« Michael Rasmussen og Duchamp | Forside | Sprogrøgterne lever »

02.08.2006

Det danske geni og myten om samme

I Folkeuniversitetets efterårsprogram er der to kurser der zoomer ind på Carl Nielsen.

Det ene kursus hedder "Carl Nielsen: Portæt af en original dansk komponist", og præsenteres bl.a. således:

"Carl Nielsen er uomtvisteligt den mest berømte danske komponist...Han voksede op under fattige kår på Fyn og endte som højt anset komponist og direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium...Med en unik evne favnede Carl Nielsen både den folkelige musik og den ambitiøse kunstmusik. Hans hundredevis af sange og salmer er i dag blevet folkeeje...hans symfoniske musik er præget af modernistiske træk med et dybt originalt udtryk: og man taler ligefrem om 'den nielsenske tone'."

Det andet kursus hedder "Musik og national identitet" og præsenteres bl.a. således:

"Særligt vil billedet af Carl Nielsen som Danmarks nationalkomponist blive belyst. Myten om ham som komponisten, der i kraft af sin opvækst på landet netop kan udtrykke det specifikt danske, er udbredt, men der findes også andre myter om ham, som som danner argumentation for en national tolkning."

Altså et kursus der kører myten om den særligt danske grimme ælling igennem igen-igen og et kursus der analyserer og kritiserer netop den myte. Jeg er bange for at de fleste vil melde sig til det første...

Kommentarer

Jeg kan ikke lige komme på noget musik af Carl Nielsen, og jeg tvivler på at 99% af min generation kan. Så meget for folkeejet.

Aarh, mon ikke du trods alt kender nogle af følgende:
Jens Vejmand
Solen er så rød mor
Jeg ved en lærkerede

Og jeg tror også at du vil kunne genkende "Tågen letter" hvis du hører den.

At du så ikke ved at det er Carl Nielsen gør det ikke mindre til folkeeje.

Dermed ikke noget forsvar for ideen om at det er særligt dansk eller fynsk eller noget. Der findes fx adskillige amerikanske og tyske og svenske melodier som er folkeeje i Danmark.

Man kan sagtens "opdatere" denne debat - for eksempel ved at sige følgende: Carl Nielsen skrev musik baseret på den klassiske skole, særligt udviklet og baseret på traditionen fra centraleuropa, ikke mindst Tyskland. Derfor kan man stille spørgsmål om Nielsens musik har en særlig "dansk tone", selv om hans sange jo selvfølgelig er med dansk tekst. Det samme kan man vel sige om f.eks. Kim Larsen - hvis man ser bort fra tekstene, der oftest er danske, er det så overhovedet noget "dansk" med hans musik? Stilen er trods alt amerikansk og engelsk guitar-rock...?

Ja, og det er her uenigheden består, jvf. den senere tids debat i DMT (Dansk Musik Tidsskrift).

Diskussionen om hvorvidt Carl Nielsens musik lyder 'dansk' er på flere måder problematisk. De 'danske' kvaliteter som mange danske lyttere hævder at kunne høre i dele af den (især sangene og symfonierne)er kvaliteter som vi har besluttet os for er særligt 'danske' i kraft af en række processer af receptionshistorisk karakter. De fleste udlændinge - og mange danskere, i øvrigt - vil derfor næppe kunne høre nogen særlig danskhed i musikken. Tilsvarende er det sikkert ikke ret mange andre end kulturresonante lettiske og estiske personer der kan høre forskel på hvilke elementer i henholdsvis lettisk og estisk folkemusik der adskiller dem fra hinanden. At man ikke kan afvise at ikke-musikalske fænomener som (nationalt) sindelag, natur, klima med mere ofte spiller ind i enhver kunstners skaben, er så en anden sag som er værd at have med i overvejelserne. Konstant producerer og reproducerer danske lyttere mere eller mindre diffuse forestillinger om danskhed i Carl Nielsens musik på baggrund af deres etniske tilhørsforhold - et forhold der gælder globalt og sikkert har gjort det så længe der har fandtes forskellige folkeslag på jorden. På min hjemmeside www.henrikmarstal.dk kan man finde to essays der går videre med disse tanker, dels et essay om Carl Nielsen og nationalmyten, dels et essay om Pelle Gudmundsen-Holmgreen og danskhed. Sidstnævnte hævder her at Sibelius for ham ikke lyder den mindste smule italiensk og Verdi tilsvarende ikke lyder den mindste smule finsk. Så noget er der måske om snakken?

I den forbindelse er det interessant, at Det Kongelige Teater sætter Carl Nielsens opera Maskerade op under mottoet: "Den mest danske af alle operaer". Man kan håbe på, at de her ikke hentyder til tonesproget.
Ad Rasmus: jeg tror ikke det er så meget generationsbestemt, som det er opvækst og interesse det drejer sig om. Jeg tror ikke min kære mor ville være i stand til at nævne 3 sange af Carl Nielsen, mens jeg har alle Nielsens symfonier stående på hylden.
I øvrigt, Henrik, tror jeg ikke, at det kun er etniske tilhørsforhold, der producerer forestillinger om danskhed. Adskillige sociale konstruktioner har også sit at sige. Når Rasmus Pedersen starter med at pointere, at han ikke kan nævne nogle kompositioner af Carl Nielsen fortæller han jo også at han ikke umiddelbart tager aktiv del i den forestilling om danskhed der indeholder Carl Nielsen. Han er snarere en passiv tilskuer (undskyld Rasmus) - hvis vi er enige om at forestillingen om Carl Nielsen som "specifik dansk" aldrig er stillestående, men altid bliver skabt - for eksempel via kurser på folkeuniversitetet og ved at Det Kongelige opfører Maskerade.
Ang. Pelle Gudmundsen-Holmgren-"citatet": Det ville næsten være mere interessant at høre Pelle Gudmundsen-Holmgreens mening om forskellen mellem de nordiske lande? lyder Grieg norsk, lyder Sibelius finsk...
Tilbage står så spørgsmålet om man bliver en dansk komponist ved at bo på landet og om det i så fald kan høres i musikken (jvf. kurset fra folkeuniversitet)?
Rent sprogligt mener jeg, at det er umuligt rent faktisk at definere musik som udtryk for en nationalitet. Der vil altid mangle et led mellem musikken og det nationale. Et tegn på dette er i virkeligheden selve denne diskussion. Det betyder dog ikke at vi ikke kan tale om musik som værende national, men vi må gøre os klart hvad det betyder at musik er "national".

I stand corrected ;)

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2