Mine egne radiostationer
Jeg har nu oprettet mine egne radiostationer. Jeg vælger ikke selv de enkelte numre, men mine stationer spiller i udgangspunktet musik efter min smag - ud fra mine anvisninger og namedrops. Det er det nye hotte på nettet, og det hedder Pandora - måske fordi man ikke selv styrer hvad der kommer ud af æsken når man åbner den?
Den første af mine stationer hedder Sangild mix, og spiller forskelligt blandet efter min smag. (Man kan dog ikke spille kompositionsmusik på Pandora, så det er ikke med).
Den anden går målrettet efter electronica, og hedder derfor Electronica Sangild.
Og nu en tredje med jazz i området omkring Coltrane, Davis, Mingus, Dolphy etc. - den hedder naturligvis Jazz Sangild
Opdatering 30/11: jeg har også lavet en rock-kanal, en støjmusik-kanal og en amibent-kanal og en kanal med alternativ hip hop. Sikke det går!
Lyt til mine kanaler og rapportér gerne her hvad der sker på dem og hvad du synes om det.
Jeg kunne forestille mig at tilføje flere specialkanaler, men nu skal jeg lige prøve det af. Eneste minus indtil videre er at man skal leve med reklamebannere (eller også betale). Men det er sådan set fair nok. Jeg betaler ikke indtil videre - jeg skal lige se hvor meget jeg bruger det.
Lidt mere om hvordan det virker: så vidt jeg har forstået konceptet har nogen (?) siddet og beskrevet de enkelte numre, og der spilles således musik der har rent musikalske fællestræk med det man selv har foreslået som sit yndlingsmusik - uden hensyntagen til ophav, salgstal og ekstramusikalske grupperinger. Det skal vise sig hvor langt den metode holder, men indtil videre er jeg ganske imponeret. Pointen er jo bl.a. at man kan opdage musik man ikke kendte i forvejen. Og jeg har allerede købt en CD med Twine efter at have hørt dem på min egen radiostation.
Og så interesserer det mig også rent fagligt hvordan de har gjort det, da det at sætte præcise ord på musikken er noget jeg snart skal til at arbejde med rent teoretisk - at opsætte en model for betydningsdannelse i og beskrivelse af elektronisk musik.


