I den lange række af bureaukratiske absurditeter man udsættes for (fra både det private og det offentlige) må turen være kommet til den del af statsadministrationen som tager sig af arbejdsformidling, dagpenge og den slags. Et umiddelbart kedeligt emne, men jeg skal tage udgangspunkt i et konkret eksempel, der er så langt ude at det ville være morsomt hvis ikke det var så typisk.
Jeg har i kortere perioder været på (supplerende) dagpenge, og har altid selv fundet beskæftigelse. Ikke desto mindre sættes der altid et større apparat af kontrol, mistænkeliggørelse og regelrytteri i gang så snart man er meldt ledig hos sin A-kasse.
Sidste gang jeg var deltidsledig i tre måneder, men hurtigt fandt en nyansættelse, oplevede jeg følgende absurditet: jeg blev indkaldt til et jobsøgningsmøde på min sidste ledighedsdag! Nå ja, det kunne de jo ikke vide, så jeg ringede og fortalte dem at der ikke var nogen grund til et sådant møde. Men de fortalte mig at det var lovpligtigt at møde op in persona, så der var ikke noget at gøre.
Som bekendt er store dele af arbejdsformidlingen blevet udliciteret til mindre firmaer, som konkurrerer indbyrdes om mest effektivt at skaffe arbejde til deres klienter. Det har både nogle fordele og nogle ulemper. Fordelen er at vejledningen er blevet mere målrettet, og at man som akademiker faktisk får vejledning af akademikere, der kender lidt til det akademiske arbejdsmarked. Og de er venlige og service-mindede. Det kan man ikke beskylde den gamle Arbejdsformidling for. (Ulemperne skal jeg nævne nogle af i det følgende).
Så jeg måtte op på jernhesten og ud til JobDK (som jeg tror firmaet hed), sidde og vente og komme ind til det her "møde" hvor jeg kunne gentage at jeg altså havde fået job og at dette var min sidste ledighedsdag. Men lov er lov, så jeg skulle altså planlægge min jobsøgningsstrategi for de næste par timer - hvem ved om jeg kunne få et midlertidigt fuldtidsjob der varede hele eftermiddagen? Vi kunne jo ikke have at jeg ikke var aktivt arbejdssøgende hver eneste time jeg fik dagpenge.
Nå, mødet var nu ganske afslappet, manden havde læst på KUA og kendte også til min bog, så det blev egentlig en meget hyggelig snak. Og firmaet fik deres bonus for at have skaffet mig et job.
Ja, for her kommer ulemperne. Jobvejledningsfirmaerne lever af at skaffe folk arbejde, og honoreres efter deres indsats på den skematiske måde at de får bonus får hver klient der får arbejde efter første tilknytning til dem. Det har intet at gøre med om de rent faktisk har hjulpet mig til at få arbejde (det havde de som sagt ikke), men om at de har haft en samtale med mig. Så det handler om at tage æren for den enkeltes jobsøgning. Endda også selv om man ikke har været til noget møde fordi de har indkaldt en til et møde efter man er begyndt i fuldtidsarbejde (hvilket jeg også har prøvet). De tager æren. Og ringer til mig nogle måneder senere for at spørge om jeg var tilfreds med mit vejledningsforløb!
Jeg forstår godt at firmaerne tager æren og pengene når de kan (det er jo nu en gang firmaers logik), men hensigtsmæssigt er det ikke.
Og reglerne er efterhånden blevet nærmest gale. I takt med at regeringen ønsker en mere effektiv arbejdsformidling vokser bureaukratiet og de firkantede og 100% ufleksible regler. Mit eget eksempel er en kuriositet, men hvorfor dog bruge ressourcer og bruge folks tid på at slæbe dem til intensive jobsøgningskurser få uger før de skal på pension? For det forekommer faktisk hyppigt. Systemet er gået amok. Og faren er at folk mister enhver respekt for det.
De stakkels vejledere som sidder og oprigtigt forsøger at hjælpe de arbejdsløse er bundet på hænder og fødder til at suspendere deres dømmekraft på en lang række områder. Jeg er overbevist om at de ville kunne udføre et mere effektivt arbejde hvis reglerne generelt var mere fleksible og at man genindførte tillid og dømmekraft som indlysende elementer i en jobvejledningsproces. Eksemplerne på hvordan såvel systemets som klientens tid er blevet spildt er legio.
For nogle år siden nærmede jeg mig den berygtede aktivperiode. Heldigvis fik jeg fuldtidsjob lige inden jeg nåede dertil, men jeg nåede dog at blive informeret om at jeg i aktivperioden ville blive tilbudt en aktivering. Det var i princippet frivilligt, men hvis jeg afslog den konkrete aktivering ville jeg blive sendt på "afklaringskursus". Ja, du læste rigtigt. I praksis kunne man nemlig ikke sige nej, og den sovjetstatsagtige logik som præger hele arbejdsløshedssystemet viste sig her med al tydelighed. At sige nej var at være uafklaret. En bureaukratisk eufemisme, der er en del af den newspeak hvis allerseneste eksempel er at man nu har omdøbt udlændingestyrelsen til "udlændingeservice". Hvor dumme tror de vi er?
Se også
Bureaukratisk catch 22 - fire meget forskellige eksempler på når det rationelle slår om irrationalitet.
Service er et vidt begreb - historien om firmaet der tog ud for at forringe mit tv-signal
