« Gæst i Kaffeklubben 2 | Forside | Michael Aastrup Jensen: Uden titel (Overrevet avis) »

21.02.2007

Nick Cave & Grinderman

Der er gode nyheder for dem der har det med Nick Cave ligesom jeg; dem der synes at han er faldet af på den de sidste 12-13 år; som bedst kan lide ham når han er i sit dystre og larmende hjørne; som synes at Birthday Party var fantastiske.

Om et par uger udkommer pladen Grinderman med bandet af samme navn, der har Nick Cave som ikke blot sanger, men også guitarist. Og han fyrer den ondeste, overstyrede støjguitar af!

Man kan høre to numre på MySpace, og de lover rigtig godt!

Kommentarer

Ja, Grinderman virker virkelig lovende. Det har også sluppet ut noen videoer derfra, og det er larm, støy, og dysterhet i skjønn forening.
Samtidig er jeg ikke helt sikker på din "de sidste 12-13 år." Det har da kommet interessante ting fra mannen i den tiden også? Og, hvis vi vender litt tilbake til den tidligere diskusjonen om rock vs. pop vs. whatever: kunne man ikke også si at Cave har eksperimentert med uttrykkene, og forsøkt seg langt et bredt spekter av ulike populærmusikalske uttrykk? (og, må jeg lige få lov å legge til, også ulike maskulinitetsuttrykk?). Vel, det er i hvert fall en tanke.....

Jeg står fast ved at han (bortset fra et par enkelte numre) ikke har lavet noget jeg gider lytte til de sidste 12 år.

Og jo, måske kan man sige at han har bredt spektret ud, men ikke særlig meget - han har introduceret den kedelige klaversalme i sit repertoire, men det tæller ikke så meget i min bog. Desuden har der altid været ballader på hans repertoire (de gamle var bare bedre).

For det afgørende er jo altså om det er godt eller ej, ikke om han afprøver genrer eller maskulinitetsudtryk. Jeg kan bestemt godt lide ballader og klaver, men så skal der være nogle smukke melodier, og det har det ligget lidt sløjt med for Nick Cave de sidste mange år. Det er der mange der vil være uenige med mig i, som synes at fx Boatman's Call er en smuk plade. Fint, jeg har virkelig forsøgt at holde af den, men synes den er røvkedelig.

Lad mig citere min skuffede anmeldelse af The Boatmans Call fra 1997:

"Jeg er bange for at Nick Cave er ved at miste sin musikalske kraft på sine gamle dage. I sin søgen efter et klassisk udtryk, bliver det mere og mere klart, at han ikke mestrer netop dette. Her taler jeg ikke om hans tekster. De er smukkere og mere afklarede end nogensinde før - kærlighedssange i et samlet forløb over pladens 12 tekster fra ubetinget hengivelse til bitter fornedrelse.

Men det er ikke en digtsamling Nick Cave har udgivet, det er en cd med en samling sange, eller måske snarere sangforedrag. De er tydeligvis komponeret med klaveret som udgangspunkt. Ved dette klaver sidder Nick Cave og gengiver intimt og gennemsigtigt de enkle melodier med et akkompagnement, der ofte er reduceret til akkordbrydninger. The Bad Seeds er degraderet til statister, og hvis ikke der stod at Blixa Bargeld stadig er med kunne man tvivle på det (undtagen i nummeret “Idiot Prayer”, hvor hans skramlende guitar får nogle enkelte, kun lige hørbare indsatser af få sekunders varighed). Og der er ingen af de skævheder og heterogeniteter, som Cave ellers er mester i at undergrave det banale med, til stede.

Man kan nu mene at dette er et vellykket forsøg på ikke at lade musikken stå i vejen for de fremragende tekster, og at den afspejler den stille inderlighed man finder i disse. Men problemet er at de fleste af melodierne ikke er stærke nok til at stå selv, og at Nick Caves stemmes svagheder snarere end dens styrker fremhæves i det klassiske udtryk.

Det er ikke dårligt, det er bare lidt kedeligt, især når man ved, hvad han ellers er i stand til at præstere af grum skønhed."

(Torben Sangild i JAM Magazine, 1997)

Jeg er altså ikke uenig i at det gamle (ofte) var bedre (rent bortsett fra at det gjør ondt å skrive den setningen...); samtidig er jeg ikke helt sikker på om "det afgørende er [...] om det er godt eller ei." Utprøving er også interessant, også som utprøving så å si, og noen ganger må man kanskje prøve ut noen ting før det som kommer blir riktig interessant.
Jeg synes også det kan stilles spørsmål ved din oppdeling av dikt vs. sanger; selvsagt er det her sanger, men vi taler også om et multimedialt uttrykk - og jeg tror diktene, også på The Boatmans Call, ville opplevdes annerledes om man bare leste tekstene, heller enn når man hører dem framført som sanger. Derimot er jeg selvsagt ikke uenig i at melodiene, stemmen (med sine styrker og svakheter), etc., er avgjørende for det estetiske resultatet. Jeg er bare ikke sikker på om estetikk er alt. Og det "klassiske" uttrykket her er vel del av en utprøvingsprosess (også om man ser det som mislykket), og jeg synes altså din bruk av ordet "intimt" antyder en stemning som også utfordrer enkelte maskulinitetsuttrykk (for bare lige å vende den en gang til). Og så var det Murder Ballads da....

"Det afgørende" betyder naturligvis: afgørende for om jeg gider lytte til det.

Og jeg synes det er fint at han prøver nogle ting af. Nu er der bare gået mange år, og hvis ikke det rykker (hvad jeg ikke synes det gør), så er det så som så med "eksperimentet" - især når han træder stier som mange andre træder og har trådt.

Og spørgsmålet er om det overhovedet er nyt for ham selv? Hvad med The Good Son?

Min pointe i anmeldelsen med at opdele digt og musik var vel, at man ikke kan undskylde pladen alene med henvisning til teksterne. Det samlede udtryk begejstrer mig ikke. Og jeg begejstres ellers let når det gælder mr. Cave. Men jeg var jo også bare blevet en sur anmelder, som en af mine venner sagde efter at have læst netop denne anmeldelse.

Hvad angår det intime, så er det fint hvis det "udfordrer" bestemte maskulinitetsudtryk. Men det tror jeg ikke en gang det gør. Der findes masser af inderlige ballader sunget af mænd af typen John Denver eller Johnny Logan. Det er så muligt at Nick Caves stemme eller udtryk i øvrigt gør noget lidt andet end de traditionelle ballader, og så kan man pege på det. Men "udforder" tror jeg ikke de gør. Det er et stærkt og krigerisk ord at bruge.

Kom så, Erik: Beskriv den maskulinitet du finder udfoldet i The Boatman's Call. Ellers kan vi jo ikke diskutere den. Det er ikke nok at der er tale om inderlige ballader.

Nu hvor polemikken kører, så lad mig lige understrege at min smagsdom over The Boatman's Call i høj grad er subjektiv, selv om jeg gerne vil diskutere den mere konkret analytisk. Jeg ved at mange holder af pladen, og det skal I endelig blive ved med. Jeg forstår det bare ikke.

I øvrigt Erik: kender du det tidlige The Boys Next Door? I et nummer som "Shivers" (fra Door Door, 1979) kan man høre en skrøbelig 18-årig Nick Cave synge med en spæd intensitet (og en yderst følsom maskulinitet) der i mine ører overgår alt på The Boatman's Call. Sublimt!

Jeg synes faktisk nesten du besvarer ditt eget spørsmål Torben, når du trekker fram John Denver og Johnny Logan (!!!!) som mulige sammenligninger. Mitt poeng er vel at det spiller en rolle når det er Cave som gjør den inderlige og intime ballade. Og intim her har jo nettopp også med orkestrering (hvis vi kaller det det) og framføring. Her er det altså nødvendig med en kontekstuell lesning (eller lytting), synes jeg, og det er da jeg mener vi hører andre maskuliniteter. En slags "hva gjør en sint ung mann når han vokser opp" logikk. Men jeg setter altså samtidig "sinte unge menn" høyt, og i den forbindelse takk for ditt tips om "Shivers" som jeg definitivt skal sjekke ut. Og altså, selv om jo, jeg vil gjerne være litt polemisk også, jeg tror ikke vi er direkte uenige. (Iøvrigt, og PS: vil du ikke si at "polemikk" er e mer "krigersk" begrep [jf. Heidegger!] enn utfordrer?)

Jeg er enig i, at Cave har været mindre interessant de senere år. Jeg vil placere cæsuren ved "Murder Ballads" (1996), som efter min opfattelse er det seneste virkeligt interessante udspil. Så kan man spørge sig selv, hvorfor det er gået sådan. Her er faren, at man konkluderer, det var diverse former for misbrug, der gjorde Cave interessant. Uden sex & drugs - ingen rock'n'roll. Men det kan godt se ud som om, at en sober Nick Cave er en lidt kedelig Nick Cave. Det vil være rart, hvis Grinderman kan ændre på det indtryk.

Det er et rigtigt interessant link.

Jeg er fuldstændig enig, Nick Cave har forlængst
opbrugt sin ballade-salme-kvote. Men Grinderman
lyder støjende og beskidt, hvilket er en behagelig
overraskelse.

Det er i øvrigt nogle gedigne Schiele-inspirerede tegninger Cave har lavet til coveret på 'Get it on' singlen!

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2