« Louise Frevert i underholdningsprogrammer | Forside | Nye weblogs - Bitter poison + Dagens kommentar »

05.06.2005

"Lødig" og "negativ" musik

Jeg troede at de mennesker som mente at klassisk musik er objektivt godt og "rytmisk musik" er objektivt dårligt, var en uddød kuriositet. Men de findes skam stadig, og udgiver endda bøger.

Hans Perstrup er et sådant menneske. Han har skrevet bogen Musik er ikke bare musik, hvor han skelner mellem "lødig" og "negativ" musik. Indtil jeg får fat i bogen (som ser vældigt underholdende ud, men som vist faktisk ikke er ment som satire, men som alvor) har jeg kun denne artikel at holde mig til. Der står bl.a:

"Menneskene får det betydeligt bedre, når de lytter til den positive, lødige musik; så blomstrer menneskene op, deres sind bliver lyst, deres karakteregenskaber forbedres, deres bevidsthed højnes, helbredet forbedres og sygdomme kureres, deres indlæringsevne stiger betydeligt og hukommelsen bliver mange grader bedre; dette samt mange andre opløftende virkninger afstedkommer nemlig den harmoniske, livsbekræftende musik."
"Til gengæld bør man være opmærksom på, at menneskene får det dårligt af at lytte til den negative rytmiske musik, samfundets kulturelle udvikling går i stå og bliver endog udsat for alvorlige tilbageslag på vigtige områder. Den negative musik fremkalder uhensigtsmæssige holdninger og reaktioner og ydermere skaber den afhængighed af forskellige stimulanser. Hos børn især søde sager, tidlig rygning og omgang med alkohol. Man har ligeledes konstateret at dyrene flygter og at planterne mistrives og går ud, når de udsættes for negativ musik. Desuden ved man, at tidligere civilisationer er gået ned fortrinsvis på grund af anvendelse af uharmonisk musik."

Jeg tror at Perstrup her taler om ganske almindelig rockmusik og den slags. Og jeg forstår ikke at man kan sige sådan noget og mene det. Jeg har ikke set noget lignende siden jeg var 17 og havde en mindre disput i Jyllandsposten med en vis Ewald Jensen der ville forbyde rockmusik, ligesom i Sovjet (se her).

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Grine over at nogen kan fyre så meget vrøvl af eller græde over at nogen måske tager ham alvorligt og ødelægger deres børns musikalitet ved at forbyde dem at høre og spille andet end "opbyggelige" harmonier.

Som barn legede jeg med nogle Rudolf Steiner-børn som ikke måtte høre ulødig musik for deres forældre. Den ene af dem havde klart rytmesans og en masse energi og ville gerne spille trommer, men det måtte han ikke. Han måtte ikke bruge sin energi på det der rytmiske musik, som stod i ledtog med alle de indbildte kræfter som Perstrup har febervildelser om. Hans musikalitet blev undertrykt. Kun eurytmi-musik og såkaldt folkemusik var lødigt nok til ham.

Så jeg er faktisk tættere på at græde end at grine. Faktisk bliver jeg vred. Meget vred. Jeg har lyst til at høre et beskidt, støjende punknummer og kanalisere denne vrede ud. Jeg har lyst til at skrive en hyldest til den såkaldt "negative" musik! Nåja, det har jeg måske allerede gjort med min bog, Støjens æstetik. Gad vide hvad Hans Perstrup ville sige til den? Jeg burde med den musik jeg hører være gået i stå, have mistet mine intellektuelle evner, være gået under af rygning og hårde stoffer og være moralsk depraveret. Ja, faktisk burde jeg være død nu, med den dosis af musik jeg har hørt gennem tiderne som i Perstrups øjne må være det ultimativt ødelæggende negative musik. Og som i øvrigt ikke forhindrer mig i også at nyde Bach eller Palestrina.

Kommentarer

Hold da op; jeg fik da sat noget gang i dig der. Bogen er faktisk overraskende kedelig at læse, hvilket er grunden til at jeg opgav den. Tør og forvrøvlet. Men ideen er sjov.

Prøv i øvrigt at bemærke teksten på omslaget og den tekst bogen generelt beskrives med. Jeg tør vædde en hel øl på at det er Perstrup selv der har skrevet den, men prøver at få det til at lyde som om det er fra en andens pen. Og bemærkelsesværdigt nok lader det til at forlaget, der udgiver hans bøger, deler adresse med ham selv.

Der burde nu engang være en grænse for indlysende stupiditet. Jeg er ikke meget for censur, men ligefrem fordummende litteratur, burde der godt nok sættes en stopper for. Et alternativ kunne vel være et af de der "Parental Advisory - Explicit Lyrics"-sedler, med teksten: "Parental Advisory - Blatant Stupidity" istedet for. Så kunne forældre, som har deres børns ve og vel for øje, undgå sådan litteratur. Åndssvagt...

Jeg tror, at ifølge Hans Perstrup, ville jeg have begået i selvmord op til flere, være malet sort i hovedet, og i øvrigt være et narkovrag, hvis min musik skal diktere hvem jeg er. I skrivende stund kører Meshuggah - Perpetual Black Second i højeste volumen, på grund af en boblende arrighed over folk som Perstrup.

Jeg reagerede på samme måde. Jeg rakte nærmest automatisk ud efter Slipknot og fyrede meget højt op, da jeg læste Perstrups udtalelser. Som de synger: "I won't let this build up inside of me".

Og Parental Advisory -mærkater har vist den modsatte virkning af den tilsigtede(?): De fungerer som fed reklame.

Hehe, det kan godt være, at der nogen der vælger cd'er ud fra 'explicit lyrics' - for at gøre mor der hjemme lidt sur, det ved jeg ikke. Men jeg tvivler på, at nogen vil købe en bog med en stor mærkat med 'blatant stupidity' på :) - men jeg skal selvfølgelig heller ikke gøre mig klog på den slags...

Iøvrigt hører jeg ligenu Strapping Young Lad - Detox i winamp, som uden tvivl ville få Perstrup til at afskrive mig som sadomasochistisk dyrelemlæster. Nummeret kan hentes lovligt fra SYLs side: http://www.strappingyounglad.com/mp3/detox.mp3

Apropos Strapping Young Lad, Torben: Jeg diskuterede den anden dag med en af mine venner, om SYL er støjrock - tør man spørge en ekspert (=dig) om din mening?

Jeg vil snarere betegne det som metal i den mere punkede ende. Groovet og lyden er klart heavy-agtig. Jeg definerer støjrock som et postpunk-fænomen, og som noget andet end heavy, selv om heavy kan være ganske støjende, hvad det jo også er her. Men grænserne er naturligvis flydende. Fx God Machine står med et ben i hver lejr.

I øvrigt har Jyllands-Posten 11/12-04 trykt en kronik af Hans Perstrup, hvor han giver den hele armen.

Her bliver det klart at det er rockmusik i enhver afskygning der er fjenden, og at det er den klassiske musik som er lødig, ganske som jeg havde gættet. Rockmusikkens energi er vendt nedad mod de lavere ting (seksualitet), mens klassisk musik handler om det åndelige. Dette fokus på det kropslige fører til stofmisbrug, vold og kriminalitet. Rockmusikken er faktisk hovedårsagen til vores civilisations forfald, mener Perstrup at have bevist.

Hans kronvidne i kronikken er den konservative amerikanske kritiker, Alan Bloom, der angiveligt kundgør at rockmusik er værre end pornografi (fordi det opfordrer folk til at dyrke sex i virkeligheden). Han mener også at kunne påvise at unge bliver ude af stand til at føle begejstring og forventning, og at denne blaserthed skyldes rockmusikken.

Jeg er nu meget forventningsfuld i forhold til at kigge i Hans Perstrups bog...

Men hvad egentlig med folkemusik, børnesange, revyviser, moderne kompositionsmusik, dansktop, jazz, new age? Hvilke hører til den lødige og hvilke til den negative musik, ifølge Hans Perstrup?

I øvrigt slår det mig at Perstrup får andre kulturkonservative som fx Leo Tandrup til at virke næsten progressive og nuancerede i sammenligning, hvilket er noget af en bedrift!

Han får virkelig nogle definitionsproblemer, ham Perstrup.. for Stravinkijs "Sacre de Printemps", der jo er klassisk musik, men beskriver et hedensk offerritual - er det "lødig"? Og Carlf Orffs Catulli Carmina - også klassisk musik, men det hylder i ord og toner seksuallivets glæder... ikke særlig "lødig" eller hvad? Og hvad med den kristne rock og ikke mindst gospel - er det så "negativ" og ikke åndelig? Det vil nok de fleste baptister protestere ret kraftigt mod....

Jeg vil lige sige, at hvis jeg så en bog med mærkaten "Blatant Stupidity", ville jeg da helt klart købe den!

Og Perstrup... han får også nogle problemer med Xenakis, når han definerer seksualitet som værende i opposition til det åndelige. Xenakis beskriver jo den voldsomme sanselighed i sin musik som værende "erotisk", hvilket nok hænger sammen med, at Xenakis' tænkemåde tager udgangspunkt i den antikke græske kultur, hvor seksualitet helt konkret repræsenterede netop det møde mellem ånd og materie, der var forudsætningen for alt liv.

Faktisk har han en klar holdning til kristne rockbands, som udtrykkes i kronikken: kristne rockbands er nærmest et oxymoron. De tror måske de er kristne, men det er de ikke, for de næres af det negative og driftsmæssige (læs mellem linjerne: satan selv).

I øvrigt sendte jeg ham en email hvor jeg opfordrede ham til at svare på kritikken, men hans svar var bare "Nå!" - en af de korteste email jeg nogensinde har fået. Det er naturligvis fair nok at han ikke vil gå i dialog med sådan nogen som mig, men nu er det i hvert bekræftet.

Der måtte jeg lige hente fremedordbogen frem... nå, så Perstrup gør sig ikke blot til dommer over hvad det er god og dårlig musik, han vil også afgøre hvem der er rigtig kristne... Hjemme hos mig kaldes det fundamentalisme...

Hvad mon han så ville synes om Univers Zero, www.univers-zero.com, som er et slags rockband der tager sit udgangspunkt i Bartok, Stravinsky (og til beroligelse: der er ikke skygge af symfonisk rock over det).

Han vil ihvertfald kunne måle ondskaben via dette vigtige site: http://homokaasu.org/gematriculator/

Sorry, et "oxymoron" er et toleddet begreb, hvor leddene modsiger hinanden indbyrdes, såsom "demokratisk fascisme" eller "interessant folkedans". Som det fremgår af det sidste eksempel behøver modsigelsen ikke være formelt logisk, men kan være en værdidom der påstår at et bestemt fænomen og en bestemt egenskab er uforenelige. Man kan altså bruge oxymoroner som retorisk virkemiddel når man påstår at det som andre mener findes er en selvmodsigelse.

Således Perstrup og kristen rock.

Jeg har nu haft lejlighed til at bladre i hans bog, og det står nu helt klart at manden er forrykt: han henviser fx til Atlantis som et historisk faktum og generaliserer ud fra Charles Manson og enkelte andre idioter der kæder rock sammen med vold. Dette kobles sammen med forsøg med dyr og planter. Heraf kan Perstrup slutte at rock og pop og jazz er skadeligt. Jeg har sjældent læst noget så tåbeligt.

Hej

Jeg kan se det er en noget ældre diskussion. Men jeg faldte helt tilfældigt over den.

Ser i jeg er ved at uddanne mig til Steiner lærer. Og vil lige sige at forældrer og lærer er lige så forskellige indenfor Steiner som indenfor alle mulige andre skoler.

Men det er rigtigt at de har et princip omkring musik og hvordan det påvirker sindet. Og indenfor deres filosofi udvikler børn deres skelet/rygrad gennem rytmer og takter. Så jeg kunne være så bramfri at sige at hård rytmisk musik stiver skeletet af og gør at kroppen bliver 'grounded' af at høre det. Bassen går faktisk lige ind i de nederste chakraer og løfter de rytmer mennesket helt naturligt har i kroppen, som faktisk også er med til at stimulere seksualiteten. Det lyder måske lidt fjollet men dans og kampsport tager som regel udgangspunkt i det chakra som sidder lige under navlen, og i dans eller kampsport forsøger man at lære at styre den energi der er i det.

Og jeg tør vædde med at når man er vant at høre hård rock/metal hele tiden så vil man kunne mærke forskel i kroppen på om i har lyttet til en gang sød suppe pop en hel dag eller en gang hård rock.

Det lyder som om i lever på hårde rytmer der holder jer oprejst og at ordene giver jer styrken til at kæmpe mod de ting i livet der er rå og svære at udtrykke fordi vi nu engang lever i et 'civiliseret' samfund.

Mange undersøgelser har jo vist at mennesker er mere påvirkelige af ord end man lige tror. Det er ikke alle der er klar over at mange af de tanker man får faktisk ikke er nogen man selv tænker. Men nogen der kommer udefra. Jo mere man lytter til andres ord jo mere riskikerer man at de bliver integreret i ens egen tankegang. Ikke forstået på den måde at fordi man tænker på mansons tekster at så går man ud og gør det de handler om. Men at jo mere man lytter til teksterne jo mere bliver de end del af ens egen tankegang og ordforråd. Og hvis man så f.eks. møder en der kun lytter til sød pop, kan man faktisk have lidt svært ved at forstå hvad hinanden egentligt mener med det de siger...

Nu har Hans Perstrup lagt et uddrag af sin bog ud på nettet under overskriften "Musikkens hemmelige kraft - Den farlige rytmiske musik". Det ligger her.

Og så har folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge læst højt i radioen fra et brev hun fik af Hans Perstrup: Se her.

På samme sted som Hans Perstrups bog ligger en bog af Greg MacKay "Hvordan påvirker musikken dine børn"...Han siger nogenlunde det samme vrøvl som Perstrup, ting som jeg næsten ikke orker at kommenterere.
For at rock-og pomusik svines til, er hvad det er.Men jeg har det virkelig svært ved gudommeliggørelsen af den klassisk musik. Den klassiske musik er lige så jordisk,materalistisk (og moderne) som rock - og MacKay aner ikke hvad han snakker om.
Og det er et konkret bevis for - nederst er der en liste over anbefalede klassiske værker, og here morede jeg mig enormt over at finde "Brahms:Violinkoncert no. 1 i G-mol,op. 26". Det er -for at sige det mildt - totalt forkert. Brahms´opus 26 er hans klaverquartet i A-dur. Brahms violin koncert (ikke nummer 1, kun violinkoncert - han skrev kun en,og derfor er det undøvendig at kalde den andet), er opus 77, og den går ikke i i G, men i D.
En lille fejl? en bagatel? Nja, Brahms violinkoncert er en af de abslout fremste klassiske værker. At skrive forkert titel, toneart og opusnummer på dette værk, svarer til at påstå at "Anna Karenina" er skrevet af Dostojevskij. Kort sagt - når det kommer til klassisk musik er Greg MacKay en lallende amatør -og meget tyder på at også Perstrup er det. Så meget for deres "videnskabelige forsvar" for den klassisk musik.

--og nu kom jeg i tanker om hvilken violinkoncert MacKay prøver at anbefale - Max Bruch´s violinkonceret no. 1 går i g-mol og har opus 26. Brahms/Bruch... det er jo næsten det samme, er det ikke?
Lad os se -Brahms, født i Hamburg i 1833, død1897 i Wien,hvor han boede det meste af sit liv; Bruch, født i en anden tysk by, Køln, boede dog det meste af sit liv i Berlin, døde 1920. Og begge har navne der starter på B...
Kan man nemt kan tage fejl mellem dem? Absolut nej - det svarer som sagt til at forveksle Dostojevskij med Tolstoj, noget man ikke slipper godt fra hvis man skriver videnskabeligt om russisk litteratur. Derfor skal man heller ikke slippe godt fra det når man skriver proklameret videnskabeligt om
klassisk musik.

Og når jeg nu er i gang; til Charlotte der skriver at " det lyder som om i lever på hårde rytmer der holder jer oprejst og at ordene giver jer styrken til at kæmpe mod de ting i livet der er rå og svære at udtrykke fordi vi nu engang lever i et 'civiliseret' samfund".
Med "i" antager jeg at du mener mig selv, Torben, Morten og Jexper, der alle har kommenteret på denne debat. Jeg kender ikke Morten, men Jexper og Torben kender jeg såpas godt, at jeg kan sige at de, som mig, har et yderst reflekteret forhold til musik, og de kan lytte med lige stor fornøjelse og glæde til klassisk musik såvel som til jazz, pop, rock og heavy metal.

Og for lige at runde Perstrup/MacKay af; jeg tror det der grundlæggende generer mig er at de udelukkende forholder sig til musik som et sociolgisk og psykologisk/filosofisk fænomen, og ikke som det der først og fremmest er (særlig for den klasisske musiks vedkommende), nemlig et kunstnerisk udtryk. Den klassiske musik bør, i mine øjne/øre, først og fremmest betragtes som kunst, dernæst som musik.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2