ikke restløst kan dæmoniseres som vestens irrationelle modsætning.

At dele af venstrefløjen i 70erne ikke entydigt har taget afstand fra voldelige løsninger (men netop støttet frihedskæmpere og ind imellem terrororganisationer globalt set) er en skam de pågældende må tage på sig.

Men der er uendeligt langt fra denne revolutionære del af venstrefløjen til Adornos filosofi, der - selv om den er kapitalismekritisk (såvel som socialismekritisk) - ikke har nogen opmuntrende ord at sige til en sådan forsamling.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2