Torben Sangilds weblog

Ovre på Det spekulative øre har jeg skrevet et debatindlæg som forsvarer den sekularisme som efterhånden er blevet et skældsord i den offentlige debat. Eller rettere: jeg argumenterer mod de almindeligste argumenter for hvorfor det er vigtigt at have en statskirke og Gud i EU-traktaten og den slags. For debatten i disse år er præget af en ny vækkelse, hvor religionen ikke længere er en privatsag, men noget hvis velsignelser man argumenterer for i det offentlige rum, samtidig med at man sviner ikke-troende til som umoralske, kulturløse fascister. Eksemplerne er legio på den type debattører der fylder meget, især i aviserne. Det primære udgangspunkt denne gang er chefredaktør Erik Bjerager.

Indlægget er delt op i fem dele. De tre første modargumenterer de hyppigste floskler, den fjerde et dumt argument fra Bjerager og den femte er et eksempel på hvordan kirken kæmper for sine sidste rester af en magtposition:
1. Sekularismen er ikke totalitær. Totalitarismen er ikke altid sekulær.
2. Den kristne kulturarv er ikke noget argument.
3. Kirken har ikke nogen (entydig) moral. Ateister er også moralske.
4. Ateistisk kultur?
5. Bedemændenes børnebog.

Læs min pamflet her

Jeg vil gerne diskutere disse ting, men kommentér venligst derovre på Det spekulative øre.

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:45 | Kommentarer (0)
Kategorier: Links

Den hidtil bedste artikel jeg har set om sagen om de 12 satiretegninger findes i Politiken i dag (2. sektion). Det er den amerikanske tegner Art Spiegelman, der over tre helsider (!) gennemgår sagen og de tolv tegninger én for én. Tegningerne er således bragt i Politiken endnu en gang - i den avis som nogen med urette har beskyldt for at gå fundamentalisternes ærinde. Artiklen er et forsvar for religiøse karikaturer, uden dermed at forherlige JPs umotiverede idé om at sætte folk til at tegne profeten. Spiegelman vurderer tegningerne med en fagmands blik og kommenterer også de æstetiske virkemidler.

Artiklen diskuterer ikke ytringsfriheden, den forudsætter den. Og det er herligt befriende, da denne sag aldrig burde have handlet om ytringsfrihed. Ud over de tolv tegninger er der 8 andre satiretegninger - fire historiske og fire nutidige som angår holocaust (hhv. iranske og israelske). Med rette anfører Spiegelman det forvredne i at sammenligne karikaturer af et religiøst symbol med karikaturer af et folkemord. Men selv det sidste mener han - som jøde, hvis forældre var i KZ-lejr, men overlevede - at der principielt skal være plads til, og den sidste tegning er lavet af ham selv og finder sted i en KZ-lejr. Det har ikke været let.

Hvis man skal læse én artikel om denne sag bør det være Spiegelmans!

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:21 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier

Jeg har efterhånden vænnet mig til at når jeg bliver interviewet til aviser om et eller andet emne, så kan det godt være jeg snakker i timevis med journalisten, men der kommer som regel kun en lillebitte brøkdel ud i artiklen. Det er der alle mulige grunde til, men nogle gange er det næsten komisk. Således blev jeg for nogle uger siden ringet op af Roskilde Dagblad og havde en lang snak med journalisten om det ambivalente forhold til gamle rockbands der bliver gendannet - på den ene side ønsker man, på den anden side kan man næsten kun blive skuffet. Nå men det viste sig at hele artiklen kun kunne blive til et par få linier, og jeg citerer den her i sin helhed:

En rollator eller en stok på scenen kan være det næste rockmusikkens fans oplever, når de skal høre nogle af de gamle bands fra 60 og 70`erne, som i stigende grad bliver gendannet og drager afsted på turne i Europa. Det er en dårlig ide, mener forsker i rockmusik ved Københavns Universitet, Torben Sangild:

- Jeg forstår godt længslen, og at det er svært at acceptere, at det er slut, men det er generelt en dårlig ide at blive gendannet og ikke lade minderne om bandet være i fred, siger Torben Sangild.

Procol Harum, Sweet, Slade, Greatful Dead, , Uriah Heep og senest The Animals og Yarbirds, som spillede i Portalen i Greve i fredags, er nogle af de bands, der fortsat optræder og turnerer i Europa. ota
(Roskilde Dagblad, 1. maj, Forsiden)

Sådan. Én sætning. Kogt ind til essensen. Ikke så meget pjat. Godt de fandt en universitetsforsker...;-)

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:48 | Kommentarer (4)
Kategorier: Medier | Musik

Er Radiolab verdens bedste radio/podcast? Lige nu er jeg så begejstret så jeg vil svare ja. En af mine studerende (tak, Carl) tippede mig om Radiolab for et par uger siden og lige siden har jeg lyttet til disse programmer om alt fra geder der står på ryggen af køer til hvordan hjernen vænner sig til musikalske dissonanser og støj.

Radiolab er undersøgende, underholdende, populærvidenskabelig radio, der leger med lydmediet og fortæller gode historier man bliver klog af. De fem udsendelser som indtil videre udgør sæson 2006 består af flere forskellige indslag under samme tema (se mere her).

De er alle sammen meget spændende, men for mig er den mest interessante naturligvis udsendelsen under temaet "Musical Language". Selv om jeg godt vidste noget af det i forvejen sker der altid det at der kommer en ny vinkel eller en overraskende oplysning netop som man begynder at synes at man har hørt det før. Tænk at de sprog som har fikserede tonehøjder (fx mandarinkinesisk og vietnamesisk) faktisk giver mange af deres brugere absolut gehør. Eller at der er universelle træk i de sprogmelodier vi taler til babyer på overalt i verden. Mest interessant er dog for det første den neurologiske forklaring på at vi vænner os til dissonanser og støj og for det andet interviewet med komponisten David Cope, som har lavet et computerprogram der kan skabe musik i stilen fra fx Mozart eller Bach på baggrund af en analyse af deres "musikalske DNA". Med et trylleslag bliver genitanken måske manet godt og grundigt i jorden! Jeg vil måske skrive mere om disse ting ved lejlighed.

Radiolab er lavet af New York Public Radio/WNYC, og får mig til igen at savne New York. Hvis ikke du podcaster kan det også høres direkte fra deres hjemmeside.

Se også min opdaterede liste over podcasts jeg lytter til.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:21 | Kommentarer (1)
Kategorier: Lyd | Medier | Podcast

En af de ting jeg altid har frygtet mest er at blive døv. Langt mere end at miste en arm eller et ben. Endda måske mere end at blive blind. Ikke fordi man ikke kan klare sig fint som døv og man vil stadig kunne kommunikere med omverdenen (dog især andre døve). Men det som for alvor skræmmer mig ved tanken om døvhed er at miste musikken. At lytte til musik er en så vigtig del af min tilværelse at jeg ikke kan forestille mig et liv uden.

Derfor var det så meget desto mere gribende da jeg i min iPod hørte englænderen Mike Chorost fortælle om sin kærlighed og intime kendskab til Ravels Bolero; om hvordan han en morgen vågnede op og var gået fra døv på det ene øre til døv på begge ører; hvordan han fik indopereret en Cochlear-implantat, der gjorde ham i stand til at genkende lyde igen, men som var så klangmæssigt fattig at Bolero (som jo primært udvikler sig klangligt-instrumentelt) og anden musik havde mistet sin værdi; om hvordan han kontaktede firmaer der udvikler kompenserende lydsoftware og meldte sig frivilligt som forsøgsperson hvis de kunne udvikle en teknologi der kunne give ham musikken tilbage; om hvordan han nu igen kan høre Bolero.

Det gør han på denne uges udgave af en af de podcasts som jeg for nylig er begyndt at abonnere på, nemlig BBC3 Arts Talk. (Indslaget varer ca. 10 minutter).

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:52 | Kommentarer (0)
Kategorier: Links | Medier | Musik | Podcast

Vi har fået bil!

Eller rettere: vi har fået delebiler. Vi har meldt os ind i foreningen Københavns Delebiler, og det betyder at vi har bil når vi en gang imellem skal bruge en, uden at det koster os særlig meget. Både almindelige personbiler, stationcars, kassevogne og varevogne står til vores disposition. De står spredt rundt om i København og altså også 100 meter fra vores lejlighed. Når man bor i byen er der ikke den store grund til at have sin egen bil, og det er også dyrt. Delebilsordningen er derfor perfekt for os som cykler til daglig, men af og til kunne bruge en bil til at bevæge os længere ud og rundt og til at transportere ting.

Men hvornår kan det betale sig? En tommelfingerregel er at hvis man kører mellem 1000 og 15.000 km om året kan det betale sig at være medlem. Kører man under 1000 kan det betale sig at tage en taxi, kører man over 15.000 kan det betale sig at have sin egen bil.

Vi har brugt den for første gang i denne uge. Vi havde den i to dage, hvor vi skulle til min fars sølvbryllup og overnatte flere forskellige steder. Vi kørte i standardbilen, en ny VW Polo, og den kørte upåklageligt, ja, det var faktisk en fornøjelse. Så det kan anbefales!

Læs mere om Københavns Delebiler her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:01 | Kommentarer (7)
Kategorier: Levned