« Svar på spørgsmålet: Hvad er det egentlig du har så travlt med? | Forside | SMS »

13.06.2006

Nekrolog: György Ligeti

Ligeti døde i går.

Det har altid været 60er-værkerne som har betydet mest for mig. Her skabte han en kompleks, men iørefaldende musik, der var sanseligt fascinerende i sine klangmasser. Han udforskede instrumenterne. Fx i Continuum, hvor cembaloet spilles så sindssygt hurtigt at dette knipseinstrument nærmer sig det umulige: kontinuummet. Eller i orgel-etuderne, hvor kirkeorglet nærmest får en psykedelisk glissandoklang meget langt fra intrumentets norm. Korværkerne (især det forunderlige Lux Aeterna og det dystre Requiem) er et kapitel for sig. Her bevæger stemmerne sig i tætte dissonanser, myldrende ind og ud imellem hinanden, og det er gribende og uhåndgribeligt på én gang. Endelig den elektroniske musik, hvor Artikulation har en særstatus hos mig: en helt anden vinkel end den sædvanlige på forholdet mellem musik og sprog, idet Ligeti lader musikken mime snakkeslighed uden et ord og uden at mime nogen bestemt samtale.

I de senere år har Sony været i gang med Ligeti Edition - en udgivelsesserie med flotte nyindspilninger af samtlige hans værker.

Ligetis musik formåede at være fornyende, kompleks og tidssvarende og samtidig knytte an til en skønhed som verden ikke havde hørt før. Der er kun få komponister man kan sige det om.

Kommentarer

Det er et stort tab. Kubricks 2001 ville ikke være den samme film uden Ligetis "Lux Aeterna". Kubrick brugte vist for øvrigt musikken uden tilladelse, men at korværket var kongenialt med ånden i 2001 er der ingen tvivl om.

Synes ikke at hans 80'er værker får helt nok kredit! De besidder en slags nærmest mozartsk klarhed i strukturen - både hvad angår rytme, forgreninger og melodi. Specielt er jeg vild med klaverværkerne.

Lars: Ja, det er en længere historie med Ligeti og Kubrick. Jeg tror nok at Ligeti var ked af at blive brugt (uden tilladelse) til at illustrere noget rum-agtigt, men jeg tror at de fandt ud af det senere da Kubrick igen brugte noget af hans musik til The Shining og Eyes Wide Shut (uden at jeg kender historien præcist).

Jesper: jeg har aldrig rigtig formået at værdsætte 80er-værkerne, og har måske heller ikke givet dem nok chancer. Den mozartske klarhed er jo netop det han er antitesen til i 60'er-værkerne, og måske er det derfor de virker mere nyskabende og fascinerende? Fordi de er grumsede på en præcis måde.

Jeg synes nu også at klarheden er yderst nærværende i 60'er værkerne. Men det er nok fordi jeg forbinder klarhed med det præcise som du også selv påpeger. Og ja, det mozartske er fjernt i 60'er værkerne, men måske sammenlignet med andre af de største 60'er modernister er Ligeti vel stadig en af de mest Mozartske fra den tid. (Ok det er lidt som at sammenligne hø og en republik). Så vi er vel i virkeligheden nogenlunde enige om den sag. Men måske netop dette fænomen om den præcise, tydelige formulering af den simple idé, kan vel være en af de røde tråde fra 60'er til 80'er. Andet kunne være, humor, poesi og mangel på patos, sådan hører jeg det i hvert fald. Men det kunne da være sjovt at høre andre bud.

Ja, det kan der måske være noget om. Måske bortset fra humor, som der ikke er meget af i 60er-værker som fx Lux, Aeterna eller Requiem. Men på den anden side viser humoren sig tydeligt i Artikulation, så noget er der om det.

Det er masser af humor i operaen "Le grand Macabre"... men det er jo også fra 70´erne, og humoren er ret beset også ret morbid.. Jeg mener - bare navnene på hovedpersonene - Spermando og Clitoria... Ligeti ændret navnene til det mere mozartske Amando og Amanda, desværre, men alligevel...

Min vej til Ligeti er - som sikkert mange andres - gået gennem Kubricks "2001". Men jeg har nu også længe ment at kunne "høre" Ligeti i Per Olov Enquists romaner. Ikke mindst i Enquist genkommende billede "himmelharpen", der fx beskrives således: "Sangen fra det ydre rum havde stemmer i sig, stemmer som var ejendommelige og umenneskelige, de kom langt borte fra, og det virkede som om de havde et budskab. De sang dumpt og hvinende, men de talte også." Enquist er formodentlig også den første (og eneste?) der har dekonstrueret Ligeti og afsløret ham som socialrealist: "Et for mig at se enestående eksempel på socialrealistisk kunst er Ligetis anden strygekvartet, især den sidste sats. For mig er det hård realistisk programmusik, nærmere bestemt en omhyggelig og realistisk skildring af en VM-finale i floretfægtning. Allegro con delicatezza."

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2