Torben Sangilds weblog

Jeg var til snigpremiere i fredags på Lars von Triers nye film, Direktøren for det hele. Som Trier-fan er det altid med spænding jeg ser hans film, også når de ikke er 100% vellykkede. Denne gang var rygtet løbet i forvejen, idet aviserne fandt anledning til at rakke filmen ned flere måneder før premieren. Og lad mig med det samme sige: den er noget bedre end sit rygte. Den er fjollet og mærkelig og krukket og meta-agtig og meget løst komponeret.

Lars von Trier bryder flere gange handlingen med nogle kommentarer fra en kamera-kran uden for bygningen. Ellers handler den jo om en mislykket, men prætentiøs skuespiller (Jens Albinus) der skal spille direktøren for et virkeligt firma over for de ansatte. Den er umiskendeligt triersk, med klare elementer fra både Idioterne og Riget. Således er den islandske direktør en klar Dr. Helmer-figur med et had til al dansk utjekkethed.

Handlingen er urealistisk på grænsen til det absurde, hvilket naturligvis tematiseres i filmen selv. Jeg sad og småfniste det meste af tiden, når ikke jeg grinede højt eller tænkte "nej, det gør han bare ikke". Filmen er hinsides god og dårlig smag; den blander klichéer og originale indfald; den er ekstremt distanceret fra sig selv og sine personer og alligevel sært medrivende. Den handler naturligvis om dét at spille roller.

Rent æstetisk er billederne grålige som det vinterkontorlandskab de skildrer, og samtlige konventioner for kameravinkler og klipning brydes, i glimt tenderende til Verfremdungseffekter.

Det er bestemt ikke hans bedste film, men mindre kan også gøre det på et filmmarked oversvømmet af glattere komedier, der ganske vist fungerer sømløst, men er komplet forudsigelige og ligegyldige. Så selv om den næppe sætter sig lige så dybt som Idioterne, Breaking The Waves eller Epidemic, så er den absolut seværdig for dem der gerne vil se et eksperiment udi komediegenren. Eller som Triers afslutningsreplik (citeret efter hukommelsen) lyder: "Dem der har fået lige hvad de ville have, har også fortjent det". Eller noget.

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:32 | Kommentarer (12)
Kategorier: Film

Her den så, listen over de bedste popsange nogensinde overhovedet! Ifølge mig, altså. Den har været undervejs længe, og er egentlig ikke færdig endnu, men jeg vil bare hælde på efterhånden som jeg kommer i tanker om flere hits. Den øvre grænse ligger på 200 numre.

Hermed kan jeg også gøre op med det image jeg har i visse kredse som én der kun hører støj og avantgardemusik. Som de fleste andre kan jeg naturligvis ikke stå for et godt popnummer. Men som det fremgår af listen har jeg naturligvis min egen mening om hvad der er et godt popnummer, og det adskiller sig sandsynligvis fra din.

Du skal være velkommen til at kommentere listen og ikke mindst at supplere med dine egne bidrag i kommentarfeltet herunder. Hvem ved, det kan være du rammer et af de numre jeg har glemt. I så fald føjer jeg det til listen.

Men før du brokker dig over listen eller popbegrebet eller min musiksmag, så læs lige kommentarerne over listen. Den er og bliver subjektiv, og derfor er den suveræne dommer mig. Det er kun mig der ved hvad der skal på min liste.

Listen over de bedste popsange

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:13 | Kommentarer (55)
Kategorier: Musik

Det er ikke noget nyt at der er en vis sammenhæng mllem frisurer og politisk orientering. Således er det en kendt sag at mange langhårede mænd er venstreorienterede, og det kan man let nok forstå i lyset af hippie-tiden og opgøret med den borgerlige livsstil.

Men hvorfor er sideskilningen egentlig højreorienteret? At det statistisk forholder sig sådan at mænd med sideskilning statistisk set befinder sig langt længere til højre end gennemsnittet er jeg ikke i tvivl om. (Naturligvis findes der undtagelser; dette handler om det statistisk signifikante). Jeg har bemærket det lige siden jeg gik i gymnasiet, og det synes ikke at have ændret sig voldsomt i de 20 år der er gået. Kig fx på Dansk Folkepartis mandlige toppolitikere. Hvis man ser bort fra Søren Espersen (som ikke har hår nok), så har de alle sideskilning: Jesper Langballe har den største og mest prangende, men også Søren Krarup, Peter Skaarup, Kristian Thulesen-Dahl og Mogens Camre. A coincidene? I think not!

Nu er spørgsmålet så hvad sideskilningen signalerer, og hvorfor den er så attraktiv for en konservativ, liberalist eller nationalkonservativ? Er det den lettere arrogance en sådan frisure kan udstråle (Langballe-modellen)? Er det signalet om ambitiøsitet og disciplin (modsat hippie-frisuren)? Hvis ja, hvordan har sidekilningen fået det udtryk? Hvad er det ved et hår redt til siden der giver dette indtryk?

Jeg har ikke det endelige svar, men vil gerne have nogle bud. Først må jeg lige slå to ting fast: for det første gælder det samme ikke for midterskilningen, der synes politisk mere neutral, men som vel egentlig er lige så "pæn" i traditionel forstand. For det andet vender sideskilningen ikke altid mod højre, fx er Langballes venstredrejet, så det er ikke dér vi finder forklaringen.

(Desuden duer argumentet om at DF skulle være et midterparti ikke: hvad angår det kulturelle og moralske er de gammeldags nationalkonservative og meget højreorienterede. Hvad angår den økonomiske politik er de ganske vist faldet til patten, men med en fortid som nulskats-Fremskridtsparti er der ingen tvivl om at det er til højre de skal placeres. Desuden er det vel netop de konservative dyder (gud/konge/fædreland) som mest slår igennem i frisuren).

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:15 | Kommentarer (7)
Kategorier: Politik | Psykologi | Spørgsmål

Et lille tip til kulturnatten i København i aften: tag ind og oplev Vinyl-Terror-Soundsystem i kunstakademiets gård, kl. 20-24. Det er to kunstakademistuderende (Camilla Tygstrup Sørensen og Greta Dahl Christensen) som har lavet en sindrig installation med vinylplader. De har ødelagt vinylplader og ombygget pick-up'er, pladespillere og højttalere til nogle fascinerende gør-det-selv-maskiner, der udsender lyd de selv har komponeret. Musikken/lyden spænder fra støj til ambiente soundscapes. Man kan komme og gå som man vil til aftenens performance i Charlottenborg kl. 20-24.

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:28 | Kommentarer (0)
Kategorier: Kunst | Musik | Støjens æstetik

Ovre på Det spekulative øre diskuterer vi om mennesket simpelthen ER sin hjerne. Jeg siger nej - ikke ud fra ideer om en sjæl eller noget, men bare ud fra hvad jeg ser som indlysende filosofiske og logiske betragtninger om at hjernen ikke kan udgøre en udtømmende definition af mennesket. Det vil være fint med nogle flere stemmer i debatten.

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:13 | Kommentarer (2)
Kategorier: Filosofi

Så er de her. Priserne til årets pudsigste forskningsresultater, The Ig Nobel Prize. Endelig har man fået svar på hvorfor spætter ikke får hovedpine på trods af deres evindelige hakkeri; hvilke typer lort gødningebiller foretrækker; hvor mange fotos man i gennemsnit skal tage af en skoleklasse for at undgå at nogen blinker på billedet; hvorfor tør spaghetti brækker flere steder ad gangen når man knækker dem over; og ikke mindst hvorfor lyden af en negl der skraber hen over en tavle er så ubehagelig.

Hele to undersøgelser involverer min hadesubstans, ost: For det første har nogen af uvisse grunde undersøgt lydens hastighed i cheddarost under forskellige temperaturer. For det andet har også malariamyg gennemskuet ligheden mellem sure tæer og Limburgerost.

Endelig er det påvist - hvad man måske havde på fornemmelsen - at folk der bruger mange unødvendige fremmedord bliver betragtet som uintelligente. Og opfinderne af lydtransmittere med frekvenser der generer teenagere har fået fredsprisen.

Det kan altsammen læses her.

(tak til ursuppen)

Se også
Hentehår
Kan det betale sig at løbe i regnvejr?
Navlefnuller - videnskabeligt set

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:13 | Kommentarer (0)
Kategorier: Kendsgerninger og myter | Links

Jeg har aldrig interesseret mig for keramik, og jeg gør det fortsat ikke. Så når jeg har skrevet en tekst om Per Ahlmann til hans nye særudstiling på Galleri Nørby, så er det fordi hans værker er interessante som skulpturer, der kombinerer det industrielle og det arkitektoniske og det organiske.

Da Per Ahlmann kontaktede mig for at høre om jeg ville skrive teksten til udstillingskataloget, svarede jeg at jeg ikke havde beskræftiget mig med keramik siden formningsundervisningen i 2. klasse i folkeskolen. "Det er lige det jeg vil have!" svarede han. Og da jeg så dem i virkeligheden var jeg ikke længere i tvivl om at jeg gerne ville skrive om dem.

Udstillingen løber frem til 18. november. Min tekst ligger i den fulde version ud på min hjemmeside, her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:03 | Kommentarer (0)
Kategorier: Kunst