Arkiv: marts 2006

« februar 2006 | Forside | april 2006 »

26.03.2006

Støj som middel mod selvmordsvirus

Den japanske film- og videoinstruktør Shinji Aoyama har lavet en spillefilm om en frygtelig virus der får folk til at begå selvmord. Der findes dog en modgift mod denne virus, og det er støjmusik spillet højt og længe! Uden at være ekspert i japansk undergrundskultur forekommer det mig at en sådan film kun ville kunne opstå i Japan - Ringen møder Merzbow!

Filmen hedder Eli Eli Lema Sabachtani, hvilket jo betyder "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig?" på hebraisk. Den var åbenbart med på cannes-festivalen sidste år, men blev forbigået i tavshed. Skammeligt, mener The Wires lederskribent Chris Bohn, der hylder filmen og anbefaler den til alle der har "blot en flygtig interesse i støj". Heltene i filmene er en støjmusik-duo, der rykker ud og spiller støj når folk er ved at kaste sig ud fra bygninger og klippevægge. De vader rundt i lig fra selvmord på jagt efter gode støjkilder til at videreudvikle deres musik.

Instruktøren er også støjkomponist, og har tidligere arbejdet sammen med Jim O'Rourke. Det er naturligvis en meget lydorienteret film om musikkens kraft, men efter sigende også noget særligt på det visuelle plan. Og jeg vil meget gerne se den. Desværre er chancerne nok minimale for at den kommer op i Danmark. Måske var det noget for Natfilm-festivalen til næste år?

Læs mere om filmen her.

25.03.2006

Platon og støjrock

For første gang længe har jeg haft tid til at skrive et lille essay på Det spekulative øre. Det handler såmænd om Platon og støjrock - eller rettere: om det Platoncitat jeg angiver foran i Støjens æstetik. Læs indlægget her.

24.03.2006

Jobvejledning ad absurdum

I den lange række af bureaukratiske absurditeter man udsættes for (fra både det private og det offentlige) må turen være kommet til den del af statsadministrationen som tager sig af arbejdsformidling, dagpenge og den slags. Et umiddelbart kedeligt emne, men jeg skal tage udgangspunkt i et konkret eksempel, der er så langt ude at det ville være morsomt hvis ikke det var så typisk.

Jeg har i kortere perioder været på (supplerende) dagpenge, og har altid selv fundet beskæftigelse. Ikke desto mindre sættes der altid et større apparat af kontrol, mistænkeliggørelse og regelrytteri i gang så snart man er meldt ledig hos sin A-kasse.

Sidste gang jeg var deltidsledig i tre måneder, men hurtigt fandt en nyansættelse, oplevede jeg følgende absurditet: jeg blev indkaldt til et jobsøgningsmøde på min sidste ledighedsdag! Nå ja, det kunne de jo ikke vide, så jeg ringede og fortalte dem at der ikke var nogen grund til et sådant møde. Men de fortalte mig at det var lovpligtigt at møde op in persona, så der var ikke noget at gøre.

Som bekendt er store dele af arbejdsformidlingen blevet udliciteret til mindre firmaer, som konkurrerer indbyrdes om mest effektivt at skaffe arbejde til deres klienter. Det har både nogle fordele og nogle ulemper. Fordelen er at vejledningen er blevet mere målrettet, og at man som akademiker faktisk får vejledning af akademikere, der kender lidt til det akademiske arbejdsmarked. Og de er venlige og service-mindede. Det kan man ikke beskylde den gamle Arbejdsformidling for. (Ulemperne skal jeg nævne nogle af i det følgende).

Så jeg måtte op på jernhesten og ud til JobDK (som jeg tror firmaet hed), sidde og vente og komme ind til det her "møde" hvor jeg kunne gentage at jeg altså havde fået job og at dette var min sidste ledighedsdag. Men lov er lov, så jeg skulle altså planlægge min jobsøgningsstrategi for de næste par timer - hvem ved om jeg kunne få et midlertidigt fuldtidsjob der varede hele eftermiddagen? Vi kunne jo ikke have at jeg ikke var aktivt arbejdssøgende hver eneste time jeg fik dagpenge.

Nå, mødet var nu ganske afslappet, manden havde læst på KUA og kendte også til min bog, så det blev egentlig en meget hyggelig snak. Og firmaet fik deres bonus for at have skaffet mig et job.

Ja, for her kommer ulemperne. Jobvejledningsfirmaerne lever af at skaffe folk arbejde, og honoreres efter deres indsats på den skematiske måde at de får bonus får hver klient der får arbejde efter første tilknytning til dem. Det har intet at gøre med om de rent faktisk har hjulpet mig til at få arbejde (det havde de som sagt ikke), men om at de har haft en samtale med mig. Så det handler om at tage æren for den enkeltes jobsøgning. Endda også selv om man ikke har været til noget møde fordi de har indkaldt en til et møde efter man er begyndt i fuldtidsarbejde (hvilket jeg også har prøvet). De tager æren. Og ringer til mig nogle måneder senere for at spørge om jeg var tilfreds med mit vejledningsforløb!

Jeg forstår godt at firmaerne tager æren og pengene når de kan (det er jo nu en gang firmaers logik), men hensigtsmæssigt er det ikke.

Og reglerne er efterhånden blevet nærmest gale. I takt med at regeringen ønsker en mere effektiv arbejdsformidling vokser bureaukratiet og de firkantede og 100% ufleksible regler. Mit eget eksempel er en kuriositet, men hvorfor dog bruge ressourcer og bruge folks tid på at slæbe dem til intensive jobsøgningskurser få uger før de skal på pension? For det forekommer faktisk hyppigt. Systemet er gået amok. Og faren er at folk mister enhver respekt for det.

De stakkels vejledere som sidder og oprigtigt forsøger at hjælpe de arbejdsløse er bundet på hænder og fødder til at suspendere deres dømmekraft på en lang række områder. Jeg er overbevist om at de ville kunne udføre et mere effektivt arbejde hvis reglerne generelt var mere fleksible og at man genindførte tillid og dømmekraft som indlysende elementer i en jobvejledningsproces. Eksemplerne på hvordan såvel systemets som klientens tid er blevet spildt er legio.

For nogle år siden nærmede jeg mig den berygtede aktivperiode. Heldigvis fik jeg fuldtidsjob lige inden jeg nåede dertil, men jeg nåede dog at blive informeret om at jeg i aktivperioden ville blive tilbudt en aktivering. Det var i princippet frivilligt, men hvis jeg afslog den konkrete aktivering ville jeg blive sendt på "afklaringskursus". Ja, du læste rigtigt. I praksis kunne man nemlig ikke sige nej, og den sovjetstatsagtige logik som præger hele arbejdsløshedssystemet viste sig her med al tydelighed. At sige nej var at være uafklaret. En bureaukratisk eufemisme, der er en del af den newspeak hvis allerseneste eksempel er at man nu har omdøbt udlændingestyrelsen til "udlændingeservice". Hvor dumme tror de vi er?

Se også
Bureaukratisk catch 22 - fire meget forskellige eksempler på når det rationelle slår om irrationalitet.
Service er et vidt begreb - historien om firmaet der tog ud for at forringe mit tv-signal

Mærkværdige Google-søgninger

Via Blogpatrol kan jeg se hvad folk har søgt på i Google (og andre søgemaskiner) som har fået dem ind på min weblog. Det er altid med en blanding af morskab og bekymret undren jeg ser på hvad der googles på og hvad der peger på min weblog. Der er naturligvis de indlysende, såsom mit navn eller emner som jeg har haft i overskrifterne, altså en masse relevante søgninger. Men der kommer flere og flere bizarre søgninger - nogle af dem helt ved siden af.

En del er direkte sjofle og nogle af dem tæt på det kriminelle i den retning. Grunden til at de kommer ind på min blog er at jeg i vidt forskellige ganske uskyldige sammenhænge har brugt nogle af de ord som de går efter. (Og hvis du nu ønsker at få nogle eksempler må jeg lige forklare at det ville være meget dumt af mig at skrive dem, idet jeg så vil få endnu flere af den slags hits på Google. Men jeg kan da godt forklare at det i de klammeste tilfælde drejer sig om noget med fotografier af hunkønsvæsener under den kriminelle lavalder. Dertil kommer bizarre scenarier som jeg ikke anede nogen interesserede sig for). Det skal understreges at min weblog ofte kommer meget langt nede i rækken af resultater fra Google, men de er åbenbart desperate nok til at blive ved at kigge.

Men ud over dem dér, så er der en masse som søger på hele sætninger, ofte spørgsmål. Om det er børn eller internet-analfabeter skal jeg ikke turde sige, men de tror tydeligvis at Google er sådan et orakel som man kan stille spørgsmål, hvorefter den kommer med svar. Så i stedet for fx at søge på ordet oplysningstiden skriver de "hvorfor kaldes det oplysningstiden" (netop det eksempel tør jeg godt citere, da jeg går ud fra at det er de færreste der skriver netop den sætning). Utallige søgninger fuld af stedord og biord af typen "hvad vil det sige at..." eller "hvordan får jeg min X repareret".

Det undrer mig at folk kan have sådan et forhold til Google. Altså, fair nok, der er nogen som ikke er hajer i at begå sig på nettet, men de må vel efterhånden finde ud af at Google ikke svarer på spørgsmål. Og i hvert fald burde det være klart at min weblog ikke giver svaret, idet der jo bliver vist et citat fra den pågældende side i Google.

Altså (hvis jeg vover at citere et andet eksempel, som der forhåbentlig aldrig bliver søgt på igen i Googles historie) så er der en der har søgt på "find vittigheder om 50 årige". Uden at lyde arrogant kan man vel godt forestille sig at det nok ikke er en IT-ekspert med Mensa-medlemsskab der har efterspurgt dette fænomen, men snarere en evig aspirant til titlen "lystig fætter" på tankstationen i Nørre Bøvelse. Men selv han må da vel kunne se at min weblog ikke giver ham nogen vittigheder han kan bruge til sin altid-allerede uendeligt kedelige festtale i Nørre Bøvelse forsamlingshus. Så hvad sker der for ham idet han går ind på min weblog?

(Nå, kom jeg alligevel til at lyde lidt arrogant? Undskyld, så)

Se, nu har jeg gjort ham søgningen efter. Og min weblog kommer langt nede af listen, efter en del relevante vittighedssider. Og det er tydeligt at det indlæg der citeres fra på Google intet har med sagen at gøre. Så hvad får ham til alligevel at klikke sig ind på min weblog? Nysgerrighed! Og det er måske ikke den værste motivation for at besøge min weblog. Så på den måde har det alligevel et positivt moment.

17.03.2006

Set fra den anden side

I forbindelse med den her sag om de-hersens-tegninger-I-ved-nok, kunne det være interessant at kigge lidt på hvordan Wikipedia klarer den. Altså ikke blot de europæiske, men hvad med den indonesiske, den arabiske og den tyrkiske Wikipedia? Hvad står der om sagen dér?

Jeg kan ikke forstå de tre sprog, så jeg ved det ikke, men man kan alligevel få en fornemmelse, alene ved at kigge på billeder og tal og den slags.

Den tyrkiske er kortfattet, og forekommer saglig.

Den indonesiske viser en karikaturtegning af en mand som vist enten skal forestille at være chef- eller kulturredaktør på JP (men som snarere ligner Helmuth Lotti) sige nej til racistiske tegninger og tegninger om holocaust, men som hejser det danske flag ved synet af tegningerne af profeten. Næppe noget neutralt udsagn, men teksten ved siden af afgør jo hvilken status en sådan tegning har.

På den arabiske (som er klart den længste af de tre) er denne tegning der også, men suppleret af flere dokumentariske billeder. Et foto af Kåre Bluitgen, et foto af nogle vrede demonstranter, en avisforside som kunne være den jordanske avis der bragte tegningerne, et billede af nogle skarpt bevæbede oprørere foran en EU-relateret bygning, et billede af en ambassade der er i flammer; et billede af en ostedisk i et supermarked med en seddel der formentlig fortæller at de ikke sælger danske oste; et billede fra et andet supermarked hvor en mand kaster nogle varer på gulvet; og endelig et billede af det danske flag overskrevet med arabiske skrifttegn.

Det er mærkeligt at skulle afkode sådanne sider når man ikke fatter et ord af hvad der står. Hvis du kan indonesisk, tyrkisk eller arabisk må du meget gerne give et resumé eller en analyse af hvad der foregår.

15.03.2006

Else Marie Pade på nettet

Sandelig om ikke Statbiblioteket har lagt alle Else Marie Pades værker ud på nettet, så enhver kan lytte med!

Hvis ikke du ved hvem Else Marie Pade er, så er den korte version at hun er Danmarks første komponist af elektronisk musik i 1950erne og 60erne, og har et gedigent værk bag sig som nærmest har været holdt hemmeligt af DR og først er blevet udgivet i uddrag i de senere år (på to fine CDer), takket være ihærdige og langt yngre fans' insisterende indsats. Hun er blevet remixet af unge electronicafolk (bl.a. Thomas Knak og Bjørn Svin), og ses stadig jævnligt til koncerter ude i byen som den absolutte alderspræsident (82 år). På den måde har hun (med en kliché) fået status som dansk electronicas bedstemor.

Nu ligger det hele altså tilgængeligt på nettet (i samarbejde med Pade selv), så nu er der virkelig ikke længere nogen undskyldning for ikke at kende hendes musik!

Se også:
CD - Else Marie Pade: Face It
CD - Else Marie Pade: Glasperlespeil

14.03.2006

Podcast: Guld fra arkivet - Karl Bjarnhof

Den nyeste podcast fra DR hedder Guld fra arkivet, og bringer løbende gamle radioprogrammer fra DRs fortid. Indtil videre har de søsat en serie med forfatteren og journalisten Karl Bjarnhof, der interviewer (eller "passiarer" med) store personligheder, særligt forfattere, i 1950erne. Og det er bestemt lytteværdigt.

Indtil videre har jeg hørt tre af programmerne, nemlig Jens Otto Kragh, Karen Blixen og Thit Jensen, som jeg kommenterer her:

Jens Otto Kragh fortæller bl.a. om sit forsøg på at læse Proust og om hverdagen for en udenrigsminister (som han var på det tidspunkt).

Karen Blixen fortæller og fortæller. Om sin far, der var med i 1864 og som deltog i den fransk-tyske krig og siden slog sig ned hos en indianerstamme i det Vilde Vesten. Hun fortæller om sin tid i Afrika (udtales med lukket a), om at udgive bøger, om nattergalen i hendes have og meget mere. Bjarnhof overtaler hende til at recitere et digt hun en gang har skrevet, men aldrig offentliggjort. Hun har ikke høje tanker om sig selv som digter, som hun siger. Og digtet er da også lovligt højstemt, men det er i sig selv en bedrift at Bjarnhof får hende til at recitere det.

Thit Jensen provokerer. Ikke bare Bjarnhof (som roligt erklærer sig lodret uenig), men også mig og sikkert de fleste andre lyttere. Med sin selvsikre matrone-charme ("jeg har aldrig taget fejl") udslynger hun uhyrligheder som at man bør have ret til at dræbe sin ægtefælle hvis vedkommende har været én utro, at det vigtigste at lære for et barn er lydighed og disciplin og - ikke mindst - at vi bør indføre racehygiejne i Danmark, at man skal søge staten om at få børn, og kun de fysisk og åndeligt ædle skal have lov at føre deres gener videre, så vi kan få et bedre og sundere folk! Dette siger hun vel at mærke efter 1945. På trods af disse rædsler - og på trods af at kvinden er en bindegal spiritist, der påstår at hun jævnligt opsøges af historiske personer i hendes lejlighed som vil have hende til at skrive om sig - er der et eller andet vindende over hendes person.

Jeg har endnu til gode at høre samtalerne med Osvald Helmuth og Tom Kristensen.

Se mere om Guld fra arkivet her
Podcast jeg lytter til

Marts er en opreklameret vintermåned

Hoppede du på den igen? Det store marts-spin, markedsføringen af marts som forårsmåned? Hvert år sker det: når det bliver 1. marts længes alle efter forår, og ingen forstår hvor det bliver af. Ikke fordi marts reelt er en forårsmåned, det er den femte vintermåned, men fordi marts som en af de første i danmarkshistorien hyrede en PR-mand til at promovere sig og skabe et godt image i befolkningen.

Hjulpet på vej af forårslængslen er det lykkedes at skabe en massiv glemsel blandt folk om hvor kold marts er. Marts er en måned med frost og kulde, undtagen måske den sidste uge, hvor det i gode år begynder at mildne mod forår. Men da er det næsten april, den første reale forårsmåned (hvor det endda også nogle gange sner, som Prince så rigtigt synger).

Det mest prægnante tegn på marts-kampagnens succes er at meteorologerne nu også er hoppet på den - i hvert fald medie-meteorologerne. De har talt om det udeblivende forår hver dag siden 1. marts, men selv om solen skinner i disse dage er det altså stadig over 10 graders frost om natten. Og det er såmænd ikke så usædvanligt.

Marts er årstidernes svar på narrefisse, det er det skuffede håbs måned. De sidste ti år har jeg med min fornuft holdt forårs-utålmodigheden i skak ved at huske mig selv på at marts er en vintermåned. Det kræver en del energi fra over-jeget, for alt i kroppen vil bare forår, men det er lykkedes mig at holde hovedet lige så koldt som temperaturen udenfor.

Jeg kan kun anbefale det - det sparer mig for mange ærgrelser. Mit råd er altså: tro ikke på PR-stuntet fra marts' agenter, husk på hvordan det var sidste år og året før etc. Regn marts for en vintermåned. Og bliv så positivt overrasket hvis den sidste uge i marts bringer foråret til Danmark.

(Hermed er det lykkedes mig at skrive et helt indlæg om vejret...)

08.03.2006

Djævelens advokat - en podcast om politiske ideologier

Der er kommet en ny podcast lavet af Lars Hvidberg og Jacob Mchangama. De kalder sig Djævelens Advokat, og bortset fra en lidt højstemt retorik om a "modspil til monopolet" er det et interessant interviewbaseret program om politiske ideologier. De to værter er begge liberalister, hvilket de ikke lægger skjul på. Det præger naturligvis deres dagsorden og deres måde at spørge på, men det virker som om de er gode til at lade modparten tale ud og give udtryk for sit standpunkt. Blandt de kommende gæster er Christopher Arzrouni, Preben Vilhjelm og Jesper Langballe - en liberalist, en socialist og en nationalkonservativ. Det skal siges at liberalisten Arzrouni ikke interviewes alene, men at han sættes op over for den konservative Kasper Støvring.

Hvad kan Djævelens Advokat så som de etablerede medier ikke kan? De kan give sig god tid til at bore sig ned i de principielle diskussioner frem for at lade sig styre af ofte overfladiske, journalistiske kriterier. Og de er kloge. De gør en dyd ud af at give et reelt modspil til den de interviewer på baggrund af grundlæggende refleksioner og begreber. Desværre er lydforholdene ikke de bedste, og man kunne opfordre værterne til at investere i et par gode knaphulsmikrofoner. Men man vænner sig hurtigt til det, for diskussionerne er interessante. Jeg er (som det vil være de faste læsere af denne weblog bekendt) ikke spor enig med Lars Hvidberg i hans liberalistiske udgangspunkt, men det forhindrer mig ikke i at have sat min ipodder til at hente Djævelens Advokat som fast feed.

Læs mere om Djævelens Advokat
Podcast Djævelens Advokat
Podcasts jeg lytter til

Nedenfor en hurtig anmeldelse af det første program, hvor gæsten er Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder:

Djævelens Advokat 1 med Morten Kjærum
Emnet er naturligvis menneskerettigheder, og så vidt jeg husker programmet var der tre diskussioner:
- Er menneskerettighederne universelle?
- Kan man sætte positive (sociale) rettigheder på linje med negative (fundamentalt borgerlige) rettigheder?
- Hvordan vægter man mellem hensynet til ytringsfriheden og hensynet til minoriteter mod hetz/hadetale? (med særligt fokus på den aktuelle Muhammed-sag)

Især den midterste del af diskussionen var interessant. Mens interviewerne holder på et skarpt og principielt skel mellem positive og negative rettigheder problematiserer Kjærum dette skel ud fra en stadig påpegning af at der skal positive, statslige tiltag til for at sikre fx individernes retsstatus og ytringsfrihed og at det omvendt må siges at når de sociale forhold når ned under et eksistensminimum bliver disse individers basale rettigheder i praksis sat ud af kraft. Hvidberg og Mchangama holdt fast i at der er en væsensforskel mellem borgerretigheder og sociale rettigheder, idet de sociale rettigheder kræver en direkte og aktiv omfordeling, hvilket krænker ejendomsretten som i deres liberalistiske øjne er en af de mest fundamentale rettigheder. Og måske finder man her det ideologiske skel mellem liberalisme og socialstat i en nøddeskal: er det hensynet til ejendomsretten eller er det hensynet til en vis levestandard (og dermed udfoldelsesmuligheder) blandt de fattigste/svageste som vejer tungest?

Jeg er ikke i tvivl om at det er det sidste, og derfor bliver jeg aldrig liberalist. Men jeg hører gerne Djævelens Advokat, og glæder mig til næste program.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2