Arkiv: august 2006

« juli 2006 | Forside | september 2006 »

30.08.2006

Adornos hemmelige forfatter-pseudonym

Jeg har tidligere berettet om min drøm om at Adorno havde skrevet PJ Harveys tekster, og det viser sig nu at en lille del af det faktisk har noget på sig!

Nemlig den del der handler om at Adorno skulle have forfattet skønlitterære kortprosa. Jeg læser i dag til min store forundring at Adorno netop faktisk har udgivet en række kortprosatekster under et endu ikke afsløret pseudonym!

Denne oplysning kommer ikke fra hvem som helst, men fra Rolf Tiedemann, Adornos ven og udgiver, nu bestyrer af Adorno-arkivet i Frankfurt. Det står på s. 377 i antologien The Cambridge Companion to Adorno, hvor Tiedemann har en artikel om Adornos syngespil bygget over Mark Twains Tom Sawyer. Dette aldrig færdigkomponerede værk er i øvrigt i sig selv en weblogpost eller to værd, ligesom 2000 andre sjove sidehistorier til Adorno, men nu handler det om disse hemmelige skrifter.

Hvis nogen ved mere om Adornos hemmelige forfatter-pseudonym må de endelig sige til, men når Rolf Tiedemann siger det tror jeg på at det er en velbevaret hemmelighed. Adornos motiv for at skrive under pseudonym er tilsyneladende at undgå at man læser litteraturen og filosofien som to sider af samme sag - måske i polemik mod Kierkegaard og hans reception. Jeg lover at undlade dette hvis pseudonymet en dag skulle blive afsløret.

Ud over kortprosateksterne har Adorno så lavet to "hidden verses". Og her bliver jeg for alvor forvirret. Ingen engelske ordbøger forklarer hvad et "hidden verse" er for noget, og mine litteraturvidenskabelig kolleger synes ikke at kende denne genre. Søger man på Google får man ingen forklaring, men blot nogle eksempler der synes at dele sig i to: tekster skjult i andre tekster og tekster skjult i billeder. Der synes altså at være tale om en slags litterære fiksérbilleder. Hvis du ved mere om "hidden verses" må du meget gerne kommentere her. (Jeg prøver at finde ud af om Tiedemann har skrevet om det på tysk, og hvilket ord han i så fald bruger).

Link: Mere om Adorno

29.08.2006

Anette Harboe Flensburg

Måske kender du allerede Anette Harboe Flensburgs fantastiske billeder af rum - malerier der både er illusionistiske og hjemlige og alligevel ikke helt passer med den verden vi kender. Hun udstiller i øjeblikket sine nyeste billeder på Galleri Christina Wilson i København.

Anette 15.jpg

I anledning af denne seperatudstilling udkommer der en hel bog i stort format med titlen House of Night and Day, som jeg bidrager til med essayet "Erindringens hus". Derudover er der tekster af Anette Harboe Flensburg selv og af Hanne Kolind Poulsen og en masse billeder, også fra de tidligere år af Flensburgs oeuvre.

Min egen tekst kan læses her, men det må anbefales at få fat i bogen med alle billederne.

24.08.2006

Trier en smal instruktør?

Jævnligt dukker diskussionen om hvem der skal have dansk filmstøtte op - således også i forbindelse med Thomas Villum Jensens nye film, Sprængfarlig bombe, der er en parodi på en kunstnerisk filminstruktør uden publikum - delvist moduleret over Lars von Trier; delvist over andre instruktører som Christoffer Boe og Bille August. I debatten hives Trier frem som et eksempel på en instruktør der får flotte anmeldelser, men ikke ses af særlig mange mennesker i modsætning til folkekomedie-instruktører som Thomas Villum Jensen. Det er ikke første gang denne mærkelige ide om Trier viser sit grimme hoved, der synes styret af misundelse snarere end realitetssans.

Thomas Villum Jensen udtaler i forbindelse med sin kritik af ikke-kommercielle instruktører, hvortil han angiveligt regner Lars von Trier:

Der er instruktører i Danmark, som direkte ønsker at lave film, som ikke skal ses af ret mange mennesker. Dem forstår jeg simpelthen ikke. Hvis meningen er, at deres film kun skal ses af 2.000-3.000 mennesker, så ville jeg hellere skrive et digt eller male et billede.

For det første tror jeg ikke der overhovedet er nogen instruktører af spillefilm, der ønsker at deres film kun skal ses af 2-3000 mennesker. For det andet bliver selv de største kommercielle flop set af mange flere - ti gange så mange - og regnes stadig som fiaskoer. Og for det tredje er adressen til Lars von Trier lidt af et selvmål.

Lad os bare slå det fast. Få danske film er set af så mange som Triers. I udlandet cirka 10 millioner mennesker i biograferne - hertil kommer TV-seere (hvorvidt DVD-salg indgår i dette tal er jeg i tvivl om). Til sammenligning bliver Anders Villum Jensens film aldrig vist i udlandet (ligesom de i øvrigt vil være fuldstændig glemt om 30 år, i modsætning til Triers, der vil blive vist i al fremtid). Så selv om Min søsters børn har solgt flere danske biografbilletter (400.000) end Idioterne (120.000), holder disse tal slet ikke i den større sammenhæng. At Trier har lavet to kommercielle flop - Epidemic og Manderlay - ændrer ikke ved det generelle billede.

Lars von Trier er muligvis ikke mainstream. Men at hans film ikke bliver set af mange mennesker er simpelt hen en løgn. Og så skal man ikke glemme den enorme interesse han har skabt for dansk film.

19.08.2006

Gratisaviser langt ned i halsen

Jeg har altid hadet den lille, gratis tryksag som man er tvunget til at få ind ad sin brevsprække, der går under navnet Søndagsavisen. Jeg har overvejet adskillige modstrategier for at chikanere bladet, men det er blevet ved hævngerrige fantasier. Hvorfor i alverden skal jeg modtage en avis som jeg ikke vil have? Jeg skal oven i købet selv slæbe den ned i papircontaineren. "Reklamer nej tak"-skiltet har ingen effekt på det de kalder Søndagsavisen.

Så kom Urban og MetroExpress. Her kan man faktisk sige nej på vej til arbejde når de ivrige omdelere står på Nørreport station. Ind imellem snupper jeg faktisk Urban når jeg tager metroen, og i hvert fald bagsiden er læsværdig. MetroExpress har jeg aldrig gidet. Min frygt har været at de store morgenaviser skulle blive truet af disse discountaviser fordi folk er ligeglade, bare de får et par nyheder på vej til arbejde. Så galt er det heldigvis ikke gået. Endnu.

Nu er avisverdenen så gået i selvsving, og det er meningen at vi ud over alle disse gratisaviser skal tvangsfordres med 3-4 gratisaviser mere. Jeg har rigeligt stress over at jeg ikke har tid til at læse mine betalingsaviser (Politiken og Weekendavisen), jeg vil ikke have flere. Det får vi så heldigvis heller ikke hos os - guderne må vide hvorfor. Vi har ikke modtaget én eneste af de nye gratisaviser.

Men lad os nu lige kigge lidt på hvad det er der foregår. Altså: nogle islændinge påstår at de vil lave en husstandsomdelt avis. Det får de andre store bladhuse til at tænke kreativt: "Vi gør præcis det samme!" tænker de kreativt. Det har de lært på nogle meget dyre creative management-kurser.

Det gør de så, men den fjende som de ville konkurrere med har indtil videre ikke lavet nogen avis. Vi står altså med to nye gratisaviser som blot er en defensiv efterligning af noget der ikke eksisterer! Og som ingen ønsker, heller ikke udgiverne selv, som indrømmer at de kun gør det af frygt for at miste annoncører. Sagt med andre ord:

En avis for folk der ikke vil have den. Fra bladhuse der ikke vil lave den.

Således lyder den rammende overskrift på Politikens anmeldelse af de ny aviser i dag. Gæsteanmelderen Troels Mylenberg skriver veloplagt og morsomt om absurditeterne. Begge aviser får karakteren: to hjerter. Det svarer vist til "dårlig".

(Samtidig var der i øvrigt blæst om at bladuddeleren havde hyret en række polakker som bladbude. Hvad de forargrede åbenbart ikke vidste er at de intensivt havde annonceret efter medarbejdere, men næsten ikke fået nogen henvendelser. Men efter at medierne hev fat i sagen var der lige pludselig en masse der gerne ville dele aviser ud. AF/Jobnet kan ikke have gjort deres arbejde ordentligt. Eller også vil arbejdsløse kun have jobs hvis de kan forhindre nogle polakker i at få dem?)

14.08.2006

Musikalsk ligestilling som metafor

Frederik Stjernfelt har anmeldt antologien En tradition af opbud - Avantgardernes tradition og politik i Weekendavisen i fredags. Jeg har selv bidraget til antologien, og min artikel får et par rosende ord med på vejen, men indgår i øvrigt i en række eksempler på hvad han ser som en ukritisk overtagelse af kunstnernes egne forestillinger - noget som jeg selv er meget overfølsom overfor, og derfor gerne vil diskutere. Jeg mener dog heller ikke at hans anklage er retfærdig i mit tilfælde, så derfor tillader jeg mig her på bloggen at svare igen:

Frederik Stjernfelt skriver:
"Eller når Torben Sangild i en ellers stærkt øreåbnende analyse af Stockhausen ukritisk gengiver tolvtonemusikkens vås om, at det skulle være særlig »demokratisk« at ligestille tonerne."

Ud over at han heldigvis finder min lange artikel stærkt øreåbnende slår han altså ned på et lille aspekt som jeg en passant kommer ind på, nemlig serialismens selvopfattelse. For det første er det ikke tolvtonemusikken jeg skriver om, men serialismens ligestilling af alle mulige musikalske parametre, men lad nu det ligge. For det andet ligger der en meget stor distance i mine formuleringer - så stor at der i hvert fald ikke er tale om at overtage denne tankegang.

Jeg skriver i artiklen ("Elektronisk avantgarde - Stockhausens Gesang der Jünglinge"):
"Ligestillingen var ikke blot en æstetisk radikalitet, men var også et udtryk for det gennemgribende opgør med alle hierarkier der kunne opfattes som totalitære. Ligestillingen har noget demokratisk over sig, modsat den tonale centrisme, i hvert fald på det metaforiske niveau – et niveau der blev taget alvorligt i årene efter 2. verdenskrig."

Jeg siger altså ikke at det er demokratisk at ligestille de musikalske parametre. Jeg siger at det kan gælde på det metaforiske niveau, og at dette niveau blev taget alvorligt i årene efter 2. verdenskrig. Når jeg netop formulerer mig sådan ligger det jo implicit at man ikke kan tage det alvorligt længere! Og det mener jeg virkelig ikke man kan. Jeg er derfor fuldstændig enig med Stjernfelt i at det ret beset er noget vås.

Og ja, jeg kunne da godt have været mere direkte kritisk over for denne antagelse, men for det første er det blot en introducerende indledning til den analyse som kommer, og det ville føre for vidt at diskutere dette som ikke er mit emne. Bare ærgerligt at det åbenbart kan læses som en accept af denne tankegang.

For det andet må Stjernfelt vel indrømme efter endt læsning af min artikel at jeg ikke på nogen måde taler Stockhausen efter munden. Tværtimod anklager jeg Stockhausen-forskningen for netop dette - den er alt for ukritisk, den overtager Stockhausens egne megalomane ideer og lader denne kontrolfikserede komponist styre sin egen reception, hvilket er nærmest skandaløst (se fx .s 195 og note 13 i min artikel). Og frem for alt laver jeg netop en analyse af Gesang der Jünglinge, som går IMOD komponistens egne udlægninger af sit værk - ikke kun på det tematiske plan, men også i forskellige æstetiske detaljer. Jeg nævner det ikke hver gang, for centrum i min artikel er nu en gang analysen, ikke polemikken. Dette værk af Stockhausen er bedre end sin skabers egen fremstilling.

Dette for så vidt angår læsningen af min artikel. Når det så er sagt, er det mig magtpåliggende at understrege at jeg præcis som Stjernfelt er irriteret over hvordan især kunstverdenen er fyldt med tekster som efterplaprer kunstnernes egne urealistiske forestillinger om hvad kunstn kan. Jeg har faktisk forlængst skrevet et udkast til en kritik af formuleringen "beskueren tvinges til at reflektere over X", som optræder vulgært og klichéfyldt og faktuelt forkert overalt i katalogtekster, pressemeddelelser, anmeldelser og akademiske artikler. Jeg har endda ofte kritiseret mine kolleger direkte for det - så meget at en af dem på et seminar for nylig erklærede at hun havde lært af mig ikke at bruge denne formulering. Jeg har også gjort parodisk grin med den her. Kan være at jeg snart skal få skrevet dette essay.

Og et andet essay, som jeg også har planer om at skrive, handler netop om at kritisere ideen om en "demokratisk kunst", som er yderst skamredet på visse dele af den samtidige kunstscene, men som kun i meget få tilfælde giver mening. Derfor ærgrer det mig at Stjernfelt finder anledning til at putte mig i den kategori - også selv om det bare er en enkelt sætning i en anmeldelse.

12.08.2006

Bjørn Poulsen på Overgaden

Poulsen lille 1 (weblog).JPG

I går åbnede udstillingen "Longing for a Space Travel" med Bjørn PoulsenOvergaden. Bjørn Poulsen har denne gang lavet 4 værker - to flotte værker af ødelagte Margretheskåle og plastic bag plexiglas og to gigantiske, smukke skulpturer af lige så ødelagt billigt plastic fra legetøj, ikea-inventar, Silvan-udstyr og andet. (Se billeder nedenfor).

På udstillingen kører der en video hvor jeg værkstedssamtaler med Bjørn Poulsen om hans nye værker og om hvad kunsten kan. Den er filmet og redigeret af Inuk Høegh og varer over en time, hvilket nok er for langt for de fleste, men ideen er at man bare kan sætte sig så længe man nu har lyst og se et tilfældigt udsnit af samtalen. Først går vi rundt på værkstedet og taler vi om skulpturerne én efter én og går ganske meget i detaljer med dem. Til sidst sætter vi os ned og taler mere principielt om kunstens muligheder i dag og objektiv sensibilitet og den slags. Jeg har ikke fået den set i sin helhed endnu, men mit eget indtryk er at den er blevet ganske vellykket. Man kommer tæt på Bjørn Poulsens arbejdsproces og ideer og også i høj grad værkernes betydningspotentialer.

På 1. sal er der udstillinger med Claus Ejners absurde, satiriske tegneserier; med Katarina Elvéns nærbilleder af draperier fra Vertigo; og med Sofie Josefssons rustikke, skrabede, minimale interiør-maleri.

Så slå et smut forbi Overgaden på Christianshavn! Her kommer et par værkstedsbilleder jeg tog af Bjørn Poulsens ikke helt færdige værker:
---

Her er så et par halvdårlige amatørbilleder jeg tog på Bjørn Poulsens værksted mens skulpturerne kun var halvt færdige. Disse billeder yder slet ikke værkerne retfærdighed, men kan måske alligevel give en ide om dem.

Poulsen 1 (weblog).JPG

Et cool plexiglasværk.

Poulsen 2 (weblog).JPG

Et lille udsnit af en 17 meter lang skulptur

Poulsen 3 (weblog).JPG

Den halvt færdige plastic-klode, som vejer 200 kilo og fylder det meste af et rum. Den må gerne berøres, og det kan anbefales at sætte den i rolig omdrejning. Den er flottere i sin færdige version.

Poulsen 4 (weblog).JPG

Detalje af "kloden" [mit kælenavn for værket]

Poulsen 5 (weblog).JPG

Endnu en detalje af "kloden"

08.08.2006

Adorno og den hårde mandetype

Adorno reflekterede ind imellem gange over kønsaspekter, mande- og kvindestereotyper, dameblade etc. Nogle gange rammer han fremsynet plet, andre gange ved siden af, men det er næsten altid morsom læsning fra en filosof der ellers ikke er mest kendt for netop den kvalitet og fra en fortid hvor tingene så lidt anderledes ud.

I essayet "Tough Baby" (Minima Moralia nr. 24; ja, engelsk titel på det tyske essay fra slutningen af 1940erne) om en figur som man bør være på vagt over for, også i sig selv:

En bestemt mandlighedsgestus, det være sig ens egen eller en andens, bør vække mistanke. Den udtrykker uafhængighed, befalingsmagtens sikkerhed, den stiltiende sammensvorhed mellem alle mænd. Tidligere kaldte man det ængsteligt beundrende for "herreluner", i dag er det demokratiseret og udføres af filmhelte så selv den yngste bankassistent kan gøre det efter. Dens arketype er den flotte fyr, som iført smoking vender alene hjem sent om aftenen til sin ungkarlelejlighed, tænder for den indirekte belysning og blander sig en whisky-soda: mineralvandets omhyggeligt registrerende brusen siger, hvad den arrogante mund fortier; at han foragter alt hvad der ikke lugter af røg, læder og barbercreme, ikke mindst kvinder, og at disse netop derfor flokkes om ham.

07.08.2006

Under byen mm. (Open Space)

Jeg er månedens gæsteredaktør på musiksitet Open Space, som streamer og formidler ny dansk musik i den mere eksperimenterende ende af det professionelle musikliv. Her fik jeg til opgave at levere tre ting:
1. Nogle korte anbefalinger af musiknumre på sitet (ude i højre side)
2. Tre kommenterede links til spændende musikrelaterede websites (i bunden)
3. En artikel om ny musik (klik på "Læs mere her" under billedet (som i øvrigt er gammelt...))

Artiklen er det vigtigste og mest gennemarbejdede bidrag (selv om den er gemt lidt væk på sitet). Her skriver jeg om Under Byens plade Samme stof som stof, som jeg tidligere har anbefalet i stikordsform på denne weblog. Det er et musikalsk mesterværk, og artiklen er et indledende forsøg på at formulere hvad det er der foregår i deres musik. Jeg mener stadig at du bør gå ud og skaffe denne plade hvis du ikke allerede har gjort det! Jeg skriver også om koncerten i Vega.

Læs artiklen om Under Byen her

02.08.2006

Sprogrøgterne lever

Ja, jeg er så småt på vej tilbage til fornyet aktivitet her på bloggen (hvis jeg ellers kan finde tid), og mens jeg varmer op til nye indlæg (såsom listen over de bedste popsange nogensinde og den slags) vil jeg lige gøre opmærksom på en gammel post som der stadig er liv i, nemlig Den indre sprogrøgter. Her kan du stadig få afløb for dine anale og idiosynkratiske frustrationer over at folk taler/skriver visse ting forkert. Kan være at jeg en dag vil samle dem alle og lave en liste...

Det danske geni og myten om samme

I Folkeuniversitetets efterårsprogram er der to kurser der zoomer ind på Carl Nielsen.

Det ene kursus hedder "Carl Nielsen: Portæt af en original dansk komponist", og præsenteres bl.a. således:

"Carl Nielsen er uomtvisteligt den mest berømte danske komponist...Han voksede op under fattige kår på Fyn og endte som højt anset komponist og direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium...Med en unik evne favnede Carl Nielsen både den folkelige musik og den ambitiøse kunstmusik. Hans hundredevis af sange og salmer er i dag blevet folkeeje...hans symfoniske musik er præget af modernistiske træk med et dybt originalt udtryk: og man taler ligefrem om 'den nielsenske tone'."

Det andet kursus hedder "Musik og national identitet" og præsenteres bl.a. således:

"Særligt vil billedet af Carl Nielsen som Danmarks nationalkomponist blive belyst. Myten om ham som komponisten, der i kraft af sin opvækst på landet netop kan udtrykke det specifikt danske, er udbredt, men der findes også andre myter om ham, som som danner argumentation for en national tolkning."

Altså et kursus der kører myten om den særligt danske grimme ælling igennem igen-igen og et kursus der analyserer og kritiserer netop den myte. Jeg er bange for at de fleste vil melde sig til det første...

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2