Nekrolog: György Ligeti
Ligeti døde i går.
Det har altid været 60er-værkerne som har betydet mest for mig. Her skabte han en kompleks, men iørefaldende musik, der var sanseligt fascinerende i sine klangmasser. Han udforskede instrumenterne. Fx i Continuum, hvor cembaloet spilles så sindssygt hurtigt at dette knipseinstrument nærmer sig det umulige: kontinuummet. Eller i orgel-etuderne, hvor kirkeorglet nærmest får en psykedelisk glissandoklang meget langt fra intrumentets norm. Korværkerne (især det forunderlige Lux Aeterna og det dystre Requiem) er et kapitel for sig. Her bevæger stemmerne sig i tætte dissonanser, myldrende ind og ud imellem hinanden, og det er gribende og uhåndgribeligt på én gang. Endelig den elektroniske musik, hvor Artikulation har en særstatus hos mig: en helt anden vinkel end den sædvanlige på forholdet mellem musik og sprog, idet Ligeti lader musikken mime snakkeslighed uden et ord og uden at mime nogen bestemt samtale.
I de senere år har Sony været i gang med Ligeti Edition - en udgivelsesserie med flotte nyindspilninger af samtlige hans værker.
Ligetis musik formåede at være fornyende, kompleks og tidssvarende og samtidig knytte an til en skønhed som verden ikke havde hørt før. Der er kun få komponister man kan sige det om.
