« Service er et vidt begreb | Forside | Alabama apartheid »

25.01.2006

Adorno-rap

Som det vil være de faste læsere af denne blog bekendt, ynder jeg at følge Theodor W. Adornos skæbne i nutidens medier. Og det er da også på tide at der nu er kommet en Adorno-rap. Den er norsk og bygger på Adornos i øvrigt interessante essay "Ist die Kunst heiter?" (Er kunsten munter?). Det er ikke helt ueffent, omend man ikke skal regne med at få de dialektiske nuancer i Adornos tekst med...

(tak til Claus Dahl for tippet)

Se evt. også tidligere indlæg om Adorno her (om alt fra heavy-pladeselskabet "Adorno" til diskussionen om undertrøjestørrelser i lyset af Adornos samfundskritik).

Kommentarer

Bonus info: Bygningen hvor Medie- og Informationsvidenskab på Århus Universitet hører til, er i øvrigt opkaldt efter mr. Adorno.
Check eventuelt: http://www.daimi.au.dk/interntnyt/04/05/Adornobygningen.html

Vh Anders

Ja, det har jeg skam også skrevet om tidligere:
Se her

Men ellers tak for tippet.

Endnu et eksempel på Adornos 'skæbne' i de moderne medier (suk!):

http://ullanoertoftthomsen.blogspot.com/2006/11/adorno-og-den-kritiske-teori.html#links

Uha, hun har godt nok fundet sig en Prügelknabe der. Men det hun fremstiller er en grov, grov karikatur af Adorno, der ikke har meget med Adorno at gøre.

Jeg tror det er en oversættelse eller parafrasering af en amerikansk tekst jeg har set på en stærkt højreorienteret hjemmeside, der kører samme absurde "Adorno-er-skyld-i-det-hele"-retorik. Det er mærkeligt at denne svært tilgængelige filosof skal få et sådant rygte som en der har vildledt befolkninger i årtier, men det har heller intet på sig.

Hendes tekst er under alle omstændigheder fuldstændig tåbelig. Hun henviser ikke til hvor Adorno skulle have sagt dette eller hint og gør ham nærmest til platonist, hvilket er så dumt at man må knibe sig i armen.

Jeg orker ikke at gennemgå alle dumhederne her, men jeg vil måske lave en kommentar på hendes blog eller også et indlæg her. Andre skal være velkomne til at bidrage med at korrigere disse tåbeligheder.

Nu har jeg så kommenteret kort på hendes blog med det lille forbehold at jeg ikke har læst det Adorno-essay der hedder "Sociologi og empirisk forskning".

Det er der så heldigvis andre kommentatorer der har, som kan bekræfte mig i at hun har læst det på en helt grotesk måde. Claus D. Hansen (der er ekspert på området, idet han har skrevet speciale om Adornos sociologi og videnskabsteori) har i en lang kommentar gennemgået hendes argumenter ét for ét, og skarpt tilbagevist hendes læsning. Desværre ser man pt. ikke hans lange indlæg under kommentarer (ikke før man selv klikker på "post a comment" - formentlig blot af obskure tekniske grunde), så jeg har tilladt mig at copy-paste hans kommentar her, så vi kan få manet nogle af de værste tåbeligheder i jorden:

Claus D. Hansen citerer løbende fra Ulla Nørtoft Thomsen i kursiv. Her kommer hele smøren:

Claus D. Hansens kommentar til Ula Nørtoft Hansen
Det er jo dejligt, at der i hvert fald er én ting som Ulla Nørtoft Thomsen har fået med fra hendes ’læsning’ af Adorno (som på meget centrale områder bygger betænkeligt meget på en forelæsning jeg holdt på Sociologi-studiet ved Aalborg Universitet i starten af november måned): hun har forstået, at én af måderne at få sat en debat i gang er ved at bruge provokationen og overdrivelsen som et sprogligt virkemiddel. At påstå, at Adorno var ’socialist’, at han havde eller har haft ’enorm indflydelse’ og at det var ’hans skyld, det hele’ er provokationer, der skriger til himlen for enhver som beskæftiger sig seriøst med Adorno.

Uanset om man måtte være uenig i indholdet af en given tænkers tanker, så skylder man i det mindste, at man behandler vedkommendes tanker på en seriøs og akademisk måde – i hvert fald, hvis man som Ulla Nørtoft Thomsen ’driver’ en weblog, som gerne vil fremstå belæst og lærd (jeg tør ikke bruge ordet akademisk fordi det er mit indtryk - efter at have læst nogle af de øvrige indlæg på weblog’en – at det mestendels bruges som skældsord i denne kontekst). Indlægget om Adorno lever desværre ikke op til dette mål og derfor synes jeg det er på sin plads at tage provokationen alvorligt for måske at drive vores fælles tænkning videre. (Det er i hvert fald at være tro mod Adorno’s tanker).

Lad mig kommentere enkelte dele af indlægget ved at citere dem kort fra starten:

1.
En ganske særlig interdisciplinær arbejdsform så dagens lys. Forskere fra en lang række forskellige områder arbejdede sammen om at beskrive den kapitalistiske økonomis indflydelse på kultur- og åndsliv. En ganske særlig interdisciplinær arbejdsform så dagens lys. Forskere fra en lang række forskellige områder arbejdede sammen om at beskrive den kapitalistiske økonomis indflydelse på kultur- og åndsliv. Økonomer, sociologer, filosoffer, psykologer, filologer osv. supplerede hinanden i at analysere økonomiens indflydelse på alle aspekter af det menneskelige liv. Tværfaglighed var kilden til at få øje på produktionsforholdenes determinerende effekt på alting. Den danske uddannelsesverden har elsket tværfaglighed lige siden og bruger masser af energi på det, om end man nok efterhånden har fortrængt hvorfor.

At reducere det Frankfurterskolen arbejdede med til at være en ’analyse af økonomiens indflydelse på kultur- og åndsliv’ vidner om et manglende kendskab til de forskellige empiriske studier som blev udført i regi af Institut für Sozialforschung. Der var ganske rigtigt studier som forsøgte at afklare det dialektiske forhold mellem samfundets økonomiske strukturer, familiens autoritetsstruktur og kulturens udvikling – som fx Studien über Familie und Autorität. (At der var tale om et dialektisk forhold betyder også, at der netop ikke er tale om, at én samfundsmæssig sfære determinerer en anden, men at de er gensidigt afhængige af hinanden og formidles og formidler hinanden).

Men der var også andre studier, hvor det økonomiske niveau overhovedet ikke indgik fx Studiet af den autoritære personlighed, som var et forsøg på at finde de psykologiske mekanismer, der gjorde det muligt for nazisterne at få en så stor opbakning i Tyskland i 30’erne. Og efter krigen deltog Adorno i et studie, der forsøgte at undersøge i hvor høj grad de overlevende tyskere efter anden verdenskrig følte et medansvar for nazismen og dens grusomheder og i fald de ikke gjorde det hvad denne ’mangel’ på ansvarsfølelse evt. kunne skyldes. Adorno lavede også empirisk baserede studier af amerikanske soapopera’s og en astrologi-spalte i en amerikansk avis. Derudover er der et hav af studier af forskellige litterære og musikalske værker som også kan anses for empiriske studier omend i en bredere forstand end den vi bruger begrebet empirisk studie på i dag.

Fælles for disse studier var, at Adorno forsøgte at analysere, hvordan disse forskellige fænomener - hvad enten det var folks bevidsthed eller personlighedsstruktur, indholdet i en soap-opera eller en astrologi-spalte eller et kunstværk – kunne ses som et udtryk for forskellige samfundsmæssige tendenser og samtidig hvordan disse fænomener kunne hjælpe os til en (endnu) bedre forståelse af virkeligheden. Dette hang nogen gange sammen med den økonomiske sfære, men andre gange havde den intet med dette at gøre.

Pointen med alt dette er, at det er en blatant misforståelse at reducere Frankfurterskolen og i særdeleshed Adorno til en ortodoks marxistisk inspireret tradition. Det der kendetegner Frankfurterskolen var jo netop et brud med den tåbelige idé, at alting skulle kunne reduceres til at være et udtryk for samfundets økonomiske strukturer.

(At diskreditere tværfagligheden som Ulla Nørtoft Thomsen gør i indlægget må også få én til at spørge: Hvad er alternativet til et samarbejde mellem videnskaberne? Hvad er alternativet indenfor fx sundhedsforskning til at medicinere og ingeniører arbejder sammen om at skabe teknologier der drager nytte af den specialviden der findes i de to separate videnskaber? Kan man overhovedet forestille sig et videnssamfund og en innovativ økonomi uden, at man samarbejder? Hvor langt ville vi nå, hvis det skulle være visionære iværksættere, der alene skulle vide det hele?)

2. Kritisk teori, som retningen kom til at hedde, kunne man mere præcist kalde marxistisk teori. Når man i dag skal placere sig videnskabsteoretisk på uddannelsesinstitutionerne, har man en populær søjle, som man kalder "kritisk teori". Man omtaler den typisk som om den repræsenterer en almen og forudsætningsløs "kritisk", "selvstændig" eller "samfundsengageret" vinkel. Hvis man skal være præcis, og det skal man jo, så er Frankfurterskolens kritiske teori imidlertid en marxistisk funderet teori, der retter sig kritisk ikke mod hvad som helst, men imod problemer, der kan begribes som afledt af, at vi lever i et kapitalistisk samfund. Kritisk teori er en politisk orienteret fortolkningsramme, der får lov at kalde sig en videnskabsteoretisk position. Den er bestemt ikke værdifri og ”vil” heller ikke være det. Vil ikke, vil ganske enkelt ikke; ret beset et usædvanligt videnskabsteoretisk argument, men sådan lyder det. Mig bekendt findes der ikke en tilsvarende liberal eller konservativ retning, som man som studerende kan vælge at basere sig på, fordi man "vil".

At påstå, at den kritiske teori uden forbehold er synonym med marxistisk teori er ganske enkelt forkert: 1) for det første er det ikke alle, der identificerer sig med labelen kritisk teori, som vil identificere sig med labelen marxistisk teori og 2) for det andet, er labelen marxistisk teori ekstremt upræcis. Ad 1) Fx har Jürgen Habermas eller Anthony Giddens brugt termen kritisk teori om deres egne teorier samtidig med, at de har taget meget klare opgør med Marx. Mange postmodernistiske og poststrukturalistiske tænkere betegnes også som ’kritisk teori’, selvom de også forholder sig meget afvisende overfor marxismen. Ad 2) Marxistisk teori er ikke bare marxistisk teori – den version af marxistisk inspireret teori som Frankfurterskolen stod for adskiller sig fx på mange måder fra den, der findes i den franske strukturalistiske variant med folk som Althusser og Poulantzas som foregangsmænd. Den kritik som Ulla Nørtoft Thomsen rejser omkring reduktionen af alting til at være økonomisk bestemt er langt mere aktuel i forhold til Althusser og hans idé om, at økonomien ’i sidste instans’ var den sfære, der påvirkede alle samfundets øvrige sfærer. Oplysningen dialektik var netop et forsøg på at vise, at de problemer som de moderne kapitalistiske samfund præges af ikke kan reduceres til at være konsekvenser af kapitalismen – de stikker meget dybere end det.

Man får også indtrykket af, at Adorno og Frankfurterskolens teori er en politisk ideologi og ikke en videnskabsteoretisk position. Dette er desværre igen et eksempel på, at Ulla Nørtoft Thomsen ikke har forstået kompleksiteten i Adornos argumentation. Lad mig forsøge at udrede trådene, for at disktuere det på det niveau, som det bliver fremlagt på i indlægget giver ingen mening, hvis formålet ikke blot er provokationen, men også den demokratiske dialog, som kan bringe vores samfund fremad. (Der er vist et indlæg om Hal Koch et sted på weblog’en og hans vision var i hvert fald demokrati som dialog).

Indenfor sociologien og filosofien er der konsensus om, at de idéer, der udtænkes i disse og andre samfundsvidenskabelige og humanistiske discipliner har en anden karakter end dem, der udtænkes indenfor naturvidenskaben. Det hænger sammen med, at den genstand som disse videnskaber omhandler: nemlig mennesket og samfundet også er af en anden karakter end den genstand, som naturvidenskaben beskæftiger sig med. Hvor de atomer og partikler, som fysikken beskæftiger sig med ikke ’reagerer’ på de teorier, atomfysikerne udvikler, forholder det sig på en anden måde med mennesker. Her vil en (sociologisk) teori om ’risikosamfundet’, om ’civilisationernes kamp’, om ’markedets usynlige hånd’ eller noget helt fjerde have betydning for den måde - dem teorien omhandler (dvs. os allesammen) – forstår deres egen situation og den verden de lever i. Med andre ord vil de tanker, der tænkes i sociologien og filosofien kunne være med til at ændre samfundet (modsat en teori om relativitet, som ikke forandrer den måde atomerne indgår forbindelser med hinanden – men udelukkende forandrer den fortolkning vi har af disse forbindelser).

Hvis man accepterer et sådant synspunkt som værende sandt (og det gør vel selv de mest neoliberale kommentatorer på denne side – det er jo i hvert fald essensen i den kritik, der har været fx af den indflydelse ’DR’s røde lejesvende’ eller andre meningsdannere fx på de danske universiteter har haft) ja så indebærer det også, at hvis man beskriver virkeligheden ’neutralt’, ja så vil denne beskrivelse også være med til at fastholde den forståelse vi har af virkeligheden i dag – den ’neutrale’ beskrivelse af virkeligheden påvirker også menneskenes forståelse af denne virkelighed.

Det centrale forhold for Adorno er, at uanset om man beskriver virkeligheden på en ’neutral’ måde eller man skriver om virkeligheden ved at pointere, hvordan virkeligheden kunne ændres ja så vil begge måder at bedrive samfundsvidenskab på have konsekvenser for virkeligheden og den forståelse af virkeligheden som vi mennesker har af den. Pointen er således, at samfundsvidenskaben ikke kan være værdifri – men at den må vælge de værdier den vil forholde sig til virkeligheden på. Hvis samfundsvidenskaben blot beskriver det eksisterende ja så har den allerede taget parti for dette i stedet for at fokusere på de områder af samfundet, som måske kunne være på en anden og bedre måde.

Den værdifri samfundsvidenskab er således helt og aldeles ligeglad med om dens beskrivelser bliver brugt i Saddam Husseins, Saudi Arabiens eller Nazi-tysklands tjeneste eller om den bruges af demokratisk valgte politikere? Så længe den trofast og nøjagtigt beskriver, hvordan jøderne og kurderne blev gasset og hvordan forbrydere får hugget hænderne af ja så kan den sove trygt om natten... At være værdifri er det samme som ikke at stille spørgsmålstegn ved det rimelige i den måde tingene fungerer på. Det er der nok nogen anden der tager stilling til... det er ikke mit bord.

Men bare fordi samfundsvidenskaberne ikke kan være værdifri betyder det ikke, at der kun findes ét sæt af værdier som kan danne grundlag for samfundsvidenskabernes praksis. En kritisk teori er ikke nødvendigvis marxistisk eller socialistisk – den kan ligeså godt være liberal, konservativ, anarkistisk, fascistisk eller hvad end værdier, man ville kunne kritisere det bestående samfund ud fra. At Adorno havde et standpunkt der tog udgangspunkt i Marx og formulerede sin kritik af samfundet ud fra dette standpunkt forhindrer jo ikke, at en tænker som Robert Nozick kunne have et andet værdigrundlag at kritisere det bestående ud fra. Men ved at erkende det (videnskabsteoretisk) umulige i at være værdifri ville man få en bedre videnskab som ikke baserede sig på implicitte værdier, der er skjult i det eksisterende, men derimod på en eksplicit og åben diskussion af, hvilke værdier der bør danne grundlag for samfundets videreudvikling. (CEPOS er jo i virkeligheden et godt eksempel på samfundsvidenskabelig forskning, som helt åbent baserer sig på et sæt af bestemte værdier. Er CEPOS’s forskning problematisk, fordi den baserer sig på en liberal vision og dermed ikke er værdifri? Eller er okay, at man har en værdiladet samfundsvidenskab, hvis blot man har de rette værdier?)

3. Den kritiske teori forpligter sig på fremtiden, ikke på fortiden. Den vil ikke basere sig på nogen af de gængse videnskabelige metoder. Adorno argumenterer omhyggeligt for det i essayet "Sociologi og empirisk forskning" i "Kritiske modeller". Empirisk funderede samfundsanalyser kan man ikke bruge til meget. Poppers forsøg på at reetablere positivismens sikre videnskabelighed afviser Adorno som "scientisme", altså videnskabelighed for videnskabelighedens skyld, en metodisk forfinelse, der alligevel aldrig vil kunne bringer vores samfundsanalyser på niveau med, hvad der i virkeligheden er på spil i virkeligheden... Den kritiske teoris teori er et brud med virkeligheden og kan derfor ikke testes empirisk. Den kan ikke modbevises med ”facadefakta” eller modsiges med ”falsk bevidsthed”. Vi kan ikke protestere og sige nej.

At påstå, at Adorno’s version af den kritiske teori ’ikke vil basere sig på nogen af de gængse videnskabelige metoder’ er en ligeså uvidende og dum kommentar som mange andre af de ovenstående. Adorno brugte interviews, psykologiske tests, spørgeskemaer og mange andre typer af metoder. Men Adorno ville ikke anerkende, at det var brugen af bestemte metoder, der skulle udgøre kernen i videnskabelighed. En metode er kun gyldig, hvis den er relevant for det fænomen man studerer. Det ville fx være meningsløst at bruge dybdegående interviews til at afdække omfanget af hustruvold i Danmark – ligesom det ikke ville give megen mening at bruge spørgeskemaer til at analysere forskellen mellem den måde selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere forstår deres liv på. Pointen hos Adorno er, at videnskab må drives med en mangfoldighed af metoder, der alle er tilpasset det fænomen, der studeres konkret. Hans kritik af sociologien på hans tid (og særligt den amerikanske version) gik i særdeleshed på, at kun viden, der var indsamlet vha. spørgeskemaer i et traditionelt hypotetisk-deduktivt design og som efterfølgende blev analyseret statistisk kunne tælle som rigtig viden. Heldigvis er sociologien, da blevet lidt klogere siden da, men i mange andre discipliner har man stadig den forkvaklede idé, at kun spørgeskemaundersøgelser og statistisk baserede resultater udgør rigtig viden.

Derudover må man spørge: Kan vi lave en empirisk test, der forsøger at falsificere matematikkens grundprincipper? Eller logikkens? Hvis vi ikke kan det betyder det så, at matematikken og logikken ikke er videnskaber? Og følger det deraf, at fysikken som baserer de fleste af sine teorier på netop matematikken heller ikke er en videnskab, fordi disse principper ikke kan testes empirisk?

4. Adorno afviser den empiriske forskning og fremhæver den teoretiske forskning. Det er Platons synspunkt. Fænomenverdenens skin forkastes og opmærksomheden rettes mod ideverdenens usynlige sandhed, hvortil kun særligt indviede har adgang...Adorno foragter enhver form for totalitarisme, men han er selv rygende totalitær. Han vil bestemt gerne hjælpe andre mennesker, men han gider ikke at høre på dem...Hvad folk mener, tænker og tror, kan man ikke bruge til noget, fordi de kun er produkter af de samfundsforhold, de lever under.

Igen er der blatante misforståelser: Adorno afviser ikke den empiriske forskning, men giver den derimod en særdeles vigtig funktion i videnskaberne: Den skal levere det grundmateriale som skal danne grundlag for en refleksion over hvordan virkeligheden hænger sammen, hvordan den er blevet som den er og hvilke potentialer, den indeholder for at kunne udvikle sig i en anden retning. Og samtidig skal den empiriske forskning sørge for at teoretiseringen ikke mister jordforbindelsen, at den ikke bliver spekulativ og ikke længere har nogen relation til virkeligheden. I et andet essay nemlig fritid skriver Adorno således: ”Undersøgelsen [der gik imod nogle af de forestillinger Adorno havde haft] frembryder ligefrem et skoleexempel på hvad kritisk-teoretisk tænkning kan lære af den empiriske socialforskning, hvorledes den kan berigtiges ved hjælp af den”. Hvordan passer dette citat ind i den ovenstående fortolkning af Adorno, som én der angiveligt skulle tage helt afstand fra empirisk forskning?

Er vi ikke allesammen (også) produkter af de omstændigheder vi er vokset op under? De værdier, som vores forældre har opdraget os på baggrund af, de venner vi har omgivet os med, den skolelærer som har lært os at tale og skrive vores modersmål? Adorno siger intet sted, at vi ikke skal forholde os til ’hvad folk mener, tænker og tror’ – faktisk skriver han i det selvsamme essay som Ulla Nørtoft Thomsen refererer til (men som hun åbenbart ikke har læst grundigt nok) – at man skal forholde sig til folks mening med lige dele respekt og skepsis. Lad mig citere (desværre på norsk, da min danske kopi af teksten ikke er ved hånden):

”For resultaterne af det som ikke uden grund hedder ’meningsforskning’, gælder derfor Hegels udtalelse om den offentlige mening i Retsfilosofien: den fortjener lige meget at blive agtet som foragtet... Den empiriske socialforskning bliver selv til ideologi så snart den anser den offentlige mening for at være absolut... Den eneste vej som kan føre ud af dette skæbnesvangre alternativ er den immanente analyse. Det betyder at undersøge selve meningens konsistens eller inkonsistens og dens forhold til sagen og ikke sætte det objektivt gyldige og meningen op som abstrakte antiteser. Meningen må ikke forkastes med platonsk hovmod, men dens urigtighed må udledes på grundlag af sandheden.” (Sociologi og Empirisk Forskning)

Blot fordi en dybt troende kristen er overbevist om, at det er Gud, der har bestemt, der skal være regnvejr, gør det jo ikke denne overbevisning sand. Men hvis vedkommende tror fuldt og inderligt på den må man jo forholde sig til det fordi konsekvensen af denne overbevisning får betydning for den måde vedkommende handler på.

(I øvrigt undrer det mig lidt at Ulla Nørtoft Thomsen i den grad vender sig mod idéen om, at man kan se bort fra hvad mennesker tænker og tror. Et andet sted på hendes weblog kan man nemlig læse følgende:

Den vestlige kulturkreds er så forsigtig i sin islamkritik, at den er tæt på at være værdiløs. Fx er der sat 10 mio. kroner af til at undersøge terroristers biografiske forhold, altså hvilke psykologiske og sociale faktorer, der kan have ført disse enkelte individer til radikalisering. Man spørger sig selv: er sådanne forskere onde eller er de dumme?

I den kronik, der oplyste mig om ovenstående forskningsprojekt præsenteres nogle tilsvarende undersøgelser af, hvilke psykologiske og sociale baggrundforhold, der kendetegnede de enkelte nazister fra 2. verdenskrig. Der er det ene, der er det andet. Småting. Tilfældigheder.

Glem det dog. Glem alt om det.

Undersøg ideerne! Undersøg islam, undersøg nazismen. Det hele ligger der, også den individuelle psykologi.”

Denne kommentar må man jo forstå sådan, at det kun er når der er tale om ’rigtige’ danskere, at man skal forholde sig til hvad folk mener, tænker og tror. Når der i stedet er tale om muslimske terrorister er der ingen grund til at spørge dem selv overhovedet. I stedet skal man bare undersøge de idéer man tror de abonnerer på nemlig islam. Muslimernes ’individuelle psykologi’ bliver nemlig overført direkte uden at blive påvirket af hvad de selv tænker, mener og tror.)

5. Efter et par forførende metaforer og et par slående paradokser er der ikke længere forskel på rationel og irrationel, sandt og falsk, frihed og ufrihed. Væk er alle argumenterne mod de totalitære onder. I fortvivlelse over, hvad den tyske oplysning ”endte med”, smider Adorno rationaliteten selv over bord, fordi den er magtsyg. Den vil beherske og så kan det kun gå galt. Oplysningen slår tilbage og gør mennesket selv ufrit.

Formålet med Oplysningens Dialektik var netop at pege på, at den afgrundsdybe forskel vi normalt ser mellem det rationelle og det irrationelle ikke er så afgrundsdyb som vi går og tror. At gøre denne øvelse til et udtryk for ’fuldstændig ubekymret mangel på selvkritik’ er det mig ubegrebeligt overhovedet kan lade sig gøre. Adorno forsøger jo netop at forholde sig kritisk til vores helt unuancerede forestilling om oplysningen og videnskabernes fortrinligheder. Har disse fænomener og tankeretninger slet ikke nogen skyggesider selv? Er det ikke et dilemma, at videnskaben på én gang har givet os mulighed for at lave røntgenfotografier som bruges til at redde 1000vis af menneskeliv og samtidig også har gjort det muligt at producere en atombombe så kraftig at den i et splitsekund ville kunne tilintetgøre hele kloden, alt det menneskelige herunder selve oplysningen og rationaliteten? Adorno kaster ikke rationaliteten over bord, men forsøger at vise, at rationaliteten på visse områder ikke er rationel nok!

6. Demokrati kan lige så let gå skidt som det kan gå godt. At flertallet mener noget, gør det ikke nødvendigvis sandt, det følger af teorien om falsk bevidsthed. Nogle menneskers holdninger er vigtigere end andres. Man kan ikke uden videre nivellere og lade alle have lige meget at skulle have sagt. Ifølge marxistisk teori er der behov for en demokratiløs periode, hvor folk afkaster sig deres falske, kapitalistiske bevidsthed og indser marxismens sandhed. I den periode kan folket ikke lede sig selv demokratisk, men må leve under proletariatets diktatur.

Adorno afviste gang på gang hans studerendes idéer om, at tiden var inde (i slutningen af 1960’erne) til en dramatisk samfundsomvæltning. At kæmpe for et radikalt anderledes samfund fordrede i Adornos forstand, at man rent faktisk havde en vision for et bedre samfund. Dette havde man ikke i 1960’erne og det har man heller ikke idag, men at man ikke har et konkret alternativ betyder ikke, at man skal undlade at kritisere de urimeligheder og uretfærdigheder, der eksisterer til ethvert tidspunkt. Det er rigtigt, at Adorno var inspireret af Marx, men han var aldrig socialist eller partisoldat eller gik ind for nogen former for diktatur heller ikke ét der blev ledet på vegne af ’proletariatet’.

Mht til demokrati ja så var Adorno faktisk stor tilhænger af demokratiet og roste USA mange gange for at have et veludviklet demokrati særligt i sammenligning med tyskerne selv. Og at flertallet i Tyskland i 1933 mente, at det var godt at få Hitler til magten gør det jo ikke nødvendigvis en sådan holdning sand. Ligesom det ikke nødvendigvis er sandt, at Hamas er de bedste til at lede Palæstina, selvom et flertal af palæstinenserne fornyligt mente sådan.

Så vidt jeg ved forholdt han sig dog aldrig til sådanne aspekter af demokratiet – det han skriver i det essay som Ulla Nørtoft Thomsen refererer til på en misvisende måde er at videnskaben ikke kan være baseret på demokrati sådan som den ’tilfældige stikprøve’ tildels er. For uanset hvordan man end vender og drejer det, så vil Anders Fogh Rasmussens holdning være vigtigere end andres, hvis man i et videnskabeligt studie forsøger at undersøge, hvordan beslutningsprocessen i Statsministeriet er. Her nytter det ikke noget at lave en (’demokratisk’) tilfældig stikprøve af alle ansatte i Statsministeriet og ende op med at spørge vinduespolereren, rengøringsdamen eller studentermedhjælperen. Deres holdning kan være nok så interessant i andre sammenhænge, men ikke i en videnskabelig undersøgelse af netop denne problemstilling.

7.Den kritiske teori er i egen selvforståelse samfundets refleksive bevidsthed, der beskæftiger sig med at afdække samfundets objektive strukturer, set ud fra et helhedssynspunkt. Det ædle mål er at folket skal sættes i stand til selv at styre samfundet og gøre det til deres eget produkt. Den kritiske teori retfærdiggør således statsfinansierede politiske, journalistiske og dannelsesmæssige ekspertvælder, der løbende har til opgave at opdrage befolkningen i marxistisk politisk retning...Den kritiske teori fylder på denne måde bestandig næring på velfærdsstaten, får den til at vokse med udvikling af stadig nye tiltag og kritisk-teoretiske ramaskrig, hvis man taler om at afvikle andre.

Frankfurterskolen startede faktisk som et privatfinansieret forskningsinstitut, og derfor er det helt hen i vejret at hævde, at de skulle gøre sig til talsmænd for gigantiske statsfinansierede ekspertvælder.

Hvis Adorno levede idag er jeg sikker på, at han ville forholde sig yderst kritisk overfor velfærdsstaten og dens iboende tendens til at klientliggøre dets brugere og dermed fratage dem både initiativ og værdighed. I virkeligheden var Adornos assistent, Habermas, jo allerede ude med en sådan kritik i starten af 1980’erne – en kritik, der netop går på, at forskellige aspekter af vores liv bureaukratiseres og koloniseres af velfærdsstatens ydelser.

8.Af Adorno og den kritiske teori har vi nu lært tværfaglighed, dog netop underlagt metodisk og begrebslig marxistisk ensidighed. Vi har lært at foragte empiri og gængs videnskabelighed. Vi har lært at foragte meningmands mening. Hvad kan vi ellers lære af Adorno? Vi har endnu til gode at lære mistro mod rationalitet, oplysning og frihed, og så vil vi slutte af med hans foragt for demokrati og hans fuldstændigt ubekymrede mangel på selvkritik.

Og af Ulla Nørtoft Thomsen har vi lært, hvordan man i den grad kan læse en tænker ekstremt selektivt og uden nogen former for kritisk refleksion. Her bliver tænkeren brugt politisk uden den mindste blusel. Hvis man så i det mindste blot ville erkende dette i stedet for at fremlægge sine betragtninger på en måde, der nok ønsker at fremstå som belæst, men som ingenlunde er det.

/Claus D. Hansen

Parafraseret fra en amerikansk højreekstremist, må jeg være fri :-)

Her er mit svar til Claus:

Et lidt forsinket svar, da jeg har været hjemmefra et par dage.

Claus: Det er lidt en skam, at du slet ikke forsøger at høre, hvad det er, jeg siger. Du går bare hovedrystende tilbage til "systemet" og forklarer det omhyggeligt igen fra § 1.

Lad mig starte med at sige, at du ikke rigtigt har konteksten med, som du læser i. Dette er ikke en videnskabelig weblog, hvor jeg argumenterer omhyggeligt og forsigtigt med forbehold og nuanceringer. Dette er en tænketank, hvor jeg kommenterer aktuelle politiske forhold fra mange forskellige vinkler og med mange forskellige kilder. Jeg skriver masser af polemiske, provokerende og unuancerede ting. Det eneste, jeg påberåber mig er, at der er noget om snakken og at det kaster en ny vinkel ind i debatten.

Det behøver du så ikke at forholde dig til. Men hvad du burde have taget med i betragtning er de mange vink, der er i teksten og for den sags skyld også i mine efterfølgende kommentarer om, at denne Adornokritik ikke er en hovedtekst om Adorno. Det er ikke en grundtekst, tvært imod er det en ret specifik kritik, der glat væk springer over alt det andet, der er at sige om Adorno og går direkte til den sag, som jeg har et problem med. Jeg synes faktisk, at jeg har gjort det ret let for min læser at forstå, at dette er en sidetekst til en Adorno-hovedtekst. Jeg skriver det indledningsvist, jeg bruger et langt afsnit på det midtvejs, og jeg skriver flere gange, at det er ikke sådan, han gerne vil se sig selv, det er ikke dette her, han vil, at dette er noget nyt i forhold til det, jeg har lært tidligere osv. Det giver jeg adskillige vink om i teksten. Det har du helt misset. Du følger slet ikke mine pointer, men går hovedrystende tilbage til grundbogen.

Jeg er faktisk ikke så uenig med dig i det, du skriver. Jeg tror nok, at jeg er nogenlunde med på meget af det grundlæggende i, hvad Adorno gerne vil sige. Meget er ude af fokus her, fordi jeg vil se på ét bestemt forhold. Jeg vil trække en linie fra 1) (en del af) Adorno selv over 2) den kritiske teori som videnskabsteoretisk position til 3) et ret væsentligt samfundsmæssigt og politisk vilkår, nemlig det, som Thyssen og Dahl for nylig har kaldt velfærdsindustrien og som man i øvrigt også kunne kalde en masse andet.

Når alt det er sagt, så står jeg bestemt fast på mine pointer:

Ad 1. Adornos trofaste læsere vil så gerne forskåne Adorno for at blive opfattet som betonmarxist. Du skriver selv, at ”det er en blatant misforståelse at reducere Frankfurterskolen og i særdeleshed Adorno til en ortodoks marxistisk inspireret tradition”. Siden skriver du imdilertid, at ”Adorno havde et standpunkt der tog udgangspunkt i Marx og formulerede sin kritik af samfundet ud fra dette standpunkt”. Var det så virkelig så dumt at pege på Adornos marxisme? Så har jeg kaldt ham totalitær og platonisk, hvad du også uden videre afviser. Det forstår jeg godt på sin vis. De ord har jeg naturligvis valgt med polemisk omhu, velvidende, at det er det sidste, han ønsker (hvilket jeg faktisk også skriver helt specifikt). Men der er et klart problem hos ham netop her.

Jeg vil gerne prøve at argumentere lidt for sagen med udgangspunkt i ”Sociologi og empirisk forskning”:

Sigtet med essayet er (!) et opgør med de dengang gængse videnskabelige metoder. Hermeneutikken eller den ”forstående sociologi” er ikke noget værd, når ”samfundsforholdene virkelig presser menneskene ned på ”paddernes reaktionsniveau” som konsumenter af massemedier og andre masseproducerede glæder” (s. 160). Hvorfor det? Fordi ”forståelsens grundlag, den harmoniske og i sig selv meningsfyldte forholden sig, er allerede i selve subjekterne erstattet af en blot reageren” (s. 160). Den selvbevidsthed og rationalitet, som hermeneutikken forudsætter, kan man ifølge Adorno ikke forudsætte. Vi er alle fejlbehæftede, fordi vi er produkter af samfundsforholdene. Uden en teori, der hæver sig op over enkeltdelene og ser dem i deres årsagssammenhæng, har vi i bund og grund ingen virkelig indsigt. OK.

Det er imidlertid ikke lige meget, hvilken teori, vi bruger. Det ikke manglen på div. årsagsforklaringer i almindelighed, der er specifikt manglen på marxistisk teori, der er problemet med al anden sociologi. ”De empiriske metoder, hvis tiltrækningskraft udspringer af deres objektivitetskrav, foretrækker paradoksalt nok – hvad deres oprindelse i markedsforskningen forklarer – det subjektive: bortset fra statiske data af folketællingstypen såsom alder, køn, familiestilling, indkomst, uddannelse o. lign., beskæftiger de sig fortrinsvis med meninger, indstillinger og til nød subjekters adfærdsmåder […] Men selvom de gennemsnitsværdier, der er fremkommet, har objektiv gyldighed, så er og bliver de dog objektive udsagn om subjekter; ja, om hvordan subjekter ser sig selv og virkeligheden” (s. 157). Det er ikke godt nok. Man må læse det subjektive i lyset af det objektive, og hvad er det objektive? Det er samfundsforhold, produktionsforhold, magtforhold. Det er på det samfundsmæssige niveau, de virkelige årsager til den subjektive skinvirkelighed ligger. ”Vel afspejler også objektiviteterne sig i disse synspunkter [de subjektive], men med sikkerhed ufuldstændigt og ofte fordrejet. Men i hvert fald er betydningen af subjektive meninger, indstillinger og adfærd sekundær i sammenligning med disse objektiviteter; det viser selv det flygtigste blik på hvordan de arbejdende funktionerer i deres erhverv” (s. 157). Det er fuldblods marxistisk menneskeopfattelse, rationalitetsopfattelse, historieopfattelse. Der er ingen selvkritiske sprækker indtil videre.

Ifølge Adorno kan det ikke nytte noget at tage udgangspunkt i det bestående, det som folk tænker og tror og mener her og nu; ”uanset hvor positivistiske fremgangsmåderne giver sig ud for at være, så ligger der implicit en forestilling til grund for dem, som er udledt af og alt for kritikløst generaliseret ud fra spillereglerne for demokratiske valg; en forestilling ifølge hvilken indbegrebet af menneskenes bevidstheds- og ubevidsthedsindhold, som danner et statisk univers, uden videre spiller en central rolle for samfundsprocessen” (s. 157). Demokratiet går ud fra, at individuelle menneskers bevidste valg spiller en central rolle for samfundsprocessen, men det passer ikke ifølge Adorno. De andre videnskabelige retninger er tingsliggjorte, de er en del af hele den kapitalistiske suppedas med alle dens fejlforestillinger: ”Trods deres tingsliggjorthed, ja på grund af denne, trænger metoderne ikke igennem genstandens tingsliggjorthed, især tvangen fra den økonomiske objektivitet. For dem er alle meninger virtuelt lige gyldige […]” (157-58). Man tager ikke fejl af det vokabular. Ikke-marxistiske metoder finder ikke frem til den marxistiske sandhed om denne tingsliggjorte, varemæssige, kapitalistiske verden. Ikke-marxistiske metoder tager heller ikke forbehold for, at der er forskellige niveauer af bevidsthed hos forskellige subjekter. Dels er subjekternes opfattelser forankrede i forskellige objektive samfundsforhold, dels har disse subjekter ikke lige stor teoretisk bevidsthed. Det, som positivismen og hermeneutikken ifølge Adorno har til fælles, er, ”at den anskuer tingene eller menneskene som om det allerede her og nu var menneskene, det kom an på, i stedet for at bestemme de socialiserede mennesker af i dag som et moment af den samfundsmæssige totalitet – ja overvejende som dens objekt. Metodens tingslighed, dens medfødte bestræbelse på at fastnagle data, overføres på dens genstande, altså netop de subjektive fakta som undersøges – som om disse var ting i sig selv og ikke snarere tingsliggjort” (s. 158). Fejlen ved de andre er, at de tager folks falske bevidsthed for pålydende. Det er vel at mærke ikke bare en bevidsthed, der er falsk i al almindelighed. Den er ”forfalsket” af de samfundsmæssige forhold, den er et produkt af samfundstotaliteten. Den empiriske socialforskning tager fejlagtigt ”epifænomenet, det som verden har gjort os til, for sagen selv” (s. 161). Marxisten ved bedre. Han er hævet over skinnets verden. Han har teori. Hvorfor er det så latterligt at tænke på Poppers kritik af Marx og Platon i den sammenhæng? Der er en klar parallel. Adorno bruger endda Platons begreber: fænomen, væsen, skin. Der er mere end overfladisk lighed. Men der er også forskelle, hvad jeg kommer til bagefter.

Beundrere af Adorno vil meget gerne lade ham stå og flagre lidt som en teoretisk altmuligmand, der kun tilfældigt bruger et par marxistiske begreber her og der, men som i virkeligheden er pivåben over for, hvad fænomenet i sig selv måtte overraske ham med. Mht. fænomenets forrang frem for begrebet, så prøv at vurdere følgende citat, der tematisk ligger i forlængelse af ovenstående: ”Selv om fx en spørgeskemaundersøgelse kunne fremføre en statistisk overvældende sandsynlighed for, at arbejderne ikke mere anså sig for arbejdere og benægtede, at der overhovedet endnu fandtes sådan noget som et proletariat, så så ville beviset for proletariatets ikke-eksistens på ingen måde være ført. Tvært imod måtte sådanne subjektive undersøgelsesresultater sammenholdes med objektive, så som de adspurgtes stilling i produktionsprocessen, deres rådighed eller ikke-rådighed over produktionsmidlerne, deres samfundsmæssige magt eller afmagt. Ganske vist vil dette på ingen måde anfægte betydningen af den empirisk undersøgelses resultater angående selve subjekterne” (s. 172). Her kan man så glæde sig et øjeblik, indtil man læser videre: ”Her måtte man ikke blot, i overensstemmelse med ideologilæren, spørge om, hvorledes sådanne bevidsthedsindhold kommer i stand; man måtte også stille sig det spørgsmål, om der ikke i og med deres eksistens var ændret noget væsentligt ved den sociale objektivitet. Med hensyn til denne kan kun selvbedragets dogmatik se bort fra menneskenes tilstand og selvbevidsthed, hvor produceret og reproduceret de så end er. Også de er et moment i den samfundsmæssige totalitet, hvad enten det er som element i bekræftelsen af det bestående, eller som potentiel for noget andet. Ikke kun teorien, men også dens fravær, bliver en materiel magt, når den griber masserne” (s. 172-73). Hvad man indledningsvist tror er et forsvar for at opfatte subjekters meninger og opfattelser som andet og mere end skin, eller hvad man måske først kunne opfatte som en kritik af totalitær marxistisk dogmatik, ender et helt andet sted: det ender i den konklusion, at også subjekterne, selvom de bare er produkter af den samfundsmæssige totalitet, kan vinde indflydelse og gøre deres falske bevidsthed til magtfaktor. Det er noget væsentligt andet. Jeg har meget svært ved at se, hvordan fænomenet har forrang frem for begrebet her. For mig lyder det meget som om der findes én sand optik på den samfundsmæssige totalitet, nemlig den marxistiske.

Samfundet er Et”, skriver han et sted (s. 163). Det gælder om at overskue samfundstotaliteten, helheden og det mener han godt, han kan, fordi han har teori, marxistisk teori. Filosofien må kunne se samfundet som helhed, og vi mennesker skal forstås som ”et moment af den samfundsmæssige totalitet – ja, overvejende som dens objekt” (s. 158). Her er absolut ingen indrømmelse af perspektivisme, når det kommer til filosoffens iagttagelse af samfundstotaliteten. Han kan uden problemer se det hele. Han er alvidende. Han er udenfor. Han kan se samfundets objektive vilkår: strukturer, økonomi, magtforhold. Han kan se og overskue de subjektive forestillinger, som folk render rundt med. Hans blik er hævet over begge og kan se, hvordan alle andre bevidstheder end hans egen er et produkt af samfundsforholdene. Hvordan er det muligt? Det er muligt, fordi han har teori. Hvad er det for en teori? Marxisme. Det er rigtig dårlig videnskabsteori. Det er cirkulært. Det er selvbekræftende. Det er totalitært.

Her følger lidt mere om fænomenets forrang frem for begrebet. Det er i forlængelse af ovenstående: ”Væsenet forbliver ikke upåvirket af forandringer i fænomenet. Hvis det viser sig, at der faktisk ikke mere er en, der ved, at han er arbejder, så berører dette den indre sammensætning af begrebet arbejder, selv om den objektive definition på en arbejder – adskillelsen fra produktionsmiderne – forbliver opfyldt” (s. 173). Arbejderen tror, han ved. Adorno ved, for han er baseret på sin ”objektive” marxistiske definition. Men han må tilføje den note til sit begreb, at arbejderen tror noget andet. Det rokker ikke ved det forhold, at Adornos viden er i overenstemmelse med den objektive definition, som er sand, og som enhver jo nok vil indrømme er rendyrket marxistisk. Adorno bringes ikke i tvivl om, at hans teori har forrang.
Han fortsætter. Alle de forhold, man beskæftiger sig med at undersøge, er formidlet gennem samfundet: ”Det givne, de fakta den ifølge sine metoder støtter sig på som på en sidste instans, er i sig selv ikke noget absolut, men noget betinget. Den må derfor ikke forveksle sit erkendelsesgrundlag – kendsgerningernes givethed, for hvis skyld metoden gør sig umage – med det reelle grundlag, kendsgerningernes væren-i-sig-selv (Ansichsein), deres umiddelbarhed slet og deres, deres fundamentalkarakter” (s. 173). Det er ambitiøst. Adorno kan se, hvad der virkelig er på spil i virkeligheden. Han kan gennemskue facadefakta. Hvordan kan han det? Det kan han kun takket være sin marxistiske teori, der kan bringe ham forbi alt andet og ned til et niveau af sandhed, som man kun kommer til gennem denne teori.

Et længere citat fra slutningen:
Derfor er udviklingen af indirekte metoder principielt den empiriske socialforsknings chance for at nå ud over den blotte konstatering og bearbejdning af facadefakta. Erkendelsesproblemet i dens selvkritiske udvikling er og bliver det, at de undersøgte fakta ikke er en tro genspejling af de underliggende samfundsforhold, men samtidig udgør det slør, bag hvilket disse forhold, og det med nødvendighed, skjuler sig. For resultaterne af det, der ikke uden grund hedder meningsforskning gælder således Hegels udtalelse om den offentlige mening: at den fortjener i lige så høj grad at blive agtet som foragtet” (s. 174). Det er jo fint, bortset fra, at agtet her ikke betyder respekteret eller taget på ordet, for Adorno fortsætter: ”Agtet eftersom selv ideologier, den nødvendige falske bevidsthed, er et stykke samfundsmæssig virkelighed, som den, der vil erkende denne, må kende” (s. 174). Han er ikke i nærheden af at kalde den sand eller rigtig eller på nogen måde komme den i møde som et perspektiv, der er ligeværdigt med hans eget. Videre lyder det: ”Men foragtet, fordi dens krav på sandhed må kritiseres. Den empiriske socialforskning bliver selv til ideologi, så snart den sætter den offentlige mening som noget absolut. Dertil forledes den af et nominalistisk sandhedsbegreb, der uden videre antager, at ”flertallets vilje” er sandheden, efter som det ikke er til at få øje på nogen anden"(s. 174). Fænomenet og subjektet indlejrer Adorno helt uden skam i en stålsat marxistisk analyseramme uden på nogen måde at betvivle sit eget perspektiv eller legitimere, hvorfor det marxistiske analyseapperat er suverænt. Analytisk synes jeg ikke, at der er nogen tvivl om, at han er totalitær og i høj grad mangler en selvkritisk vinkel.

Når det kommer til samfundsmæssige mål, er det noget andet.
Adorno ved selvfølgelig bedre end at slå sit idealsamfund stort op som Platon gør. For så kommer skepsissen efter én, som han skriver i indledningen, ”den skepsis, der er så vidt fremskreden, at den har nedlagt forbud mod al tænkning” og som til hver en tid står ”på spring til at juble over afsløringen af en sådan dogmatisme” (s. 154). Hvad gør man så? Ja, man beholder sit nagelfaste marxistiske fundament og sit nagelfaste marxistiske analyseapperat og sætter intet spørgsmålstegn ved det – men man undgår at forsøge at tvinge et klart mål, et klart ideal igennem. Vi husker, at forskningen skulle forandre verden, så det at lade tingene være som de er, er ikke en mulighed. Vi skal fremad, men hvorhen, vi lever i et demokrati, alle fjolserne har jo stemmeret, hvad gør vi?

Det gælder […] ikke om dogmatisk at stille den rene påstand om en ”almindelig vilje” op over for denne [flertallets vilje] som en sandhed i-sig-selv, f. eks. I form af postulerede ”værdier”. En sådan fremgangsmåde ville være behæftet med samme vilkårlighed som indsættelsen af den almindeligt udbredte mening som det objektivt gyldige: i historien har den dekretoriske fastsættelse af den ”almindelige vilje” siden Robespierres dage om muligt forvoldt endnu større ulykke end den begrebsløse godtagelse af ”flertallets vilje”. Den eneste vej, som førte ud af dette dilemma, var den immanente analyse, dvs. at undersøge meningens konsistens eller inkonsistens i sig selv og i dens forhold til sagen, og ikke at opstille den abstrakte anti-tese af noget objektivt gyldigt i forhold til meningen. Det drejer sig ikke om at forkaste meningen med platonisk hovmod, men om at udlede dens usandhed af sandheden: af det bærende samfundsforhold, og i sidste instans af dettes egen usandhed” (s. 175). Han vil altså ikke være direkte platonisk totalitær, men kun indirekte. Han kan ikke vise, hvad det sande mål er, men han kan vise, at hvert enkelt fænomen er funderet i ”det bærende samfundsforhold”, at det er et produkt heraf og at det derfor er ufrit. Fænomen-verdenens usandhed er afledt af Adornos teoretiske sandhed. Adornos videnskabsteori forlener ham ikke med tvivl eller med selvkritik, men med en direkte, teoretisk adgang til sandheden, på basis af hvilken han kan pege fænomenerne, herunder din og min bevidsthed ud som usandheder. Med sådan et styrkeforhold mellem teori og empiri kan empirien aldrig afkræfte teorien for alvor. Du og jeg kan heller ikke afkræfte hans teori. Den kan ikke falcificeres og den er hævet over andre perspektiver, fordi disse, hvis de benægter hans teori, er udtryk for falsk bevidsthed. Det er totalitært.

Ad. 2. Det næste er så, hvordan Adorno skrives ind i videnskabsteorien. Jeg mener faktisk, at ovenstående "scientificering" af en kraftig og selv-ukritisk politisk slagside går igen også på dette niveau. Det er ikke altid klart, men det bør være glasklart, at kritisk teori som metode (hvor teoretikerne oftest er omskrevet til nogle meget enkle og generelle metodiske vink) ikke bare er neutralt "kritisk", men at den er ideologisk, den er politisk farvet. Den skal legitimere sig selv. Det er problematisk, at en så farvet politisk tankegang kalder sig en videnskabsteoretisk position og godkendes som sådan, ikke bare på kandidatuddannelserne, men måske i endnu højere grad på pædagog- og lærerseminarier, på socialrådgiveruddannelsen, journalistuddannelsen osv, hvor fx Adorno efterhånden er fortyndet til ugenkendelighed og destilatet af den kritiske teori er, at her har vi en vidundermetode, en mageløs opdagelse: en videnskabelig måde at være tententiøs og partisk på, hvis man skulle være lidt fræk. Det er lige så politisk enøjet at sige, at man baserer sig på kritisk teori som at sige, at man baserer sig på Krarups konservative nationalromantik eller på laissez faire-liberalisme.

Du har ret i, at kritisk teori i teorien godt kunne være funderet i alle mulige andre ideologier, men i så fald er forbindelsen til Frankfurterskolen ikke stor. Den liberale kritik har sit eget ophav og bør vel ikke puttes i den kritiske teoris kasse. At lade kritisk teori rumme enhver politisk tilgang er bestemt teoretisk muligt, men teorihistorisk ret misvisende.

3. Den sidste del af min tekst går på de samfundsmæssige eller bevidsthedsmæssige resultater, jeg mener, der kan være af ovenstående (selvom årsagsforholdene selvfølgelig er mere indviklede end som så): en stor del af de mennesker, vi uddanner, tænker (surprice!) lidt i stil med ovenstående. Det er slet ikke utænkeligt, at der er en forbindelse fra disse tankegange hos Adorno over den kritiske teori som videnskabteoretisk position i en lang række af fag – og endelig til en velfærdsindustri, der hverken rigtig har en retning eller et mål, men hvor det jo ikke er svært at genkende den immanente kritik, der producerer sig selv i en stadig strøm. Der er ingen ende på alle de problemer, som ”samfundets refleksive bevidsthed” beder staten om at løse – alt sammen uden at fatte eller stå ved, at den er funderet i marxisme, og at marxismen dermed er groet ind i en lang række af professioners faglige selvforståelse – usynligt, ubevidst, derfor urokkelig, derfor pisseirriterende. Og usund. Det var min pointe.

PS: Hvad jeg har imod den nævnte terrorismeforskning er såmænd bare det, jeg nævner: at man vil forsøge at finde årsagerne til terrorismen i den enkeltes sociale, økonomiske, uddannelsesmæssige osv. baggrund, frem for at se på den islamistiske strømning som sådan (hvad man i øvrigt sagtens også kunne gøre via interviews).

Rettelse: Se lige bort fra det lille afsnit, der starter med "Han fortsætter" og slutter med "denne teori".

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2