Arkiv: marts 2007
« februar 2007 | Forside | april 2007 »
Ovre på Det spekulative øre har jeg kritiseret den klassiske musiks særstatus, der betyder at man ikke behøver forklare hvorfor den er bedre end anden musik (andet end vage begreber om fordybelse). Så nu må vi have argumenterne på banen: hvorfor er Beethoven bedre end Radiohead eller Oval? Hvorfor skal langt den største del af musikbudgettet bruges på flere hundrede år gammel musik fra Wien og omegn? (sådan lidt polemisk sagt)
I forlængelse af det LydRum-seminar jeg var med til at arrangere (og som i øvrigt gik godt!) har der været en del omtale i radioen, som jeg her vil samle op på:
I P1-programmet Vita interviewes jeg om lyd og arkitektur; lyddesign; lydkunst; ambient, lydfredning, støj og fremtidsudsigterne for vores forhold til lyd. Læs mere og hør programmet her.
I P2-programmet Bolero interviewes Carsten Thau i Frederiksberg-centeret om lyd og arkitektur og Fuzzy taler om sin musik. Læs mere og hør programmet her.
I en anden Vita-udsendelse interviewes Fuzzy (om installationen i Den sorte diamant) og Jacob Kirkegaard (om Tjernobyl-værket Aïon). Læs mere og hør prorammet her.
Senere vil der forhåbentlig komme en podcast med udvalgte foredrag fra seminaret, redigeret af Jacob Kreutzfeldt, og så smider jeg naturligvis et link.
Hvorfor er der ingen butikker i Ørestaden?
Jeg arbejder i den bydel der hedder Ørestad Nord. Det har jeg gjort længe, men nu er der kommet gang i den: blandt andet hundredevis af nye boliger, IT-universitetet, Ørestad Gymnasium og DR-byen ligger sammen med universitetet/KUA og udgør en stor enklave. Hver dag arbejder og studerer mange tusinde mennesker i denne bydel. Mange arbejder også om aftenen og i weekenden. Og desuden bor der som sagt en masse mennesker.
Der er ikke nogen butikker i Ørestad Nord. Ikke én. Intet supermarked, ingen kiosk, ingen café. Det kan godt være at kantinerne på KUA og DR nyder denne manglende konkurrence, men det gør vi andre ikke, og desuden er det yderst begrænset hvad man kan få i en kantine hvornår.
Og nu kommer så det interessante spørgsmål: hvorfor er der ingen butikker i Ørestad Nord? Hidtil har jeg tilskrevet det manglende opmærksomhed fra byplanlæggerne og tænkt at det nok skulle komme, men i dag fik jeg at vide af en kollega at der er helt andre grunde (hans erfaring bunder i en roklubs forsøg på at sælge lidt forfriskninger i klubhuset):
Der blev i sin tid afsat et vist areal til butikker i Ørestad. Dette areal svarer stort set til den store klods de med en tåbelig apostrof kalder Field's. Field's har næsten al butiksarealet i Ørestad. Field's er blevet lovet at der næsten ikke vil komme butikker i hele Ørestaden (et gigantisk areal), så de er sikret en manglende konkurrence. De protesterer således hver gang nogen vil åbne selv den mindste biks.
Hvis det virkelig er rigtigt, så er hele projektet endnu dummere end jeg hidtil har troet. Field's er ikke blot et ulideligt sted. Det ligger også 5-6 kilometer væk.
Jeg var umiddelbart skeptisk over for denne forklaring, men kigger man på Ørestadsselskabets hjemmeside bliver det bekræftet. Eneste sted under kategorien "shopping" er Field's. Eneste sted under "Cafér og spisesteder" er...Field's. Og under planlagte byggerier er kun boliger, institutioner og erhverskontorer.
Opdatering maj 2008
Som man kan se af kommentarerne nedenfor har jeg siden indlægget blev skrevet lavet lidt research og har mødt folk i miljøet som uden tøven (men anonymt) kan bekræfte at denne aftale findes. Konklusionen er altså - med mindre nyt dukker op - som følger:
Ørestadsselskabet og Field's lavede en uofficiel og ulovlig underhåndsaftale om at der kun måtte være meget lidt detailhandel ud over Fields i Ørestad - ellers ville Field's ikke bygge der. De var bange for om de kunne få omsætning nok. Aftalen er ikke skrevet ned nogen steder, og alle officielle svar fra Ørestadsselskabet er med mundkurv på. De lyver og taler uden om og henholder sig kun til kvadratmeteraftalen i lokalplanen, men ikke til Field's ulovlige diktat, der ligger bag den.
Konsekvensen af denne aftale er at Ørestad Nord ikke har nogen butikker, caféer eller supermarkeder på trods af et kæmpe kundegrundlag. Der kommer en lille smule, lover de, men det bliver ikke meget.
Jeg har meget andet at se til og er kun en lille blogger, men jeg vil opfordre journalister, som synes det lyder interessant til at efterforske sagen yderligere. Jeg skal gerne være behjælpelig med oplysninger og forsøge at få nogle af de anonyme til at udtale sig. Det er en korruptionsskandale, og jeg synes ikke man bør være ligeglad.
Jeg blev interviewet til Weekendavisen i fredags (16/3) om populærmusik-delen af kulturkanonen. Det bringes sammen med et tilsvarende interview med T.S. Høegh. Journalisten er Morten Ebbe Juul Nielsen, som jeg generelt har stor respekt for, også som debattør.
Udgangspunktet er at kigge nærmere på de konkrete kanon-lister her et år efter udgivelsen og debattere deres indhold. Desuden giver vi hver et bud på vores egen "kanon" (liste) med 5 internationale værker. Jeg er kritisk over for såvel den overordnede kanon-ideologi som det konkrete liste, og ikke mindst konkrete formuleringer i præsentationerne. Men i interviewet fremstår jeg nok lidt mere sur end jeg egentlig var i løbet af den lange samtale, ligesom sproget heller ikke er mit. Det skyldes de sædvanlige interview-betingelser.
Jeg vil nedenfor gengive interviewet med mig i modificeret form og med uddybbende kommentarer
[Opdatering: se også kommentarerne fra kanonmedlemmer Henrik Marstal og Torben Bille]
Uddrag af og kommentarer til artiklen "Firsertrip" (WA 16/3)
Normal skrift er citat fra artiklen, ind imellem modificeret til mit eget sprog. Kursiv er mine uddybbende kommentarer.
"Ud af tolv værker ligger de fire-fem lige omkring starten af firserne, Og TV-2 havde sin musikalske storhedstid i selv samme periode. Havde dansk rytmisk musik virkelig sin guldalder i de korte år, eller er det en helt igennem subjektiv afspejling af udvalgets medlemmers præferencer? Måske kunne man have skiftet en af disse ud med fx Steppeulvene, som langt de fleste anser som, ja, kanoniske? Eller skift Sebastian ud med Sort Sol? Gerne for mig."
Her er pointen at 4 ud af de 12 værker ligger i perioden 1980-84/85, og at TV2 (hvis de skulle med) måske snarere burde være repræsenteret med en af pladerne fra samme periode, hvilket kanonteksten selv næsten indrømmer: "Ganske vist var det hele måske ikke så fandenivoldsk og charmerende som forgængerne Beat og Nutidens unge..." - nej, netop. Til gengæld er den uhyre velpoleret og kedelig, og det eneste problem er at forløberne ligger inden for netop perioden 1980-85. Denne periode er meget kraftigt repræsenteret i kanonen. Hvad angår Steppeulvene er de allerede de facto kanoniseret som hovedværk, mens Sort Sol anno 1987 ville være mit personlige bud på et lidt frækkere valg.
Sangild vender flere gange tilbage til, hvad han ser som en grundlæggende dobbeltkontrakt eller et paradoks i den danske kanon: "Med Kanon må man mene noget autoritativt, noget der er objektivt gældende, uanset hvad man ellers måtte mene. Altså noget man må følge, punktum. Men hele tiden understreger kulturministeren at der er tale om et diskussionsoplæg så snart han kritiseres. Det er en smart strategi, retorisk set, men man kan ikke have de to ting på samme tid. Enten står det til diskussion eller ikke."
Her er pointen altså at det er smart af Brian at tilfredsstille kulturkonservatismen med en dansk kanon og samtidig benægte kanonens kanonstatus når hele kanon-ideen anfægtes af kritikerne.
"En lignende dobbeltkontrakt kan man se på den måde, forholdet til det danske håndteres på: på den ene side er kanonen der, for at vi kan lære noget om det bedste danske. På den anden side er udvalget i deres tekster hele tiden meget opmærksom på ikke at fremhæve det danske som noget særligt, hvad det jo heller ikke er i musikken. Det er svært at få til at gå op."
"Det værste ved kulturkanonen er den idé, at man kan mejsle den danske kultur ud i sten og på den måde låse noget, der principielt hele tiden ændrer sig, og som i sin natur hele tiden er i dynamisk udveksling, eller simpelthen er komplet importeret udefra. Her er populærmusik-kanonen yderst problematisk. Man vil - hvad der jo er ærligt nok - ikke påstå at jazz eller rock er danske opfindelser. Men ved de fleste præsentationer understreges det, at musikerne tager disse ting fra fremmede kulturer og gør dem personligt danske. Så må man spørge: Hvad er det særligt danske ved Savage Rose? Det er vel helt igennem amerikansk musiktradition. Måske er Annisettes stemme personlig, men hvad specielt dansk er der ved den? Og hvad er det danske ved Palle Mikkelborgs Aura? Det forekommer lidt søgt."
Lad mig give et par andre eksempler på den nationale retorik fra kanon-teksterne (jeg gemmer lige Højskolesangebogen lidt endnu):
- Kai Normann Andersen komponerede ifølge teksten i en tysk slagertradition men bearbejdede det så det kom til at lyde særligt dansk (= naivt, enkelt, børnesangs-agtigt).
- Svend Asmussen og Leo Mathiesen gav jazzen et dansk præg; Leo Mathiesen fordanskede Fats Wallers stil. og "Perioden gav dansk jazz en stærk identitet" (uspecificeret hvori den består).
- Svantes viser handler ganske vist om en svensker, revser Danmark og bygger på en svensk visetradition, men er en del af "den nationale bevidsthed" og er blevet "indbegrebet af danskhed" (= noget med hygge og hverdagens små ting).
- Klichés Supertanker beskrives som intet mindre end "nyere dansk rocks dna" (= har indflydelse på senere rockbands som Nephew).
- C.V. Jørgensen skriver om den danske egoisme, men hans musik rummer "En danskhed med samme farlige sarthed som et edderkoppespind" (= inspireret af dansk sangtradition).
- De 12 danske evergreens har præget "alle danskeres musikalske liv; de er "et soundtrack til danskernes liv", de har "samlet danskerne" og en masse andre sætninger om national sammenhængskraft.
Min pointe er nu ikke bare at kanonteksterne forsøger at gøre musikken mere dansk end den er, men snarere at udvalgets tekster er præget af en dobbelthed, hvor man hver gang anerkender og specifikt benævner de udenlandske inspirationskilder (de er nemlig faktisk i lige så høj grad til stede i teksterne), men samtidig (med enkelte undtagelser som fx TV2, sjovt nok) fører en diskurs , der indfletter det danske, som et "alligevel". Og som regel ikke særlig velbegrundet. Det ligger sikkert i opgaven at det danske skal flettes ind, for ellers ville en kulturkanon vel ikke give mening. Eller også ligger det som en mindre bevidst ideologi. Eller også, hvad der er den tredje mulighed, mener udvalget faktisk at der er tale om særligt danske træk, men har ikke haft mulighed for at pege præcist på dem.
"Udvalget ser ud til at have dyrket en autenticitetens æstetik. Det synes, som om det har været et krav, at de pågældende kunstnere enten fremstiller sig som eller generelt er blevet taget til indtægt for en eller anden form for ægthed eller inderlighed. Det skal være 'musik med danske rødder'. Torben Bille dyrker i det hele taget ofte det autentiske, hvilket de valgte værker måske afspejler. Kliche er undtagelsen. Her er et band der bar uniformer og brugte tekster, som ingen rigtig vidste om de mente eller ej. Men resten er båret af en form for inderlighed eller stræben efter ægthed."
"Det autentiske eller ægte er i sig selv et begreb, man skal være meget skeptisk overfor. Tag countrymusikken, der vel for de fleste fremstår som et helt igennem genuint amerikansk sydstatsfænomen med dybe amerikanske rødder. Virkeligheden er, at den er opfundet af kommercielle radiostationer og pladeselskaber i 1920rne. Man miksede bl.a. irsk folkemusik med afrikansk banjo og Hawaii-guitar, og lod bl.a. professionalle musikere optræde forlædt som landarbejdere Et gennemført produkt, ikke noget i den forstand autentisk."
Et markant eksempel på autenticitets-diskursen ligger i artiklen om Sebastian: Her står der at Kenneth Knudsen giver den (underforstået umenneskelige) synthesizer "et menneskeligt hjerte" og autenticiteten knyttes også til en æstetisk "sammenhængskraft". Og frem for alt ideen om at pladen er særligt autentisk fordi sangene "egentlig handler om hans eget liv". Altså: den velkendte biografiske fejlslutning. Dette er en ganske anden version af det autentiske end country-myten - som jeg vist nævnte som et generelt eksempel på hvor stærkt nationale autenticitetsmyter virker.
"På samme måde synes jeg man må sige at det dansk-nationale er problematisk. For eksempel er Højskolesangbogens musik er først og fremmest centraleuropæisk. Og der er det lidt morsomt at de som det første skriver, at højskolesangbogen ikke er udtryk for nationalromantik. Hvorfor mon det skal være første sætning i manchetten? Og så modsiger teksten ellers sig selv ved at tale både om at højskolesangbogen er "den danske sangs urkilde" og "nationens musikalske stofskifte" - altså to heftigt organisk-nationalromantiske metaforer!"
Ja, den har jeg lige formuleret noget klarere end den stod i artiklen, men ellers taler den vist for sig selv.
- Savner kanonen er stimulerende perspektiv?
"Det ved jeg ikke rigtig. Den kan - den har - stimuleret til debat, og man får lyst til at genhøre enkelte af numrene på de plader man husker. Og jeg vil give denne kanon så meget, at der både er det folkelige og det elitære, både til gaden og til gården."
- Er der nogen demokratiske problemer i kanonen?
"Nej, det ville være en stærk overdrivelse, alene fordi den ikke forpligter eller censurerer, og derfor heller ikke for alvor er en kanon. Desuden er armslængdeprincippet tydeligvis overholdt, ellers ville Solvognens aktion ikke optræde i et ellers kulturkonservativt projekt. Så på den måde aner man at udvalgene endda er gået lidt imod forventningerne fra ministeren. Og det er jo fint nok."
Min egen liste
- Hvis du skulle vælge 5 internationale værker til populærmusik-kanonen, hvad ville du så vælge?
"Jeg har valgt værker som ikke er kendte af alle og enhver, men som har klassikerstatus og har været stærkt indflydelsesrige. Værker som kan være en indgang for nysgerrige til store musikalske erfaringer. De er gengivet i kronologisk rækkefølge. Det er altså en liste snarere end en kanon"
Velvet Underground: The Velvet Underground & Nico (1967) - En anspændt og smuk plade, hvis betydning kun er vokset i lyset af rockens senere udvikling.
Kraftwerk: Radio-Aktivität (1975) - Kølig melankoli, futuristisk nostalgi. Den elektroniske popmusiks evige referencepunkt.
My Bloody Valentine: Loveless (1991) - Rockguitaren flyder over sine bredder og bliver til støjende tungekys.
Aphex Twin: Selected Ambient Works vol. 2 (1994) - Electronica fødes med dæmpede skrig, der stadig klinger friske.
Oval: Ovalprocess (2000) - Når digital støj bliver til en varm tekstur-symfoni og englene synger i computeren.
Generelle kommentarer til artiklen
Jeg tager ikke kulturkanonen så alvorligt som det fremstår i artiklen (og derfor har jeg også her på siden formuleret mig med mine egne ord), men jeg har moret mig over at lave en lille diskursiv læsning af teksterne med henblik på deres dobbeltkontrakter og danskheds-fremskrivninger.
Jeg blev spurgt om jeg havde nogen positive bemærkninger til den aktuelle populærmusik-kanon, og dér nævnte jeg bl.a. at det for mig var en god opdagelse hvor mange evergreens Kai Normann Andersen har skrevet - sange som jeg kender og kan synge med på, men som jeg ikke vidste han havde lavet. På den måde blev jeg faktisk lidt klogere.
Jeg nævner også at listen (bortset fra vægtningen 1980-84) er et udmærket bud på en liste over vigtige værker i dansk musik. Men skulle jeg foretage to revideringer ville jeg ikke tøve med at skifte TV2 og Sebastian ud med Steppeulvene og Sort Sol. Det vil man så igen kunne diskutere, og derfor bør man ikke lave kanoner, men bare lister til diskussion.
Jeg kan endda sige flere positive ting: for eksempel er teksten om Kliché faktisk udmærket, når man ser bort fra dna-metaforen; det samme gælder teksterne om Kim Larsen og Kai Normann Andersen. Og i alle teksterne er der faktisk gode formuleringer. Problemet er den ideologiske Brian-pakke kanonen indgår i, og at dette synes at have smittet af på visse formuleringer, som angivet ovenfor.
Links
Egon Clausens kritik af selve kanon-begrebet på Det spekulative øre.
Henrik Marstal fra kanon-udvalget fortæller om udvalgsarbejdet og kommenterer den daværende kritik (pdf).
I anledning af at Jan Ullrich stopper sin karriere som professionel cykelrytter blev jeg interviewet til P1-programmet Europaklip af Søren E. Jensen. Her snakker vi om Ullrichs karriere og jeg forsøger at beskrive hans karakter som rytter med de mytiske typologier der knytter sig til den slags. Ind imellem kommer der klip fra Tour de France-øjeblikke med Ullrich i hovedrollen.
Programmet kan høres online her. (spol ca. 30 min. frem for at høre Jan Ullrich-indslaget).
---
Vi er blevet opdraget med at vores nervesystem fungerer via elektriske impulser ad nervebanerne. Men ny forskning på Niels Bohr-instituttet tyder på at det i stedet er lydimpulser (i form af solitoner), der er på færde. Det hele begyndte med den simple iagttagelse at der ikke udvikles varme ved nerveaktivitet, som der ville gøre hvis der var tale om elektricitet. Læs mere her.
Straks kan man begynde at fantasere om at optage disse mikrolyde - eller bare fantasere over den kakafoni af lyde vores nervesystem konstant afgiver - måske som en irregulær tekstur af percussive pulseringer, der ville kunne give Xenakis ny inspiration fra graven.
Jeg har lige læst en ny Anders And-historie for første gang i mange år. Jeg er rystet - på den positive måde. Nu med Marx, fagforeninger og voldelige demonstrationer.
Da jeg var barn var Andeby-universet renset for alt der kunne være det mindste kontroversielt, ikke mindst politik. Onkel Joakims forhold til penge var nok kynisk og gnier-agtigt, men samtidig naivt og barnligt. Rip, Rap og Rup var ikke individer, men tre udspaltninger af en mental enhed, hvilket altid har irriteret mig - også som helt lille. Og Andeby var en ubestemt udgave af 50'ernes midtvest-forstadsmiljø. I hver historie gik noget galt, men den faste orden blev genoprettet. Sådan husker jeg det i hvert fald. Og dengang fik man ikke at vide hvem der havde skrevet og tegnet historierne, for børn skulle åbenbart have det løgnagtige indtryk at de var skrevet og tegnet af Walt Disney selv.
Der var for nylig opmærksomhed om grænserne for Anders And, idet der var en historie (i øvrigt skrevet af en af mine tidligere studerende) hvor det blev antydet at Anders And gik i selvmordstanker.
Men den Anders And-historie jeg skal fortælle om her, har tilsyneladende ikke vakt nogen kontroverser, og er skrevet af en amerikaner, Geoffrey Blum, der er en kendt Carl Barks-ekspert, og som vistnok er ansvarlig for at selv internettet er kommet til Andeby.
Den står i Anders And & Co. fra 1. marts 2007 (altså et ganske nyligt nummer, som min kære 5-årige nevø glemte hos os) og hedder "Helt i hundene". Det er den første historie (14 sider), og jeg tror nok at det betyder at den regnes for den vigtigste. I hvert fald var jeg (positivt) overrasket over hvad den kunne indeholde af emner, personager og avanceret ordvalg - heriblandt rockere, kapitalisme, korruption, nepotisme, voldelige miljødemonstrationer, fagforeningspolitik, arbejdsløshed, kommunale miljøvurderinger og Karl Marx-bøger på originalsproget.
Historien foregår i udkanten af Andeby, hvor der er et fælledområde, som fungerer rekreativt og benyttes flittigt af byens hundeluftere. Men Onkel Joakim har planer om at bygge banker og andre kommercielle foretagener på grunden (der i øvrigt er kviksølvforurenet), og han er ikke meget for at borgmesteren (som han gladeligt giver penge for indflydelse) forlanger en miljøvurdering af stedet. Men han får gennemført et andet projekt, der gør fritidsaktiviteterne kommercielle, hvilket Rip, Rap & Rup er stærkt imod, da de elsker hundeluftningskulturen i området. Så de allierer sig blandt andet med en motorcykelbande, der møder op med våben (blyrør, brækjern mm.) for at tæske de bygningsarbejdere der er ved at ødelægge den fine fælled. Og så går det ellers galt.
Her er nogle af de ting der kom bag på mig:
Rip, Rap og Rup har tilsyneladende gået i gymnasiet siden jeg var barn. I hvert fald bruger de ubesværet udtryk som "kulturel smeltedigel" og "nepotisme", og det uden at kigge i nogen Grønspættebog. Der optræder i øvrigt replikker som "Halvøen er statsejet! Derfor er den offentlige parktjeneste ansvarlig for dens forskønnelse."
Der er problemer med kviksølvsforurening i vandet. Desuden er der en konflikt mellem fugleelskerne og hundeelskerne, idet hundene skræmmer fuglene bort. I øvrigt kan jeg ikke lade være med at le af hvordan en fugleelsker (der selv er en høne, ligesom hovedpersonerne jo også selv er fugle) nyder en måges skrig og siger "Hør! Det er Mozarts Messe i C-mol", hvortil Rap svarer "Messe i Støj!". (Jeg har i øvrigt selv en gang sunget C-mol-messen, men det er en anden historie, ligesom støjen).
Rip, Rap og Rup deltager i en demonstration, hvor alle råber "Ud med Joakim von And og hans kapitalistiske fremfærd!"
En af demonstranterne (en gammel, russisk kone, der hedder Barbusjka og har et tehus) har "Das Kapital" stående på boghylden på tysk. Da Rip (?) hiver bogen nysgerrigt ud reagerer den ellers så rare gamle dame med at flå den ud af hænderne på ham og smide ungerne ud af sit hjem og råbe at de skal lade Joakim gøre som det passer ham, at små drenge ikke skal blande sig (underforstået: i politik). I det samme som hun smider dem på porten kommer der en ung, venstreintellektuelt udseende mand med en sort killing på skuldrene gående, og bliver tilsyneladende budt indenfor uden ord. Man ser ikke mere til Barbusjka. Meget mærkeligt firma!
Som sagt kontakter Rip, Rap & Rup den lokale rocker, Sonny, og beder ham om at hente sine motorcykelbandevenner i kampen mod Joakim. De er godt klar over at det måske er lidt farligt, og da rockerne ankommer med rygmærker og slagvåben er de ikke trygge ved hvad de har sat i gang. Sonny erklærer stolt: "Vi har blyrør, kæder og skruenøgler med! Sten kan også bruges i en nødsituation" - alt imens man ser endnu voldsommere våben blive hevet frem med henblik på at overfalde bygningskonstruktøren for det nye anlæg. Lad mig blot bemærke at dette nummer af Anders And udkom samme dag som Ungdomshuset blev ryddet!
For at mildne den konflikt som Egmont trods alt stadig ikke kan tillade, viser det sig at Sonny kender bygningskonstruktøren fra sin skoletid, så de falder i snak, og selv om Sonny er nærmest stolt af at være arbejdsløs bliver han overtalt til at arbejde sammen med de andre rockere på byggepladsen.
Og her er det så at fagforeningsspørgsmålet kommer ind i billedet. For da bygningskonstruktøren spørger Joakim (der qua bygherre er hans øverste chef) om de skal ansætte nogle flere, svarer Joakim klart "Nej!". Bygningskonstruktøren fortæller så at de ikke er i fagforening, hvorefter Joakim vender på en tallerken: "Ansæt dem!" - til ungernes store fortørnelse.
De anklager også Joakim for nepotisme fordi han har ansat Anders i sit nye kommercielle fritidsapparat og anklager Sonny for forræderi. (Klasseforræderi?)
Historien ender i øvrigt med at stakkels Anders (det evige offer) får det lortejob at være hundeslæde-postbud i Alaska, hvilket ungerne griner af (på trods af at der så ikke er nogen til at passe på dem, kunne man tilføje).
Sådan var det ikke i 70erne! Jeg kan egentlig godt lide den opdaterede version. I hvert fald som en fræk undtagelse.
Min debatartikel "Ny musik og internettet - noter om de digitale potentialer" er kommet i det nye nummer af Autograf, og kan læses her.
Næsten hver dag sker det: man skriver på sin computer OG PLUDSELIG BEGYNDER DEN AT SKRIVE SMÅ BOGSTAVER MED STORT. oG OMVENDT. Man er endnu en gang kommet til at strejfe Caps Lock-tasten på sit keyboard.
Caps Lock er placeret centralt på keyboardet på trods af at ingen har brug for den. Det skyldes at man bibeholder designet fra skrivemaskinen, og at producenterne åbenbart er bange for at opdatere keyboardet så det bliver indrettet på nutidige behov. Da man skrev på maskine havde man ikke fed, kursiv og et væld af andre typografiske muligheder. Man havde store bogstaver og understregning. Derfor brugte man tit store bogstaver til OVERSKRIFTER, og derfor havde sekretærer og andre en vis nytte af tasten. Men hvor mange bruger den i dag? Mit gæt er at det er meget få. Mit gæt er også at en milliard mennesker irriteres over denne tast.
Jeg vil mene at den er så overflødig at man kunne fjerne den helt. Jeg bruger den aldrig. Men hvis man er bange for at savne den kunne man eventuelt nøjes med at placere den i periferien af keyboardet sammen med specialtaster som Prt Scr, Sys Rq, Scr Lk, Nm Lk og andre slægtninge. Så det vil jeg opfordre alle computerproducenter til.
Heldigvis er der andre der har gjort noget ved sagen. En belgier har søsat en Caps Off-kampagne. Må den få indflydelse overalt.
Før du glæder dig for tidligt og ånder lettet op fordi det nu er blevet forår, så husk at marts er en vintermåned. Det er en skandale, som ingen gør noget ved, men sådan er det.
Den kendte tyske electronica-komponist Frank Bretschneider spiller koncert i Plex i København i et samarbejde med den danske komponist Ejnar Kanding og ensemblet Contemporánea. VJ-kunstneren Anders Eleberling har lavet det visuelle. Det ser lovende ud!
Uddrag af pressemeddelelsen
Koncerten er et frontalt sammenstød mellem to musikgenrer, der – trods forskellig baggrund – har mange fællestræk i deres respektive visioner om udtryk. Et projekt, der er mødet mellem eksperimenterende electronica og interaktiv elektroakustisk musik. Et møde, der er visualiseret af videokunstner Anders Elberling.
Motivet er interaktion mellem det visuelle og det auditive, hvor mulighederne i samspillet mellem ny musik og digital billedkunst udforskes og udvikles i et kunstnerisk arbejde.
Anders Elberling
Anders Elberlings ærinde i kunsten er at frembringe arbejder og kunstværker, der ved brug af digital teknologi løsriver den billedlige fortælling fra det narrative. Hans kunstpraksis udfolder sig i feltet mellem ”performance cinema” og interaktive installationer. I formen har Elberlings arbejder siden 1998 koncentreret sig om den digitale kunst og den poetiske billedmontage-/ mosaik. Elberling har typisk arbejdet i projekter med komponister og lydkunstnere med hvem han har fundet stort fællesskab i måden at behandle og komponere digitalt materiale på.
Frank Bretschneider
Frank Bretschneider (aka Komet) er en af de vitale aktører i det globale elektroniske netværk og en nøglefigur i det prestigiøse kollektiv "raster-noton". På disse koncerter fremføres endnu ikke udgivet musik. Bretschneider har siden 90'erne, skabt noget af den mest indflydelsesrige spatierede elektronik. Genren er mikroskopisk, farvet af aktivitet i et univers præget af mikrotonalitet, clicks, komplekse rytmiske teksturer og melodiske fragmenter. Han fremfører egen realtime genereret visualisering af sine værker.
Ejnar Kanding
Ejnar Kanding har i dette projekt to uropførelser: "tonlos Los tonlos" for tam-tam og "co-zo" for ensemble; begge med interaktiv computer. De seneste år har han fokuseret på de muligheder, som surround giver i oplevelsen af det musikalske udtryk. Dette kan ses i naturlig forlængelse af hans fordybelse i klang ved syntetisk generering og manipulering af eksisterende lyd. Æstetikken er gennemtrængt af modsætningspar i et homogent stilistisk udtryk: kontinuert overfor diskontinuert, statisk overfor dynamisk, enkelhed overfor kompleksitet, synkronitet overfor asynkronitet og flertydighed overfor éntydighed.
Bretschneider og Kanding præsenterer desuden på disse koncerter tre fælles projekter. Et tidligere værk "Band" af Bretschneider er blevet tilføjet musikere fra Contemporánea, et værk af Kanding er remixet af Bretschneider med titlen "difficult shapes & passive rhythms" og endelig har de to komponister i samarbejde med ensemblet udviklet et improvisatorisk fællesværk: "multi directional flow of information 1&2".
På koncerterne medvirker:
Frank Bretschneider, composer, visuals
Anders Elberling, video composer, video instrument, digital visuals
Ejnar Kanding, composer, sound, projection, real-time processing
Alfredo Oyaguez, conductor
Fritz G. Berthelsen, bass clarinet
Christian Martínez, percussion
Robert G. Vadasz, violin
Irina-Kalina Goudeva, double bass
Jeg vågnede kl. 7 her til morgen ved den kraftige lyd af en helikopter. Min første tanke var at nu rydder de Ungdomshuset, og ganske rigtigt. Der flyver konstant helikoptere rundt i området, og det er ikke til at vide om det er politiets eller TV2s. Resten kan sikkert følges i samtlige nyhedsmedier.
Der har været optakt til en stor krig længe, og man kan frygte at det her bliver meget voldeligt og hærgende og også vil gå ud over de nærmeste naboer (som jeg ikke selv hører til - vi bor ca. 700 m væk).
