Det æstetiskes aktualitet
Så er bogen Det æstetiskes aktualitet kommet på gaden. Antologien handler om den øgede æstetisering af vores omgivelser i de senere årtier - fra turisme til mad, fra musik til økonomi - med en række mere principielle filosofiske overvejelser over æstetiseringens rolle, muligheder og problemer. Ud over en lang række danske bidrag rummer bogen en diskussion mellem fire af de mest interessante nutidige æstetik-teoretikere: Gernot Böhme, Mario Perniola, Martin Seel og Richard Shusterman.
Det handler altså om hvordan formgivning, atmosfære, branding, design mv. vinder indpas som bevidst strategi inden for områder hvor man før ikke gjorde så meget ud af den æstetiske oplevelse. På godt og ondt.
Min egen artikel handler om glitch-musik i lyset af teknologi og lyddesign. Den har den mundrette titel "Klik, tik, bip, sssss, fffff - Glitchmusik og æstetiseringen af det teknologiske lydmiljø". Den adskiller sig fra de fleste andre ved ikke at omhandle et allerede æstetiseret ikke-kunstnerisk fænomen, men snarere omvendt: at behandle et ellers ikke-æstetiseret fænomen for så vidt som det behandles af kunsten. Dette fænomen er teknologiens fejl- og bilyde. CD'en der går i hak, computerens små driftslyde etc.