« Nekrolog: György Ligeti | Forside | Støjtema - tre100tresgrader »

06.07.2006

SMS

Jeg har just haft følgende SMS-korrespondance.

Nogen: Hej kan du huske mig ? Vi var sammen i 2001 hvordan har du det

Jeg: Jeg antager at dette er spam eller chikane, hvilket er ulovligt. Du opgiver ikke en gang et navn.

Nogen: Det må du undskylde det er mig leif du var så sur på håber da ikke at du stadig er sur

Jeg: Jeg kender ikke nogen Leif. Hvem tror du jeg er? Enten er dette en dårlig joke, eller også har du skrevet til det forkerte nummer.

Nogen: Undskyld tror også at det er en fejl for du hedder vel ikke lisbet ? Hvis du ikke gør det så må du meget undskylde

Jeg: Jeg er en mand og hedder bestemt ikke Lisbeth.

Nogen: Ok undskyld så var det en fejl ses

Kommentarer

Seriøst, skrev du virkelig det? Det var dog et helt utroligt fjendtligt svar, wow!

Morsomt i øvrigt at Leif slutter af med at skrive "ses"...

Ja, fjendtligheden kom af at jeg ikke bryder mig om suspekte, anonyme henvendelser. Af email (spam, virus og hoax) har jeg lært ikke at stryge nogen med hårene der ikke synes at have en god grund til at forstyrre mig.

Og ja, det er ret morsomt at han skriver "ses" til sidst, idet jeg absolut ikke har fået mere lyst til at se "leif" end da jeg ikke kendte til hans eksistens.

Bemærk i øvigt den stilistiske forskel mellem min "anale" (dvs. korrekte) skrift og hans mangelfulde tegnsætning. Her er der nok tale om en generationsforskel. Med mine 37 år er jeg fra den gang man lærte at sætte kommaer og punktummer på nogenlunde velvalgte steder med henblik på at lette læsningen. Denne service er SMS-generationen fremmed, og de er sikkert også så vant til at afkode punktumløs tekst fuld af stavefejl at det ikke er noget problem for dem. Jeg skal således ikke fordømme en praksis som domineres af teenagere, men blot konstatere forskellen.

Ulempen ved min måde er uden tvivl at det tager længere tid. Derfor bruger jeg som regel også web-sms, så jeg har et tastatur til min rådighed.

På trods af forløbet kan jeg ikke sige mig fri for stadig at synes at det er lidt mærkeligt. Hvis man vil skrive til en affære man havde for 5 år siden, som man ikke har snakket med på grund af uvenskab, ville man så virkelig sende en sådan sms til et nummer man ikke har brugt før uden at nævne hverken afsenders eller formodet modtagers navne? Hvad nu hvis "lisbet" havde flere affærer i 2001? Eller hvad nu hvis det faktisk ikke var hende han fik fat i - hvilket jo viste sig at være tilfældet.

På den anden side kan jeg ikke se hvad "leif" skulle få ud af korrespondancen hvis han vidste at det ikke var "lisbeth" hans skrev til.

I takt med at gardinet mellem den offentlige og private sfære er blevet stedse tyndere; kan man generelt se foruroligende tegn på at almindelige omgangsformer degenererer. At teknologien gør individet, kommunikativt, lettere tilgængeligt, synes desværre at medfører forfald i takt og tone...

Exempel: Jeg er for meget nylig blevet separeret - en tilfældig bekendt af et familiemedlem til min ex-mand henvender sig til mig via min weblog, som vedkommende har fundet frem til ved at søge på mit navn på nettet, og leverer stimer af uinviterede og højst uvelkomne personlige kommentarer om min p.t. livssituation[og bliver oven i købet fornærmet over jeg ikke tager imod denne invitation til privat snik-snak] ...At tilgængelighed, hos så mange mennesker, forveksles med en stående invitation til intimitet, er ikke en samfundsudvikling jeg leverer klapsalver til...

Glimrende og høflig respons på den omsiggribende mongolkommunikation (og -sprog) der siver fra SMS'erne og ind i virkeligheden.

Tegnsætning i SMS'er ? Der er jo efterhånden en masse SMS-forkortelser som mest minder om stenografi eller kryptering. Leif var da klar i mælet og kunne endda undskylde.

Du manglede måske at slutte af med at skrive: nej, jeg tror ikke at vi ses.

Du skulle bare have kørt med på legen og kaldt dig Lisbeth ;-)

Ja, det ville have været sjovt. Det ville bare kræve at han fra starten havde markeret at det var Lisbet han skrev til (og dermed at jeg fra begyndelsen var klar over at det ikke var en joke, men forkert nummer).

Jeg tror nu godt, at du med stor succes, kunne have narret ham efter hans følgende besked :

Undskyld tror også at det er en fejl for du hedder vel ikke lisbet ? Hvis du ikke gør det så må du meget undskylde

og så kunne du have forsat med :

"nå den Leif. Efter vores affære så er jeg blevet lesbisk."

Hæ, ærgerligt at det ikke var dig der fik den.

Min mor på 51 skriver sms'er uden tegnsætning. Det samme gør hendes jævnaldrende søster. Det samme gælder for deres e-mails. Men langt de fleste af mine jævnaldrende venner, dvs. mennesker i begyndelsen af 20erne, bruger udmærket tegnsætning i deres smser og e-mails.

Jeg vil også - som Martin - påstå at problemer med tegnsætning og underlige forkortelser af ord, ikke kun hører unge til. Mine kommaer lider under til tider ikke at kunne finde på plads, men det skyldes bestemt ikke sløseri. Særligt med SMS'er er jeg nøje med at sætte det hele rigtigt. Ofte har jeg ringet til min mor og bedt hende holde op med at sende mig beskeder på telefonen som jeg simpelthen ikke forstår. "J" er åbenbart lig med "Jeg" og "D" lig med "Det", "Der" og tusinder af andre ord.

Jeg er i øvrigt 23 og min mor har sneget sig op på 42. Kun få af mine venner kan ikke finde ud af at udtrykke sig på skrift.

Men hvad der sker om ti år når min lillebror og hans venner skal ud og overtage verden, er jeg mere i tvivl om. Tanken skræmmer mig. Min 15-årige lillebror og hans venner har et forfærdeligt skriftsprog. Måske de, til den tid, lærer at sætte en dyd i korrekt sprogbrug ligesom jeg fornemmer min årgang og jeg selv har gjort det. Ellers ser det sort ud.

nåh nåh ... javel ja.

Hvordan forholder det sig så med anonyme henvendelser i din weblog?

ses,

Leif

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2