« Adorno og terrorismen | Forside | Nyt på Det spekulative øre - Adorno, Descartes, Einstein og Nietzsche »

21.03.2005

MIS - Må ikke slettes

Jeg har anmeldt bogen M.I.S. - Må ikke slettes. Forestillinger om teksten i det 21. århundredeP1. Der er mange gode tekster imellem af bl.a. Kirsten Hammann, Merete Pryds Helle, Jørn Lund og Eske K. Mathiesen. De handler i regelen om kærligheden til bøger (mere end om bogens status i dag), og der er derfor til dels tale om falsk varebetegnelse. Men det er alligevel en god bog til natbordet.

Her er anmeldelsen (varer 5 min.)

Nedenfor vil jeg komme med et par yderligere kommentarer, som der ikke var plads til i anmeldelsen:

Supplerende kommentarer og uddybninger til anmeldelsen
I den mere oplysende ende har vi kritikeren Lars Bukdahl, som laver en af sine sædvanlige hæsblæsende overflyvninger af de sidste 40 års danske litteratur – denne gang med fokus på de bøger som overskrider det traditionelle bogformat, fra Dan Turell til Niels Lyngsø.

Mens Bukdahl har travlt med at nævne eksempler er Kristian Ditlev Jensen mere eftertænksom når han skriver om teksters forhold til sandheden.

Han rammer plet når han taler om "at virkeligheden er stor og sublim (altså så stor at den bliver formløs), mens sandheden helst skal have så meget form at den bliver æstetisk", dvs. at sandheden kun kan forstås når den får sproglig form, og at sproget derfor altid er en beskæring af den virkelighed den taler om. (Det er i øvrigt det Adorno kalder "ikke-identitet").

KDJ er også præcis når han understreger at den som skriver en selvbiografi er nødt til at være fremmed for sig selv, at se på sig selv udefra, med læserens blik, frem for med en "jeg-organiserende vinkel". Altså slut med ideen om at en spontan inderlighed skulle kunne formidle personen bag. Det kan kun det udvendige blik.

Andre af hans pointer er mindre overbevisende. Lad mig give to eksempler: I §1 står der: "Ordet sandhed betyder i grunden dét, der er". Nej, det gør det vel i grunden ikke. Sandhed er ikke det der er, men den rette dom om det der er (i begrebets allerenkleste definition). KDJs formulering er en forveksling mellem sandhed og væren, mellem det epistemologiske og det ontologiske. Min pakke cigaretter er, men den er hverken sand eller falsk, den er bare.

Det andet eksempel er at han i §4 skaber en myte om at "et interview i avisen skal i princippet være upersonligt beskrivende, blot og bart fremlæggende", at den personlige vinkel er fraværende i nutidens journalistik i modsætning til førhen. Dette udsagn er så meget desto mere forbløffende da det kommer fra en efterhånden hærdet avisskribent, der vel så også må formodes at læse aviser. I hvert fald behøver man ikke bladre mange sider ind i sin avis for at finde et interview der har den personlige stemme, og som endda ofte kommenterer interview-situationen og måden som den interviewede reagerer på. Det behøver ikke engang være Morten Sabroe og den slags jeg tænker på, jeg tænker på interview-typer som man finder i avisen hver eneste dag. KDJ bruger dette postulat til at rive gulvtæppet væk under os alle (tror han) ved at afsløre "at sandheden - selv den i avisen - ikke altid er sandheden om verden, men én sandhed om hvordan verden kan opfattes fra netop den vinkel". Det tror jeg, modsat KDJ, at de fleste læsere og journalister er ganske opmærksomme på, og at det er baggrunden for at netop det personligt vinklede interview er så udbredt.

De sidste artikler tager fat i udfordringen fra de nye elektroniske medier, som er det bogen ser som sin anledning. Marianne Alenius har en fin pointe i at den fysiske bog betyder at man oftere snubler over bøger man aldrig havde overvejet at efterspørge. Hendes eksempel er en bog om elevtorer i Berlin, som hun kun købte fordi den havde en række smukke og interessante illustrationer af elevatorer, som fortalte en alternativ historie om design og arkitektur som hun aldrig ville have søgt efter på nettet - en bog som det er en nydelse at bladre rundt i. Pointen er ikke at papirbøger så altid er bedre, men at papirbogen og den elektroniske bog har hver deres forcer og svagheder.

Michael Valeur har selv lavet en elektronisk hybrid mellem roman og computerspil (Blackout), og han forsøger at argumentere for at den interaktive roman er en tilbagevenden til den mundtlige fortællersituation, hvilket ikke er overbevisende. Der er vel en væsensforskel på at du som læser/spiller bliver bedt om at træffe nogle valg som får konsekvenser for din vej gennem bogen på den ene side, og så det at sidde ved kaminilden og få fortalt en historie som varierer en smule fra gang til gang. MV begrunder det med at der er en "direkte dialog med forfatteren" begge steder. Nej der er da ej! Den som spiller et computerspil (hvadenten det er litteratur eller action) er ikke mere i dialog med spillets skaber end den almindelige fodboldspiller er i dialog med FIFA. Man følger nogle regler og begrænsede alternativer lagt af fx Michael Valeur i Blackout, men det giver da ikke nogen dialog. Der skal en gensidig samtale med mulighed for improvisation til for at man kan tale om "dialog".

Men der er mange andre gode pointer undervejs i MVs artikel. Hans kritik af Jan Kjærstads trilogi rammer plet: Der er alt for mange kedelige passager med såvel Jonas Wergelands postuleret fantastiske samlejer som med norsk kulturhistorie. Ville det ikke være fint hvis man kunne klikke sig gennem de spor man selv synes er interessante?

Til gengæld virker referencen til Hemingway kikset, især fordi MV sætter lighedstegn mellem Ernest Hemingway og hans hovedperson i For Whom the Bell Tolls, Robert Jordan. Fy! Skam dig!

Til sidst et per kommentarer til forordet: Erik Skyum-Nielsen taler som om bogen har været det altdominerende medium fra Gutenberg til år 2000, men at nu er den truet som aldrig før. Det er dobbelt forkert: for det første er bogen ikke i krise - der sælges bøger som aldrig før. For det andet har den aldrig haft mediemonopol, hvad Skyum antager, men har konkurreret med blade og aviser og folk der råbte på ølkasser og senere også film og radio og fjernsyn og lydbånd osv. Hvordan kan Skyum tale om "bogmediets hegemoni" som noget der var en gang, men som nu i disse år er smuldret?

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2