« Årets plader 2006 | Forside | Hjælp til selvhjælp »

19.01.2007

Nye podcast: Kaffeklubben, Iliaden og Ultra_FM

Der skyder nye podcasts op hele tiden, og enkelte er så interessante at de bliver præsenteret her (og her). I denne omgang hyper jeg tre spændende nytiltag:

Kaffeklubben på P1
Dette er intet mindre end den første DR-udsendelse der tager weblog-mediet alvorligt. Her diskuterer tre yngre folketingspolitikere emner som diskuteres i blogosfæren, og får polemiske indspark af en udvalgt weblog-debattør. I de første programmer er politikerne Margrethe Vestager (Rad.), Pernille Rosenkrantz-Theil (Enh.) og Ellen Trane Nørby (V). Den ekstra gæst er Claus Buhl. Lytterne kan kommentere på programmets egen blog. Efter at have hørt den første podcastede udsendelse er jeg meget begejstret: der diskuteres store og små emner mellem hinanden, men for en gangs skyld på et niveau hvor værten lader gæsterne udfolde deres intelligens, hvilket debatten kun bliver mere spændende af. I den første podcastede udsendelse var emnerne: bandeord, politikere der blogger, kreativitetens kvælning i uddannelse og forskning og endelig TV-mediets rolle i en multimedie-kultur.
Programmets hjemmeside forsøger DRs webmastere at holde hemmelig, men her er den. Og podcast-feedet ligger her.

Iliaden
Et fantastisk tilbud fra DR: hele Iliaden læst op af mesteren selv - altså ikke Homer, men gendigteren Otto Steen Due. Fuzzy har lavet musik til. Man kan spørge sig om Due er den bedste til at læse op. Han gør det OK, men jeg tror at en professionel skuespiller (fx Jesper Christensen eller Henning Jensen) ville kunne bringe en større energi ind i teksten. Under alle omstændigheder er det et fantastisk tilbud for licensen. Og lad os håbe der kommer mere i samme stil. Podcastmediet er som skabt til oplæsning og historiefortælling. Iliaden ligger her.

Ultra_FM
Med den entusiatiske og kyndige Niels Mark i spidsen har Herlev-bibliotekerne længe været Danmarks førende folkemusikbibliotek - i hvert fald hvad angår formidlingen af musik uden for mainstream til hele landet. Nu har Niels Mark fået den fremragende ide at lave en podcast der introducerer nogle af de mindre kendte navne inden for electronica, noise og gråzonemusik. Han har en god næse for at opspore interessant musik, og denne podcast kan ikke påskønnes nok. Eneste anke er teknisk: når de forskellige numre præsenteres taler Mark efter alt at dømme gennem en for dårlig mikrofon, ligesom hans tale er skruet for langt ned (og måske kunne peppes lidt op i det hele taget). Men det væsentlige i denne podcast er musikken, og den er god! Lyt selv.

Til sidst er der kun at henvise til min altid opdaterede liste over podcasts jeg lytter til.

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2