Arkiv: oktober 2005

« september 2005 | Forside | november 2005 »

30.10.2005

TV-Avisen om weblogs

Så har indslaget om weblogs været i TV-Avisen i dag kl. 18.30 - se nedenfor, inkl. link til online-udgaven.

27.10.2005

Denne weblog i TV-Avisen

Jeg har lige haft besøg af en journalist (Birgitte Hanne Hougaard) og en fotograf fra TV-Avisen, som skulle lave et indslag om weblogs til aftenens nyhedsudsendelse. De var her i en time for at interviewe og filme mig, og det bliver sikkert barberet ned til 20 sekunder i aften. De interviewer også Lars Hvidberg og Keld Bach.

Jeg fortalte om min weblog, om at debattere og få respons og lidt generelt om hvilken rolle weblogs har. Jeg er spændt på at se hvordan det bliver klippet, og om de formår at formidle det komplekse fænomen som weblogs er. For vistnok første gang nogensinde i de store danske medier fokuseres der ikke på dagbogs-weblogs, og det er der hårdt brug for. Mange har en ide om at en weblog er defineret ved at folk skriver små ting om deres eget liv. Det er der også nogen der gør, men der findes nu en gang andre og måske vigtigere muligheder i weblog-formatet. Det håber jeg at indslaget får udtrykt. Jeg vil opdatere og linke efter at indslaget er blevet sendt.

Opdatering søndag aften
Nu har jeg set indslaget. Jeg fik det ikke rigtig med i første omgang, men nu ligger det her på nettet i en måned frem.

Det var som jeg havde ventet ca. 20 sekunder i alt jeg fik, og Lars Hvidberg noget tilsvarende. Keld Bach valgte de åbenbart fra. Det er svært for journalisten at få mere tid til et ikke-dagsaktuelt emne som dette. Jeg synes at både Lars Hvidberg og jeg fremstår nogenlunde velformulerede (omend jeg kom til at sige at "det breder om sig"), men det var naturligvis ikke meget der var tilbage af den time hun interviewede mig. Indslaget valgte at modsige sig selv, idet overskriften på skærmen var "Dagbøger på nettet", mens vinklen i selve indslaget var nærmest det modsatte. Det bekræfter mit indtryk af at medierne opfatter weblogs som lig med dagbøger. Måske vil jeg snarligst skrive lidt om de overvejelser over weblogs jeg kom med i interviewet. Det er første gang jeg for alvor har tænkt over præcis hvad det er weblogs kan og også hvad jeg selv vil med mine egne.

21.10.2005

Intelligent design (igen)

Nu synes Intelligent Design-teorien for alvor at have fået vind i sejlene herhjemme, og her må det være på sin plads at gentage
- at denne teori intet har med biologi at gøre, og derfor ikke hører hjemme i biologiundervisningen.
- at der er tale om en rent metafysisk antagelse, der ikke har nogen empiri knyttet til sig, der ikke vil kunne afprøves eller modbevises (i modsætning til evolutionsteorien) og som ikke har nogen forudsigelseskraft.
- at Iintelligent Design enten siger noget vrøvl eller bliver så vag at den ikke gør nogen som helst forskel.
- at evolutionsteorien ikke siger noget om verdens skabelse eller taler for eller imod eksistensen af noget guddommeligt. Den forklarer hvordan livet har udviklet sig og stadig udvikler sig, og er uhyre velunderbygget. Den er ikke en spekulativ teori, men en oprindelig hypotese som er blevet afprøvet, justeret og udviklet lige siden, og som i dag må siges at være et faktum.
- at Intelligent Design-teorien er en lappeløsning, der ikke selv bidrager med forklaringer, men blot hele tiden siger at der nok synes at ligge en skaber bag, uanset hvilke videnskabelige fakta den forholder sig til.
- at dens argumenter ikke har ændret sig væsentligt de sidste 150 år, og at der er tale om en variant af en kristen afsmag over for ideen om at mennesket er et produkt af en ikke-styret evolution og er nært beslægtet med aberne.
- at kun religiøse mennesker abonnerer på tanken, men at langt fra alle religiøse mennesker gør det, idet det faktisk slet ikke er nødvendigt at gå i rette med videnskaben for at bevare sin tro.

Se i øvrigt denne side, som klart viser selvmodsigelserne hos Intelligent Design-debattørerne på en lettere humoristisk måde (klik på noterne for mere alvorlig uddybning og henvisninger).
Se den tidligere diskussion her på webloggen og se hvad der ligger ovre hos Sidsel.
Se også en saglig dansk debat mellem ID-bannerføreren Jakob Wolf og nogle kritikere.
Hvis man vil grine ad kreationisterne kan man læse om Church of the Flying Spaghetti Monster.
Eller hvis man vil gå mere i dybden kan man gå til Intelligent Design Watch eller Understanding evolution. Man kan også følge striden om biologiundervisningens historie i USA her.
Endelig er der faktisk nogen kreationister der ikke bare påstår at der er en hemmelig intelligens bag det hele, men som faktisk har fået kontakt med selve skaberen fra det ydre rum.

20.10.2005

Bibelens promovering af frugt og anden tælleprås

Er Bibelen fuld af nedladende omtale af frugt og derfor dadelværdig? Eller er Bibelen omvendt én lang reklame for frugt og derfor dadelværdig? Dette spørgsmål har optaget de største filosoffer og teologer i adskillige minutter, og jeg tilhører utvetydigt den sidstnævnte skole.

Bibelen satte gang i den frugtpromovering som fx Ritt Bjerregaard stadig høster godt af. Og netop æblet hører til det helt store bedrag: enhver kan forvisse sig om at der ikke er nævnt noget æble i syndefaldsberetningen [1 Mos 2-3], men blot en anonym frugt. Ikke desto mindre kolporteres myten om at Eva spiste et æble overalt af æbleindustrien. Det må snart høre op!

Denne diskussion kører nu ovre på Tællepråsen, hvor jeg har et længere indlæg om Bibelens frugtpromovering i forlængelse af NEFAs ukritiske tilslutning til det modsatte synspunkt. Og selv om det måske ikke skal tages alt for alvorligt, så er alle de bibelske henvisninger autentiske. Tjek selv!

Og lad mig da benytte lejligheden til at hylde Tællepråsen, som er et sidespor (eller efterhånden hovedspor) på Lars Hvidbergs weblog. Læs fx den politisk korrekte version af Fyrtøiet, læs om forskningen i gnuer og om filmskabere som Wolfgang Ohm.

14.10.2005

Pif Paf Puf

Husker du lyden af den morgenmad som en gang hed Pif Paf Puf? Den skriver jeg om fra et lydperspektiv på AUX, en forening for lydkunst, der har bedt mig være fast klummeskriver på deres weblog. Fremover skriver jeg jævnligt et kort essay om noget der relaterer sig til lyd, musik og lydkunst. Vi er 6 klummeskribenter i alt, der skriver på skift.

Mit Pif Paf Puf-essay kommer hurtigt omkring lyddesign, Iannis Xenakis og Clicks & Cuts.

Se mit Pif Paf Puf-essay her [nu overført til dette permalink på min Wiki, oktober 2006]

Nedenfor er et par supplerende kommentarer som der ikke var plads til i selve essayet (som er underlagt et korthedskrav)

Supplerende kommentarer (læs essayet først)

Navnet Pif Paf Puf knytter umiddelbart an til den lyd som morgenmaden siger. Og så vidt jeg husker var der også på pakken en gengivelse af hvordan morgenmaden sagde både pif, paf og puf. Men det gør den jo ikke. På engelsk siger den "Snap crackle pop" - hvilket kan oversættes til noget i retning af "knald, knitre, plaf". Det kommer tættere på den egentlige lyd - især ordet "crackle" er betegnende for den faktiske lyd. En lyd der - som sagt - er klangligt ret monoton, og ikke helt retfærdiggør hele tre lydbeskrivende ord. Til gengæld er teksturen fantastisk, den overordnede komplekse klangmasse.

Men skulle man forstå navnet pif paf puf må man velsagtens snarere gå til børnerimene. Hvem kender ikke "Okker gokker gummiklokker / erle perle / pif paf puf". Et kvalificeret gæt er at morgenmadsproduktet har taget sit navn netop derfra, snarere end i et direkte forsøg på at beskrive morgenmadens lyd.

Det giver sådan set navnet en semantisk tvetydighed, idet den henviser til noget lydligt og med lidt god vilje måske til morgenmadens lyd, men alligevel ikke - navnet er snarere taget fordi det selv lyder godt! På børneremsemåden.

Apropos børneremser, eller rettere: vrøvleremser. Skal man forstå de dadaistiske lyddigte af Hugo Ball og Kurt Schwitters kommer man ikke uden om den børnerimets barnlighed der netop også kendetegner ordet "dada". Husk det, litterater!

Og apropos "morgenmadsprodukter". Hvor er det dog et grimt ord! En klodset oversættelse af "cereals", der direkte oversat burde hedde "kornmad", og som nogen har forsøgt sig med at oversætte med "cerealier". Min kære hustru, Sidsel, har et bedre bud: "Morgenkorn"! Hvorfor ikke? Det ligger noget bedre i munden end "morgenmadsprodukt" og benævner endda kornet. At man kan spise det på andre tidspunkter af dagen skulle ikke udgøre noget større problem. Så det kalder vi det altså derhjemme: morgenkorn!

Kellogs, Ota og de andre skal være velkomne til at henvende sig med en større check og få lov til at bruge dette ord...

Til sidst lidt om hvordan lyden opstår i det som en gang hed Pif Paf Puf: Når risene ristes vokser de og fyldes med luft til en krystalgitter-agtig struktur af meget tynde flader. Når de så møder en pluselig temperaturændring - som fx når de overhældes med kold mælk - så krakelerer de tynde "vægge" i risgitterklumpen, og det afføder den knitrende lyd. Lyden spreder sig efterhånden som der trænger mælk ind i de enkelte ris, og det giver dette irregulære rytmiske forløb med en stabil, overordnet tekstur. Så enkelt er det!

13.10.2005

Kanon

Egon Clausen er bl.a. kendt for sin skarpe kritik af ideen om en kulturkanon. Han har indsendt det første gæstebidrag på Det spekulative øre som handler om at vi bør have hver vores individuelle kanon i stedet for en fælles kanon indstiftet af statslige udvalg. Læs indlægget og deltag i debatten her.

12.10.2005

Kontur

Der er i al ubemærkethed blevet udgivet tre væsentligste og smukke CDer med ny, dansk electronica på det pladeselskab der hedder Kontur. Det er ikke bare er et pladeselskab, men Kontur arrangerer også koncerter og events der relaterer sig til elektronisk musik, som fx en fantastisk koncert i DGI-byen i september.

Jeg har interviewet de tre komponister: Txture (alias Jakob Weigand Goetz), ir (alias Jonas Olesen) og Rune Søchting. En hel eftermiddags samtale redigerede jeg ned til et koncentrat, som blev til en artikel i Dansk Musik Tidsskrift (DMT).

Artiklen ligger online og kan læses her.

Den kan også downloades i den pænere grafiske version fra tidskriftet som PDF-fil her.

11.10.2005

Hetzen mod Jørgen Leth

Her kommenterer jeg sagen om Jørgen Leths bog og de reaktioner den har afstedkommet. Det er et forsvar - ikke for Jørgen Leths seksuelle praksis, men for hans ret til at berette om den uden at miste alle sine jobs og blive lagt for had af folk som ikke har læst bogen. Det er også en henvisning til argumentet at bogen som beretning og iscenesættelse overskrider det faktiske og udgør rammen for et selvkritisk blik.

Desuden bringer jeg med tilladelse fra forfatterne Tania Ørum og Laura Luise Schultz deres kronik fra Information, "At læse Leth".

Jørgen Leth har boet på Haiti i en lang årrække, og har aldrig lagt skjul på hvordan forholdet er mllem ham og de haitianske kvinder og at han har benyttet sig af det. Det er ikke spor sympatisk. Det er en udnyttelse af sin egen magtposition. Det er et bevis på at vi ikke har kastet kolonialismen helt af os endnu. Så langt så godt. Enhver har ret til at kritisere Jørgen Leth.

Men den hetz der har været i de sidste to uger i forlængelse af bogen Det uperfekte menneske synes at være ude af proportioner. Jeg vil med det samme sige at jeg ikke har læst bogen, og vil derfor om lidt give ordet videre til to af mine kvindelige kolleger som faktisk har læst den.

Det som kan undre i debatten er for det første hvor lavt et niveau den føres på. Det handler om hvorvidt Leth er en gammel gris. Smålig forargrelse dækker ofte over dobbeltmoral, således også i dette tilfælde, hvor Ekstra Bladet som sædvanlig førte an. Ekstra Bladet lever af annoncer for sex-ydelser, og jeg tror næppe at disse annoncer er blevet undersøgt for hvad de præcis dækker over. Fx handel med unge kvinder (også yngre end 17 år) fra Østeuropa og den tredje verden. Jeg har før påpeget den mærkelige skinhellighed som Eksta Bladets journalister iklæder sig mens de tjener godt på deres luderavis.

Desuden kan det undre at Jørgen Leths forbrydelse ikke er at han i lighed med mange andre i kolonierne såvel som herhjemme udnytter sin position til at få sex. Forbrydelsen er at han har skrevet om det. Han har skrevet en bog, hvor han iscenesat beretter om nogle tilsyneladende usympatiske seksuelle magtforhold. Men er det at berette og bekende ikke mere selvkritisk end at gøre det i al skjulthed, som flere journalister og politikere utvivlsomt gør? Noget tyder på at Leth ikke glorificerer kolonialismen, selv om han tager del i den. Ikke at det skal undskylde handlingen, men hvorfor er det beretningen som er forbrydelsen? Det er den typiske kulturkonservative dobbeltmoral: folk må gøre hvad det passer dem, så længe de ikke viser det frem. Det har mænd med status levet højt på i århundreder, mens de kunstnere der antydede hvordan det hang sammen blev hængt ud som usædelige.

For det tredje kan det undre hvad sagen har med kommentering af cykelsport at gøre. Jeg skal ikke dømme om konsul-rollen, som jeg har svært ved at forholde mig til, men jeg kan med sindsro sige at Jørgen Leth ikke er blevet mindre kvalificeret til at kommentere cykelsport fordi han har udstillet sin egen dominans-prægede seksualitet i en bog.

Og nu kommer vi så til mine to gode kolleger, Tania Ørum og Laura Luise Schultz, der faktisk har læst bogen. De har skrevet en kronik i Information i dag, hvor de anfører den store grad af selviscenesættelse, udstilling og indirekte selvkritik som præger den bog, hvis titel jo også peger i en sådan retning. Ingen af de to kronikforfattere kan beskyldes for anti-feminisme, tværtimod. De påpeger hvordan udstillingen af et fænomen der inkluderer forfatteren selv godt kan have et kritisk potentiale: "Den virkelige arrogance, debatten har afdækket, består i ikke at ville anerkende at den magtstruktur er benhård virkelighed, og at Jørgen Leth allerede laver et korrektiv til den virkelighedsfortrængning når han fremviser forholdet utilsløret." – skriver de blandt andet.

Her knyttes an til en mere generel problemstilling om hvornår noget er kritisk og hvornår det er affirmativt. Jeg har selv i en Andy Warhol-analyse (KRITIK nr. 157) argumenteret for at hans tidlige katastrofebilleder netop er så skamløse at de fungerer som et kritisk korrektiv. Den skamløse udstilling af et fænomen sammen med fascinationen af fænomenet er på sin vis en af de mest vellykkede kritiske strategier. At kritikken nu kammer over i en personhetz er ærgerligt, for der er tilsyneladende meget mere på spil end personen Leths driftsliv.

Jeg skal ikke udtale mig endeligt om bogen eller om Jørgen Leths moralske habitus, men jeg vil i hvert fald appellere til at man overvejer denne side af sagen inden man lader sin småborgerlige forargelse få afløb. Det kunne måske afføde en større grad af proportioner i debatten.

----------------
Information har ikke lagt kronikken ud på deres hjemmeside, så i stedet citerer jeg den her. Jeg har indhentet forfatternes tilladelse.

At læse Leth

(Information 11. oktober 2005, side 18 / 19)

Kan man fratage en mand ære og levebrød på grundlag af en smædekampagne? Og oven i købet rose sig af ikke at have læst den bog, det handler om? Ja, i det skinhellige og hykleriske Danmark går det glat. Se bare på sagen Leth.

Af Laura Luise Schultz og Tania Ørum

"Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. Jeg kan have hende, som jeg vil."
De sætninger er blevet citeret igen og igen som belæg for Jørgen Leths kriminelle, koloniale og sexistiske sindelag. De har ført til spørgsmål i Folketinget og til mediernes krav om fratagelse af konsultitel, udsmidning af kanonudvalg og endelig til hans fyring som sportskommentator på TV2.

For den, der kan læse, er det imidlertid tydeligt, at disse sætninger ikke uden videre kan udlægges som forfatterens egne udsagn.De ophidsede og forargede mennesker, der har stillet spørgsmål og skrevet læserbreve, har ikke lagt skjul på, at de slet ikke har læst Jørgen Leths bog eller blot de afsnit af bogen, sætningerne er hentet fra.
Men hvis man nu i det mindste er så anstændig, at man læser bogen, før man slutter sig til hetzkoret, bliver det hurtigt åbenbart, at bogens 'jeg' hele vejen igennem er en stærkt iscenesat person, en persona.
Det hører til elementær læseteknik at vide, at ethvert 'jeg' i en tekst ikke automatisk henviser til forfatterens biografiske person. Det er ligeledes kendt, at forfattere kan lege med forskellige stemmer i teksten. Mange forfattere har i tidens løb eksperimenteret med at sløre grænserne mellem det fiktive og det biografiske. Det er et velkendt og effektfuldt virkemiddel - ikke mindst i vores person- og biografi-fikserede medie-snagekultur.

Ikke ren selvbiografi
Hvis man kender det mindste til Jørgen Leths værk, vil man vide, at netop den upersonlige måde at bruge det personlige på er et gennemgående træk ved Leths fremstillingsform både på skrift, i filmene og i hans tv-kommentarer.
I sine film bruger Jørgen Leth, både sig selv og andre som modelfigurer i de antropologiske undersøgelser, han foretager af forskellige kulturer - lige fra sportsverdenen og Danmark til USA eller Haiti.
Både hans film og bøger trækker på egne og andres biografiske erfaringer. Men de er ikke ren (selv)biografi. De er netop altid model-opstillinger: forsøg på at udforske sociale og psykologiske forhold ved at indlægge de personlige oplevelser i en konstrueret scenografi.
Ved at trække på de agerendes personlige historie får fremstillingen en autentisk, levet effekt, som transmitterer Leths egen nysgerrige fascination videre til filmens tilskuer eller bogens læser. Men de autentiske, dokumentariske figurer er altid indlagt i en formel struktur, der fungerer som analytisk filter.
Hvis man endelig skulle udlede et personligt udsagn af Jørgen Leths værker, er det: "Se lige, hvad der sker her: Hvad er det for en sammenhæng, disse mennesker agerer i, og hvad får dem til at agere, som de gør?"

Figuren Leth
Således også i det afsnit om "Kokkens datter" i Leths seneste bog, der har vakt furore, og som blot er et af mange brogede afsnit, der iscenesætter figuren 'Leth' i mangfoldige roller.
De citerede sætninger er ikke talt direkte ud af forfatterens mund. De er led i skildringen af grundstrukturen i forholdet mellem hvid mand og sort kvinde på Haiti (og andre postkoloniale lande). Leth bruger sin egen figur til at fremvise den ulige handelsstruktur, dette forhold er opbygget omkring. Han fremviser det med umiskendelig fascination, men også med betydelig (selv)analytisk og selvironisk skarphed.
Leth dømmer ikke sine aktører, men han opstiller et analytisk gitter, hvorigennem deres fascinerende aktiviteter bliver synlige på en måde, de ofte ikke selv er bevidste om. Og netop sådan træder også figurerne 'Leth' og kokkens datter frem i dette afsnit af Leths bog: som aktører i et spil, hvor de sexuelle, økonomiske, taktiske og strategiske regler er sat af den postkoloniale struktur.
Resultatet er ikke en klam gang bekendelseslitteratur - som sensationsmagerne åbenbart tror - men en indlevet analyse af den herredømmelyst, der er en komponent i den maskuline sexualitet og den betagelse af ulighed og forskel, der er central i eksotismen og sexismen.

Kvinders lyst
Den koloniale og maskuline dominans er ikke noget kønt syn. Det påstår Leth sådan set heller ikke, selv om han ofte har koketteret med at være politisk ukorrekt. Men i stedet for at køre på forargelsens automatpilot og forlange mundkurv burde feminister interessere sig for det indblik i en maskulin model, der her tilbydes.
Mænd er ikke alene om at tænde på dén begærsstruktur. Modellen med unge kvinder og ældre mænd - og den kolonialistiske udvidelse med sort kvinde og hvid mand - er trods alt ikke Jørgen Leths opfindelse, men et nedarvet kulturelt mønster, hvis indbyggede magtfigurer man enten kan søge at tildække eller afkode og problematisere, sådan som Jørgen Leth gør. Vi ved jo f.eks., at reklamer, der udnytter en triviel begærsøkonomi, oftest henvender sig til begge køn. Netop fordi vi også som kvinder er part i sagen, kunne en Jørgen Leths indsigtsfulde refleksion over denne struktur gøre alle klogere på vores lyst og ulyst. Det ironiske er, at den angivelige mandschauvinist Jørgen Leth er ekstremt bevidst om kvindens position i spillet. Der er endnu en scene i bogen, som har vakt forargelse: Filmsekvensen, hvor Leth har sex med en anden ung pige, som han har betalt for at medvirke i en film om erotik. Her er nøgleordet framing. I kraft af kameraets rammesætning lukker han sig selv ude af billedet og udstiller kun hendes ansigt i close up, i en 14 minutters samlejesekvens, kvinden tilsyneladende totalt tingsliggjort, manden almægtig. Eller hvordan? Mellem de to historier om samlejer med kvinder, som muligvis er 17 år, finder vi scenen med den afmægtige titel "Kan ikke rigtig svømme".

Det foregår i hovedet
Hvad vi ser i sex-scenen er en litterær gengivelse af en filmscene, som er en filmisk iscenesættelse af et fantasme. Et sted i mellemfeltet vibrerer den levende følelse. Her er ingen genitalier, men et close up af hendes ansigt. Det hele foregår i hovedet. Hvad vi har at gøre med er et simulakrum. Ligesom alderen er et simulakrum: Pigens alder bliver konstant ændret på hendes ID-papirer ved Leths mellemkomst, frem og tilbage omkring de magiske 18 år. Hvor tåkrummende at opleve den vulgære aldersfascisme, hvormed Leth herhjemme afvises som en gammel gris, når han netop så klart reflekterer, hvad alders- og statusforskellen implicerer og hele tiden zoomer ind på pengene, som i afsnittet "Man ser pengene".
Hvad der slår en, når man læser Det uperfekte menneske, er, hvordan Leth hele tiden anerkender kvindens position og reflekterer over sin egen part i sagen. Det er den ubestikkelighed, der lader ham forbryde sig mod en af de helt store, danske velfærdsillusioner: at sex kun finder sted mellem ligeværdige frie individer. Sådan er det ikke engang herhjemme. Måtte udenrigsministeren i nærmeste fremtid undersøge, hvor mange udenlandske slavepiger, der gemmer sig bag Ekstra Bladets metervis af annoncer for prostitution. Og hvor mange gamle grise blandt omtalte blads kernelæsere, der benytter sig af dem, uden at vise den mindste omsorg for deres overlevelse eller fremtid.
Den virkelige arrogance, debatten har afdækket, består i ikke at ville anerkende, at den magtstruktur er benhård virkelighed, og at Jørgen Leth allerede laver et korrektiv til den virkelighedsfortrængning, når han fremviser forholdet utilsløret. I modsætning til f.eks. TV2's filmflade, hvor man hver aften ser kvinder myrdet og lemlæstet på det mest spektakulært sadistiske i ganske almindelige underholdningsfilm.

Snævert moralbegreb
Igennem hele den skingre debat har alle de, der hævder at forsvare kvinders ret til at bestemme over egen krop, afvist, at sagen handler om kunstnerisk frihed. Manden må skrive hvad han vil, han skal bare ikke repræsentere Danmark og danske værdier. Sikke noget vrøvl. Hele debatten tager afsæt i noget, han har skrevet. Det groteske er, at ingen har gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i kunstnerens værk, men blot har slugt avisernes forvrængede fremstilling råt. På en uge er det lykkedes gennem brutal hetz at ødelægge Jørgen Leths filmprojekt og øvrige indtægtskilder. At opinionsdannere og politikere i stedet for at beskytte borgernes retssikkerhed lader landet lede af den første den billigste tabloidavis - dét er skammeligt og uværdigt for Danmark.

Avantgarde-begrebet i aviserne mm.

Apropos avantgarde: Ovre på Det spekulative øre har jeg lavet en lille analyse af den måde "avantgarde" bliver brugt på i avisernes artikler og anmeldelser. Den kan læses her. Desuden har jeg strøtænkt lidt over krig og nationale massesymboler. Og så er der jo kommet et nyt, flot design (v. Janus Moos) derovre, ligesom her. Begge steder skal der strammes op på nogle ting som endnu ikke er færdige eller virker, men de grundlæggende funktioner kører fint.

04.10.2005

Nyt design

Velkommen til det nye design på Torben Sangilds weblog. Tak til Janus Moos for det!

Bær over med tekniske problemer i begyndelsen (fx er der forsvundet et par kommentarer og endnu værre: alle linjeskift i de gamle indlæg er forsvundet! Men det skal nok ordne sig på den ene eller den anden måde. Håber jeg.).

Snart bliver der tilføjet en præsentation af mig, ligesom links-sektionen trænger til en kraftig opdatering.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2