« At miste musikken | Forside | Interview kogt ind til essensen »

22.05.2006

Radiolab

Er Radiolab verdens bedste radio/podcast? Lige nu er jeg så begejstret så jeg vil svare ja. En af mine studerende (tak, Carl) tippede mig om Radiolab for et par uger siden og lige siden har jeg lyttet til disse programmer om alt fra geder der står på ryggen af køer til hvordan hjernen vænner sig til musikalske dissonanser og støj.

Radiolab er undersøgende, underholdende, populærvidenskabelig radio, der leger med lydmediet og fortæller gode historier man bliver klog af. De fem udsendelser som indtil videre udgør sæson 2006 består af flere forskellige indslag under samme tema (se mere her).

De er alle sammen meget spændende, men for mig er den mest interessante naturligvis udsendelsen under temaet "Musical Language". Selv om jeg godt vidste noget af det i forvejen sker der altid det at der kommer en ny vinkel eller en overraskende oplysning netop som man begynder at synes at man har hørt det før. Tænk at de sprog som har fikserede tonehøjder (fx mandarinkinesisk og vietnamesisk) faktisk giver mange af deres brugere absolut gehør. Eller at der er universelle træk i de sprogmelodier vi taler til babyer på overalt i verden. Mest interessant er dog for det første den neurologiske forklaring på at vi vænner os til dissonanser og støj og for det andet interviewet med komponisten David Cope, som har lavet et computerprogram der kan skabe musik i stilen fra fx Mozart eller Bach på baggrund af en analyse af deres "musikalske DNA". Med et trylleslag bliver genitanken måske manet godt og grundigt i jorden! Jeg vil måske skrive mere om disse ting ved lejlighed.

Radiolab er lavet af New York Public Radio/WNYC, og får mig til igen at savne New York. Hvis ikke du podcaster kan det også høres direkte fra deres hjemmeside.

Se også min opdaterede liste over podcasts jeg lytter til.

Kommentarer

Jeg har godt hørt om David Copes computerprogram. Det er så smart lavet, at det oven i købet også kan lave blandinger af forskellige komponisters stil. Helt tilbage i 1997 var der en artikel om det i New Scientist, som forfatteren bombastisk – og lidt uretfærdigt mod den mere beherskede Cope – havde kaldt "Requiem for the Soul".

Det er helt klart fantastisk spændende. Nu har jeg ikke forstand på computere, men det er sikkert et imponerende stykke teknologisk arbejde, der ligger bag. Men, uden på nogen måde at være ukritisk tilhænger af genitanken: Jeg kan nu ikke helt få øje på, hvordan det skulle mane genitanken i jorden. Programmet gør vel – sikkert langt hurtigere og langt mere præcist – det samme som studerende i musikteori gør, når de laver opgaver i palestrinakontrapunkt, backoral eller dodekafon sats i en studeret personalstil: Imiterer noget, der findes i forvejen.

Mozart og Bach og resten af det gamle slæng udviklede jo deres egen stil ud fra et kompleks af personlige, sociale og historiske betingelser. De var bestemt dygtige håndværkere, hvilket Copes program så også er, men et godt håndværk alene gør jo ikke en kunstner betydelig (selv om det ofte kan være en forudsætning for det), og eksistensen af Copes program understreger på en måde, hvor uinteressant et godt håndværk er i sig selv: Det kan man jo bare sætte en maskine til. Tilbage for kunstneren er så at finde en meningsfuld måde at udtrykke sig på, der ikke ellers ville have eksisteret, og det er vel netop det, man ofte forbinder med genitanken.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2