« Under byen mm. (Open Space) | Forside | Bjørn Poulsen på Overgaden »

08.08.2006

Adorno og den hårde mandetype

Adorno reflekterede ind imellem gange over kønsaspekter, mande- og kvindestereotyper, dameblade etc. Nogle gange rammer han fremsynet plet, andre gange ved siden af, men det er næsten altid morsom læsning fra en filosof der ellers ikke er mest kendt for netop den kvalitet og fra en fortid hvor tingene så lidt anderledes ud.

I essayet "Tough Baby" (Minima Moralia nr. 24; ja, engelsk titel på det tyske essay fra slutningen af 1940erne) om en figur som man bør være på vagt over for, også i sig selv:

En bestemt mandlighedsgestus, det være sig ens egen eller en andens, bør vække mistanke. Den udtrykker uafhængighed, befalingsmagtens sikkerhed, den stiltiende sammensvorhed mellem alle mænd. Tidligere kaldte man det ængsteligt beundrende for "herreluner", i dag er det demokratiseret og udføres af filmhelte så selv den yngste bankassistent kan gøre det efter. Dens arketype er den flotte fyr, som iført smoking vender alene hjem sent om aftenen til sin ungkarlelejlighed, tænder for den indirekte belysning og blander sig en whisky-soda: mineralvandets omhyggeligt registrerende brusen siger, hvad den arrogante mund fortier; at han foragter alt hvad der ikke lugter af røg, læder og barbercreme, ikke mindst kvinder, og at disse netop derfor flokkes om ham.

Kommentarer

Det er vel strengt tatt mer enn kjønnsstereotypier som er på spill i "Tough Baby," og jeg har alltid funnet det stykket problematisk. Selvsagt er Adornos syn på kjønn (og seksualitet) også historisk betinget, men når man tenker på hvilke kunstnere han også arbeidet i forhold til - som Wedekind og Berg - synes hans påstander likevel å være veldig tradisjonelle. Og den "He-Man" (som han også skriver) som her beskrives knyttes an til tanker om homoseksualitet som vanskelig kan beskrives som progressive.

Jeg har dessverre ingen skandinavisk oversettelse for hånden: "Die He-Männer wären also ihrer eigenen Verfassung nach, als was sie die Filmhandlung meist präsentiert, Masochisten. Die Lüge steckt in ihrem Sadismus, und als Lügner erst werden sie wahrhaft zu Sadisten, Agenten der Repression. Jene Lüge aber ist keine andere, als dass verdrängte Homosexualität als einzig approbierte Gestalt des Heterosexuellen auftritt. In Oxford unterscheidet man zweierlei Arten von Studenten, die tough guys und die Intellektuellen; die letzteren seien durch den Gegensatz fast ohne weiteres den Effeminierten gleichzusetzen."

Og, som om ikke dette var nok: "Totalität und Homosexualität gehören zusammen. Währen das Subjekt zugrunde geht, negiert es alles, was nicht seiner eigenen Art ist."

Her synes altså påpekningen av kjønns-sterotypiene å gli over i en beskrivelse av samfunnsmessig karakter, og kjønn og politikk blir analoge størrelser. Og latteren - som jeg også kjenner - blir vel mer sittende fast i halsen?

Tak for kommentaren, Erik, og ja, du har helt ret. Jeg tænkte nok at du ville kommentere det med homoseksualiteten, som ikke just er det væsentligste bidrag til queer-studies...

Fra sidelinien kan jeg ikke lade være med at tilføje McLuhans "I'm Tough" (som er en kommentar til en reklame med den overskrift - fra "The Mechanical Bride", 1951). "The real toughness today has shifted from the personal Darwinian melodrama to the abstractions of logistics, cybernetics, and consumer research. Thanks to the refinements and perversions of statistical measurement and IBM logistics, it is now easy for little esthetish gents to be much more formidable than the Jadwins ever were. Goebbels was much more dangerously corrupt and destructive than Goering." Diagnosen er vel ikke så forskellig fra Adornos, men sensibiliteten over for forskydninger i kønsstereotypier synes at være en ganske anden, hvilket bliver evident hos Cronenberg. Men det er en anden historie...

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2