Arkiv: december 2006

« november 2006 | Forside | januar 2007 »

30.12.2006

Hilsener

Når man sender en email slutter man som regel med en hilsen (hvis man altså ikke er på knuz, kyz el.lign.) Jeg har to standard-hilsener: "venlig hilsen" og "kærlig hilsen". Jeg bruger den venlige hilsen til mere formelle sammenhænge og til folk jeg ikke er personligt fortrolige med, mens "kærlig" er til dem jeg er personligt tæt på. Begge har et adjektiv der er kvalitativt beskrivende.

Jeg har i mange år undret mig over andre typer hilsener, som ligger mig selv fjernt: "gode hilsener", "bedste hilsener", "mange hilsener" - eller kombinationen: "mange gode hilsener". Hvad betyder det?

Bedste hilsen: Er det virkelig den bedste hilsen? Det kan jo i hvert fald ikke hver gang være afsenderens bedste hilsen - der går inflation i det. Og hvornår er en hilsen mindre god end den bedste? Måske skal det forstås som en blanding af "hilsen" og "bedste ønsker" (jvf. "best wishes")?

Gode hilsener: Her påstår man i hvert fald ikke at have givet den bedste hilsen, men kun nogle gode. Hvorfor der skal være flere end én har jeg ikke forstået (hvilket jeg vil komme tilbage til under "mange hilsener"). Men hvornår er en hilsen god? Hvornår har du sidst tænkt "hold da op, det var godt nok en god hilsen". Og selv hvis du har, så må det vel netop være dig - modtageren - og ikke afsenderen der skal vurdere hvor god en hilsen er. Der er noget selvsmagende over gode og bedste hilsener. Og det siger ikke rigtig noget om deres karakter.

Mange hilsener: Det er den mest udbredte af dem. Hvorfor skal der nu mange hilsener til? Det er jo et rent kvantitativt kriterium - én hilsen er ikke nok, jeg må hellere sende et helt bundt: hej, hej, hej, hej, hej, hej, hej, hej, hej, hej. Det var mange hilsener (eller i hvert fald en del). Ikke et ord om deres beskaffenhed, udelukkende deres kvantitative storhed. Og man kunne med rette være irriterende og spørge hvor mange du egentlig har sendt mig (bare til bogholderiet, det er rart at have styr på hvor mange hilsener man har modtaget). Jeg vil egentlig hellere have én enkelt venlig eller kærlig hilsen end mange ukvalificerede hilsener. De bliver nemlig hurtigt redundante, skal jeg hilse og sige.

26.12.2006

Apple sender spam

Apple har tilsyneladende en bevidst strategi, der går ud på at sende reklame-mails til tidligere kunder på trods af at disse har meldt sådanne nyhedsbreve fra. Således er jeg selv yderst bevidst om hver eneste gang jeg opdaterer Quicktime eller iTunes el.lign. at melde nyhedsbreve fra og dobbelttjekke at jeg har gjort det. Alligevel får jeg - ikke så tit, men ind imellem - disse nyhedsbreve med tilbud fra Apple Store. Der står så at man kan melde dem fra, og det gør jeg troeligt hver gang, men bliver mere og mere irriteret for hver gang. Når man klikker på linket hvor man kan melde nyhedsbrevet fra får man den venlige besked:
Kære Torben Sangild, Tak fordi du har udvist interesse i at modtage e-post fra Apple med jævne mellemrum.
Men det har jeg bare ikke. Jeg kan ikke bevise det, og måske regner Apple med at jeg er usikker på om jeg nu også fik meldt det fra - for det kan jo glippe, ikke? Og de første gange var jeg også i tvivl, men det er jeg ikke længere.

23.12.2006

Boghandlere

Hvad er en boghandler: En handelsmand eller en bogkyndig? Som regel desværre kun det første. Min gamle skuffelse over de fleste boghandleres manglende interesse for bøger blev genopvakt her til morgen, da jeg læste den glimrende artikel "Boghandleren i Hanoi" af Ida Ebbensgaard i Politiken Bøger.

De fleste boghandlere kunne lige så godt sælge sko eller isenkram. De ved intet om bøger, slet intet om skønlitteratur, andet end hvad der sælger. De er ligeglade. Deres bøger er blot en vare, et produkt, ikke en kilde til rigdom. Fair nok, men så skal de heller ikke brokke sig over at jeg bruger internetboghandlere, der både er billigere og yder en større service. Som Ida Ebbensgaard påpeger, så forstår og husker Amazon hendes behov langt bedre end den lokale boghandler.

Men det kunne jo være anderledes. Og det er en sådan anderledes oplevelse hun beskriver med en boghandler i Hanoi, der foreslår hende tre romaner som alle rammer plet. Denne boghandler læser rent faktisk selv bøger, og orienterer sig sikkert også via anmeldelser mv. og kan derfor hurtigt spotte hvilken type litteratur Politikens udsendte vil finde glæde i.

I forlængelse af dette vil jeg nedenfor berette om min erfaringer med forskellige boghandlere i København (provinsen tør jeg slet ikke komme ind på; der står det generelt endnu værre til), heriblandt også nogle undtagelser fra regelen om at boghandlere er handelsskolefolk der ved mere om kalendere og gavepapir end om litteratur. Du skal være velkommen til at bidrage med historier og tips om både gode og dårlige boghandlere.

Se mere her:

---
"Thomas Mand", skrev boghandleren på Kultorvet på sin skærm efter at jeg havde sagt "Thomas Mann", udtalt helt korrekt og tydeligt. Han kendte ikke en af de største tyske forfattere nogensinde. Det havde været OK de fleste steder, men simpelthen ikke i en boghandel.

Det samme gælder hende der ifølge en god ven skrev "Rambo" i stedet for "Rimbaud".

Eller ham der blev meget forvirret over at Søren Ulrik Thomsen har tre navne, og som blev ved med at mumle "Ulrich Thomsen...Ulrich Thomsen...nej, det tror jeg ikke er noget vi har...er det en biografi?"

Men de fleste eksempler er ikke så sjove at genfortælle. Det er de tusindvis af gange, hvor man på boghandlerens tomme øjne og mekaniske bevægelser fornemmer at de er så ligeglade med det hele og at bøger er ved at hænge dem ud af halsen eller at de egentlig bare har et midlertidigt job eller at de kun kan forholde sig til bestsellerne.

Nedenfor kommer nogle forskellige erfaringer med mine faste boghandlere gennem tiden:

Den lokale boghandler på Falkoner Allé i 90'erne (den hed noget med Bog & Musik) var vældigt flink og lærte hurtigt at genkende mig som en hyppig kunde, huske mit navn og finde de bøger frem jeg havde bestilt til ham. Men han havde ingen som helst forstand på noget som helst, hverken skøn- eller faglitteratur. Det viste sig på måden han omtalte bøgernes titler på mv., ligesom vores samtaler altid blev meget mærkelige, fordi han for eksempel mente at man fremover ikke behøvede at få oversættere til at oversætte bøgerne; det kunne en computer bare klare. Yeah, right. Babelfish-udgaven af Ulysses skal nok blive en succes...

Så lukkede han, og jeg var henvist til Godthåbsvej, hvor de var ganske flinke og faktisk ind imellem viste en interesse for i hvert fald de mest populære bøger. Her er de faste medarbejdere boglæsere, og "fru direktøren" Marianne har en fortid i forlagsbranchen.

På Jagtvej lå en gang Wiuff-boghandelen. Her var der en indehaver der elskede bøger, og som endda kendte min egen bog, hvilket naturligvis tæller stærkt i hans favør. Desværre var han ikke spor handelsmand, og hans havde ingen styr på bestillinger gennem bogkub, idet der var kronisk tekniske problemer med at få forbindelse til forlagene (eller hvad det var). Efter at have ventet meget tålmodigt i et halvt år på de bøger jeg havde bestilt (jeg gav ham kun så lang snor fordi jeg virkelig kunne lide ham) opsagde jeg vores samarbejde, som det hedder i erhverslivet.

Men hvad så med de rigtigt gode eksempler? Jo, de ligger frem for alt hos antikvarboghandlere, for de er næsten nødt til at vide hvad det er de har, fordi de selv skal vurdere hvad de kan sælge. Og så er lønnen sikkert så lav at ingen andre end fanatiske bogelskere gider stå i en antikvarboghandel. Jeg mindes stadig med vemod ABC-antikvariatet på Skt. Hans Torv, der desværre til sidst måtte dreje nøglen om på grund af for lav omsætning. At folk ikke strømmede dertil fatter jeg ikke. I dag er det desværre sjældent jeg kommer i antikvariater, da min hverdag er mere travl, og idet de også er kommet på nettet, hvilket er en meget stor fordel når man ved hvad man vil have.

Og så har jeg ligesom Ebbesgaard den erfaring at de bedste boghandlere ligger i udlandet. Mine erfaringer er primært fra New York, hvor jeg boede et halvt år i 2001, og elskede at gå i St. Marks Bookshop eller Posman Bookstore (som nu er væk) eller Strand. På samme måde har jeg oplevet steder i Berlin og Paris som havde dét der man ønsker sig hos en boghandler. For eksempel blot dette at stedet er indrettet til at man kan opholde sig derinde og måske endda hygge sig med at browse bøger. I St. Marks spiller de fx god musik - de plader de selv kan lide.

I dag handler jeg primært hos billige internetboghandlere som Blackwell , Bookplace og danske elounge. De har alle deres styrker og svagheder. Et tip er altid at orientere sig på Bogpriser.dk, før man beslutter sig for hvilken internet-boghandel man vil købe den pågældende bog hos.

Og så skamkøber jeg hos Akademisk Boghandel, der ligger på KUA og som naturligt nok har en masse gode bøger hjemme, ligesom jeg har et godt forhold til de ansatte (Ole og Morten), der kender mine behov og nærmest kan huske i hovedet hvad jeg har bestilt (bl.a. gennem Samlerens Bogklub), ligesom de faktisk har en ide om hvad det er de sælger.

21.12.2006

Beskueren tvinges - gu' gør hun ej!

En af de hyppigste og værste klichéer i kunstformidlingen er den om at beskueren "tvinges" til at reflektere over dette eller hint komplicerede vilkår for eksistensen eller repræsentationen eller hvad det nu er.

Jeg er meget træt af denne tvangsretorik, og i et forsøg på at komme den til livs har jeg skrevet et lille essay til det nye nummer af Kritik. Læs uddrag, eksempler og diskussion på Det spekulative øre.

17.12.2006

Ungdomshuset mister sympatien

Så er det slut med sympatien over for Ungdomshuset fra de fleste her i lokalområdet. Det element af forkælet egoisme og en meget lille verden (der ikke inkluderer de umiddelbare omgivelser) som hele tiden har været en del af indtrykket af Ungdomshuset, blev i nat konkretiseret med et voldeligt angreb på tilfældige butikker, cykler, biler og mennesker.

Jeg mener ikke at kommunen burde have solgt Ungdomshuset i sin tid - det var hjernedødt - og jeg forstår ikke Faderhusets stædighed efter at de er blevet tilbudt en meget flot sum for huset. Men det retfærdiggør ikke at man opfører sig som om Ungdomshuset er frihedens sidste nødvendige bastion og bare går amok på alt og alle udenfor, som om det var ét stort system. Det er pubertært, usympatisk og meget, meget dumt.

Danske weblog-indlæg om ungdomshuset (de altid nyeste øverst)

15.12.2006

Merzbow i København

På mandag kommer den japanske støjkonge Merzbow til København og spiller i Plex. Det har jeg ventet på skulle ske i mange år - af en eller anden grund har han vist kun spillet i Jylland tidligere. Merzbow laver ren støjmusik, og har gjort det på flere hundrede cd'er. Koncerten er forlængst udsolgt, men heldigvis har jeg billet. Det bliver stort!

Politiken har en formtale i dagens iByen-tillæg, hvor jeg og Jørgen Teller bliver interviewet. Indtil videre kan artiklen læses her. Det er en fin artikel af Rasmus Strøyer med en flot collage som illustration.

Jeg har fået artiklen at se før den blev trykt og haft mulighed for at korrigere fejl i det jeg bliver citeret for - det er god journalistisk skik (man citeres jo aldrig ordret), og jeg kan derfor stå inde for mine udgydelser. Der er dog tale om ganske få uddrag af en samtale på 45 min., så jeg havde mildt sagt mere på hjerte, men det er mediets vilkår.

Mine skriverier om Merzbow

13.12.2006

Gus Jensen i Berlingske

I dagens Berlingske Tidende er der en artikel om Gus Jensens blog under overskriften "Profeten med de røgfarvede briller". Det er en blog hvor man hurtigt bliver i tvivl om hvorvidt bloggeren Gus er autentisk eller satire. Og det er Nyhedsvisen der er vært for den.

Under Berlingskes research interviewede de også mig, og som sædvanlig bliver der kun et par sætninger tilbage af den lange samtale, formuleret af journalisten selv - det er mediets vilkår. Her er uddraget hvor jeg citeres:

Spekulationerne har fået Nyhedsavisens journalist Stine Bjerre Herdel til at sværge »på spejderære« på, at ingen på redaktionen aner, hvem Gus Jensen er. Og jourhavende Anders Gylling Trier har på sin blog proklameret, at avisen nu vil forsøge at finde Gus Jensen eller personen bag.

Spørgsmålet er, om Nyhedsavisen har nogen som helst interesse i at afsløre den mystiske gæst. Flere af bloggerne fra avisens netforum skriver direkte, at de er ligeglade med om Gus Jensen er fiktion eller ej, så længe han er sjov. Og måske virker han blot som en ganske pirrende udfordring for en ungdom, der har høje kompetencer i afkodning af medier.

Det mener Torben Sangild. Han er Ph.D i moderne kultur og aktiv blogger siden 2003.
»Det kunne godt tyde på, at Gus Jensen allerede er ved at være en kultfigur i visse kredse. Ved at have ham som blogger kan Nyhedsavisen fange en målgruppe, som er kritiske og postmodernistiske i deres tilgang til nettet. Og så længe man ikke skriver noget forkert om navngivne personer, er der intet problem ved en weblog, der leger med troværdigheden,« siger han.

Fiktivt er okay
Torben Sangild peger desuden på, at der hersker en enorm justits i cyberworld. En skribent, der lyver, bliver opdaget. Derfor udgør fiktive skribenter ikke nogen større fare:
»Alle holder jo øje med alle. Og i modsætning til aviserne, der kun slipper udvalgte læserbreve igennem, så kan alle indvendinger og kritikpunkter lægges på nettet,« siger Torben Sangild, der betragter Gus Jensen som satire.

Hele artiklen ligger (foreløbigt?) her.

De første af mine udtalelser udtalelser bygger som det fremgår på den antagelse at det er Nyhedsavisen selv der har skabt Gus Jensen. Det er indtil videre kun gætteri.

Hvad angår ordet "postmodernistiske" så er det journalistens eget. (Tro aldrig at folk har sagt det som står i anførselstegn. Journalister har ikke tid til at optage og citere ordret, så de formulerer selv hvad de synes man sagde).

Hvad angår at der ikke er noget problematisk ved at lege med troværdigheden, så er det en lidt firkantet sætning. Det jeg sagde var at inden for visse genrer af weblogs er troværdighed vigtigt (det understregede jeg endda), men at der findes satiriske former hvor det er helt på sin plads at lege med troværdigheden, fordi den umiddelbare usikkerhed om hvorvidt det er sandt eller ej er en del af oplevelsen.

Men ellers kan jeg vist godt stå inde for det jeg citeres for.

Tjek Gus Jensens blog ud. Han minder om typer som Dolph, Erling Brokkendorf fra ATS og 37 grader og Kimporator og den slags. (Desværre er de to sidstnævnte ikke fake/satire).

Spørgsmålet er om Gus kan fortsætte med at ignorere spørgsmålet om hvorvidt han eksisterer i virkeligheden. Der er i hvert fald nogen der har undersøgt sagen og konfronteret avisen og Gus selv med spørgsmålet. Hvis nogen satte spørgsmålstegn ved om jeg eksisterede i virkeligheden, så ville jeg svare prompte.

Indicier på at Gus er en opfundet person:
- Gus findes ikke i telefonbogen.
- Hans sprog har et noget højere lixtal end hans identitet lægger op til (omend han konsekvent og ofte skriver "metru-seksuel").
- Hans idiosynkrasier er lige en tand mere hysteriske end de virkelige forbilleder.
- Han reagerer ikke på beskyldningerne om at han er fake, men ignorerer dem konsekevent (ikke så smart et træk).
- Han poster sine indlæg hver dag før kl. 10
- Billedet af ham ser noget bedaget ud.

Yderligere links til debatten om Gus Jensens blog
- Nyhedsavisens redaktionschef kommenterer Berlingskes artikel
- Kasper Haugård er afhængig af sit had til Gus' weblog
- Tveskov har et bud på hvem der står bag

10.12.2006

Portræt

Sidsel malede dette fine portræt af mig i foråret. Det er ikke så smigrende, synes jeg, men det er fandeme godt malet.

Portraet (lille).jpg

08.12.2006

Marstal-billede

I Marstal er tingene lidt anderledes. Jo, som alle byer har Marstal også disse uudgrundeligt stilrene personer der kører på knallert iført træsko og dynejakke med en mælkekasse bagpå. Her er det bare ikke mælkekasser, men fiskekasser de har bagpå knallerten. I sommers var jeg i Marstal og så adskillige eksempler på dette fænomen. Til sidst tog jeg et billede af en sådan knallert. Det vil jeg tilegne Carsten Jensen, som jeg også så derovre, og som for nyligt har udgivet en Marstal-baseret roman.

Marstal-knallert.jpg

03.12.2006

Opstød om DRs hjemmeside

Danmarks Radio har på mange måder en fin hjemmeside med mange tilbud, men nu oplever jeg for 107. gang at der er tekniske problemer, og at jeg ikke har mulighed for at rapportere dem. Hvorfor ikke? Fordi DRs webmaster i sin visdom har valgt ikke at angive nogen email-adresser eller formularer hvor man kan rapportere fejl på hjemmesiden eller tekniske problemer. Det er meget frustrerende. Hvad ligner det? (Det ligner et forsøg på at undgå henvendelser, gør det)

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2