« Gratisaviser langt ned i halsen | Forside | Anette Harboe Flensburg »

24.08.2006

Trier en smal instruktør?

Jævnligt dukker diskussionen om hvem der skal have dansk filmstøtte op - således også i forbindelse med Thomas Villum Jensens nye film, Sprængfarlig bombe, der er en parodi på en kunstnerisk filminstruktør uden publikum - delvist moduleret over Lars von Trier; delvist over andre instruktører som Christoffer Boe og Bille August. I debatten hives Trier frem som et eksempel på en instruktør der får flotte anmeldelser, men ikke ses af særlig mange mennesker i modsætning til folkekomedie-instruktører som Thomas Villum Jensen. Det er ikke første gang denne mærkelige ide om Trier viser sit grimme hoved, der synes styret af misundelse snarere end realitetssans.

Thomas Villum Jensen udtaler i forbindelse med sin kritik af ikke-kommercielle instruktører, hvortil han angiveligt regner Lars von Trier:

Der er instruktører i Danmark, som direkte ønsker at lave film, som ikke skal ses af ret mange mennesker. Dem forstår jeg simpelthen ikke. Hvis meningen er, at deres film kun skal ses af 2.000-3.000 mennesker, så ville jeg hellere skrive et digt eller male et billede.

For det første tror jeg ikke der overhovedet er nogen instruktører af spillefilm, der ønsker at deres film kun skal ses af 2-3000 mennesker. For det andet bliver selv de største kommercielle flop set af mange flere - ti gange så mange - og regnes stadig som fiaskoer. Og for det tredje er adressen til Lars von Trier lidt af et selvmål.

Lad os bare slå det fast. Få danske film er set af så mange som Triers. I udlandet cirka 10 millioner mennesker i biograferne - hertil kommer TV-seere (hvorvidt DVD-salg indgår i dette tal er jeg i tvivl om). Til sammenligning bliver Anders Villum Jensens film aldrig vist i udlandet (ligesom de i øvrigt vil være fuldstændig glemt om 30 år, i modsætning til Triers, der vil blive vist i al fremtid). Så selv om Min søsters børn har solgt flere danske biografbilletter (400.000) end Idioterne (120.000), holder disse tal slet ikke i den større sammenhæng. At Trier har lavet to kommercielle flop - Epidemic og Manderlay - ændrer ikke ved det generelle billede.

Lars von Trier er muligvis ikke mainstream. Men at hans film ikke bliver set af mange mennesker er simpelt hen en løgn. Og så skal man ikke glemme den enorme interesse han har skabt for dansk film.

Kommentarer

Det er en mærkelig kommentar af Villum Jensen. Trier er et af de bedste brands i europæisk film i dag, og Boe er godt på vej til at gøre ham kunsten efter, deres film får enorm bevågenhed og ses også af rigtig mange internationalt.

Jeg tror i øvrigt bestemt, at de allerfleste instruktører helst vil have, at deres film bliver set af rigtig mange mennesker - men de har det ikke nødvendigvis som første prioritet. De laver kort og godt film som interesserer dem selv, og engang imelllem interesserer det også rigtig mange andre mennesker, og engang imellem ikke.

Og nu gentog Leonora Christina Skov denne myte i Smagsdommerne.

Lars von Trier er ligeglad med om han har et publikum, han er bare interesseret i sig selv bla-bla...

I så fald må publikum være i stand til at klare sig uden at han lefler for dem. Og er det så ikke fair nok?

Man kan jo også vende argumentationen om. Får vi bedre film, hvis det eneste formål med filmen er at få flest mulig mennesker i biografen?

Ja, det er jo det klassiske argument, som jeg naturligvis også er helt enig i.

Men så er man ofte stadig uenige, stillet over for kommercialister. Her bruger jeg deres eget argument mod dem selv, og det er efter min bedste overbevisning umuligt at modargumentere.

Måske er det at give Thomas Villum Jensen (og Anders Thomas Jensen, der jo har skrevet Sprængfarlig bombe – og som tidligere på året måtte se sig selv hængt ud af Trier) FOR meget credit, når man begynder at diskutere hans udsagn. Enhver, der har set filmen, kan jo ikke være i tvivl om, at den er glemt om sådan ca. halvandet minut efter.

Ikke desto mindre er det jo en såre væsentlig debat, der måske fortjener at blive sat mindre sort på hvidt op.

Christoffer Boe har rent faktisk en gang udtalt (i Mifune), at hvis en film blev set af mere 10.000 mennesker, så ville han betegne det for en fiasko. Derved ikke sagt, at alle film, der bliver set af under 10.000 er gode. Slet ikke. Men han har ret i, at de mest eksperimenterende film (og det er vel dem, han taler om) ikke bliver set af flere. I Danmark. Men det betyder ikke, de ikke bliver set - for en faktor, der sjældent tages med i betragtningen er, at film pt. bliver lavet til to distributionskredsløb. Biograferne (primært nationale) og festivalerne. Film som Triers (eller Refn og Boes for den sags skyld) går måske ikke altid lige godt i Danmark – men de har et langt efterliv på de internationale festivaler, hvor de lejes og ses i op til tre år efter deres premierer.

Det var Kim Foss (dengang leder af NatFilm Festival - nu direktør i Camera Film), der i Politiken for et par år tilbage skrev en lang artikel om "festivallivet" som en alternativ distributionsform. Det gælder både for udenlandske film, der kun kan ses i Danmark via festivalerne, og smalle danske film, der får et stor efterliv på udenlandske festivaler.

Jeg kan huske, jeg interviewede Nicolas Winding Refn lige efter, hans Fear X var blevet udråbt som en fiasko, og vi snakkede meget om, hvad der fik danske journalister til at drage den konklusion. Filmen solgte måske kun 6000 billetter i Danmark – men som han sagde, var den heller ikke lavet til det danske marked, men til det udenlandske. Og kigger man på det internationale festivalkredsløb, må man rent faktisk give ham det, at Fear X gik godt.

Kogt ned er det vel derfor et spørgsmål om prioriteter. Hvordan man end vender og drejer det er en film som Thomas villum Jensens en folkekomedie – og derfor lavet til den nationale, danske marked, hvorfor det er her, den skal tjenes ind (og det gøres kun med høje biograftal). Der er Triers, Boes og Refns ikke altid. Men de ved også godt, at kunstfilmens dage (og publikummer) er talte herhjemme. Det er de derimod ikke, hvis man tænker globalt, hvilket den festivalorienterede distribution tillader. Så for at stemple en film ud fra et lavt publikumstal, må man først se, hvilket distributionskredsløb, den er lavet til. Ellers ende man med at stå og skælde en kat ud for ikke at være en hund.

Til sidst et lille link: http://www.dst.dk/Statistik/ags/Biografer.aspx. Her kan man tjekke antal solgte billetter for film i Danske biografer. Her kan man se, at Breaking the Waves eksempelvis solgte næste 300.000 billetter – hvorfor det er så meget desto mere paradoksalt, at Thomas Villum Jensen åbner Sprængfarlig bombe med at vise klip fra instruktøren Claus Volters (Lie Kaas) film ”Morderen”, der netop parodierer Breaking the Waves!
Medregner man efterindtægter, retrospektive visninger, festivalvisninger og dvd-udgivelser, så tror jeg – uden at vide det med sikkerhed – Breaking rammer et samlet publikumstal (for slet ikke at tale om efterliv!), som Thomas Villum Jensen kun kan drømme om.

Jeg tror at Christoffer Boe må have udtalt det for at provokere - ellers er han for dum, idet hans egen film Reconstruction har solgt over 50.000 billetter i Danmark alene, og derfor må betragtes som en dundrende fiasko ud fra hans eget succeskriterium. Jeg tør vædde med at han er glad for dens succes.

Klart han siger det for at provokere. Men han er - tror jeg - samtidig klar over, at mange af de kunstneriske mest interessante film bliver set af færre end 10.000. Men det er underligt, egentlig, at provokationen i manges øjne virke større, når den vedrører film, end hvis den havde vedrørt andre kunstarter (hvor det er mere come il faut at bekende sig til elitær kunst, velvidende at det ikke altid sælger).

Jeg er helt enig i den generelle pointe, men jeg vil stadig gerne bestride at mange eksperimenterende mesterværker ses af under 10.000 mennesker.

Biografbilletter solgt i Danmark i premiereåret kan måske i enkelte sjældne tilfælde nå ned under 10.000. Men så kommer der altså følgende som skal lægges oveni, når vi taler om hvor mange der ser filmen:

1. Udenlandske biografbilletter.

2. TV-seere når filmen bliver sendt.

3. Video/dvd-seere.

4. Filmmuseer, filmfestivaler etc.

5. Repremierer når den endelig er blevet anerkendt som en interessant film.

Det er altså stort set umuligt at nå ned under 10.000 seere, vil jeg påstå.

Tag nu fx Triers Epidemic. Den solgte 5474 biografbiletter, altså en eklatant kommerciel fiasko - Triers absolut dårligst solgte.

Men i kraft af to ting: at den er lavet af Trier og at mange regner den for et lille, originalt mesterværk, er den - vil jeg gætte på - blevet set af flere hundrede tusinder mennesker verden over. Den er udkommet på DVD, den bliver vist på filmmuseer verden over og den er blevet vist på TV. Det er muligvis stadig ikke en film for alle og enhver, men når man taler om "mennesker" der har "set" en film må man altså hæve blikket lidt fra antal solgte danske biografbilletter.

Det samme gælder Christoffer Boes film, som under evighedens synsvinkel vil blive set af nye generationer i hundredetusindvis.

Det som du kalder de "kunstnerisk mest interessante film" vil som regel blive anerkendt som sådan før eller siden, blandt andet på grund af din omtale af dem. Så jeg tror ikke det er mange men meget få der ikke bliver set af 10.000 mennesker i verden over en længere periode.

I øvrigt: grunden til at provokationen synes at virke større når det angår film skyldes vist de langt højere produktionsomkostninger i forhold til de fleste andre kunstarter.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2