« Nick Cave & Grinderman | Forside | Så går det løs! »

27.02.2007

Michael Aastrup Jensen: Uden titel (Overrevet avis)

Det var interessant at overvære politikeren Michael Aastrup Jensen som skabende kunstner i Kaffeklubben på P1. Jeg havde bedt om at være til stede for at dokumentere skabelsen af værket, der jo selv er en happening.

Kaffeklubben 2.JPG ---

Baggrund
For dem der ikke aner hvad det handler om er baggrunden som følger:

Jeg var gæst i Kaffeklubben på P1 og havde et indlæg om at jeg var træt af at man altid spørger om noget er kunst før man spørger hvad det udtrykker eller om det er interessant. (Hør udsendelsen her).

Michael Aastrup gav udtryk for at der må være grænser for kunsten (grænser som sættes af sund fornuft), ellers kunne alt jo være kunst, og påpegede at hvis han rev den avis over som lå foran ham på bordet, så ville det jo ikke være kunst.

Efter udsendelsen ringede en vis Knud Frøslev ind og bød 100 kr. for den avis som Aastrup ville rive over. Jeg bød over og betingede mig:
1. At den skulle signeres
2. At jeg fik lov at overvære og dokumentere seancen.

Jeg begrundede punkt 2 på følgende måde:
"Det er en integreret del af Aastrups æstetik at det performative (altså selve handlingen) er lige så vigtig som resultatet. Værket har altså en stor del af sin værdi i den offentlig eller halv-offentlige happening at Aastrup river avisen over. På den måde er han også nødt til at forholde sig til hvordan han vil gøre det, og dermed understrege sine selviscenesættelsesteknikker, hvilket igen giver værket dets politiske dimension."

Skabelsen
Aastrup slog til og ville gerne skabe værket, selv om han understregede at han ikke selv synes det er kunst. Allerede her er det interessant: vi har en kunstner der ikke selv synes han er kunstner og et værk som han ikke selv synes er kunst, men markedet og kunstkritikken (repræsenteret af mig) blåstempler det alligevel som kunst. Ganske vist med et glimt i øjet, men det gør ikke noget.

I slutningen af denne udsendelse skete det så og blev dokumenteret. Aastrup gik med på spøgen, men understregede at pengene fra auktionen (der nærmer sig sin afslutning i skrivende stund) vil gå til Kræftens Bekæmpelse.

Under almindelig munterhed blev baggrunden forklaret, heriblandt mine overvejelser over det performative aspekt. Aastrup rev så avisen (præcis den udgave af Nyhedsavisen som han pegede på i forrige udsendelse) over.

Men lad os lige opholde os lidt ved avisen. Jeg har ikke haft mulighed for at kigge nærmere på den (så der er masser af stof til de fremtidige analyser af værket), men det er markant at forsiden prydes af Ulrik Wilbek under overskriften "Øv - Nu kan det kun blive bronze". Lige inden Aastrup rev avisen over gav han udtryk for sine følelser omkring det at overrive billedet af en partifælle (Wilbek er jo også venstremand).

Aastrup understregede også at hans metode var den lette måde, som er typisk for politikere. Her er det lidt uklart for mig hvad denne bemærkning præcis betyder, men det er jo også vigtigt at holde værket åbent for fortolkning. Jeg vil dog tillade mig følgende bud: Aastrup hentydede til at han rev den over på den korte led, og gav udtryk for en selvironi i forhold til det at være politiker. Men her er der virkelig stof til eftertanke: tager politkere altid den korteste vej?

Vi skal også kigge på den kropslige del af performancen: Dette aspekt lagde et vist pres på Aastrup. Både fordi jeg havde udnævnt det til afgørende for værkets politiske dimension og fordi Margrethe Vestager lige inden udførelsen sagde at hun havde tænkt meget over hvordan han mon ville gøre det.

Aastrup blev siddende på sin stol (han kunne have rejst sig op og gjort det mere ceremonielt). Han holdt avisen op foran sig og rev den over med et stort, for ham karakteristisk smil, der i øvrigt afspejlede den generelle munterhed i DR-studiet, hvor politikerne Margrethe Vestager, og Pernille Vigsø Bagge, blog-gæsten Christian Bjørnskov, værten Irene Manteufel, tekniker/webmaster/producer Anders Kjærulff Christensen og altså jeg selv, Torben Sangild (som garant for kunstvidenskaben og kunstkritikken) var samlet. Ude i teknikerrummet sad i øvrigt tekniker/producer Jesper Tholl og var et ekstra vidne.

Aastrup rev altså avisen over på den korte led med et stort (og måske en smule forlegent?) smil, og bagefter var der klapsalver og latter mens han signerede værket. Jeg foreslog at han signerede begge halvdele, hvilket han gjorde, med bemærkingen om at han signerede Wilbeks arm på den ene af halvdelene. Jeg har som sagt ikke nærstuderet det endelige værk, så jeg ved ikke hvor han signerede den anden halvdel, men det skal nok blive opklaret. Hvis ikke jeg ender med højeste bud på værket vil jeg kontakte ejermanden for en nærmere beskrivelse.

Opdatering: Imens jeg skrev dette gik en vis Knud Frøslev (som også var den første byder og dermed satte det hele i gang) af med højeste bud på 325 kr., så jeg må høre om mulighederne for at tage værket i nærmere øjensyn. Knud Frøslev, hvis du læser dette, så vil jeg gerne i kontakt med dig.

Efter at udsendelsen stoppede blev der spøgt med konserveringsproblemerne, værkets potentielle værdistigning hvis Aastrup en dag bliver minister og andet. Alle gav hånd på vej ud.

Se flere billeder fra seancen her:

Kaffeklubben 1.JPG

Jeg udlægger værket for den muntre forsamling

Kaffeklubben 3.JPG

Kunstneren tager imod bifaldet

Kaffeklubben 4.JPG

Værket signeres på begge halvdele under opsyn af de politiske modstandere

Kaffeklubben 5.JPG

Kunstneren viser det færdiggjorte værk frem

Links
Kaffeklubbens blog
Programmet der affødte værket
Programmet hvor værket blev skabt

Kommentarer

Fin anskuelseshappening i hvad kunst kan være.

Og sikke et ord: 'selviscenesættelsesteknikker'...nu forstår jeg bedre hvorfor jeg er SÅ dårlig til at sælge min kunst + mig selv som kunstner: Det dér ord skræmmer mig fra vid og sans :-)

Jeg mener overskriften var: "Nu kan vi kun få bronze".

I øvrigt interessant, hvad man (du som kunstanalytiker) kan få ud af en så banal handling som at rive en avis over. Men det interessante er vel også, at handlingen under de rette omstændigheder kan transcendere det den umiddelbart er, til fx at være en ironisk kommentar til hvad kunst egentlig er. Men selv om "kunstneren" ikke selv mener det er kunst, er der vel meget der peger på det modsatte, fx at der er penge på højkant. I øvrigt sympatisk at Aastrup donerede det indkomne beløb til velgørenhed, men det kan måske også siges at have været en del af den planlagte selviscenesættelse...

Men er det GOD kunst?

Ja, det var jo netop det spørgsmål jeg gerne ville have at man generelt diskuterer noget mere frem for "er det kunst?", så det er da herligt at det er lykkedes (against all odds).

Jeg vil ikke selv svare på spørgsmålet af to grunde:

1. Jeg er selv lidt for involveret til at kunne se det udefra.

2. Det afhænger en del af efterspillet og af de konceptuelle elementer - altså i hvor høj grad det sætter nogle vigtige spørgsmål på spidsen og tematiserer vigtige emner (kunstbegrebet, politikeres selviscenesættelse, mediernes rolle, kunstkritikkens rolle etc.)

Én ting er i hvert fald sikkert: kunstneren synes det ikke selv!

Der er et andet spørgsmål, som må afklares. For hvem er kunstneren egentlig? Er det Michael Aastrup eller er han en del af værket? Eller sagt på en anden måde: er han i-værk-sætteren eller er han i-værk-sat? Det er selvfølgelig også et spørgsmål om, hvor kunsten opstår.

Det sidste spørgsmål er uhyre fedt - selvom du, Torben, udlagde det smukt i udsendelsen, er jeg slet ikke sikker på at jeg er enig. For det var jo lytteren, Knud Frøslev, som oprindeligt mente at handlingen ville udløse et kunstværk, hvis den skete - og en definition på kunst må vel være, at nogen udtænker noget, f.ek. dette koncept, og kalder det kunst. å den anden side kan jeg jo godt se, at det på en måde var Michael Astrup der oprindeligt overhovedet fik ideen til handlingen: At rive avisen over - omend han nævnte den som en modsætning til begrebet kunst. I og med at den tanke først opstår hos ham, er han måske, som du sagde kunstneren - men så mener jeg at det må være udfra det argument, at han overhovedet får ideen om handlingen i sammenhæng med kunst.

Det er helt rigtigt, og det blev jeg faktisk også spurgt om inde i radioen.

Sagen er jo at der er følgende aktører på spil:

1. En kunstner (?) der ikke vil være det, men som går med til eksperimentet for sjov efter punkt 2 har sat det i gang.

2. En første byder (Knud Frøslev) der sætter anden etape i gang.

3. En der udvikler værkets potentielle tilblivelsesomstændigheder som en happening (mig).

4. Statsradiofonien der skaber rammerne for at det kan blive en offentlig begivenhed med et lyttende massepublikum.

5. Kunstkritikeren (jeg), der giver værket en foreløbig udlægning.

6. Markedet (auktionen) der garanterer at værket er omsætteligt.

Hvis man kigger på dette i forhold til normen for kunstproduktion, så er den mest markante principielle forskel kunstnerens selvopfattelse.

Spørgsmålet er om dette er nok til at sige at han så ikke er kunstneren, men at han er en del af værket, som er sat i scene af et eksperimenterende samarbejde mellem DR, Knud Frøslev og jeg?

I radioen svarede jeg at i sidste ende hældede jeg til at det mest meningsfulde var at Aastrup er den modvillige kunstner.

Men det er en konstant selvreferentiel og paradoksal situation, så jeg lader det være op til almindelig diskussion.

Jeg tror nemlig også at det er vigtigt at andre end mig tager over i dette spørgsmål, som jeg på sin vis er lidt for involveret i.

P.s. Dejlig anmeldelse og reportage fra udsendelsen. Meget lækrere end den, vi selv har lavet - og lærerig, naturligvis

Der er også adskillige analytiske perspektiver der skal undersøges nærmere, heriblandt:

Kønsaspektet: Aastrup som maskulinitetstype, i øvrigt flankeret af to kvindelige politiske modstandere under akten.

Avisen: her skal indholdet af det overrevne granskes nærmere, og forholdet mellem Aastrup og Ulrik Wilbek skal også undersøges. Der er mange perspektiver her: det nationale (håndboldlandsholdet), politikerens forhold til de skrevne medier (er der en lille aggression i denne handling? En handling som det skal understreges at Aastrup selv foreslog som tankeeksperiment? Det røg ud af ham midt i en debat).

Og der er naturligvis mange andre aspekter. Om 10 år er vi klogere på hvad dette værk egentlig betyder...

(De seneste kommentarer fra Irene Manteufel og fra mig er skrevet samtidig, så min kommentar er et svar på Claus Krogholms spørgsmål)

Irene: Tak for kommentaren! Jeg tror alligevel jeg svarede på det ved at svare på Claus', og jeg skal som sagt lade det stå åbent til diskussion, men jeg synes nok det er sjovest at kalde Aastrup for kunstneren, netop fordi han så nødigt vil.

Det er en kompliceret sag at udrede, hvem kunstneren egentlig er, fordi der her er tale om et samspil af i-ramme-sættelse, i-scene-sættelse, i-værk-sættelse og i-tale-sættelse. Det er måske nok det sjoveste at kalde Aastrup for kunstneren, fordi han så nødigt vil, men bliver han så ikke snarere "kunstneren", netop fordi han bliver i-værk-sat. Det er lidt som at udstyre en chimpanse (ikke for at insinuere noget) med oliefarver og et lærred og bagefter udstille resultatet som kunst. Det kan kun blive kunst, hvis andre har i-ramme/scene/tale-sat det som kunst.
Og så er det da også lidt sjovt, at du under kønsaspektet fremhæver, at han er flankeret af to kvinder 'under akten'. En psykoanalytiker kunne sikkert få meget ud af, hvilken 'akt' der egentlig er tale om.

Du glemmer bonus-aspektet, at det netop drejer sig om Nyhedsavisen, som på det seneste har forholdt sig meget skarpt kritisk til DR i forbindelse med "Den hemmelige krig." Godt nok var det tilfældigt, at det netop var Nyhedsavisen, men det skaber et yderligere politisk perspektiv i konceptet.

Jeg kan ikke se problemet i at Aastrup er kunsteren, selv om han ikke selv mener at det han har lavet er kunst. Det findes talrige eksempler på værker, som eftertiden har taget til sig som kunst, selv om skaberen af det ikke så sit arbejde som værende kunst. F.eks. vil vel de færreste i dag ikke kalde musik af J.S. Bach kunst, men "kunstner" med stort K er ligger meget langt fra Bach egen opfattelse af sig og sin musik.
Selv om tidsperspektivet ikke er tilstede her, mener jeg dog at noget tilsvarende finder sted - Aastrup vedkender/definerer ikke sit arbejde som værende kunst, men omgivelserne gør det; derfor er Aastrup kunstneren, hvad enten han kan lide det eller ej.

Irene: Du har fat i noget dér. Det er præcis den slags politiske perspektiver vi skal have på banen.

Man kunne gå videre og forholde sig til det subtile aspekt at Aastrup peger på Nyhedsavisen med det tilbud at ødelægge den i en DR-udsendelse samtidig med at han repræsenterer et regeringsparti. Her spiller kunstneren på en slags dobbeltkontrakt, der fortsætter idet han river partifællen Wilbek over, men samtidig udtrykker beklagelse over dette.

Claus og Frode: I har begge fat i noget, selv om jeres synspunkter er uforenelige, så lad endelig debatten fortsætte.

Det er et godt eksempel. Når Bach ikke ville kalde sig selv kunstner, så hænger det nok også sammen med, at kunstbegrebet dengang var et andet. Det Bach, i egne øjne, praktiserede var snarere det, grækerne kaldte tekhné og som er nærmere beslægtet med det, vi kalder håndværk. Bach var en håndværker (omend en sublim af slagsen), der fremstillede musik til praktisk brug i forskellige sammenhænge. Eftertiden har så indskrevet Bachs værker i en anden kontekst, hvor det bliver til kunst.
Det er altså et spørgsmål om i-ramme-sættelsen og i-tale-sættelsen (ja, beklager de lidt fjollede i-xxx-sættelser, men jeg håber de er illustrative). Af samme grund mener jeg, Michael Aastrup er "kunstner" snarere end kunster, fordi han ikke selv i-værk-sætter sin kunst, men derimod bliver i-værk-sat som "kunstner".

Så, Claus, for at skære det helt ind til benet; er vi enige om at man ikke behøver at være kunstner for at skabe kunst? at det er modtagelsen af værket der definerer det, og ikke skaberen? I så tilfælde kan vi nemlig vise Torben at vore synspunkter ikke er så uforenlige..!

Ja, Frode, det tror jeg vi er enige om. Der er jo heller ikke nok, at man kalder sig kunstner, hvorpå alt man frembringer uden videre bliver til kunst.

Hvor fuldbragt :-)

Glimrende - vi nærmer os en dialektisk pointe. Men hvad er så vigtigst: at Aastrup godt kan være ufrivillig kunstner (Frode) eller at han kun kan være "kunstner" (Claus)?

Så må vi jo ind i en længere diskution om hvad en kunstner er.. det kan vi sagtens, og det vil være bestemt være spændende, men er det ikke, i dette tilfælde, (og det er det næsten altid), mere interessant at diskutere værket fremfor kunstneren? Altså den overrevne avis og dens kunstneriske perspektiver, fremfor kunstneren (Aastrup?)

Jo, bestemt, det er til enhver tid min holdning at man bør fokusere på værket, og jeg har da også netop lagt en del iaggttagelser og overvejelser ud i den retning.

Men nu var I jo i gang med at diskutere det andet, og man kunne også argumentere for at netop den usikre kunstner-identitet er en del af værkets indhold.

.. der er der jo nogle interessante perspektiver, ja. For Aastrups værk kan vel sagtens betragtes som en del af den tendens der er er til at grænserne mellem kunstner/udøver/publikum udviskes, med interaktive kunst på nettet som det mest vidtgåendede eksempel.

Der er mange aspekter i denne udvikling - den mest glædelige af dem er, synes jeg, netop at man ved at gøre skaberen diffus, flytter fokus over på værket.

Så jeg synes ikke at den usikre kunstner-identitet er en del af Aastrup-værkets indhold (har det en titel, ivørigt?). Derimod tror jeg det forhold er med til at gøre værket mere interessant, relevant og vedkommende; nogle ret afgørende forudsætninger for at det kan blive GOD kunst, skulle jeg mene.

Jeg synes også vi bliver nødt til at forholde os til Knud Frøslevs rolle i dette (han er så vidt jeg forstår kunster, vel at mærke uden " "). Har han udtalt sig om værket han har købt her i efterhånd?

Hvem bestemmer værkets titel, når der er usikkerhed om kunstneridentiteten?

I øvrigt synes jeg at titlen bør være:
"Dette er ikke et kunstværk".

Hvad angår titel: Jeg har af mangel på bedre kaldt den "Uden titel (overrevet avis)", som det fremgår af overskriften på mit indlæg. Det skal siges at det ikke altid er kunstneren der navngiver sine værker - der er mange eksempler på at kritikere og andre har fundet på titler.

Ulrik Schmidt har i en email foreslået at justere titlen til "Uden titel (overrivning af avis)", idet den lille grammatiske ændring understreger det performative og processen.

Hvad angår Knud Frøslev, så ved jeg ikke noget om ham. Han har tilsyneladende ikke adgang til internettet (han har ringet sine bud ind) og søger man på selvsamme net fremgår det at han måske er komponist. I hvert fald er der intet der tyder på at han er billedkunstner.

Jeg har nu fået hans telefonnummer, og vil sætte mig i kontakt med ham.

Det forlyder i øvrigt at Frøslev vil forsøge at skænke værket til et museum. Det kunne være sjovt hvis det var Randers Kunstmuseum, så ville ringen være sluttet.

Aastrup er nemlig tidligere bormester i Randers, og en stor del af det som tilsyneladende har provokeret ham er at Randers Kunstmuseum har købt en Manzoni lortedåse.

Hvad ville der ske hvis Aastrups værk endte på selvsamme museum?

Hvis der står:
Michael Aastrup Jensen: "Uden titel (Overrevet avis)"
på den udstillede avis kan der aldrig være tale om kunst, da Michael Aastrup Jensen har frabedt sig at det er kunst. Den udstillede genstand har i stedet samme status som et udstillet potteskår fra stenalderen, blot med en mere detaljeret tilblivelseshistorie. At ville hævde at der er tale om kunst er at fratage Michael Aastrup Jensen retten til sine handlinger.
Hvis der derimod står:
Torben Sangild: "Uden titel (Overrevet avis)"
eller måske snarere:
Torben Sangild: Michael Aastrup Jensen: "Uden titel (Overrevet avis)"
eller evt.:
Torben Sangild: Knud Frøslev : Michael Aastrup Jensen: "Uden titel (Overrevet avis)"
på den pågældende avis er det ikke uvederhæftigt at kalde den for kunst, vel at mærke forudsat at hele den overrevne avis' tilblivelseshistorie (inkl. kunstnerens analyse, som er en del af kunstværket (og således ikke længere er en analyse)) er udstillet under ét sammen med avisen.

Jeg glemte flg. helt nødvendige afrunding på mit forrige indlæg:
... forudsat selvfølgelig at Torben Sangild ikke på forhånd udelukker at hans involvering i projektet anskuet på denne måde fører til at det bliver til kunst.
Ellers ryger jo hans rettigheder til egne handlinger, og så er vi lige vidt.

Peer-- jeg er ikke enig. Hvis et museum (og det ville være smukt hvis det blev Kunstmuseeti Randers) vælger at udstille Aastrups avis og kalde det kunst, så er det kunst -hvad enten Aastrup kan lide det eller ej. Og jeg mener ikke det er at fratage Aastrup retten til sine handlinger.

For Aastrup har allerede foretaget sin handling -han rev avisen over. Men her i eftertid, har han ikke nogen ret til at "eje" den handling.Hvis nogle vælger at betragte handlingen som kunst, og udstiller avisen som et symbol på denne handling (akkurat som Bjørn Nørgaards slagtede hest på glass på AROS), så bliver det det som sagtkunst, hvad enten Aastrup er enig med det eller ej.

Kunstnerern - ufrivillig eller ej- kan ikke bestemme eller diktere hvordan omgivelserne skal betragte deres arbejde -og det indebærer også afgørelsen om det er kunst eller ej! (jævnfør med eksempelet J.S.Bach). Værket lever sit eget liv når skaberen af det er færdig, og derfra bliver det omgivelsernes værk; betragteren, lytteren, brugeren. Kunstnerens egne oplevelser og meninger omkring værket bliver så kun et af mange.

Peer: Det hører jo med til historien at Aastrup vidste at hans handling ville blive betragtet og solgt som kunst, så det er ikke som sådan imod hans vilje. Han forbeholder sig bare retten til at fastholde at det ligger uden for hans eget kunstbegreb.

Dine udredninger om titlen (særligt den sidste) forstår jeg ikke helt. Men jeg skal i hvert fald understrege at den titel jeg har givet den er foreløbig og pr. default, for da jeg ikke ejer værket har jeg heller ikke navngivningsretten. Det er en slags kælenavn ("kæletitel"), eller rettere: et forslag, ikke andet.

Hele talen om rettigheder til egne handlinger er mig lidt uigennemskuelig.

Det er vel et spørgsmål, hvorvidt man kan tale om droit moral, når værkets ophavsmand - hvis det altså i dette tilfælde er Michael Aastrup - ikke selv anerkender værket som kunst. Hvis hele seancen kan opfattes som en form for situationistisk happening, så er det selve handlingen, der er værket, mens den iturevne avis er en form for dokumentation. I så fald må droit moral gælde selve handlingen - der altså er værket - og dermed taler vi om rettigheden til egne handlinger. Men i dette tilfælde bruger kunstneren/"kunstneren" altså sin moralske ret til at hævde, værket ikke er kunst. Og så har han vel ikke nogen moralsk ret? Det her er ved at blive for indviklet.

Seneste nyt er at Randers Kunstmuseum blev tilbudt værket, men de ønskede ikke at erhverve det. Det vil de fortryde om 30 år ;-)

Det er intet mindre end rystende. Vides det så om det skyldes at de ikke synes det var kunst eller at de mente, det var dårlig kunst?

Mit gæt er at de aldrig ville sige at de ikke regner det for kunst (det ville stride mod deres avantgardistiske kunstbegreb), men at de er usikre på dets status, idet det ikke kommer fra de traditionelle kilder.

Mange museer er ganske konservative i deres indkøb - også når de køber avantgardekunst á la Manzoni.

Men her har de vistnok fået værket tilbudt gratis, så hvad har de at tabe? (Dog skal man huske på at der påhviler dem en opbevarings- og restaureringsforpligtelse som koster både tid og penge.)

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2