« Platon og støjrock | Forside | Under Byen: Samme stof som stof »

26.03.2006

Støj som middel mod selvmordsvirus

Den japanske film- og videoinstruktør Shinji Aoyama har lavet en spillefilm om en frygtelig virus der får folk til at begå selvmord. Der findes dog en modgift mod denne virus, og det er støjmusik spillet højt og længe! Uden at være ekspert i japansk undergrundskultur forekommer det mig at en sådan film kun ville kunne opstå i Japan - Ringen møder Merzbow!

Filmen hedder Eli Eli Lema Sabachtani, hvilket jo betyder "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig?" på hebraisk. Den var åbenbart med på cannes-festivalen sidste år, men blev forbigået i tavshed. Skammeligt, mener The Wires lederskribent Chris Bohn, der hylder filmen og anbefaler den til alle der har "blot en flygtig interesse i støj". Heltene i filmene er en støjmusik-duo, der rykker ud og spiller støj når folk er ved at kaste sig ud fra bygninger og klippevægge. De vader rundt i lig fra selvmord på jagt efter gode støjkilder til at videreudvikle deres musik.

Instruktøren er også støjkomponist, og har tidligere arbejdet sammen med Jim O'Rourke. Det er naturligvis en meget lydorienteret film om musikkens kraft, men efter sigende også noget særligt på det visuelle plan. Og jeg vil meget gerne se den. Desværre er chancerne nok minimale for at den kommer op i Danmark. Måske var det noget for Natfilm-festivalen til næste år?

Læs mere om filmen her.

Kommentarer

Jeg har igennem mine mange år med interesse for film erfaret, at mange af de mere interessante film er de film, som er forbigået massemedierne og publikum i tavshed.

Ludovico-behandling med Eli Eli Lema Sabachtani til Hans Perstrup!

Hehe, men vil det ikke få den modsatte effekt? Vil han ikke bare hade "negativ musik" endnu mere?

(...til de som måtte være hægtet af på nuværende tidspunkt: Ludovico-teknikken optræder i A Clockwork Orange, hvor hovedpersonen fysisk afvænnes fra vold - en del af behandlingen er at tvinges til at se en masse modbydeligheder på film, kombineret med et middel der som betinget refleks fremover giver ham kvalme når han overværer - eller selv er tilskyndet til - vold).

Så spørgsmålet er om ikke sagen netop er at Hans Perstrup en gang har været udsat for et eller andet ubehageligt kombineret med rockmusik? Såsom vold, stoffer eller lignende. Kun dette og så sindssyge kan forklare hans forrykte bog.

Jeg tænkte, at det kunne bruges som en slags modgift: Hvis nu Perstrup blev tvunget til at se en film om støjmusikkens lyksaligheder efter at have fået et mildt narkotikum sneget i morgenkaffen, så han har det rigtig godt under filmen, skulle der da være en vis sandsynlighed for, at han udvikler en venligere indstlling. Men med den slags metoder er det vist mig, der er ude på det forryktes overdrev...

Men alt andet lige: Det kunne da være sjovt at høre hans kommentar til sådan en film.

Hvis den stakkels mand har haft et rocktraume engang, får man jo næsten helt ondt af ham. På mig virker han nu mere som en mand, der har fundet sig en sag, der så har udviklet sig til en fiks idé. Måske en kombination af de to forklaringer?

Den nævnte scene fra A Clockwork Orange, er jo en klassisker i sig selv.

Når man skal anvende Ludovico-behandlingen på den mest effektive måde, så kan behandlerne vel ikke bare anvende, hvilken som helst form for støj? Det skal vel være en form for støj, som "patienten" kan identifisere sig med og som "patienten" betragter, som værende noget godt og smukt?

Alexander 'Alex' de Large, der jo er hovedpersonen i filmen, er nærmest besat af Beethoven. Beethoven bliver netop spillet under
Ludovico-behandlingen, hvor noget godt for "patienten" pludselig bliver til en ganske ubehagelig oplevelse? Det man pludselig har forbundet med noget godt, er nu forbundet med noget ondt.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2