« Djævelens advokat - en podcast om politiske ideologier | Forside | Podcast: Guld fra arkivet - Karl Bjarnhof »

14.03.2006

Marts er en opreklameret vintermåned

Hoppede du på den igen? Det store marts-spin, markedsføringen af marts som forårsmåned? Hvert år sker det: når det bliver 1. marts længes alle efter forår, og ingen forstår hvor det bliver af. Ikke fordi marts reelt er en forårsmåned, det er den femte vintermåned, men fordi marts som en af de første i danmarkshistorien hyrede en PR-mand til at promovere sig og skabe et godt image i befolkningen.

Hjulpet på vej af forårslængslen er det lykkedes at skabe en massiv glemsel blandt folk om hvor kold marts er. Marts er en måned med frost og kulde, undtagen måske den sidste uge, hvor det i gode år begynder at mildne mod forår. Men da er det næsten april, den første reale forårsmåned (hvor det endda også nogle gange sner, som Prince så rigtigt synger).

Det mest prægnante tegn på marts-kampagnens succes er at meteorologerne nu også er hoppet på den - i hvert fald medie-meteorologerne. De har talt om det udeblivende forår hver dag siden 1. marts, men selv om solen skinner i disse dage er det altså stadig over 10 graders frost om natten. Og det er såmænd ikke så usædvanligt.

Marts er årstidernes svar på narrefisse, det er det skuffede håbs måned. De sidste ti år har jeg med min fornuft holdt forårs-utålmodigheden i skak ved at huske mig selv på at marts er en vintermåned. Det kræver en del energi fra over-jeget, for alt i kroppen vil bare forår, men det er lykkedes mig at holde hovedet lige så koldt som temperaturen udenfor.

Jeg kan kun anbefale det - det sparer mig for mange ærgrelser. Mit råd er altså: tro ikke på PR-stuntet fra marts' agenter, husk på hvordan det var sidste år og året før etc. Regn marts for en vintermåned. Og bliv så positivt overrasket hvis den sidste uge i marts bringer foråret til Danmark.

(Hermed er det lykkedes mig at skrive et helt indlæg om vejret...)

Kommentarer

Ssh! Marts er en forårsmåned, fordi vinteren allerede i forvejen har 4 måneder, medens foråret kun har 3. At udråbe marts til vinter uddyber uligheden og er et forkert politisk signal at sende.

Efteråret har det også med at lade vente på sig, men det er heller ikke noget at gå og råbe op op.

Det er netop det som er problemet. I lighedens navn vil vi ikke indse at vinteren så klart dominerer det danske år. Det er også noget forbandet noget, men det nytter ikke at fortrænge det bag politisk korrekthed. Det første skridt i at komme den lange vinter til livs er at erkende dens eksistens. Alt andet er at gøre den harmløs og dermed gå dens ærinde.

Sådan er det danske vejr: Seks måneder med sne og slud, efterfulgt af seks måneders dårligt skivejr.

Man kan opfatte det danske vejr som en art systematisk behovstilbageholdelse. Det er nærmest ondt.

Til gengæld er September ikke så slem så den kan man sagtens lave til den trejde forårsmåned.

I dag er det den 4. marts - og det er forår! Hvad vil du sige til det, Torben!?!?!

Ja, jeg kan godt se at dagens vejr er solrigt og at det umiddelbart kunne tale imod min teori.

Jeg vil dog sige at der findes solrige vejrdage på alle årstider, og at en enkelt sådan ikke gør en årstid. Temperaturen sniger sig lidt op over 5 grader i dag, det er ikke nok.

Erfaringen siger at det bliver frostvejr og endda snevejr igen inden måneden er omme. Men det ville da være dejligt hvis det ikke var tilfældet. I så fald skal jeg gerne æde min hat...eller noget.

Jeg betragter årstiderne ud fra en rent astronomisk synsvinkel og definerer forårsjævndøgn som midforår. Altså 21. marts - eller 20. marts i tilfælde af skudår. Jeg tildeler hver årstid tre måneders varighed, hvilket betyder, at foråret rent astronomisk begynder omkring 5. februar, sommeren 5. maj, efteråret 5. august og vinteren 5. november.

På grund af klimaets inerti vil oplevelsen af årstidernes virkning til gengæld som regel være forskudt ca. en måned i forhold hertil, men det er alt for usikkert og vekslende et grundlag at lave definitioner ud fra, og derfor har jeg valgt at forholde mig til de om jeg så må sige tørre astronomiske tal.

Man kan måske sammenligne det med, at man ikke kalder sig kærester den første tid man har sex - men senere refererer man dog oftere til "den første gang" som forholdets indledning end til den dag, man begyndte at opleve og omtale det som et kæresteforhold.

Nu er årstiderne jo ikke ens i alle lande. Hvorfor i alverden skal der være 3 måneder hver af årstiderne Christian Hildebrandt?

Efter min mening beskrives årstiderne bedst via de klimatiske erfaringer, og her må det være sådan, at vinteren går fra december til marts, foråret fra april til maj, sommeren fra juni til september og efteråret fra oktober til november, hvis man skal holde sig til hele måneder, hvilket jo også kan anfægtes.

Findes der i øvrigt en klimatologisk definition af årstiderne i Danmark?

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2