« Delebil | Forside | Radiolab »

12.05.2006

At miste musikken

En af de ting jeg altid har frygtet mest er at blive døv. Langt mere end at miste en arm eller et ben. Endda måske mere end at blive blind. Ikke fordi man ikke kan klare sig fint som døv og man vil stadig kunne kommunikere med omverdenen (dog især andre døve). Men det som for alvor skræmmer mig ved tanken om døvhed er at miste musikken. At lytte til musik er en så vigtig del af min tilværelse at jeg ikke kan forestille mig et liv uden.

Derfor var det så meget desto mere gribende da jeg i min iPod hørte englænderen Mike Chorost fortælle om sin kærlighed og intime kendskab til Ravels Bolero; om hvordan han en morgen vågnede op og var gået fra døv på det ene øre til døv på begge ører; hvordan han fik indopereret en Cochlear-implantat, der gjorde ham i stand til at genkende lyde igen, men som var så klangmæssigt fattig at Bolero (som jo primært udvikler sig klangligt-instrumentelt) og anden musik havde mistet sin værdi; om hvordan han kontaktede firmaer der udvikler kompenserende lydsoftware og meldte sig frivilligt som forsøgsperson hvis de kunne udvikle en teknologi der kunne give ham musikken tilbage; om hvordan han nu igen kan høre Bolero.

Det gør han på denne uges udgave af en af de podcasts som jeg for nylig er begyndt at abonnere på, nemlig BBC3 Arts Talk. (Indslaget varer ca. 10 minutter).

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2