« Dommedag | Forside | Krak blamerer sig i blogosfæren »

21.01.2007

Velgørenhedsprostitution

Du kender det sikkert: man er på vej ud af supermarkedet eller skal nå en masse ærinder, og pludselig bliver man stoppet af en smilende person i begyndelsen af 20erne, der står med en mappe og lige vil høre om man ikke synes det er synd at folk sulter eller bliver udsat for tortur. Deres teknik er den samme som Hare Krishna eller Jehovas Vidner, men de sælger ikke religioner, de sælger velgørenhed på gadehjørnet. Blandt dem er Amnesty International, og Folkekirkens Nødhjælp. Jeg gider dem ikke, det irriterer mig at blive stoppet på gaden og afkrævet en samtale. Og så optræder jeg i rollen som den hårde egoistiske type, der kun tænker på sig selv og ikke en gang stopper og og bruger et par minutter af min luksuriøse tilværelse på at tale om nøden i verden.

Men det går jo til et godt formål, så hvad er problemet? Problemet er, at jeg ikke mener at grunden til at man støtter en bestemt organisation frem for en anden bør være at de råber højst og stopper folk på gaden. Det er sikkert meget naivt, for det viser sig jo at det virker - de skraber langt flere penge ind på den måde - det er jo derfor de gør det. Og hvis alternativet er at der ikke bliver givet penge til velgørenhed, så er det vel bedre, lyder den indlysende indvending.

Okay, fair nok, men det bedste ville være hvis det ikke var det der skulle til. For den logiske konsekvens vil være at sælgeraggressionen optrappes og at de konkurrerer om de bedste pladser i byen og ringer til os privat på samme måde som aviserne og Falck (hvilket i øvrigt burde være forbudt - men den tager jeg op i et senere indlæg).

Så hvad kan man gøre? Den eneste måde man kan dæmpe markedsgøgleriet på er ved at gå mod strømmen og støtte de organisationer der ikke sælger sig selv på gaden. Hjemme hos os støtter vi fx Læger uden grænser, som gør et fremragende arbejde, og som jeg aldrig er blevet antastet af. Men der er sikkert mange andre. Jeg vil opfordre til at man støtter en af dem i stedet. Måske skulle man ligefrem lave en liste over sådanne organisationer, og så systematisk opfordre folk til at støtte dem? Man kunne lave to lister: dem der sælger sig på gaden og dem der ikke gør, og så plædere for at man støtter dem der ikke gør. Man kunne gøre det til en hel folkebevægelse eller en forening, der måske endda kunne få lidt opmærksomhed i medierne og få folk til at tænke sig om og sørge for at støtte velgørenhed på eget initiativ uden at det skal proppes ned i halsen på dem. (Og i øvrigt også støtte når der ikke lige er en dagsaktuel tsunami i medierne). Hvis det greb om sig ville det faktisk ikke kunne betale sig for dem at sælge sig på gaden, og samtidig ville der blive givet lige så meget til nødhjælp - ideelt set.

Men i første omgang skal du være velkommen til blot at nævne organisationer der holder sig for gode til den slags. Eller bare debattere emnet (herunder gerne klandre mig for at være lidt for overfølsom over for at blive antastet på gaden; det indrømmer jeg gerne).

Kommentarer

Som gammel facer (det kaldes de væmmelige mennesker, der antaster dig på gaden) for Amnesty International kan jeg jo ikke undgå at føle mig en smule indigneret over dit indlæg.

Jeg kan godt forstå at du ikke synes det er rart at blive konfronteret med verdens ubehageligheder midt i dit travle liv, men tro mit ord, at det er nødvendigt. For verden er ubehagelig, og også i en sådan grad at arbejdet for at gøre den bedre ikke kan tage hensyn til din irritation eller følsomhed overfor at blive konfronteret med det på vej hjem fra arbejde. Der er rent faktisk rigtig mange mennesker, der sætter utrolig stor pris på det arbejde facerne gør, når de flytter fundraisingsarbejdet (og ikke 'salget'!) ud på gadeplan, nemlig præcis alle de, der har verdens ubehageligheder lidt tættere inde på kroppen end vi sikkert har: voldsramte kvinder, torturofre, fanger på dødsgangene, politisk forfulgte, sulte og syge børn etc.

Jeg vil give dig fuldstændig ret i at det ideelle ville være, hvis folk helt på eget initiativ besluttede sig for at støtte en eller flere organisationer, hvis arbejde de fandt sympati for. Og respekt for at I hjemme hos jer selv har valgt at støtte Lærer uden grænser (LUG og Amnesty har i øvrigt et tæt samarbejde omkring flere projekter...). Men generelt set, er folk simpelthen for navlebeskuende til den slags (inklusiv mig selv, der også blev hvervet som medlem til både Amnesty og Unicef på gaden)

Til slut vil jeg lige gøre lidt op med dine skrækscenarier omkring organiseringen og strategien omkring gadearbejdet. Det er faktisk sådan (jeg kan her naturligvis kun tale på vejne af Amnesty, men jeg vil tro at det gælder for alle de øvrige organisationer også) at der foreligger nogle temmelig klare etiske retningslinier for hvordan arbejdet skal udføres. Jeg kan da her tilføje at gadearbejdet, i hvert fald dengang, blev belønnet med flere roser end ris både på gaden og i inboxen. Bevares, facere får da undervisning i kommunikation og konfliktafværgning (ja, som facer kan man faktisk godt risikere at få nogle hug, ofte verbalt, sjældnere korporligt), for det er, som du jo åbenlyst er fuldstændig velvidende om, ikke altid nemt at få mennesker til at interessere sig for andre menneskers problemer, uanset deres påtrængenhed - og da slet ikke, 'når de er på vej ud af supermarkedet, eller skal nå en massed ærinder'.

Næste gang du bliver 'antastet' af en facer på gaden og ikke gider bruge et par minutter af din luksuriøse tilværelse på at tale med ham eller hende, synes jeg, i stedet at du skal sige, idet du passerer vedkommende (og prøv dog lige med et lille smil, for fanden - det humanitære arbejde faceren laver burde sgu indgyde bare et minimum af respekt; det slår da uden tvivl dit bdrag til LUG med flere kilometer), at du har valgt at støtte en anden organisation. Verden bliver altså ikke et rarere sted af, at følsomme (og måske en smule mavesure) mennesker som dig vil danne forening mod effektivt velgørenhedsarbejde...

Min løsning er på tilsvarende vis at have én organisation, som jeg indrømmer at give til (Amnesty) og så henvise til mit begrænsede budget.

Kære Stine,

Jeg er ked af hvis jeg har stødt dig med min overfølsomhed over for folk der stopper mig på gaden, og jeg vil understrege at dette ikke er en anklage mod dem der står der, men snarere en beklagelse over at det er dét der skal til. Jeg er ikke i tvivl om at I er rare mennesker der vil det godt, og jeg har aldrig oplevet at nogen var ubehagelige.

Da jeg synes at jeg går konstruktivt og selverkendende til problemet (efter at have fortalt ærligt om min irritation) opfatter jeg ikke selv mit indlæg som "mavesurt", men når man udtrykker sig polemisk på skrift kan det hurtigt virke hårdere end det er ment. Og jeg sender heller ikke 'facerne' mavesure dræberblikke når jeg møder dem, men siger blot et klart nej. (Jeg kan ikke smile på kommando, så de får kun et smil hvis jeg på forhånd er i godt humør). Rollen som den egoistiske type er min egen småparanoide fornemmelse af hvordan det må virke set udefra.

Du siger at 'facerne' gør et frivilligt velgørenhedsarbejde, og al respekt for det. Jeg troede faktisk I blev betalt for det, og at det var derfor der ikke er nogen over 30. Er det simpelthen generelt sådan at facere arbejder gratis?

Hvad min overfølsomhed angår, så handler det bl.a. om at forskellen mellem 'fundraising' og salg ikke er så tydelig når man navigerer på gaden. Jehovas vidner sælger jo heller ikke noget; de hverver. Så når jeg kalder det salg skyldes det at det er sælgermmetoder der anvendes, at stilen er hentet fra sælgerbranchen og at det kun er indholdet der varierer. Og i min utopiske fantasi er velgørenhed så forskellig fra kommercielle varer at metoderne også bør være det. Jeg er godt klar over at det ikke er den verden vi lever i.

Jeg har i øvrigt stor respekt for Amnestys vigtige arbejde. Jeg foretrækker dog fortsat at lade mine bidrag være en modbalance sådan at de organisationer der ikke går på gaden også får lidt.

Jeg synes det er virkelig dejligt at du overhovedet vælger at støtte en NGO, der laver et vigtigt stykke arbejde, det skal der ikke hersked nogen tvivl om :-)

Facerne får løn, det var ikke meningen at det skulle fremstå som om at de arbejdede frivilligt - men det er der absolut heller ikke noget odiøst i, sålænge deres indsats står mål med de penge de tjener til sig selv.

Faktisk var jeg selv 27 da jeg arbejde som facer (jeg var egentlig gruppeleder)og havde i mit team faktisk en kvinde på 36...men jo du har ret, størstedelen af dem er mellem 20 og 25 år.

Hvis Amnesty (det var dem, der først fandt på det)ikke var gået på gaden for en fem seks år siden, var det yderst usandsynligt at deres medlemstal havde vokset i den grad har rent faktisk har gjort. For en organisation som AI er medlemstallet - selvfølgelig også pengene - supervigtigt for at kunne presse beslutningstagerne rundt omkring i verden.

Anyways, fedt at du er engageret, og støtter noget du har lyst til, og tilmed selv har valgt - og prøv alligevel at smile på komando, man bliver faktisk i rigtig godt humør af det ;-)

Tro mig, jeg har hele mit liv forsøgt at smile på kommando, og er blevet opdraget med at man skal smile til verden osv., men det eneste jeg kan opbyde er at mine mundvige trækker sig ud på en måde der ikke narrer nogen til at tro på at jeg for alvor smiler.

Hvis man skal finde en fordel ved dette er det vel at folk kan være sikre på at når jeg så faktisk smiler til dem er det et ægte smil. Og det sker altså adskillige gange i løbet af en gennemsnitlig dag, vil jeg lige understrege.

Omvendt oplever jeg det mærkelige at når jeg cykler gennem byen med Indurain-mund (blottede tænder) tror mange at jeg smiler og smiler så igen. Det har jeg næsten ikke fortjent.

At smil-propagandaen kan kamme over viser sig i den meget udbredte løgnehistorie om at vi skulle bruge færre musker på at smile end på at se sure ud. Se her.

Tjah..det er vel også en slags menneskerettighed kun at smile, når man har lyst;-)

Der findes et engelsk ord for det - "chugging" (charity + mugging).

Jeg har (desværre, måske) altid været provokeret af, at "facerne" får løn. Grunden er så simpel som at da jeg var ung og engageret gjorde vi det sgu da frivilligt. Min egen (og de andres) indsats havde intet med penge at gøre. Sådan synes jeg stadig, det skulle være. Jeg er måske gammeldags (jeg er 29), men det føles mere ærligt, når det er idealisme og ikke studiejobbet, der er initiativet bag.

Så jeg siger også nej. Af princip. Og så støtter jeg de organisationer jeg kan lide i andre sammenhænge.

Glemte dog at sige, at jeg altid smiler, når jeg siger nej. Det er da noget... :)

Kære Anja

Ja, jeg ved godt at mange føler sig provokeret over at facerne får løn. Problemet er bare, at det er umuligt, at få nogen som helst til at gøre det frivilligt, og så er man jo lige vidt. Jeg vil nu også mene, at det er en smule fjollet, at holde sig for god til at gøre noget godt pga. et gammeldags princip om at gøre tingene 'af rent hjerte'. Det eneste der tæller i denne verden, hvis man ønsker at lave om på den, at gøre den bare en smule bedre, er handling, og så kan man jo ellers stikke de gode intentioner op et sted, hvor solen aldrig skinner - de fører ikke til noget som helst i sig selv.

Som en trøst kan jeg dog fortælle, at rigtig mange af facerne er frivillige i deres respektive NGO'er ved siden af deres gadearbejde; at de fleste rent faktisk ER engagerede mennesker, der gerne vil gøre en forskel - og det gør de i den grad!

Men dejligt at du støtter noget, du har lyst til, og selvfølgelig at du smiler:-)

Læger uden Grænser er også min personlige favorit. Mange af de velgørende organisationer mener jeg opfører sig usmageligt, med Røde Kors klart i spidsen. De har ingen hæmninger; vil bruge enhver teknik og enhver halv sandhed for at få åbnet op for tegnebøgerne. Deres "markedsføring" i forbindelse med tsunamien var jo forbilledlig og lige til handelshøjskolens lærebøger. Det er da også lykkedes dem at samle langt flere penge ind end de kan få brugt i mange, mange år, hvis nogensinde.

Amnesty har helt seriøst hævdet at Guantanamo er vor tids Gulag! Guantanamo er en svinestreg og en ussel måde at behandle folk på, men at sammenligne 500 menneskers indespærring med millioner af menneskers tvangsarbejde og død er i bedste fald udtryk for historieløshed og idioti, i værste rendyrket propoganda og demagogi. Amnesty har adgang til Guantanamo...hvis nogen fra en lignende organisation var kommet ind i Gulag, var de kommet ud med fødderne først.

Kræftens Bekæmpelse har en formue på over en halv milliard. Danske Blindesamfund har en hel. At min mor, da hun havde kræft, absolut ingen hjælp fik da hun henvendte sig til KB tillægger jeg kun begrænset værdi; de har sikkert hjulpet mange andre, men hvis jeg har lyst til at sætte penge i en investeringsforening, foretrækker jeg Carnegie eller Sparinvest.

Det som jeg synes er så irriterende ved det, er ikke at man bliver mindet om verdens problemer, men at man bliver afkrævet noget, bliver bedt om at tage stilling til noget.

Måske går man bare der og nyder at holde fri og være anonym i storbyen og så popper der en velgørenshedsmedarbejder op foran en... jeg må indrømme at jeg synes det er ligeså irriterende som pop-up reklamer på nettet, selvom bidraget går til noget godt. Minder mig om de "personlige" reklamer i filmen Minority Report, som vi så i fjernsynet for nylig. Ydrk.

Helt enig, Sidsel. Det er ikke det "at blive konfronteret med verdens ubehageligheder midt i sit travle liv", der er irriterende. Problemet er for det første, at det umuligt, når man manøvrerer gennem gågaden, på afstand at afgøre, om 'faceren' vil sælge mobiltelefonabonnementer, agitere for Stop Islamiseringen eller Dansk Folkepartis Ungdom - eller om det er en sag, man faktisk godt vil støtte. For det andet, så kan det godt være, der er et etisk kodeks, men det er langt fra alle der respekterer det. Der er nogle 'facere', som kan være ret insisterende og temmelig irriterende. Så begynder det at minde om spam i inbox'en.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2