« Avantgarde-begrebet i aviserne mm. | Forside | Kontur »

11.10.2005

Hetzen mod Jørgen Leth

Her kommenterer jeg sagen om Jørgen Leths bog og de reaktioner den har afstedkommet. Det er et forsvar - ikke for Jørgen Leths seksuelle praksis, men for hans ret til at berette om den uden at miste alle sine jobs og blive lagt for had af folk som ikke har læst bogen. Det er også en henvisning til argumentet at bogen som beretning og iscenesættelse overskrider det faktiske og udgør rammen for et selvkritisk blik.

Desuden bringer jeg med tilladelse fra forfatterne Tania Ørum og Laura Luise Schultz deres kronik fra Information, "At læse Leth".

Jørgen Leth har boet på Haiti i en lang årrække, og har aldrig lagt skjul på hvordan forholdet er mllem ham og de haitianske kvinder og at han har benyttet sig af det. Det er ikke spor sympatisk. Det er en udnyttelse af sin egen magtposition. Det er et bevis på at vi ikke har kastet kolonialismen helt af os endnu. Så langt så godt. Enhver har ret til at kritisere Jørgen Leth.

Men den hetz der har været i de sidste to uger i forlængelse af bogen Det uperfekte menneske synes at være ude af proportioner. Jeg vil med det samme sige at jeg ikke har læst bogen, og vil derfor om lidt give ordet videre til to af mine kvindelige kolleger som faktisk har læst den.

Det som kan undre i debatten er for det første hvor lavt et niveau den føres på. Det handler om hvorvidt Leth er en gammel gris. Smålig forargrelse dækker ofte over dobbeltmoral, således også i dette tilfælde, hvor Ekstra Bladet som sædvanlig førte an. Ekstra Bladet lever af annoncer for sex-ydelser, og jeg tror næppe at disse annoncer er blevet undersøgt for hvad de præcis dækker over. Fx handel med unge kvinder (også yngre end 17 år) fra Østeuropa og den tredje verden. Jeg har før påpeget den mærkelige skinhellighed som Eksta Bladets journalister iklæder sig mens de tjener godt på deres luderavis.

Desuden kan det undre at Jørgen Leths forbrydelse ikke er at han i lighed med mange andre i kolonierne såvel som herhjemme udnytter sin position til at få sex. Forbrydelsen er at han har skrevet om det. Han har skrevet en bog, hvor han iscenesat beretter om nogle tilsyneladende usympatiske seksuelle magtforhold. Men er det at berette og bekende ikke mere selvkritisk end at gøre det i al skjulthed, som flere journalister og politikere utvivlsomt gør? Noget tyder på at Leth ikke glorificerer kolonialismen, selv om han tager del i den. Ikke at det skal undskylde handlingen, men hvorfor er det beretningen som er forbrydelsen? Det er den typiske kulturkonservative dobbeltmoral: folk må gøre hvad det passer dem, så længe de ikke viser det frem. Det har mænd med status levet højt på i århundreder, mens de kunstnere der antydede hvordan det hang sammen blev hængt ud som usædelige.

For det tredje kan det undre hvad sagen har med kommentering af cykelsport at gøre. Jeg skal ikke dømme om konsul-rollen, som jeg har svært ved at forholde mig til, men jeg kan med sindsro sige at Jørgen Leth ikke er blevet mindre kvalificeret til at kommentere cykelsport fordi han har udstillet sin egen dominans-prægede seksualitet i en bog.

Og nu kommer vi så til mine to gode kolleger, Tania Ørum og Laura Luise Schultz, der faktisk har læst bogen. De har skrevet en kronik i Information i dag, hvor de anfører den store grad af selviscenesættelse, udstilling og indirekte selvkritik som præger den bog, hvis titel jo også peger i en sådan retning. Ingen af de to kronikforfattere kan beskyldes for anti-feminisme, tværtimod. De påpeger hvordan udstillingen af et fænomen der inkluderer forfatteren selv godt kan have et kritisk potentiale: "Den virkelige arrogance, debatten har afdækket, består i ikke at ville anerkende at den magtstruktur er benhård virkelighed, og at Jørgen Leth allerede laver et korrektiv til den virkelighedsfortrængning når han fremviser forholdet utilsløret." – skriver de blandt andet.

Her knyttes an til en mere generel problemstilling om hvornår noget er kritisk og hvornår det er affirmativt. Jeg har selv i en Andy Warhol-analyse (KRITIK nr. 157) argumenteret for at hans tidlige katastrofebilleder netop er så skamløse at de fungerer som et kritisk korrektiv. Den skamløse udstilling af et fænomen sammen med fascinationen af fænomenet er på sin vis en af de mest vellykkede kritiske strategier. At kritikken nu kammer over i en personhetz er ærgerligt, for der er tilsyneladende meget mere på spil end personen Leths driftsliv.

Jeg skal ikke udtale mig endeligt om bogen eller om Jørgen Leths moralske habitus, men jeg vil i hvert fald appellere til at man overvejer denne side af sagen inden man lader sin småborgerlige forargelse få afløb. Det kunne måske afføde en større grad af proportioner i debatten.

----------------
Information har ikke lagt kronikken ud på deres hjemmeside, så i stedet citerer jeg den her. Jeg har indhentet forfatternes tilladelse.

At læse Leth

(Information 11. oktober 2005, side 18 / 19)

Kan man fratage en mand ære og levebrød på grundlag af en smædekampagne? Og oven i købet rose sig af ikke at have læst den bog, det handler om? Ja, i det skinhellige og hykleriske Danmark går det glat. Se bare på sagen Leth.

Af Laura Luise Schultz og Tania Ørum

"Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. Jeg kan have hende, som jeg vil."
De sætninger er blevet citeret igen og igen som belæg for Jørgen Leths kriminelle, koloniale og sexistiske sindelag. De har ført til spørgsmål i Folketinget og til mediernes krav om fratagelse af konsultitel, udsmidning af kanonudvalg og endelig til hans fyring som sportskommentator på TV2.

For den, der kan læse, er det imidlertid tydeligt, at disse sætninger ikke uden videre kan udlægges som forfatterens egne udsagn.De ophidsede og forargede mennesker, der har stillet spørgsmål og skrevet læserbreve, har ikke lagt skjul på, at de slet ikke har læst Jørgen Leths bog eller blot de afsnit af bogen, sætningerne er hentet fra.
Men hvis man nu i det mindste er så anstændig, at man læser bogen, før man slutter sig til hetzkoret, bliver det hurtigt åbenbart, at bogens 'jeg' hele vejen igennem er en stærkt iscenesat person, en persona.
Det hører til elementær læseteknik at vide, at ethvert 'jeg' i en tekst ikke automatisk henviser til forfatterens biografiske person. Det er ligeledes kendt, at forfattere kan lege med forskellige stemmer i teksten. Mange forfattere har i tidens løb eksperimenteret med at sløre grænserne mellem det fiktive og det biografiske. Det er et velkendt og effektfuldt virkemiddel - ikke mindst i vores person- og biografi-fikserede medie-snagekultur.

Ikke ren selvbiografi
Hvis man kender det mindste til Jørgen Leths værk, vil man vide, at netop den upersonlige måde at bruge det personlige på er et gennemgående træk ved Leths fremstillingsform både på skrift, i filmene og i hans tv-kommentarer.
I sine film bruger Jørgen Leth, både sig selv og andre som modelfigurer i de antropologiske undersøgelser, han foretager af forskellige kulturer - lige fra sportsverdenen og Danmark til USA eller Haiti.
Både hans film og bøger trækker på egne og andres biografiske erfaringer. Men de er ikke ren (selv)biografi. De er netop altid model-opstillinger: forsøg på at udforske sociale og psykologiske forhold ved at indlægge de personlige oplevelser i en konstrueret scenografi.
Ved at trække på de agerendes personlige historie får fremstillingen en autentisk, levet effekt, som transmitterer Leths egen nysgerrige fascination videre til filmens tilskuer eller bogens læser. Men de autentiske, dokumentariske figurer er altid indlagt i en formel struktur, der fungerer som analytisk filter.
Hvis man endelig skulle udlede et personligt udsagn af Jørgen Leths værker, er det: "Se lige, hvad der sker her: Hvad er det for en sammenhæng, disse mennesker agerer i, og hvad får dem til at agere, som de gør?"

Figuren Leth
Således også i det afsnit om "Kokkens datter" i Leths seneste bog, der har vakt furore, og som blot er et af mange brogede afsnit, der iscenesætter figuren 'Leth' i mangfoldige roller.
De citerede sætninger er ikke talt direkte ud af forfatterens mund. De er led i skildringen af grundstrukturen i forholdet mellem hvid mand og sort kvinde på Haiti (og andre postkoloniale lande). Leth bruger sin egen figur til at fremvise den ulige handelsstruktur, dette forhold er opbygget omkring. Han fremviser det med umiskendelig fascination, men også med betydelig (selv)analytisk og selvironisk skarphed.
Leth dømmer ikke sine aktører, men han opstiller et analytisk gitter, hvorigennem deres fascinerende aktiviteter bliver synlige på en måde, de ofte ikke selv er bevidste om. Og netop sådan træder også figurerne 'Leth' og kokkens datter frem i dette afsnit af Leths bog: som aktører i et spil, hvor de sexuelle, økonomiske, taktiske og strategiske regler er sat af den postkoloniale struktur.
Resultatet er ikke en klam gang bekendelseslitteratur - som sensationsmagerne åbenbart tror - men en indlevet analyse af den herredømmelyst, der er en komponent i den maskuline sexualitet og den betagelse af ulighed og forskel, der er central i eksotismen og sexismen.

Kvinders lyst
Den koloniale og maskuline dominans er ikke noget kønt syn. Det påstår Leth sådan set heller ikke, selv om han ofte har koketteret med at være politisk ukorrekt. Men i stedet for at køre på forargelsens automatpilot og forlange mundkurv burde feminister interessere sig for det indblik i en maskulin model, der her tilbydes.
Mænd er ikke alene om at tænde på dén begærsstruktur. Modellen med unge kvinder og ældre mænd - og den kolonialistiske udvidelse med sort kvinde og hvid mand - er trods alt ikke Jørgen Leths opfindelse, men et nedarvet kulturelt mønster, hvis indbyggede magtfigurer man enten kan søge at tildække eller afkode og problematisere, sådan som Jørgen Leth gør. Vi ved jo f.eks., at reklamer, der udnytter en triviel begærsøkonomi, oftest henvender sig til begge køn. Netop fordi vi også som kvinder er part i sagen, kunne en Jørgen Leths indsigtsfulde refleksion over denne struktur gøre alle klogere på vores lyst og ulyst. Det ironiske er, at den angivelige mandschauvinist Jørgen Leth er ekstremt bevidst om kvindens position i spillet. Der er endnu en scene i bogen, som har vakt forargelse: Filmsekvensen, hvor Leth har sex med en anden ung pige, som han har betalt for at medvirke i en film om erotik. Her er nøgleordet framing. I kraft af kameraets rammesætning lukker han sig selv ude af billedet og udstiller kun hendes ansigt i close up, i en 14 minutters samlejesekvens, kvinden tilsyneladende totalt tingsliggjort, manden almægtig. Eller hvordan? Mellem de to historier om samlejer med kvinder, som muligvis er 17 år, finder vi scenen med den afmægtige titel "Kan ikke rigtig svømme".

Det foregår i hovedet
Hvad vi ser i sex-scenen er en litterær gengivelse af en filmscene, som er en filmisk iscenesættelse af et fantasme. Et sted i mellemfeltet vibrerer den levende følelse. Her er ingen genitalier, men et close up af hendes ansigt. Det hele foregår i hovedet. Hvad vi har at gøre med er et simulakrum. Ligesom alderen er et simulakrum: Pigens alder bliver konstant ændret på hendes ID-papirer ved Leths mellemkomst, frem og tilbage omkring de magiske 18 år. Hvor tåkrummende at opleve den vulgære aldersfascisme, hvormed Leth herhjemme afvises som en gammel gris, når han netop så klart reflekterer, hvad alders- og statusforskellen implicerer og hele tiden zoomer ind på pengene, som i afsnittet "Man ser pengene".
Hvad der slår en, når man læser Det uperfekte menneske, er, hvordan Leth hele tiden anerkender kvindens position og reflekterer over sin egen part i sagen. Det er den ubestikkelighed, der lader ham forbryde sig mod en af de helt store, danske velfærdsillusioner: at sex kun finder sted mellem ligeværdige frie individer. Sådan er det ikke engang herhjemme. Måtte udenrigsministeren i nærmeste fremtid undersøge, hvor mange udenlandske slavepiger, der gemmer sig bag Ekstra Bladets metervis af annoncer for prostitution. Og hvor mange gamle grise blandt omtalte blads kernelæsere, der benytter sig af dem, uden at vise den mindste omsorg for deres overlevelse eller fremtid.
Den virkelige arrogance, debatten har afdækket, består i ikke at ville anerkende, at den magtstruktur er benhård virkelighed, og at Jørgen Leth allerede laver et korrektiv til den virkelighedsfortrængning, når han fremviser forholdet utilsløret. I modsætning til f.eks. TV2's filmflade, hvor man hver aften ser kvinder myrdet og lemlæstet på det mest spektakulært sadistiske i ganske almindelige underholdningsfilm.

Snævert moralbegreb
Igennem hele den skingre debat har alle de, der hævder at forsvare kvinders ret til at bestemme over egen krop, afvist, at sagen handler om kunstnerisk frihed. Manden må skrive hvad han vil, han skal bare ikke repræsentere Danmark og danske værdier. Sikke noget vrøvl. Hele debatten tager afsæt i noget, han har skrevet. Det groteske er, at ingen har gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i kunstnerens værk, men blot har slugt avisernes forvrængede fremstilling råt. På en uge er det lykkedes gennem brutal hetz at ødelægge Jørgen Leths filmprojekt og øvrige indtægtskilder. At opinionsdannere og politikere i stedet for at beskytte borgernes retssikkerhed lader landet lede af den første den billigste tabloidavis - dét er skammeligt og uværdigt for Danmark.

Kommentarer

Det er i mine øjne også dobbeltmoralsk, at sportschefen på TV2 Sporten vælger, at fyrer Jørgen Leth som cykelkommentator. Morten Stig Christensen har jo også haft et "seksueltforhold" til en 17 år i en spillefilm og det var tilmed en dreng! Kan dog ikke lige huske, hvad titlen på filmen er. Moralen i den forbindelse må være den, at man ikke skal kaste med sten når man bor i et glashus.

Den danske film, som Morten Stig Christensen medvirkede i var "Venner for altid".

I P1 Debat torsdag kl. 12.30 vil Tania Ørum og Elisabeth Møller Jensen debattere Jørgen Leth-sagen.

P1 Debat kan høres efterfølgende på nettet, og kan også podcastes.

Lad det være sagt som det første: Jeg ser det ikke som et problem i sig selv, at JL boller en 17-årig haitianer i røven. Jeg opponerer imod, at JL blander sine roller sammen. Han ser sig selv som Hon. Konsul for Danmark, som cykelsportsekspert og -kommentator, og han ser sig selv i allerhøjeste grad som kunstner. Han har tydeligvis ikke været i stand til at adskille disse roller. Uden at tilægge det nogen personlig vinkel, vil jeg hævde, at det for alle er evident, at man som Konsul for Danmark er underlagt nogle formelle spilleregler, der blandt andet bygger på, at man repræsenterer et på forhånd defineret værdisæt, som man ikke kan ændre og modificere fuldstændig efter egne behov og drifter. Hvis JL ikke har været i stand til at imødese, at hans beskrivelser/udtalelser ville afføde denne reaktion, specielt med henblik på hans formelle repræsentantion som Konsul, er han enten dum eller ude af stand til at perspektivere sig selv.
Jeg finder det problematisk at de to kronikører opløfter JL til at have en så stor kunstnerisk betydning, at alle andre spilleregler bliver sat ude af kraft. Så har man i mine øjne ikke forstået forskellen mellem de forskellige roller, JL selv spadserer ind og ud af efter forgodtbefindende.
Jeg sympatiserer ikke med den hetz som EB har ført, ej heller har jeg noget imod, at JL boller små tøser i røven, men at udstille det offentligt både litterært og visuelt (kunstnerisk, om I vil) er ikke uden konsekvenser, når man bestrider et offentligt embede. Der findes talrige eksempler på noget tilsvarende, hvor ingen kronikører, kunstnervenner eller lignende tordner frem med sympatitilkendegivelser. Hvor var vennerne og tilhængerne for denn libide frihed, da Opfeldt dyrkede sex med små drenge, han fandt på internettet? Hvor var friheden til at lure i solariet for Solarie Luskeren Anders fra Køge?
De er alle eksempler på folk, der har mistet deres emkbede, fordi deres seksuelle præferencer er blevet synliggjort på den ene eller anden måde, og fordi disse præferencer har kollideret med det grundlæggende, formelle syn på, hvordan man bør og skal repræsenterer noget udadtil.

Jeg ville da mene at Carsten Killer-Bob Meedom er den, der blander tingene sammen.
Leth har sgu altid iscenesat sig selv. Han har altid haft let til "løgnen".
Det er overhovedet ikke uforeneligt med hverken at lave film støttet af staten, at være sportskommentator/ekspert eller ret meget andet.
Det er muligt, at det er uforeneligt med at være repræsentant for Danmark, at man indrømmer sin kriminelle fortid. Mere skulle der så ikke være i den sag.
Jeg har selvfølgelig skrevet under på den petition der kører i øjeblikket. Selvfølgelig.
Manden har ret til nogen beskyttelse. Men skal selvfølgelig stå til ansvar for sine handlinger overfor Danmarks og Haitis retssystemer.
Mht hans seksuelle forhold til sin husholderskes 19 årige datter. Ja det lyder som udnyttelse. Men jeg tvivler på, at det er ulovligt.
Hvis hun var 17 år, som først angivet (er det løgn eller er det sandt), så tror jeg endog at dansk lovgivning giver mulighed for at straffe ham - selvom det foregik i udlandet.

I al sin enkelthed mener jeg, at JL ikke kan repræsentere DK fra officiel hold og samtidig være kunstnerisk Libertiner, som lader sig styre af sine drifter og sin selviscenesættelse. Det er der, jeg mener, han blander rollerne sammen. At han bliver fyret fra TV2 kan jeg ikke forholde mig til.
Han har i mine øjne lov til at skrive som han gør i sin bog, han har enddog lov til at købe sig alle de unge ludere han lyster, men han må, som alle andre, tage konsekvensen af det, hvis det er ham magtpåliggende at udstille det og gøre det til en repræsentativ holdning overfor kvinder og sex.
Jeg håber JL damper af til Haiti, ansætter nogle flere folk med unge døtre, så han kan få sit sexliv på skinner igen og vi andre kan se de fremragende film og happenings, der kommer ud af hans ustyrlige libido. Og så må han for min skyld gerne begynde at kommentere cykelsport, ballebefamling, kusselugtning og hvad han ellers interesserer sig for igen.

Jeg synes hele denne sagen vidner om hvor dobbeltmoralsk, hyklerisk og småborgerlig Danmark er ved at blive. Og fanebærerne i så måde er vel netop Ekstrabladet og TV2..

Midt i al ståhejen er det vel også tankevækkende, at der ikke er nogen, der har tænkt på at spørge hende den medvirkende pige, der i dag må være omkring 25, hvordan hun så oplevede forholdet til Jørgen Leth. Jeg mener: Den mest legitime grund man kan have til at fordømme forholdet, må vel være, hvis det på én eller anden måde er gået ud over hende. Eller hvad?

Helt enig med Jexper - hele sagen står eller falder med, om pigen er blevet udnyttet eller ej. Hvorfor ikke spørge hende. Måske var de faktisk forelskede? Hvad jeg ved jeg? Leth har så vidt jeg ved haft flere haitianske kærester, også gennem længere tid, og så har de vel næppe været husslaver.

Jeg vil dog godt medgive, at det er dårlig stil under alle omstændigheder at have et forhold til sine ansattes familie, fordi det kan skabe forvirring og sætte nogle magtforhold i gang, som man måske ikke ønskede.

Rettet til Morten Stig Christensen: Når du nu er igang med den moralske oprustning til forsvar for Tv2-sportens "omdømme og troværdighed" (sic!), burde du så ikke overveje Jan Mølbys fremtid som medkommentator. Manden har jo en dom for spritkørsel!

Siden jeg skrev mit indlæg har debatten bredt sig til samtlige medier og Jørgen Leth har delt debattørerne i to lejre. TV, radio og samtlige aviser har ført debatten videre, og det er mig lige nu ikke muligt at danne mig et overblik over den. Lad mig blot nævne et par ting:

Mange har fået det indtryk at Jørgen Leth har voldtaget mindreårige kvinder og holdt dem som slaver. Det har INTET på sig. Men Ekstra Bladet (med Danmarks mest kyniske mediealfons, Bent Falbert, i spidsen) har formået at give netop det indtryk.

Jørgen Leth har efter eget udsagn (og hele debatten handler jo om hans eget udsagn) været kæreste i flere år med den nævnte kvinde. Det var hende der opsøgte ham. Ordene om "retten" til at tage hende er en seksuel fantasi.

Det er ikke særligt sympatisk. Det er faktisk meget usympatisk. Men virkelig mange usympatiske seksuelle fantasier og handlinger som finder sted hver eneste dag i al ubemærkethed. Og det er i hvert fald hverken prostitution, voldtægt eller slaveri.

Så uanset at man ideelt set ikke skal give efter for en sådan situation, så berettiger den ikke de ualmindeligt grove betegnelser som mange slynger om sig med spruttende af retfærdig harme.

Og igen: de færreste af dem der sprutter har læst bogen.

Hvis det handler om hvad der er lovligt og ikke lovligt, så burde forargelsen være større over at Jørgen Leth har smuglet hash i store mængder. Men det er der ingen der gider sprutte over. Det er ellers utvetydigt ulovligt, og strafferammen er meget stor.

Og så skal vi lige måske lade den anklagede selv komme til orde. Nedenstående er udpluk fra Weekendavisens interview om ham:

"Jeg har set interne skrivelser på Ekstra Bladet om, at nu skal manden ned. Nu skal man punktere den ballon, som altså er mig. Det har der været en vilje til, og den må jo være båret af et mærkeligt had. Jeg ved ikke, hvor det had kommer fra. Jeg er jo ikke en mand, som går rundt og har fjender til daglig, det har jeg ikke, det er uvant for mig, og jeg bliver dybt forskrækket, når der er nogen, der har sådan en lyst til at skade mig og rive mig ned. Som om jeg rager for højt op, og nu har det åbenbart irriteret dem længe nok."

"Det var en meget erotisk erfaren pige, som indledte en flirt. Jeg er ikke en Casanova, der jager kvinder, det er jeg alt for magelig til, det gør jeg ikke, jeg har ikke en umættelig sult, men jeg har svært ved at sige nej, hvis der er, om jeg så må sige, et godt tilbud. Der var ikke tale om, at jeg udnyttede min position. Det er også det, der har pirret mig, da jeg skrev det. Det er jo et skriveri, og jeg har skrevet det på en måde, som er udfordrende i mit eget hoved, en fantasi. Men jeg har ikke udøvet en magt, jeg har ikke krævet noget. Det er en løgn, hvis man oversætter det direkte, sådan som det er blevet citeret, og det er meget farligt. Det burde jeg måske have forudset."

– Hvad mener du så, når du skriver: 'det er min ret'?
"Ja, det er jo min leg, at det er min ret. Det er en leg, jeg leger."
Der foregår i dit hoved?
"Ja, for helvede. Jeg har ikke forlangt, at hun skulle stille sig op på den måde overhovedet. Jeg har ikke forlangt noget som helst. Jeg har bare indledt et forhold til en pige, som jeg har følt mig tiltrukket af."
– Du har tidligere sagt du kan lide magtforholdet, den hvide mand og den sorte kvinde, osv.?
"Jamen, jeg skriver det jo som en analyse. Når jeg bruger ordet kolonialismen, så er det jo ikke, fordi jeg ikke er klar over, at det trigger en masse ting. Men det er jo en slags analyse, det er jo en slags tanke som må tages op. Altså, er det kolonialismens erotiske vision? Det spørger jeg mig selv om. For det er da klart, at i seksualitet er der mange magtbalancer og spil og sådan noget. Og mange af de spil foregår i hovedet. Jeg leger magtlegen i mit eget hoved. Og det er noget jeg gør bagefter, når jeg beskriver det, ikke mens det foregår. Tvang er et fiktionsgreb, det må jeg slå fast igen, fordi det er blevet mit banesår her i debatten, det har lige præcis været den misforståelse. Jeg synes, man skal læse bogen og bogens tone for at forstå det."

"Jeg tog imod tilbuddet, kan man sige. Og i begyndelsen var det hemmeligt, men derefter blev det et kæresteforhold, så blev det en forelskelse, så begyndte jeg at invitere hende ud i byen. Jeg er jo meget rasende over den racisme, der er i Haiti mellem mulatter, altså overklassen, og de sorte, så jeg er også provokerende, når jeg tager en sort kvinde ud på en fin restaurant i Haiti. Så er det en meget provokerende ting. Det er en pointe for mig, og derved viser jeg min forelskelse og viser en smuk ung kvinde frem, som jeg er stolt over at være kæreste med."

– Men du har jo magt til at afskedige kokken?
"Okay, jeg kan kun referere til, at alle som kender mig, aldrig villle drømme om, at jeg kunne fyre noget af mit personale, det har jeg aldrig nogensinde gjort. Jeg har altid været gode venner med mit personale, jeg har altid haft en god stemning i mit hus. Jeg har altid betalt mere i løn end mulatfamilierne betaler deres tjenestefolk, det har været mit mål som hvid mand i Haiti, at jeg var arbejdsgiver, men jeg betalte mere i løn end de andre. Og det har ikke været med skjulte hensigter. Det har ikke været, fordi jeg har haft en kontrakt om, at jeg så kunne bruge deres datter til sex."

"Hun er ikke prostitueret. Hun lever i dag i et ægteskab, har børn osv. Det er latterligt at antyde, at jeg skulle have ledt hende i prostitution. Hun var meget erfaren, hun havde haft flere elskere før mig, og i den periode, hvor jeg mente, jeg var hendes eneste kæreste, havde hun også elskere."
– Hvor længe var I kærester?
"I to år."
Men du begyndte at gå i seng med hende, da hun var 17?
"Ja, det sagde hun jo til mig, men hendes dåbsattest, som min producer fik, da hun skulle lave en filmkontrakt med hende, viser, at hun var 18."

"Det er klart, at hendes datter så et statusløft i at være kæreste med en hvid mand, sådan er det i Haiti, og det er et spil, som jeg gerne vil fortælle om. Det har været hensigten med at skrive de kapitler. Det har været min lyst til at fortælle om andre kulturer, og hvordan spillet mellem kønnene er dér."

"Det er i virkeligheden dem, der anklager mig, som gør sig skyldige i at være racistiske og chauvinistiske, for er det ikke lige lovlig éndimensionalt at gå ud fra, at kvinden er dum og svag, fordi hun er sort og fra et fattigt miljø? Ingen af dem, jeg har kendt, har været dumme og svage og lette at manipulere med. Det var sommetider omvendt."

– Det har været fremme, at den seksuelle lavalder er 18 i Haiti.
"Min advokat på Haiti har netop oplyst mig, at lavalderen er 15 år, undtagen under særlige, graverende omstændigheder. Der er ingen fare for min tilbagevenden på dét punkt."

"[J]eg synes, det er forkert det der med herremandsmentalitet, den har jeg aldrig følt, den er mig dybt fremmed. Jeg er en mand, der lever i et samfund, jeg lever vel at mærke ikke i bourgeoisiet, jeg lever med sorte omkring mig. Det er sorte mennesker, der er i den by, jeg bor i, det er sorte mennesker. Jeg har nogle venner fra eliten, men det er intellektuelle, det er digtere og filmfolk, men jeg tager stærk afstand, jeg har aldrig haft lyst til at være i stue med, direkte, mulateliten, for jeg finder dem afskyelige, fordi de udnytter befolkningen. Sådan er det, det er min orientering i Haiti, og derfor er det mig dybt fremmed, jeg må tage afstand fra beskrivelser om herremandsmentalitet, det passer ikke. Og har de danske journalister mon gjort sig klart, hvor farlig det er at skrive, at jeg har holdt slaver? Det er det værst tænkelige overhovedet at sige om nogen i netop Haiti. Derfor er det også det mest sårende, det hårdeste for mig. Det er meget farligt for mig, hvis disse totalt grundløse påstande når til Haiti."

På følgende link http://www.PetitionOnline.com/leth/ kan man underskrive en støtte-erklæring til Jørgen Leth

I følge information i dag (15.11), kommer der i begyndelsen af december en bog kaldet "Det fordømte menneske" med undertitlen "Jørgen Leth og den nye danske sædelighedsfejde". Forfatteren Poul Pilgaard Johnsen fra Weekendavisen har interviewet den haitiske pige, Dorothie, som er den omtalte "Kokkens datter", stridens æble, så at sige!! Mon ikke det skulle give sagen nogle nye nuancer??

.. og nu nåede den nyhed også til Politiken; http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=408337

Så vidt jeg kan se, er det ikke "kokkens datter" men én af hans andre unge elskerinder fra Haiti, der bliver interviewet, da Poul Pilgaard Johnsen ikke kunne finde kokkens datter. Men alligevel synes jeg, det er en ualmindeligt fremragende idé.Bizart at man overhovedet har sluppet raseriet løs, inden man havde hørt en udtalelse fra hende. Jeg er sikker på, at der kommer mange vigtige nuancer frem.

Jeg kunne ikke undgå at komme til at tænke på Jørgen Leth forleden dag, da DR2 viste et program om balletmesteren Harald Lander. Han blev også anklaget for at have "forgrebet sig" (hvad det så end vil sige) på nogle af balletpigerne. Den 17-årige, han rent faktisk havde haft et forhold til, anklagede ham ikke for noget: Hun var glad for det. Alligevel måtte Lander flygte ud af landet og gøre karriere i Paris i stedet for. Vi er søde ved vores store kunstnere her i Danmark.

Så er der den satiriske vinkel på Jørgen Leths dagbog. Det er faktisk ret morsomt.

Der er nu mulighed for at give sin underskrift til at Jørgen Leth skal tilbage som kommentator i Tour de France.
Besøg hjemmesiden http://www.leth-i-touren.dk og giv din underskrift

Det ser ud til at historien gentager sig selv - denne gang går det bare ud over Knud Rørmer og hans nyeste bog, "Den der blinker, er bange for døden", hvor borgerne på Falster har set sig sure på forfatteren, fordi de mener han hænger dem ud.

http://www.information.dk/113464

Jeg fatter ikke at man kan opfatte sig selv som et anstændigt menneske når man finder det rimeligt at forsvare Jørgen Leths, tydelige misbrug, af kokkens datter.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2