« Opfølgning: Birtes TV-avis | Forside | Ny musik og nichemusik på internettet »

28.11.2006

Gæt en stilling

I dag er jeg direkte i radioen to gange på to forskellige kanaler på to forskellige måder om to vidt forskellige emner.

Den første gang har allerede været, og er det var så absolut i den lette ende. Der er et program på P3 som hedder "Verdens bedste formiddag", hvor de to værter i indslaget "Gæt en stilling" skal gætte en persons job ud fra 2 minutters spørgsmål over telefonen om vedkommendes livsstil. De ringede mig op for halvanden time siden, og det hele gik meget hurtigt. De nåede kun at stille mig ganske få, lidt tilfældige spørgsmål, og alligevel kom de meget tæt på. Blandt de fem jobtyper som de vaklede mellem var faktisk humanistisk akademiker, men de endte dog med at gætte på læge. Og hvad var det så de hængte sig i?

- at det første jeg gør når jeg kommer hjem er at kysse min hustru
- at min yndlingspodcast er This American Life (jeg kunne også have sagt In Our Time, men så ville det næsten være for let).
- at jeg ikke går op i mærkevaretøj, men dog kunne sige at jeg vistnok har noget af mærket Select.
- at jeg læser Weekendavisen og Politiken
- at jeg køber ind på vej hjem fra arbejde, hvilket som regel er ved 19-tiden
- at jeg er 37 år gammel

Hvordan i alverden er det nok til at de kan gætte at jeg må være akademiker og endda være tæt på at gætte at jeg er ansat på Humaniora? Så vidt jeg ved er der mange andre der læser disse aviser, kysser deres koner og lytter til amerikanske podcast. Der var så en lytter der hed Bjørn som havde gættet det, men jeg blev stillet om til teknikeren mens han blev interviewet, så jeg hørte aldrig svaret. Men det var måske noget med det dér Select, som ved gud ikke er et mærke jeg har et specielt forhold til, men som jeg dog alligevel kunne komme i tanker om. Det var ikke min arbejdstid der røbede mig, i hvert fald, den skabte tværtimod forvirring (folk ved ikke at vi i realiteten har en 60 timers arbejdsuge meget af tiden).

Kommentarer

Det er sjovt, at se på, hvilke fordomme folk har om de mennesker, der arbejder inden for forskellige brancher. Som sygeplejerskestuderende oplevede jeg meget ofte, at blive spurgt om: "Jeg var homoseksuel" og når jeg svarede nej, så fik jeg ofte følgende svar igen: "Du er sgu heldig og sej. Tænk at være blandt alle de kvinder". Den totale modsætning. En anden ting, som jeg oplever i forbindelse med mit studie, er at mange folk tror, at jeg er dyden selv. At jeg er sådan et godt menneske. De glemmer, at jeg er et menneske, der også har et andet liv ved siden af mit arbejde, hvor jeg gør alle "de forbudte ting", som man ikke forbinder med dydens mester.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2