« Hvad jeg læser mm. | Forside | TV-Avisen: nu kan kvinder og jyder også være med...? »

19.11.2006

Lemon Curd og Lime Curd

Har du nogensinde smagt Lemon Curd? Sandsynligvis ikke, eftersom de danske supermarkeder fortsat ignorerer denne delikatesse. Det er en sød citroncreme eller citronsmør som man putter på hvidt brød eller boller (på samme måde som marmelade eller Nutella), og som smager himmelsk. Det er helt almindeligt i England, og produceres af en lang række firmaer, men er tæt på uopdriveligt i Danmark, formentlig fordi ingen supermarkedskædejere endnu har smagt det.

Jeg har selv brugt lang tid på at finde et sted hvor man kunne købe det i København. Jeg har adskillige gange henvendt mig i den britiske butik i Peter Hvidtfeldt Stræde, hvor de altid er udsolgt, så man får at vide at man skal prøve igen næste uge, hvor de så igen er udsolgt. Om det er fordi de udsælges lynhurtigt eller om de alligevel ikke får dem hjem skal jeg ikke turde sige, men i hvert fald bestiller de ikke nok hjem. Så dér gav jeg op.

Så kan men få det gennem Aarstiderne, men det kan kun betale sig hvis man samtidig bestiller en masse andre ting. Nej, det kan faktisk ikke betale sig, for jeg har fundet et sted hvor man får det langt billigere:

Magasin. Ja, nede i kælderen i Magasin har de et delikatesse-supermarked hvor de rige køber trøfler og kaviar, og hvor man kan få lemon curd. Endda flere mærker. Og det er så heldigt at den billigste også er den der smager bedst, nemlig MacKays. 27 kroner for et glas!

Lemon Curd.jpg

Og det bedste af det bedste er at de nu har udvidet med MacKays Lime Curd, der smager om muligt endnu bedre! Så jeg sidder og nyder begge dele. Uhm!

Pointen er nu at det supermarked der først finder på at sælge Lemon Curd i Danmark nok skal få det solgt, så hvad venter de egentlig på? Anyone? Irma? Jeg skal i hvert fald nok gøre mit til at rose dem der slår til og sprede det glade budskab. Hvis du har smagt Lemon Curd og kan lide det, så støt op om kampen for at få det i de danske supermarkeder!

Kommentarer

Og sandelig om der ikke allerede i dag tikker en email ind fra netop Irma med følgende meddelelse:

"Jeg kan med glæde informere om, at vi er ved at få produceret en lemon curd i Irmas eget mærke, som meget gerne skulle være på hylderne inden for kort tid. Så det er jo dejligt at høre der allerede er efterspørgsel på denne vare inden den er kommet på hylderne.

Hav en rigtig god dag.
Mange venlige hilsner

Irma AS
Birgitte Schierbeck"

Irma rules! :-D

Du kan også lave det selv:

Lime curd:
• 35 g butter
• 80 g caster sugar
• 2 limes, rasped and juiced
• 1 egg, whisked
Start off rasping the two limes. I used a cheap nutmeg grater (never used for nutmeg :-) and a veggie brush to clean out the grating holes; worked pretty well, giving me a fine ultra-green rasp. Then juice the limes. Melt the butter and sugar in a thick-bottomed sauce pan. Add the rasp and juice. Bring it to the boil, stirring well. Whisk the egg in a little bowl. Remove the pan from heat, and let cool for a minute. Then, while whisking the lime mixture, add a thin stream of egg to the warm mix. Return to a slow heat, making sure not to let the mixture boil, and stir for about 5 minutes. When it's too hot, the egg will curdle, so be patient.
Pour into a jar or small bowl and refrigerate.

Ja, vi har faktisk prøvet det en gang, men blev ret skuffede, for det kom til at smage for meget af smør. Måske fordi man skal bruge usaltet smør?

I går fandt jeg McKays udgave i Føtex i Frederiksberg Centret - de har 2 glas for 50,- i øjeblikket.

Efter din anbefaling måtte det prøves, og det smagte jo aldeles fremragende.

Føtex forever! :-D

Hej Torben,
Jeg har lige købt Lemon Curd i Sainsbury's og ville lige tjekke om der ikke kan opdrives et par gode opskrifter på nettet, så jeg googler selvfølgelig 'lemon curd' og et af de første hits er din omtale af, eller måske rettere overtalen (andre til at købe) denne her helt fantastiske delikatesse.... Og og og, det er vel ikke for sent at klappe i hænderne for Irma? Nu behøver jeg i al fald ikke at fylde tasken op, når jeg vender tilbage. Varme hilsner fra kolde London. Lene (hende den udvandrede AUX'er)

Denne opskrift på lemon curd synes jeg kommer meget tæt på dem, man køber - jeg har læst på glasdeklarationerne, at der bruges citronsyre i også.

Grundopskriften er fra dk-kogebogen.

Ingredienser:
fintrevet skal af 1 citron
saft af 1 1/2 citron
225 g sukker
1 æg
1 æggeblomme
125 smør

(eget påfund: et par dråber citronolie
1 tsk citronsyre)

Pisk æg sammen med sukker og citronskal i en tykbundet gryde. Hak smørret i mindre stykker og kom det i gryden. Pisk konstant over svag varme i ca. 15 minutter, til smørret er smeltet, og det er tyknet; det må ikke koge, så skiller det! Tilsæt citronsaft, citronolie og citronsyre.

Kom citronsmørret på glas og opbevar det i køleskabet, hvor det kan holde sig i op til en uge.

Tak for tippet med lime, det skal jeg prøve.

Jeg tror altså det var ca. den opskrift vi fulgte, og som altså gav et resultat med smørsmag, som fik os til at tro at man måske skulle bruge usaltet smør, men hvis det virker for jer vil vi da prøve igen.

(Eller også bare tage forbi Føtex).

Opdatering: Jeg var i Magasin i går, og de havde ikke længere Lime Curd (kun Lemon Curd). Jeg fik ikke spurgt om det bare var udsolgt eller om det var et enligt parti de havde bestilt hjem uden at det vil blive fulgt op. Jeg håber det kommer igen, for sjældent har jeg smagt noget så lækkert, og Magasin er det eneste sted jeg har set det.

Opdatering: Der er foruroligende nyheder. Jeg har nu haft en længere snak med Magasin Mad&Vins marmeladeansvarlige, og han kan fortælle at den importør der hidtil har forsynet dem med MacKays-produkter stopper. Det der står på hylderne er et restoplag.

Han lovede mig at han ville gøre hvad han kunne for at få en ny importør til at skaffe dem (inklusive Lime Curd, som jeg udbredte mig om hvor fantastisk smager), men han kunne intet love.

Til gengæld kunne han fortælle at deres lemon curd sælger rigtig godt, så alene derfor var han motiveret for at finde en løsning.

Se det er en butiksmedarbejder!

Jeg har lige været i Irma og købt Lemon Curd. Det er bare så fest at de har fået det. Den smager faktisk rigtig godt og klistre ikke i ganen som den hjemmelavede.

Ja, nu har jeg også smagt den og er meget positiv. Jeg har sammenlignet Irmas og MacKays lemon curd i dette indlæg.

Jeg tror, det er en meget god idé at bruge usaltet smør. Har et par forskellige opskrifter som jeg aldrig har taget mig sammen til at få testet. Nigella har én med pasjonsfrugt.

I øvrigt kan du købe lemon curd hos Specialkøbmanden! Som ligger på Hovedvagtsgade (ved Kgs Nytorv). De har flere forskellige mærker (dog ret dyre (grunden til at jeg heller aldrig har fået smagt dem)).

Må jeg lige nævne at Mackays Lemon Curd nu også fås hos Føtex. Perchs Thehus har også Lemon Curd (dog en noget dyrer en af slagsen), og man kan ligeledes købe den på deres hjemmeside. Så det er vist ikke så umuligt mere.

- Netto har L.C. i deres Robertson marmelade sortiment uge 14/2007.

Sådan dér! Lemon curd er ved at bide sig fast.

Nu mangler vi bare lime curd'en, som jeg ikke har fået siden hin gang, og som smagte vidunderligt.

Kan nu også købes i Superbrugsen.

Til jer der bor omkring Århus er det også muligt at bestille på hjemmesiden www.foodfromhome.dk, det koster 30 kroner glasset.

Jeg kan se at Food From Home, som du henviser til sælger mærket Gale's. Det kender jeg ikke, men hvis nogen kender både dette og McKay's eller Irmas lemon curd vil jeg meget gerne have en sammenligende beskrivelse.

Jvf. i øvrigt min sammenligning mellem MacKay's og Irmas lemon curd.

Til os i Århus...eller de der kommer forbi :-)
Mckay's er god, men 'Mrs. Darlinton's' er bedre (desværre også dyrere) og der er mange fantastiske smagsvarianter. Kan købes hos 'Hans og Grete' Guldsmedegade i Århus

Jeg bor i Varde, sydvestjylland. Her kan lemon curd fås hos en lille specialforretning på torvet, Sillasens Hus. Er der ingen opskrift hvor det kan holde sig længere tid end en uge. Har små tvillinger, og kan ikke stå med gryderne hver uge.

Netto Har Grant`s Lemon Curd til 12 Kr per glas i øjeblikket.....smager rigtigt godt...men man skal nok skynde sig, da der ikke er tale om en fast lagervare (desværre!!)

Selvom det er en halvgammel tråd vil jeg lige informere om at jeg så McKay's lemoncurd til 16 kr glasset her i Aalborg :) og ellers har bilka det også. har selv lige bakset en portion sammen der står til køl. hold da op det smager godt :)

Hej Torben
Jeg vil gerne prøve at lave din "Lime curd" men hvad er caster sugar for en slags sukker ?
hilsen
Hanne

Lemon curd er en guddommelig spise. Fik først sidste sommer smagt det første gang. Køber det nu i Irma.
Hilsen Marianne

Hej Hanne.

Det er længe siden, du spurgte, så måske har du fået svar, men ellers er castor sugar almindelig stødt melis.

Hilsen John

2 dl citrussaft (bland gerne citron, appelsin, lime, efter smag.

2-3 tsk revet skal af ovennævnte, efter smag

225-300 g sukker (bruger selv rørsukker, men sukker er sukker og sætter sig på sidebenene uanset navnet)

150-200 g smør

8-12 pasteuriserede æggeblommer

Smid citrussaft og skal, sukker og smør i en tykbundet gryde,varm op ved svag/mellem varme.

Pisk/rør æggeblommer i og lad tykne under omrøring.

Lad simre ca. 10-15 minutter ,(svarer f.eks.til de 3 første skæringer på Kim Larsens "Hvem kan sige nej til en engel")

Hæld på skoldede glas og "bind til"/skru låget på.

Lemon Curd kan igen fås i Magasin Mad&Vin :)

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2