Arkiv: maj 2005

« april 2005 | Forside | juni 2005 »

31.05.2005

Fugle og riskorn

Man skal ikke kaste ris ved bryllupper, for duerne kan ikke tåle dem. Har du også hørt den? Nå, men det er altså en myte! Fugle har det fint med riskorn. Se en aflivning af myten her.

Så mangler vi bare at finde ud af hvordan den er opstået...

Andre myter og kendsgerninger her på bloggen:
10% af vores hjernekapacitet
Smilemuskler
At løbe i regnvejr
Myter om Darwin
Myter om Einstein
Myten om parasitter som roden til alle sygdomme

Eksterne links:
Urban Legends
Sidsels sted på nettet
Meningsdanner.dk

Helter Skelter vs. Yellow Submarine

På bogudsalget købte jeg den danske oversættelse af Ian MacDonalds berømte Beatlesbog "Revolutionen i hovedet", hvor hvert eneste nummer får ca. en sides kommentar. I stedet for de talløse biografier om hvornår hvem af dem slog hvilken prut som fornærmede en af de andre er det her for en gangs skyld musikken (og teksterne) som er i centrum. Og det er i sig selv anbefaling nok. Men desværre er den ikke helt så god som den kunne være.

Jeg har kun klatlæst i bogen, men jeg er allerede irriteret over hans skråsikre smagsdomme. Fx kaldes Yellow Submarine for "en herlig anderledes sang, som det er umuligt ikke at kunne lide", mens Helter Skelter affejes med at "kun få har beskrevet dette nummer som andet end noget bogstaveligt talt fordrukkent roderi", hvorefter det fremgår af noten at de "få" er Charles Manson, som kunne bruge nummeret som inspiration til sine mord.

Nu er det bare sådan at jeg har det lige omvendt. Jeg trodser det "umulige" i ikke at kunne lide Yellow Submarine, der da for alvor kan beskrives som noget infantilt roderi. Sjældent er et så plat omkvæd blevet gentaget så mange gange til ære for de tonedøve.

Og til gengæld er Helter Skelter blandt mine yndlingsnumre. Jeg har faktisk også beskrevet det som noget ganske andet end fordrukkent roderi, og tildeler det et lille, selvstændigt afsnit i min bog, der ender med ordene "et ofte overset, men vigtigt øjeblik i rockhistorien" (Støjens æstetik s. 23).

Og jeg er næppe den eneste. Når jeg spiller nummeret for medlemmer af det store flertal der kun kender Helter Skelter i U2s skammeligt tamme version, bøjer de sig som regel i støvet og anerkender at her hos Beatles sker der noget, der har senere ekkoer i såvel punk som grunge. Og netop i lyset af rockens udvikling burde det være muligt i dag at høre nummeret som noget andet end fordrukkent roderi. Men det kræver nok at man ikke hænger fast i den tidslomme som Ian MacDonald har bosat sig i.

(Og ja, nu blev jeg selv lige så grov og idiosynkratisk i mælet som MacDonald, men det her er også min weblog og ikke en introducerende bog).

30.05.2005

Da jeg var en støjprovo

Når man har skrevet en bog om støj i musikken får man mange forskellige reaktioner - nogle kigger tomt frem for sig, som om man kommer fra en planet de helst vil undgå at høre mere om, andre er undrende og nysgerrige, og igen andre synes det er totalt cool.

Jeg har kun én gang oplevet at nogen blev direkte provokerede af det, som syntes det stred mod deres mest grundlæggende principper. Det var foreningen Lyd & Miljø, som for et par år siden forsøgte at hænge mig ud i deres medlemsblad som den rige lektor der lærte de studerende at støje mens jeg selv boede i en luksusvilla på Strandvejen. Hvordan kunne det dog gå til? Jo, læs her:

I sommeren 2002 blev jeg interviewet i P1-programmet Læst og påtalt i anledning af at jeg fik udgivet en lille, sort bog kaldet The Aesthetics of Noise (en superkort udgave af Støjens æstetik).

Jeg anede ikke at der fandtes en forening som hed "Lyd & Miljø", og hvis jeg havde vidst det ville jeg ikke kæde deres virke sammen med (eller imod) mit eget. "Lyd & Miljø" er nemlig en forening der har som eneste formål at nedbringe den støj vi udsættes for i hverdagen i byen - fra trafikken, fra naboer, fra koncerter etc.

Min bog handler om brugen af støjelementer i musikken. Den har intet at gøre med at spille højt og genere naboerne - det kan man lige så vel gøre med New Age-musik eller Mozart. Det har altså ikke noget med hinanden at gøre. Men det fik det den sommer i 2002.

Mens jeg blev interviewet sad der en mand fra foreningen "Lyd & Miljø" og lyttede. Jeg kan forestille mig ham sidde og ryste på hovedet over mine udgydelser om hvordan støjen kan forstærke den musikalske intensitet og om at støj kan være smukt. Han hed Villy Laursen og var skribent på foreningens medlemsblad. Opstemt over denne foræring optog han programmet på bånd og skrev en slagfærdig artikel om denne "lektor", Torben Sangild, og hans glorificering af det onde selv - støjen.

Lad mig citere fra artiklen. Inden referatet af interviewet står der:

"Det skal for en god ordens skyld præciseres, at Lyd & Miljø på ingen måde kan gå ind for TS's synspunkter vedrørende støj."

Herefter kom der faktisk et uhyre loyalt referat af interviewet, hvor mine pointer kommer klart og neutralt frem. Men så trådte Villy Laursen til, og afsluttede med ordene:

"Man kan da håbe for universitetslektoren, at han uforstyrret af natlige æstetisk musikalske oplevelser kan møde frisk om morgenen på universitetet og reflektere over vor tids støjfænomener med sine studenter, men formodentlig er hans boligstandard af en sådan beskaffenhed at dette næppe er noget problem."

Da jeg så dette brød jeg sammen...af grin!

Altså for det første var jeg ikke lektor (det var ganske vist DRs fejl), men blot ph.d-stipendiat, og havde ikke undervist i støj siden 1997. For det andet boede jeg i en lillebitte toværelses lejlighed med papirstynde vægge og er i øvrigt meget lydfølsom, og sover derfor med ørepropper.

Det var uhyre morsomt, men mest ufrivilligt komisk. Artiklen havde jeg fået tilsendt af foreningens forkvinde, en meget venlig ældre dame, som syntes at Villy Laursen var gået for vidt, og derfor ville advare mig. Jeg snakkede med hende i telefonen, og hun var opsat på at ændre artiklen, selv om jeg gav udtryk for min morskab. Den blev altså ikke trykt i den form - men muligvis i en redigeret udgave, det ved jeg faktisk ikke.

Jeg fandt den i en af mine rodebunker forleden dag, og morede mig igen. Jeg synes ikke at disse guldkorn fra en spids kommentator i et lille medlemsblad skulle forblive utrykt.

Yellow Arrow - SMS i gadekunsten

Endelig har nogen fundet en interessant måde at bruge SMS på i kunsten. Det hedder Yellow Arrow, og kommer til København 11/6. Her kombineres SMS-teknologien med street art og DIY.

Med pilene sætter du selv fokus på fysiske steder som ellers er oversete. Andre som ser pilen får en SMS med en forklarende tekst skrevet af dig. Alle kan være kunstnere og alle kan være publikum - hvis man altså har en mobiltelefon. Men selv uden den vil man kunne holde øje med de gule pile i gadebilledet og se hvad andre har fundet interessant at pege på. Hvis det kommer til at fungere efter hensigten bliver det godt!

Læs mere her og tilmeld dig såvel pile som åbningsfest.

26.05.2005

Adelen truet på navnet

Det er virkelig synd for den danske adel at navne som Wedell-Wedellsborg i princippet (under de rette omstændigheder) vil kunne tages af folk uden blåt blod i årerne og hæderkronede traditioner for indavl. (Hvis altså navnelovgivningen liberaliseres). Lad os give de stakkels aristokrater en tudekiks!

Link: "Den danske adel truet på livet"

(via Kaffeklubben)

25.05.2005

Agnostiker

Jeg har kaldt mig agnostiker siden jeg var teenager, men nu tog jeg religionstesten og fik sandelig bekræftet at det er rigtigt: jeg er agnostiker! Til gengæld er jeg ikke særlig hinduistisk.

(Åh, disse overspringshandlinger...)

Se resultatet af testen her:

You scored as agnosticism. You are an agnostic. Though it is generally taken that agnostics neither believe nor disbelieve in God, it is possible to be a theist or atheist in addition to an agnostic. Agnostics don't believe it is possible to prove the existence of God (nor lack thereof). Agnosticism is a philosophy that God's existence cannot be proven. Some say it is possible to be agnostic and follow a religion; however, one cannot be a devout believer if he or she does not truly believe.

agnosticism

96%

atheism

75%

Satanism

54%

Buddhism

54%

Judaism

50%

Paganism

42%

Christianity

38%

Islam

33%

Hinduism

21%

Which religion is the right one for you? (new version)
created with QuizFarm.com

24.05.2005

Hjerte og hjerne i musikken (link)

Ovre på Det spekulative øre har jeg skrevet et lille essay, "Hjerte og hjerne i musikken", hvor jeg kritiserer ideen om at der skulle findes intellektuel musik som en modsætning til følelsesmæssig og kropslig musik. Denne ide er desværre stadig udbredt, og man må derfor blive ved at modsige den indtil pointen er sevet ind.

Søren Pind: Narkomaner i fængsel

Den angiveligt liberalistiske Søren Pind har foreslået at narkomaner skal fjernes fra det offentlige rum. De får valget mellem tvangsbehandling og fængsel. Det er et meget uliberalt forslag.

Den ægte liberalist Christopher Arzrouni kalder i sin nye bog, Helt uforsvarligt enhver tendens til forbud for socialistisk. Fejlslsutningen lyder: socialister vil forbyde nogle ting. Ergo er alle forbud socialistiske, uanset hvilket parti det kommer fra. Det kan Arzrouni i sit had til socialismen ikke løbe fra.

Sagen er at der findes masser af højreorienterede, uliberale forbud som venstrefløjen ikke kunne drømme om at indføre. De kan være nationalkonservative eller pænhedsborgerlige. En del liberalistiske mærkesager (fx fri hash) har faktisk mere vind i sejlene på venstrefløjen end på højrefløjen. Søren Pinds forbud mod narkomaner er blot det seneste eksempel. Og det gør altså ikke Søren Pind venstreorienteret.

21.05.2005

Til kritikken af ordet "podcasting"

I de sidste par dage har jeg fået to kommentarer der kritiserer ordet "podcasting" (her og her).

(For dem som ikke ved hvad Podcasting er, så er det i al sin enkelhed radio der ligger som MP3-filer på nettet, lige til at downloade til sin iPod eller anden MP3-afspiller)

Jeg forstår kritikken (omend jeg ikke forstår denne Willams øvrige udgydelser i sin kommentar), og jeg har skam selv tænkt det samme da jeg første gang hørte ordet i efteråret. Hvorfor skal det nu have navn efter et bestemt produkt på markedet? Men nu har jeg altså taget det til mig, for der er ikke andre.

Så jeg er enig i at ordet "podcasting" lyder unødigt Apple-promoverende, men det skal i øvrigt ikke forhindre mig i at nyde min iPod, som er et glimrende produkt der er alle pengene værd.

Jeg vil gætte på at ordet er opstået lige så meget på grund af at det (næsten) rimer på "broadcasting" som det er en hyldest til iPoden. Hvis man skal forhindre at det bider sig fast, så skal man skynde sig at finde på et bedre ord.

[Opdatering: der kommer mere om ordet "pod" i kommentarerne]

På den anden side: ord som "Walkman" og "Mærkat" (og hundredevis andre) er oprindeligt varemærker, men er gledet over i almindelig sprogbrug, uden at det længere associseres med firmaet (mange folk ved ikke engang at det er varemærker), så mon ikke det også kan ske med "podcasting"?

20.05.2005

Podcasting - nogen forslag?

Ud over at jeg har købt mig en iPod har jeg nu også downloadet et glimrende Podcasting-program.

(For dem som ikke ved hvad Podcasting er, så er det i al sin enkelhed radio der ligger som MP3-filer på nettet, lige til at downloade til sin iPod eller anden MP3-afspiller)

Jeg har med det samme sat den til at hente mit yndlingsprogram In Our Time fra BBC. Og der er rygter (uden dato) om at DR snart begynder at podcaste udvalgte programmer. Men indtil da vil jeg høre om der er nogen som kan anbefale noget andet podcasting som kunne tænkes at falde i min smag? Jeg gider ikke høre folk der fortæller om sig selv eller den slags, det skal være på et vist niveau. Og have et indhold der er klogt og interessant eller evt. meget, meget morsomt.

15.05.2005

Test: Den fremmede mand

Dette er en psykologisk test. Forsøg at finde svaret på nedenstående hændelse:

En kvinde deltog i sin mors begravelse. Der mødte hun en mand hun ikke kendte.

Hun syntes manden var fantastisk, den rene drømmemand, hun blev forelsket i ham øjeblikkeligt! Da begravelsen var ovre forsvandt han uden at hun havde fået hans telefonnummer. Ingen vidste hvem han var og hun kunne ikke kontakte ham.

Nogle dage senere dræbte hun sin søster.

Spørgsmålet er så: Hvad var motivet for at hun dræbte sin søster?

Tænk over det et par minutter, giv dig tid til at gætte før du klikker her og ser svaret.

Svaret er:

Hun håbede manden ville dukke op til begravelsen igen!

"Hvis du svarede rigtigt, tænker du som en psykopat. Dette var en test skabt af en kendt Amerikansk psykolog og som blev brugt for at se om man tænkte som en morder. Mange seriemordere der deltog i testen svarede rigtigt på spørgsmålet. Hvis du svarede forkert kan du prise dig lykkelig",
som ledsagerteksten siger. Men måske skal man tilføje at et enkelt spørgsmål umuligt kan afgøre om man er psykopat eller ej. Men i hvert fald kan det sige noget om evnen til at sætte sig ind i en bestemt måde at tænke på.

Jeg havde selv alle mulige teorier, men ingen af dem kom i nærheden af denne. Den er så kynisk at den (heldigvis) ligger uden for normal mentalitet.

Det skræmmende ved at nogen faktisk svarer rigtigt er naturligvis først og fremmest kynismen i at ville dræbe for at møde en lækker mand igen. Men faktisk er det endnu værre: for det første er sandsynligheden for at han dukker op til søsterens begravelse ikke så stor - søsteren vidste jo heller ikke hvem han var. For det andet: selv hvis han dukkede op ville sandsynligheden for at han ville falde for vores psykopatkvinde begrænset. Hun dræber altså sin søster for at have en lille chance for at se en person igen som hun er seksuelt tiltrukket af! Jeg håber ikke at det nogensinde er sket...

(Tak til Lars Kjerulf Petersen, som sendte mig testen)

05.05.2005

Sangtitlernes genkomst

Jeg har endelig købt mig en iPod, hvilket jeg kunne skrive meget om, men i første omgang holder jeg mig til én iagttagelse: nemlig at iPoden genopliver den opmærksomhed på sangtitlerne som cd-afspilleren truede med at eliminere.

De fleste cd-afspillere angiver blot et tracknummer, og derfor var der en stigende tendens op gennem 90erne til ikke at bemærke en sangs titel, men snarere dens nummer. ”Nummer 8 er det bedste på pladen”-agtigt. Det er naturligvis dovent, men sådan er vi jo ofte.

Når man spiller et nummer på sin iPod står tracknummeret med ganske småt, mens titlen derimod er fremhævet, og dermed synes proportionerne at være i orden. Jeg har opdaget og genopdaget flere titler som jeg ellers havde glemt eller aldrig været opmærksom på. Det viser sig fx at mit yndlingsnummer fra Miles Smiles hedder ”Footprints”. Jeg bliver konstant konfronteret med Aphex Twins’ radikalt gådefulde titler såsom ”Icct Hedrald”, ”Jynweythek Ylow” og ”Kesson Dalef” – det er som om han har opfundet sit eget sprog (i hvert fald kender jeg ikke disse ord). Jeg havde naturligvis bemærket det, men nu står det på iPoden så længe musikken spiller, og det gør en forskel.

Jeg kender faktisk nogen som ikke bryder sig om titler overhovedet, fordi de mener det tager opmærksomheden væk fra selve musikken. Det er jeg ikke enig i. Og hvis man ikke kan finde på en titel til sin egen musik kan man gøre som fx Oval og Supersilent – blot kalde dem 1, 2, 3 etc.

Jeg ville til gengæld nødigt undvære sangtitler som fx ”There’s Something Inside My Knee” (Düreforsög), ”How To Disappear Completely” (Radiohead), ”Ohm, Sweet Ohm” (Kraftwerk), ”Goodbye Pork Pie Hat” (Charles Mingus), ”Jesus Build My Hotrot” (Ministry) eller ”Croquis et Agaceries d’un Bonhomme en Bois” (Erik Satie).

Lad dette være en hyldest til sangtitlerne – og til iPoden!

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2