« Bjørn Poulsen på Overgaden | Forside | Gratisaviser langt ned i halsen »

14.08.2006

Musikalsk ligestilling som metafor

Frederik Stjernfelt har anmeldt antologien En tradition af opbud - Avantgardernes tradition og politik i Weekendavisen i fredags. Jeg har selv bidraget til antologien, og min artikel får et par rosende ord med på vejen, men indgår i øvrigt i en række eksempler på hvad han ser som en ukritisk overtagelse af kunstnernes egne forestillinger - noget som jeg selv er meget overfølsom overfor, og derfor gerne vil diskutere. Jeg mener dog heller ikke at hans anklage er retfærdig i mit tilfælde, så derfor tillader jeg mig her på bloggen at svare igen:

Frederik Stjernfelt skriver:
"Eller når Torben Sangild i en ellers stærkt øreåbnende analyse af Stockhausen ukritisk gengiver tolvtonemusikkens vås om, at det skulle være særlig »demokratisk« at ligestille tonerne."

Ud over at han heldigvis finder min lange artikel stærkt øreåbnende slår han altså ned på et lille aspekt som jeg en passant kommer ind på, nemlig serialismens selvopfattelse. For det første er det ikke tolvtonemusikken jeg skriver om, men serialismens ligestilling af alle mulige musikalske parametre, men lad nu det ligge. For det andet ligger der en meget stor distance i mine formuleringer - så stor at der i hvert fald ikke er tale om at overtage denne tankegang.

Jeg skriver i artiklen ("Elektronisk avantgarde - Stockhausens Gesang der Jünglinge"):
"Ligestillingen var ikke blot en æstetisk radikalitet, men var også et udtryk for det gennemgribende opgør med alle hierarkier der kunne opfattes som totalitære. Ligestillingen har noget demokratisk over sig, modsat den tonale centrisme, i hvert fald på det metaforiske niveau – et niveau der blev taget alvorligt i årene efter 2. verdenskrig."

Jeg siger altså ikke at det er demokratisk at ligestille de musikalske parametre. Jeg siger at det kan gælde på det metaforiske niveau, og at dette niveau blev taget alvorligt i årene efter 2. verdenskrig. Når jeg netop formulerer mig sådan ligger det jo implicit at man ikke kan tage det alvorligt længere! Og det mener jeg virkelig ikke man kan. Jeg er derfor fuldstændig enig med Stjernfelt i at det ret beset er noget vås.

Og ja, jeg kunne da godt have været mere direkte kritisk over for denne antagelse, men for det første er det blot en introducerende indledning til den analyse som kommer, og det ville føre for vidt at diskutere dette som ikke er mit emne. Bare ærgerligt at det åbenbart kan læses som en accept af denne tankegang.

For det andet må Stjernfelt vel indrømme efter endt læsning af min artikel at jeg ikke på nogen måde taler Stockhausen efter munden. Tværtimod anklager jeg Stockhausen-forskningen for netop dette - den er alt for ukritisk, den overtager Stockhausens egne megalomane ideer og lader denne kontrolfikserede komponist styre sin egen reception, hvilket er nærmest skandaløst (se fx .s 195 og note 13 i min artikel). Og frem for alt laver jeg netop en analyse af Gesang der Jünglinge, som går IMOD komponistens egne udlægninger af sit værk - ikke kun på det tematiske plan, men også i forskellige æstetiske detaljer. Jeg nævner det ikke hver gang, for centrum i min artikel er nu en gang analysen, ikke polemikken. Dette værk af Stockhausen er bedre end sin skabers egen fremstilling.

Dette for så vidt angår læsningen af min artikel. Når det så er sagt, er det mig magtpåliggende at understrege at jeg præcis som Stjernfelt er irriteret over hvordan især kunstverdenen er fyldt med tekster som efterplaprer kunstnernes egne urealistiske forestillinger om hvad kunstn kan. Jeg har faktisk forlængst skrevet et udkast til en kritik af formuleringen "beskueren tvinges til at reflektere over X", som optræder vulgært og klichéfyldt og faktuelt forkert overalt i katalogtekster, pressemeddelelser, anmeldelser og akademiske artikler. Jeg har endda ofte kritiseret mine kolleger direkte for det - så meget at en af dem på et seminar for nylig erklærede at hun havde lært af mig ikke at bruge denne formulering. Jeg har også gjort parodisk grin med den her. Kan være at jeg snart skal få skrevet dette essay.

Og et andet essay, som jeg også har planer om at skrive, handler netop om at kritisere ideen om en "demokratisk kunst", som er yderst skamredet på visse dele af den samtidige kunstscene, men som kun i meget få tilfælde giver mening. Derfor ærgrer det mig at Stjernfelt finder anledning til at putte mig i den kategori - også selv om det bare er en enkelt sætning i en anmeldelse.

Kommentarer

Og nu er jeg så blevet bedt af Stjernfelt om at skrive det dér essay om dictummet med at tvinge beskueren og andre kunstklichéer til tidsskriftet KRITIK, som han redigerer. Sådan kan man altså også reagere på et weblog-indlæg...

Det har slått meg at den kristiske diskurs er forskjellig innenfor ulike disipliner og at man innenfor kunstfeltet er biografisk interessert. Man søker gjerne å innskrive verk innenfor en logisk biografisk utvikling i kunstnerskapet. Historier og kontekstualiseringer som i denne forbindelse først og fremst produseres fra kunstner og kritiker ("artist statements", katalogtekster og kritikker) videreføres og aksepteres i betydelig grad av kunsthistorikere. Dette skjer på et vis som reiser spørsmål om verkets ontologi, spørsmål om i hvilket omfang slike kontekstualiseringer blir performative aksjoner som man lar bli medkonstituerende for verket selv. På denne bakgrunn skal man kanskje ikke nøyes med å avvise "etterplapring" av hva kunstnere sier, men også anlegge et metaperspektiv hvorigjennom man kan reflektere over hvordan verk og kontekstualisering av disse foregår i kulturen, ikke minst hvordan forkjellige forskningsdisipliner håndterer dette. AF

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2