Torben Sangilds weblog

Først kan man bemærke det indlysende absurde i de 10 synder støjen er skyld i. Ud over at de ikke har meget med virkeligheden at gøre er det fx mærkeligt at inkludere dissonans som et problem i sig selv. Man skal virkelig have en konservativ musiksmag hvis man mener at dissonanser er på linje med vold og narko. Desuden begår de den fejl at spille tinnitus-kortet (lige ovenover de ti støjsynder), og dermed sammenblande støj og lydstyrke. Men kort sagt: klassiske musikere får altså også tinitus!

Jeg tror ikke at jeg gider tilbagevise punkterne ét for ét, for jeg antager at denne weblogs læsere allerede har rystet overbærende på hovedet af alle dumhederne. Skulle der være nogen som mener at der er bare en lille smule sandhed i noget af det, så skriv en kommentar og jeg vil straks sagligt forklare hvorfor der ikke er det.

Jeg er mere interesseret i at give et par bemærkninger til den ideologi som Mothers Against Noise (MAN) er udtryk for.

Det er noget der kunne minde om en amerikansk udgave af Iben Thranholms delirium om en sammensværgelse mod Det Gode. Og Det Gode er knyttet til lydighed, autoritet, askese og konsonans. Og Gud.

Bare ærgeligt at Jesus var en oprører, at kristne kirker har svælget i voldsudgydelse, at religion ofte er eskapistisk, at undertrykkelse af driftslivet kan føre til perversioner, at kristendommen begyndte som en okkult sekt, dvs. en kultisk organisation, og at rockmusikken i mangt og meget er from, humanistisk og livsbekræftende i sammenligning med disse husmødres særlige, fordømmende dyrkelse af Gud.

Man kan så bemærke hvilke bands de har opregnet som de værste: Sonic Youth, Merzbow og Radiohead er blandt dem. Merzbow er forståelig nok - her er rendyrket støj, kombineret med en interesse for bondage og S/M. Det må støde enhver konservativ husmor. Sonic Youth er centrale på støjrock-scenen og alene derfor måske forståelige, men argumentet er især at de med Thurston Moore i spidsen er et forbillede for yngre bands og derfor ikke burde promovere støj. Endelig har vi Radiohead, hvilket jeg slet ikke forstår. Men forklaringen er dels at sønnen til stifteren af M.A.N. hørte Radiohead og dels at Radiohead bruger både dissonanser ind imellem og enkelte diskrete elementer af elektronisk støj i deres musik. Men hov, det gælder jo langt det meste rockmusik i dag! Her har vi et klart tegn på at M.A.N. ikke aner hvad de taler om - deres liste er så tilfældig at de uden problemer kan afvises som lallende uvidende om det felt de forbinder med alt det onde i verden.

Skulle man forsøge at se igennem al sludderet og prøve at forstå mødrenes anstødssten (det er altid en god øvelse hvis man vil give mere nuanceret kritik), så er den vel for det første at støjlyde kan virke stødende for sarte og utilvante øren. Ja faktisk er "ubehagelige lyde" en af de tre støjdefinitioner jeg opregner i Støjens æstetik. Men det er jo netop den subjektive støj, der her er tale om. Hvis man kan lide musikken er støjen jo tværtimod noget der forøger nydelsen.

For det andet findes der jo noget satanisk og okkult musik der benytter sig af støj. Og hvis man er en kristen-konservativ husmoder er det jo ikke spor rart. Men man kan ikke slutte fra at noget satanisk musik benytter sig af støj til at støj som sådan er satanisk og at al musik der benytter støj er satanisk. Morlil-mod-støj er lige så meget en sten som støj er satanisk.

For det tredje har dele af rockmusikken dyrket stoffer og fri sex i modsætning til traditionelle familieværdier. Og det er naturligvis heller ikke rart at tænke på hvis man er en konservativ moder, for hvem traditionelle kernefamilieværdier er så vigtige at ethvert tilløb til en kritik eller revurdering af disse må slås ned med hård hånd. Men igen er det jo ikke støjen i musikken der har det budskab. Det er visse sider af den ungdomskultur som rockmusikken er født af. Og det har ind imellem udartet sig i dødsfald og selvmord blandt både musikere og fans. Men i langt de fleste tilfælde har den borgerlige kernefamilie vist sig så slidstærk at også rockmusikere og rockfans som regel havner dér før eller siden. Se bare Ozzy Osbourne. Og så er det altså heller ikke sikkert at kernefamilien altid er et trygt og godt sted, skærmet mod vold, perversioner og alkoholisme. Disse fænomener trives i rigt mål inden for mange kernefamiliers rammer, så skulle en teenager vælge at flytte i kollektiv og ryge hash og høre Sonic Youth er det sikkert sundere end at få bank af far når han er fuld.

For det fjerde kan man måske godt forstå at en rockkoncert kan virke voldelig på en konservativ mor, hvis musikerne hopper rundt og mishandler deres guitarer mens publikum hopper rundt og ind i hinanden i ekstase. Det har bare ikke noget med vold at gøre. Det er energier der udløses, og det har en vis katarsisk effekt. Og hvis nogle af teksterne handler om vold er det som regel ikke nogen opfordring til det, men snarere et emne, en skildring af (ofte sekundære) erfaringer. Og igen: teksterne har intet med støj at gøre. Man kan sagtens opfordre til vold med en akustisk guitar, og det er vist også blevet gjort adskillige gange.

Man kan måske bedre forstå at musikken kan virke voldsom - simpelthen fordi den ofte er voldsom. Der er skrig og skrål og støjende guitarer og vrede og dystre akkorder. Men man skal ikke forveksle musikkens udtryk med dens etik. Hvis kunsten kun skildrede det harmoniske og gode og uskyldige og fine ville verden uden tvivl blive et frygteligt sted at leve. Kun i diktaturer har det været sådan, og kun gennem censur. Det kan faktisk være både godt og fint at udtrykke vrede og frustration. Og det kan endda være yderst relevant som en type af kulturkritik. Og lad os lige understrege: Voldsomhed er ikke vold. Vrede er ikke vold. Dysterhed er ikke vold.

Så, nu kom jeg alligevel til at bruge tid på at argumentere for det indlysende. Og lad os så more os over staklerne - jeg har allerede taget dem alt for alvorligt!

(Jeg er godt klar over at denne organisation er nogle få, verdensfjerne kvinders desperate forsøg på at få deres budskab ud, og at langt de fleste kan se vrøvlet og de meningsløse generaliseringer. Jeg kan derfor godt forstå hvis nogen undrer sig over at jeg gider svare igen. Så jeg vil understrege at jeg ikke skriver dette fordi jeg tror at jeg er oppe imod en farlig og stærk organisation, men fordi den slags fremmedartede tankegange interesserer mig og naturligvis fordi støj har - og især har haft - min store interesse.)