« Israelsk-palæstinensisk electronica | Forside | Fem spørgsmål mere »

01.03.2005

Venstreorienterede kunstnere - en sammensværgelse?

Efter at en række kunstnere indrykkede en annonce imod Danmarks deltagelse i Irak-krigen har mange fra højrefløjen været ude med riven og spurgt hvorfor alle kunstnere er venstreorienterede og svaret at det er fordi de i høj grad ernærer sig via statsstøtte. De er egoister, der kun er venstreorienterede for at score kassen.

Det er et meget dumt argument, som jeg gerne vil skyde i sænk. Jeg vil i det hele taget forsøge at komme med et politisk neutralt bud på hvorfor så mange kunstnere er venstreorienterede. Jeg forsvarer altså i det følgende ikke noget politisk standpunkt, men forsøger lommesociologisk at beskrive hvilke faktorer der gør sig gældende.

Egoisme-argumentet (som er bekvemt og simpelt) går ud på at alle stemmer på de partier der gør det bedste for dem selv.

Den eneste politiske holdning blandt kunstnere som Hans Hauge og andre vil kunne forklare med egoisme-argumentet er den at kunstnere skal have statsstøtte. Punktum.

Der ligger fx ingen egoistiske motiver bag denne eller hin holdning til krigen i Irak og andre udenrigspolitiske spørgsmål. Det handler om nogle helt andre, mere vage kriterier, som ikke behøver blive mistænkeliggjort bare fordi man er uenig.

Jeg har ikke den endelige forklaring på hvorfor kunstnere er venstreorienterede, men vil lige sparke nogle iagttagelser ind:

1. Nu er det ikke sådan at kunstnere stemmer på et bestemt politisk parti. Selv om der vil være en vis hovedvægt omkring SF og S, så kan de også være både EL og R - og der er i øvrigt en del konservative kunstnere; ikke kun de erklærede (fx Benn Q. Holm, Preben Major Sørensen, Peter Rønnow-Jessen for bare at tage et par litterære eksempler), men også alle de tavse. Borgerlige kunstnere er diskrete.

2. Det ligger til konservatismen (og især kulturkonservatismen) at kunst og politik er adskilte sfærer. Derfor råber de borgerlige kunstnere ikke særlig højt i den politiske debat. Omvendt ligger der blandt venstrefløjen en forkærlighed for aktivisme og (på den yderste venstrefløj) en ide om at alt i princippet er politisk. Derfor råber de så højt at man kan forledes til at tro at de repræsenterer et flertal.

3. Kunstnerrollen knytter traditionelt (dvs. i modernismen/avantgarden) an til noget anti-autoritært. Kunstneren er en boheme, der ikke tager konge og fædreland så seriøst (hvad angår Gud er det mere blandet, mange kunstnere er religiøse). Der er mere tradition og grobund for den slags på venstrefløjen end på højrefløjen, hvor fx erhvervslivet, kernefamilien og militæret sættes højt og hvor de fremmede betragtes med mistro.

4. Mange af venstrefløjens mærkesager (især udenrigspolitisk) handler om solidaritet med de undertrykte. Disse holdninger kan man så diskutere frem og tilbage, men at kalde dem egoistiske er skudt ved siden af. Man kan - hvis man synes de er dumme - kalde dem naive og vanemæssige og måske inkonsekvente, men ikke egoistiske. Der er intet egoistisk i at støtte denne eller hin frihedskamp mod et angiveligt undertrykkende system. Der er intet egoistisk i at kritisere vores statsminister for at være gået i krig på et falsk grundlag.

5. Kunstnere er ikke enige om særligt meget. Det kan måske se sådan ud når man ser en annonce hvor mange har skrevet under på at være imod Irak-krigen. Men sæt disse personer i det samme rum og bed dem komme med et løsningsforslag, så vil de råbe ukvemsord efter hinanden inden der er gået en time.

6. Der findes faktisk kunstnere som er rige. Også i Danmark. De begynder ikke lige pludselig at skifte politisk standpunkt. De bor fx på Strandvejen og stemmer stadig SF, de er altså "kystbanesocialister", som man kaldte det i min barndom. Kystbanesocialister er logisk set alt andet end egoistiske i deres politiske holdning.

Det er med andre ord paranoidt at se en venstreorienteret sammensværgelse blandt kunstnerne og at forklare den ved egoisme.

Kommentarer

Gode iagttagelser. Man kan måske endda koge det helt ned til, at kunstnere generelt har et mere humanistisk menneskesyn og derfor ofte befinder sig på venstrefløjen. Det er ihvertfald min oplevelse.

Jo, men jeg tror ikke de borgerlige vil være enige i at de ikke er humanister. Nogle af dem vil endda sige at de er humanister mens venstrefløjen er "pladderhumanister". Et tåbeligt ord, ganske vist, men jeg vil mene at man overskrider den politiske neutralitet som jeg har tilstræbt ved at placere humanisme entydigt på venstrefløjen.

Enet har interesseret mig i årtier - ikke bare som musik og litteratur enthusiast, men også fordi jeg har arbejdet med utallige kunstnere. - Det kan ikke afhandles kort - men 1): man skal nok ikke tage Hauges tju- bang artikel for pålydende - den skal jo også være polemisk og morsom, og det er den.
Et "humanistisk menneskesyn" er en tom frase jeg ikke forbinder noget med. De bedste kunstnere har selvfølgelig meget fintmærkende antenner, som er mere følsomme mht "de nære ting" end ligefrem med real politikens uvægerligt mere kyniske aspekter. De mellempersonlige forhold fører de ofte over på politiken, hvad man kun delvis kan.

Nogle kunstnere er godt politisk orienterede (som f.eks Jens Chr. Grøndahl) - de fleste er sikkert politisk lige så overfladisk orienterede som gennemsnittet. Hvad der kan gøre deres ageren slem er dette, at de udtaler sig som om netop deres stemme havde en større demokratisk OG moralsk vægt end andres.

Generelt kan man måske sige: Jo bedre kunstnere, desto forsigtigere politiske udtalelser.
Sammenfattende: Kunstnere har det med at blande mere moral ind i politik end den kan tåle. Politik er et skak spil, og som sådan beregnende.

(Eksempel: I øjeblikket harcellerer en del over at USA spiller medmusklerne overfor Iran. De forstår ikke dette: Det er næsten umuligt at gøre noget ved Iraks atom planer militært , også for USA. MEN - hvis man ikke lader modparten forstå at der er troværdig magt bag ved ens forhandlinggsposition, så bliver det en hel anden forhandligsløsning man får. Og der er netop kun en forhandligsløsning på problemet. Alle militære scenarier er "ikke tilfredsstillende" efter at Amerikanerne har gennemgået dem som "krigsspil". - Det er altså naivitet og uvidenhed straks at fordømme at USA spiller medmusklerne.Det ville være typisk kunstnerisk at a priori at fordømme USA. USA vil MEGET nødigt bruge deres muskler på et tvivlsomt projekt, navlig efter en halv fiakso i Irak..)

med venlig hilsen - Steen Raaschou

Først tak til Torben for nogle kløgtige betragtninger, og så nogle bemærkninger til Steen Raaschou.

1) Jeg finder ikke hans forståelse af spillet om Irans atomteknologi særlig overbevisende. Dels er det vel ikke nødvendigvis ud fra en moralsk position at nogle kritiserer USAs spillen med musklerne overfor Iran, men ud fra en vurdering af hensigtsmæssigheden i USAs politik. Dels er det netop ikke nødvendigvis særlig hensigtsmæssigt at spille med musklerne på den måde USA gør det. I hvert fald skriver Herbert Pundik i Politiken 10/4 2005 (1. sektion s.8) en ret ovebevisende analyse, der siger noget andet. Nemlig at jo mere presset Iran føler sig af lige netop USA, jo mere føler både landets magthavere og den brede befolkning at der er brug for meget overbevisende våben til at forsvare sig. Pres og indblanding fra USAs side har været en meget central, kollektiv og smertelig erfaring for iranerne siden USA afsatte den demokratisk valgte præsident Mossadeq tilbage i 1950'erne og indsatte en voldsomt tyrannisk shah og siden støttede Saddam Husseins i hans krig mod Iran - voldsomt mange iranere døde, og ayatollaherne blev styrket i deres magt.

2) Politik handler selvfølgelig om pragmatik, men det handler da så sandelig også om moral. Politiske beslutninger om fordelingen af resurser og værdier, politiske spil om fordelingen af magt, politiske definitioner og håndteringer af de risici og farer vi skal håndtere i fællesskab og politiske konstruktioner af kollektive symboler og ritualer er alt sammen noget der berører enkelte mennesker såvel som store menneskemasser og spørgsmål om retfærdighed og frihed må da spille en afgørende rolle i den sammenhæng. Det er kun godt at nogle hiver de dimensioner frem, hvis de politiske spilfægterier helt sander til i ikke engang pragmatik, men ren og skær manøvrering for manøvreringens egen skyld.

Det er også godt at nogle gider påpege at krig er en alvorlig sag, og mens vi fokuserer på dankortgebyr så er landet faktisk også involveret i krig og besættelse i et andet land, og det er da i det mindste noget vi bør forholde os til.

Kunstnere er overvejende politisk venstreorienterede, fordi de siden 1800-tallet har opfattet sig selv som værende i opposition til 'magthavere' og det bestående samfund. Om de så er det eller ej, det er ikke givet. Bjørn Nørgaard er jo et godt eksempel på en fremtrædende og anerkendt kunstner, der samtidig er bedsteborgerlig og reaktionær efter recepten 'Gud Konge og Fædreland' uden at han af den grund bliver lagt for had af den øvrige kunstner-elite. Og det gør ham vistnok heller ikke til nogen ringere kunstner.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2