Arkiv: december 2005

« november 2005 | Forside | januar 2006 »

18.12.2005

Wikipedia

Jeg har længe kendt til Wikipedia, og har hele tiden syntes det var en virkelig god ide, men det er først nu jeg er blevet engageret i at bidrage til den danske udgave. Jeg har ikke skrevet så meget substantielt endnu, men har bidraget med småting og diskussioner til bl.a. Adorno, Foucault, Hemingway, Cykelryttere og Slik. Det er min plan at bidrage seriøst til Adorno-artiklen (som stadig kun er et ubrugeligt fragment) og at oprette artiklerne Støj og Støjrock. Man kan følge mine bidrag her.

I forhold til fx den engelske Wikipedia er den danske stadig mangelfuld på mange områder. Jeg vil derfor opfordre dig til at overveje om ikke du har en viden på nogle områder som du kan bidrage med. Det er ikke så svært som det lyder. Følg vejledningen - efter 5 minutter er du i fuld gang med at formidle open source-viden på dansk. Man behøver ikke at forfatte hele artikler på én gang - rettelser og enkelte afsnit eller sætninger er også velkomne. For at få inspiration kan du benytte knappen "Tilfældigt opslag". Der er opslag om ting du ikke havde drømt om at slå op. Og sådan bør det være.

Hvis du er skeptisk: Før du afviser konceptet som urealistisk og utroværdigt, så kig her, og husk at der er lavet en sammenlignende analyse af troværdigheden mellem Encyclopedia Britannica og den engelske Wikipedia, som viste at der ikke var den store forskel. Hvis den danske version skal leve op til det må vi alle bidrage med hver vores lille hjørne.

Et par gode råd til begyndere:
- Kig i fanebladene Historik og Diskussion for at se hvad de andre brugere har rettet og diskuteret.
- Hvis du er usikker i begyndelsen, så brug sandkassen.
- Husk at angive en kort beskrivelse af din ændring i det dertil indrettede felt før du gemmer ændringen. Det gør det lettere for andre at overskue historikken.
- Brug muligheden for [[interne links]], så hyperlink-mediet kommer til sin ret.
- Læg mærke til hvordan andre gør. Stik en finger i jorden.
- Skriv neutralt og sagligt.
- Begynd fx her eller her.

08.12.2005

Wascator café og spiseri

Der er åbnet en ny café på Nørrebro i et gammelt møntvaskeri, som nu er omdannet til et af de hyggeligste steder i København. Den hedder Wascator og har nu eksisteret i en måned. Jeg har frekventeret den nogle gange, og anmelder den nedenfor. Jeg skriver om stedets (korte) historie, atmosfære, udskænkning, mad og service. Jeg er generelt overordentlig positiv og har kun én lille indvending. Læs café-anmeldelsen her:

Forhistorie
Da vi flyttede ind i vores ellers dejlige lejlighed på Refsnæsgade havde vi fra stuen udsigt til en slatten grillbar, et affældigt solcenter og et vaskeri kaldet Wascator. På sin vis et meget autentisk Nørrebro, men på den anden side ikke ligefrem nogen fryd for øjet. Derfor var det med stor glæde at vi her i oktober så at vaskeriet skulle nedlægges til fordel for en café. Gennem september og oktober måned fulgte vi den gradvise og effektive omdannelse af vaskeriet til Wascator Café og Spiseri ("spiseri” er i øvrigt et godt norsk ord).

Rygterne lød fra stedets overbo (som fulgte processen fra sin vindueskarm) at de ville fjerne de lyseblå vaskeri-kakler på facaden, hvilket vi syntes var lidt synd, eftersom de egentlig kunne bruges til at give stedet et særpræg. Heldigvis lod de dem sidde, og beholdt altså også Wascator-skiltet, som nu er et vartegn for caféen.

De har nu haft åbent i over en måned, og jeg er kommet dernede en del gange. Jeg var overrasket over hvor velbesøgt stedet har været fra første dag, men de må have deres netværk i orden. Vi lokale har også taget stedet til os, og på Wascator møder man folk fra blokken og kvarteret som man ellers kun ser om sommeren, hvor folk hænger ud udendørs. Da min hustru har boet her hele sit liv kender hun mange og vi møder altid nogen nede på Wascator. Det er altså allerede mere end en Nørrebrocafé – det er også et lokalt samlingssted for kvarteret omkring Sjællandsgade-Guldbergsgade- Fensmarksgade etc. Ikke at der er mange skridt at gå ned til Elmegade og Skt. Hans Torv, men dér er man snarere i byen end nede på den lokale.

Indretning og atmosfære
Væggene er overvejende hvidkalkede, møblerne er genbrugsmøbler og nøgleordet er hjemlig hygge (frem for kølig stål, glas og spejle). På et tidspunkt havde de en sofa, men den er nu væk – den fyldte nok for meget. Der brænder stearinlys og spilles vinylplader. Væggene er sparsomt beklædt med få, nøje udvalgte (og meget forskellige) billeder. To store vinduer giver lys og udsigt til gaden (og faktisk også til vores lejlighed, hvis man sidder rigtigt). Toiletterne er beklædt med tavlebelægning, og der ligger kridt så man kan komme af med sin skrivekløe og skrive garffiti-beskeder i udvalgte farver.

Personalet er venlige og betjeningen personlig. Man føler sig hurtigt som en stamkunde. Ejerne er vist i begyndelsen 30erne, og det bærer stemningen præg af. Om dagen er der hygge og snak og plads til børn, avislæsning og forelskede par. Om aftenen skrues musikken op, og der går øl og fest i den – på den gode måde. Ind imellem er der quiz-aftener eller lignende arrangementer.

Musikken er som sagt vinylplader, og vægten lægges på cool jazz og rockmusik fra 70erne og 80erne. Der spilles i høj grad hele albums, hvilket passer mig godt. Et par eksempler fra hukommelsen er Lou Reed og Peter Gabriel. Desuden noget reggae og en hel del nostalgi. Det slår mig pludselig at jeg mener de har spillet ”Dig og mig” med Dieters Lieder (altså den gode, gamle version fra 1984), hvilket i sig selv giver gode point på min nostalgi-konto. Men det er altså ikke her man skal høre de nyeste hits. Her spilles den musik personalet kan lide, ikke sponsorerede musik fra de store pladeselskaber som det ellers er kotyme de fleste andre steder (faktisk er mange af pladerne foræringer fra kunder). Bliv ved med det!

Det er bemærkelsesværdigt at stedet fra første dag har haft sin egen, rare atmosfære. Der er ikke noget fernis som skal slides ned, ikke nogen nykker der skal pudses af, ikke nogen prætentioner stedet ikke lever op til. Tværtimod: det er næsten som om caféen altid har været her med sin ligefremme, ukrukkede charme. Skulle man sammenligne stemningen med noget andet skal vi i nærheden af Propps, Bankeråt, Riccos eller Kates Joint. Ellers skal vi til Berlin for at finde noget lignende.

Udskænkning
Deres café latte er rigtig god, koster 20 kr. og serveres med en lille, hjemmebagt småkage til.

Hittet er så afgjort deres Hancock fadøl. De kan fås i lys (pilsner) til 25 kr. og mørk (ale) til 28 kr, (begge priser er vel at mærke for en stor fadøl). Jjeg foretrækker den mørke. Er man mere i det udforskende hjørne har de et arsenal af gode, halvsjældne ølmærker på flaske – bl.a. en spændende italiensk øl, hvis navn jeg ikke kan huske i skrivende stund. Spriritusudvalget er traditionelt; det er tydeligvis øl der er satsningsområdet. Sodavand er Hancock – også colaen!

Menu
På sin karakteristiske, tilbagelænede facon præsenteres maden på Wascator med ordene: ”Alt er hjemmelavet, meget er økologisk”. Der er tale om god, solid mad i den billige ende. Der er som regel to dagens retter, dagens suppe og dagens salat at vælge imellem.

Jeg har indtil videre kun spist aftensmad dernede én gang, men det er helt sikkert ikke den sidste. Vi fik vildsvinebov med sellerimos og kartoffelmos, dertil lidt rucolasalat med æble og naturligvis det dejlige hjemmebagte brød. 90 kr. for en ret som andre steder ville koste 30 kr. mere. Kødet var uhyre saftigt og velsmagende og sovsen (nånej, saucen) var himmelsk. Sellerimosen var serveret oven på bagte skriver af selleri, og kartoffelmosen var efterbagt og skåret firkantet. Maden kom efter et kvarter og betjeningen var som altid venlig, ja næsten personlig.

Brunch
Brunchen (som vi har prøvet et par gange) koster 85 kr. inklusive kaffe/the ad libitum. Den indeholder pt. følgende: Nybagt brød, skinke, to slags ost, dagens frugt i skiver, drænet youghurt, hjemmelavet marmelade, kartofler, pølser, røræg m. champignon, bacon ristede pølser, stegte tomater og månedens kage (i december: æbleskiver). Dertil friskpresset juice.

Der er rigeligt med mad, selv til en granvoksen mand, og man kan altid bede om mere, hvilket personalet altid husker at understrege. Spiser man to eller flere får man maden på nogle store fade – så kan man selv fordele det mellem sig. Det er klart at foretrække frem for at få portionsanretninger, idet de færreste synes at alt er lige interessant på en arrangeret tallerken.

Man får altså et godt måltid for pengene, og overordnet set er det en god brunch. Røræggen er lækker og det er en god ide at blande stegte svampe i. Baconen er sprød og velsmagende og stegt lige tilpas. Pølserne er skrå skiver af store, krydrede pølser og falder fint i min smag, mens ”min ledsager” (i mere end en forstand) ikke er så meget for dem. Kartoflerne er vistnok først kogte, derefter stegte, og serveres hele med skræl. De er gode, og passer fint ind i måltidet (om end en britisk bekendt af mig lige skal vænne sig til dette åbenbart meget danske islæt). Alt i alt er den varme del af brunchen altså helt fin. Og så skal jeg nævne brødet, der er om ikke varmt, så i hvert fald lunt og uhyre velsmagende – måske brunchens største hit ved siden af røræggene.

Går vi til den kolde del er det i orden uden at være fantastisk. Skinken er OK, og min ledsager synes godt om osten og især youghurten (jeg selv holder mig langt fra den slags). Efter sigende er jordbærmarmeladen lækker og frugten fin nok.

Men jeg er nødt til at kritisere brunch-kaffen. Her er Wascator Cafés eneste svage punkt. Den kaffe man får serveret til brunchen er en kedelig kolbekaffe, som for alt ofte er halvkold når man får den serveret. Den kommer i store porcelænskander, og hvis man er heldig at få den sereveret mens den stadig er varm, fiser denne varme ud inden man når til anden kop. Jeg vil derfor foreslå caféen at finde en bedre måde at servere kaffen på. I termokander eller som manuel opskænkning fra kolben (efter amerikansk diner-princip) eller måske rygende varm i stempelkander. Man kan selvfølgelig bestille en normal café-kaffe oveni (for den er god!), men det er vel ikke meningen.

[Opdatering januar 2006: De har taget kritikken til efterretning og serverer nu brunchkaffen i termokander, og dermed er alt godt!]

Brunchen er fin og prisbillig, og man går med garanti ikke sulten derfra.

Generelt
Som det fremgår skal du bare se at lette røven og drøne ned på Wascator – det kan være vi ses!

Wascator ligger på Refsnæsgade 32-34, 2200 København N, Tlf. 36 91 77 87
Åbent hverdage 11-24, fredag/lørdag 11-02

(Wascators hjemmeside er indtil videre ikke så informativ, men de lover at der sker mere. Indtil videre kan man se nogle billeder fra åbningsfesten og et kort så man kan finde vej. Hvis man skulle bedrive ønsketænkning skulle den i fremtiden indeholde bl.a. en menu og annoncering af fremtidige arrangementer. Måske også en kundefeedback).

[Opdaterinng januar 2006: hjemmesiden er nu udvidet med menu og en fin graffititavle man kan skrive beskeder på. Begge dele virker dog kun i Explorer, ikke i Firefox].

06.12.2005

Bad Music opdateret

Da bogen Bad Music udkom fik jeg ikke tid til at præsentere de mange spændende artikler som min egen befandt sig i selskab med. Nu har jeg rådet bod på dette, og skriver ganske kort om alle artiklerne i denne skønne, men særprægede bog om alt fra dårlig verdensmusik og Kenny G. til Pop Stars-konkurrencer, støjpunk og rock-musicals. Se her.

05.12.2005

Bureaukratisk catch 22

Der er få ting som provokerer mig så meget som når bureaukratiet viser sig fra sin absurde side - hvadenten det er offentligt eller privat. Når den forvaltede rationalitet slår om i det irrationalle. Jeg bliver så rasende. Og derfor har jeg nu viet en hel kategori til poster om dette emne. Jeg vil fremover registrere og dokumentere (gerne med navns nævnelser) hver gang jeg kommer ud for den slags. Om ikke andet, så på grund af den terapeutiske effekt.

De værste sager er catch 22-sagerne. Det er dem hvor man ikke kan få løst sit problem fordi det gennemrationaliserede system rummer en logisk eller administrativ konflikt. Her henviser to instanser eller to regler gensidigt til hinanden og der er ingen vej frem. Her føler man sig som hensat til en roman af Kafka, Gogol, Heller, Seeberg eller Beckett. Her må man bare skrige for at komme af med sit raseri. Jeg giver nedenfor fire udvalgte eksempler fra de senere år, og ét fra i dag (som fik mig sat i gang med denne smøre). Det er hhv. Tiscali, folkeregistret, KUAs omstilling og ComX/Tele2.

1. Tiscali og bredbånd
Det værste jeg har oplevet i bureaukratisk sammenhæng var da jeg brugte en masse tid og energi på at skaffe bredbånd i min tidligere andelsforening. Desværre kom jeg til at vælge Tiscali.

I løbet et halvt år kom der tre gange folk ud med kobberledninger for at slutte os til - og kørte med det samme igen fordi de kun måtte indlægge kobber i min lejlighed! De kom og kørte og kom og kørte, og jeg blev konstant lovet at næste gang ville det være i orden, men det var det ikke.

Tiscali havde lovet at det var i orden at få lagt kabel ind i vores fordelingsboks som vi faktisk havde fået installeret til formålet. Det var det vi havde en klar aftale om, og det skulle ikke være noget problem. Da de kørte væk igen for tredje gang uden at installere noget blev jeg sur. Mage til absurd teater har jeg ikke oplevet.

Jeg forsøgte at meddele Tiscali at der var et problem, men det kunne ikke lade sig gøre. Koordinatoren for kundeservice, Lasse Strand Olsen, var den eneste der kunne ændre den adresse som blev givet videre. Men ham kunne man ikke tale med. Kundeservicemedarbejderne var umælende får, der ikke en gang forsøgte at forstå situationen. De kunne kun på deres computerskema indtaste en ordre der lignede den som fik Teledanmark (som stod for selve kobberforbindelsen) til at køre væk igen når de kom (med to måneders varsel). Og nej, de kunne ikke sætte mig i forbindelse med Lasse Strand Olsen. Det var imod firmaets politik.

Jeg sendte Lasse Strand Olsen emails som han aldrig svarede på. De blev langsomt hårdere og hårdere i tonen. Ingen svar.

Jeg fik at vide af en kundeservicemedarbejder at hvis jeg sendte en fax hvor jeg beskrev forløbet, så ville der sikkert ske noget. Jeg endte så en fax med en meget koncis beskrivelse af hele forløbet, selv om fax er ganske besværligt i vore dage. Jeg gjorde alt. Og der var larmende tavshed fra Tiscali. Min fax var spildte ord.

Da jeg så opgav begyndte de at ringe. De sagde at de havde en bestilling på en brdebåndsforbindelse som ikke var afsluttet. Jeg kunne jo godt gennemskue at hvis jeg gik med på den ville det bare betyde at der ville ske det samme endnu en gang: Teledanmark ville køre ud og tilbage igen uden at gøre noget andet end at henvise til deres regler om at de kun måtte lægge det ind i min lejlighed fordi det var i mit navn det var bestilt. Så jeg skældte dem ud. De sagde at det jo ikke var dem personligt der var ansvarlig, og jeg svarede forstående at det vidste jeg godt - i stedet for at sige at de enten måtte stille mig om til den ansvarlige nu eller også finde sig et job i en virksomhed der behandler sine kunder ordentligt. Men det gjorde jeg ikke. Jeg er et forstående menneske. En flink fyr. Jeg ved jo at dem der sidder der bare har et lortejob. Det var derfor jeg meget gerne ville have fat i Lasse Strand Olsen, der som den eneste ville kunne forstå problemet.

Muligvis har Teledanmark en del af ansvaret i selve sagen med bredbåndet - måske ligger catch 22 i forholdet mellem Tiscali og Teledanmark. Men uanset hvad, så bør det ikke være sådan at Tiscali er en lukket fæstning der pisser på deres kunder når der opstår en systematisk fejl. Hvis bare Lasse Strand Olsen havde svaret mig. Hvis bare nogen fra Tiscali havde vist den mindste forståelse for det absurde i at jeg ikke kan få lagt bredbånd i min andelsforening selv om jeg får at vide at jeg godt kan. Men nej, ingen forståelse. Jeg brugte over et halvt år på det til ingen verdens nytte. Og som sagt provokerer det irrationelle i catch 22 mig meget. Så jeg har gået og været sur på Tiscali lige siden. Meget sur.

Det betød at der i forbindelse med min test af Apples kundeservice her på bloggen for nylig røg et par finker af panden. Jeg svinede Tiscali og Lasse Strand Olsen til i vendinger der var for grove. Det var ment sarkastisk, som en umisforståelig overdrivelse, men nu skete der noget uventet. Lasse Strand Olsen henvendte sig med en kommentar på min weblog! Manden som ellers var umulig at nå, meldte sig på banen. Han var stødt over mine udtalelser, og jeg har nu mildnet dem. Men til gengæld var det en stor befrielse at få en reaktion fra bagmanden - selv om den var af en sådan karakter. For det er så frustrerende ikke at få svar når et firma behandler én på den måde. Derfor vreden.

2. Folkeregistret
En mindre sag, som er beskrevet her. Den er mere morsom end grusom, idet den ikke medfører total handlingslammelse.

3. Telefonomstillingen på KUA
Dette eksempel har stået på i et par år, men er kommet op til overfladen igen i dag. Jeg er ansat på KUA (Københavns Universitet Amager). Jeg har et kontor med et fast lokaltelefonnummer. Jeg har haft dette lokaltelefonnummer de sidste 6-7 år. KUA har en omstilling. Her kan folk ringe til og blive stillet om til den medarbejder de ønsker at tale med. Det er især studerende, men også kolleger, journalister og kontakter som benytter sig af dette. De sidste 2 år (!) har jeg fejlagtigt været registreret som "ikke ansat" eller også som på orlov eller under et forkert nummer nede i omstillingen. Folk som har ringet til omstillingen har fået den besked at jeg ikke var ansat (i forskellige variationer).

Det er jo bare en fejl, og det kan jo ske, det er jo kun mennesker. Men sagen er at jeg 3-4 gange i løbet af de sidste to år har forsøgt at få det i orden, forsøgt at blive registreret. Men det kan ikke lade sig gøre. Når jeg ringer til omstillingen får jeg at vide at de ikke kan ændre det. Det skal "den telefonbogsansvarlige" på mit institut gøre. Den telefonbogsansvarlige er skiftende sekretærer, der alle påstår at de skam har meddelt det til omstillingen, men at omstillingen åbenbart ikke har fået det registreret endnu.

I dag kom en frustreret studerende som skulle have en vigtig underskrift og var frustreret over at hun ikke kunne ringe til mig. "Er du på orlov?", spurgte hun. Det havde hun nemlig fået at vide at jeg var. Ved påmindelsen om KUAs omstillingssystems catch 22 blev jeg så irriteret at det næsten gik ud over den stakkels studerende, der måtte være vidne til min irritation. Jeg ringede for lidt siden til omstillingen for 4. gang i løbet af 2 år og skruede denne gang bissen på. Den stakkels studentermedhjælp i omstillingen kunne ikke sige andet end at jeg skam ikke stod registreret som på orlov, så det kunne hun ikke forstå. Til gengæld stod jeg under det forkerte telefonnummer. Men det kunne hun ikke ændre. "Det er kun den telefonbogsansvarlige på dit institut der kan det" lød beskeden endnu en gang. Hun kunne godt forstå min frustration. Jeg har nu igen sendt en email til den telefonbogsansvarlige, men jeg er ikke optimistisk.

4. ComX og Tele2
Denne er af nyere dato og stadig aktuel. Jeg vil forsøge at gøre det kort. ComX er et firma der er sat til at installere en bredbåndspakke i min andelsforening (jeg er flyttet siden dengang med Tiscali). Pakken indebærer billig telefoni, og det har vi naturligvis også ønsket os. ComX udbad sig i maj måned en underskrift på at vi ville skifte telefonselskab fra Tele2 til ComX. Det fik de rettidigt. Nu er der gået 7 måneder, og alle andre i andelsforeningen har fået telefonforbindelsen forlængst, blot ikke os. Hvorfor ikke? Fordi Tele2 tilsyneladende har blokeret for nummerporteringen. Der opstod en catch 22 mellem ComX og Tele2, og jeg kan ikke bedømme hvem der er overskurken, men absurd er det. Jeg har brugt timer på at få det i orden. ComX siger at Tele2 forhinderer porteringen. Tele2 siger at det gør de da ikke. ComX siger at det gør det i hvert fald. Tele2 siger at det gør de i hvert fald ikke. Jeg bliver sur. Især fordi ComX tilsyneladende gang på gang glemmer sagen indtil jeg kontakter dem og må gentage hele forløbet før de sætter sagen i gang igen. De bliver ved med at antyde at det nok er mig der ikke har ønsket at skifte. Jeg henviser til min underskrift i maj måned, og så bliver der stille. I modsætning til Tiscalisagen ovenfor er kundeservicemedarbejderne dog til at tale med. De gør ikke altid som de lover, de glemmer det hele tiden, men der er dog ind imellem en fornemmelse af reel kommunikation. Og nu hedder det sig at de kommer på onsdag og ordner det. Jeg skal være hjemme hele dagen for at tage imod dem, så jeg håber virkelig det sker. Ellers skal jeg nok vide at brokke mig - både til dem og her på bloggen. For min tålmodighed er ved at slippe op.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2