« Anette Harboe Flensburg | Forside | Danmarks tåbeligste cykelkælder: Kay Fiskers Plads »

30.08.2006

Adornos hemmelige forfatter-pseudonym

Jeg har tidligere berettet om min drøm om at Adorno havde skrevet PJ Harveys tekster, og det viser sig nu at en lille del af det faktisk har noget på sig!

Nemlig den del der handler om at Adorno skulle have forfattet skønlitterære kortprosa. Jeg læser i dag til min store forundring at Adorno netop faktisk har udgivet en række kortprosatekster under et endu ikke afsløret pseudonym!

Denne oplysning kommer ikke fra hvem som helst, men fra Rolf Tiedemann, Adornos ven og udgiver, nu bestyrer af Adorno-arkivet i Frankfurt. Det står på s. 377 i antologien The Cambridge Companion to Adorno, hvor Tiedemann har en artikel om Adornos syngespil bygget over Mark Twains Tom Sawyer. Dette aldrig færdigkomponerede værk er i øvrigt i sig selv en weblogpost eller to værd, ligesom 2000 andre sjove sidehistorier til Adorno, men nu handler det om disse hemmelige skrifter.

Hvis nogen ved mere om Adornos hemmelige forfatter-pseudonym må de endelig sige til, men når Rolf Tiedemann siger det tror jeg på at det er en velbevaret hemmelighed. Adornos motiv for at skrive under pseudonym er tilsyneladende at undgå at man læser litteraturen og filosofien som to sider af samme sag - måske i polemik mod Kierkegaard og hans reception. Jeg lover at undlade dette hvis pseudonymet en dag skulle blive afsløret.

Ud over kortprosateksterne har Adorno så lavet to "hidden verses". Og her bliver jeg for alvor forvirret. Ingen engelske ordbøger forklarer hvad et "hidden verse" er for noget, og mine litteraturvidenskabelig kolleger synes ikke at kende denne genre. Søger man på Google får man ingen forklaring, men blot nogle eksempler der synes at dele sig i to: tekster skjult i andre tekster og tekster skjult i billeder. Der synes altså at være tale om en slags litterære fiksérbilleder. Hvis du ved mere om "hidden verses" må du meget gerne kommentere her. (Jeg prøver at finde ud af om Tiedemann har skrevet om det på tysk, og hvilket ord han i så fald bruger).

Link: Mere om Adorno

Kommentarer

Hmm...efter en yderst ihærdig og kreativ søgning på nettet er det gået op for mig at Adorno sammen med en vis Carl Dreyfus har udgivet nogle surrealistiske prosatekster ("Lesestücke") under pseudonymet Castor Zwieback. Er det dem Tiedemann taler om? For tilsyneladende er de i 1986 genudgivet med angivelse af de egentlige forfattere.

Under alle omstændigheder er dette interessant, og jeg vil straks anskaffe mig Castor Zwiebacks værk...

"Lesestücke" av Adorno/Castor Zwieback og Carl Dreyfus finnes i Adorno's Gesammelte Schriften, Bd. 20 (587ff), og er riktig flotte. For meg minner de om Benjamins Einbahnstrasse og/eller Berliner Kindheit. De er iøvrig publisert i 1963, men fire av stykkene er første gang publisert i 1931 (i Frankfurter Zeitung).

Hva gjelder øvrige pseudonymer (det finnes jo også noen på de mer "akademiske" tekstene - Hektor Rottweiler for "Über Jazz" (fra 1936) for eksempel [GS 17, 74ff]) ble jeg nysgjerrig her, og skal nok også gjøre noen undersøkelser.....

Gud ja, det gør de da også! Det har jeg aldrig lagt mærke til, men der er også så mange små tekster at det er umuligt at få et overblik. Nu ville jeg ønske at jeg havde tid til at læse dem! Spørgsmålet er om de alle er med der?

Og når nu de er med i GS, så kan det da virkelig ikke være dem som Tiedemann henviser til som "udgivet under et endnu ikke opdaget pseudonym"...vel?

Hektor Rottweiler var vist Adornos pseodunym som anmelder (ud over i jazzteksten). Hektor var et typisk navn til kamphunde på den tid (slutningen af 30erne). Et navn der jo ikke just giver associationer til en blid medfart.

Seneste nyt fra min research:

Rolf Tiedemanns essay er fra 1979, hvilket Cambridge Companion glemte at nævne. Så kunne megen forvirring ellers være undgået.

Teksten står som efterskrift til libretto-udgaven af Adornos førnævnte syngespil efter Mark Twain: "Der Schatz des Indianer-Joe". Også her er Adorno jo forfatter udi replikkunst, og det får så Tiedemann til at nævne sin indsider-viden om Adornos andre skønlitterære bedrifter.

Man må derfor regne med at de under pseudonym skrevne kortprosa-tekster er Castor Zwieback-stykkerne. (Her kunne Cambridge igen have hjulpet læseren med en lille note om at disse faktisk er udgivet i stedet for at bringe en 25 år gammel tekst uredigeret og uden oplysninger om den originale kilde).

For det andet er der mysteriet om de skjulte vers. Det som er oversat med "hidden verse" i den engelske hedder "Verse an versteckte Stelle" på tysk, altså vers placeret skjulte steder (i forfatterskabet).

Man må gå ud fra at Adorno altså i bestemte tekster har skjult en anden tekst nedenunder. Det kan gøres (og er blevet gjort) på utallige måder gennem historien. Således vil nogen måske kunne huske Lektor Laale, som i Dagbladet Information fremlæste skjulte tekster hos bl.a. Horats og Holberg i analyser af svingende overbevisningsgrad.

Der er mange måder at sjule en tekst i en anden på - man kan fx lade forbogstaverne i hvert ord//linje/sætning/kapitel danne en ny tekst, eller fx lade hvert 10. ord være en del af en ny tekst osv. osv.

Hvis nogen synes at dette er interessant og har god tid og ejer et detetivisk og Lektor Laale-agtigt nørdet gå-på-mod, så er muligheden der altså for at pløje Adornos forfatterskab igennem for skjulte vers.

Mit gæt er at man skal begynde i Adornos mindre tekster - i små, ikke så højtidelige essays eller måske i drømmeprotokollerne (Adorno har jo også publiceret sine udvalgte drømme).

Något om Adornos prosa, poesi och signaturer:

Det finns faktiskt ett par ytterligare texter av Castor Zwieback som inte ingår i Adornos GS. De är tryckta i en artikel av Karl Riha om Zwiebacks prosa i Frankfurter Adorno Blätter nr III, Tiedemanns numera tyvärr nedlagda skriftserien och husorganet för alla Adorno-nördar.

Dreyfus, Adornos skrivpartner, är f ö en intressant figur. Han var både industriledare, sociolog, gjorde film med Jean Cocteau och levde flera år i Argentina där han försörjde sig på att sälja filmtidskrifter. Han lär ha varit en playboy, vilket ju också var Adornos önsketillvaro i nästa liv, och hans första fru, en skådespelerska, var en av Adornos stora olyckliga kärlekar.

Adorno valde signaturen Rottweiler därför att det är en så typisk tysk hund, att nazisterna aldrig skulle kunna föreställa sig att det dolde sig en jude bakom namnet.

F ö experimenterade han med en annan signatur, Charles de Kloës, till Horkheimers uttalade ogillande (se brev mellan H & A 25/10 & 2/11 -34). de Kloës är enligt Adorno "debil, hat ein Verhältnis mit einem Kind und mit einer Gazellenherde".

Det är planerat ett band i Nachlassutgåvan med "Poetische Versuche"

Tak, Anders, så fik vi det på plads! Så mangler vi bare de dér skjulte vers...

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2