« Ny musik og internettet | Forside | Nerver og lyd »

11.03.2007

Anders And opdateret

Jeg har lige læst en ny Anders And-historie for første gang i mange år. Jeg er rystet - på den positive måde. Nu med Marx, fagforeninger og voldelige demonstrationer.

Da jeg var barn var Andeby-universet renset for alt der kunne være det mindste kontroversielt, ikke mindst politik. Onkel Joakims forhold til penge var nok kynisk og gnier-agtigt, men samtidig naivt og barnligt. Rip, Rap og Rup var ikke individer, men tre udspaltninger af en mental enhed, hvilket altid har irriteret mig - også som helt lille. Og Andeby var en ubestemt udgave af 50'ernes midtvest-forstadsmiljø. I hver historie gik noget galt, men den faste orden blev genoprettet. Sådan husker jeg det i hvert fald. Og dengang fik man ikke at vide hvem der havde skrevet og tegnet historierne, for børn skulle åbenbart have det løgnagtige indtryk at de var skrevet og tegnet af Walt Disney selv.

Der var for nylig opmærksomhed om grænserne for Anders And, idet der var en historie (i øvrigt skrevet af en af mine tidligere studerende) hvor det blev antydet at Anders And gik i selvmordstanker.

Men den Anders And-historie jeg skal fortælle om her, har tilsyneladende ikke vakt nogen kontroverser, og er skrevet af en amerikaner, Geoffrey Blum, der er en kendt Carl Barks-ekspert, og som vistnok er ansvarlig for at selv internettet er kommet til Andeby.

Den står i Anders And & Co. fra 1. marts 2007 (altså et ganske nyligt nummer, som min kære 5-årige nevø glemte hos os) og hedder "Helt i hundene". Det er den første historie (14 sider), og jeg tror nok at det betyder at den regnes for den vigtigste. I hvert fald var jeg (positivt) overrasket over hvad den kunne indeholde af emner, personager og avanceret ordvalg - heriblandt rockere, kapitalisme, korruption, nepotisme, voldelige miljødemonstrationer, fagforeningspolitik, arbejdsløshed, kommunale miljøvurderinger og Karl Marx-bøger på originalsproget.

Historien foregår i udkanten af Andeby, hvor der er et fælledområde, som fungerer rekreativt og benyttes flittigt af byens hundeluftere. Men Onkel Joakim har planer om at bygge banker og andre kommercielle foretagener på grunden (der i øvrigt er kviksølvforurenet), og han er ikke meget for at borgmesteren (som han gladeligt giver penge for indflydelse) forlanger en miljøvurdering af stedet. Men han får gennemført et andet projekt, der gør fritidsaktiviteterne kommercielle, hvilket Rip, Rap & Rup er stærkt imod, da de elsker hundeluftningskulturen i området. Så de allierer sig blandt andet med en motorcykelbande, der møder op med våben (blyrør, brækjern mm.) for at tæske de bygningsarbejdere der er ved at ødelægge den fine fælled. Og så går det ellers galt.

Her er nogle af de ting der kom bag på mig:

Rip, Rap og Rup har tilsyneladende gået i gymnasiet siden jeg var barn. I hvert fald bruger de ubesværet udtryk som "kulturel smeltedigel" og "nepotisme", og det uden at kigge i nogen Grønspættebog. Der optræder i øvrigt replikker som "Halvøen er statsejet! Derfor er den offentlige parktjeneste ansvarlig for dens forskønnelse."

Der er problemer med kviksølvsforurening i vandet. Desuden er der en konflikt mellem fugleelskerne og hundeelskerne, idet hundene skræmmer fuglene bort. I øvrigt kan jeg ikke lade være med at le af hvordan en fugleelsker (der selv er en høne, ligesom hovedpersonerne jo også selv er fugle) nyder en måges skrig og siger "Hør! Det er Mozarts Messe i C-mol", hvortil Rap svarer "Messe i Støj!". (Jeg har i øvrigt selv en gang sunget C-mol-messen, men det er en anden historie, ligesom støjen).

Rip, Rap og Rup deltager i en demonstration, hvor alle råber "Ud med Joakim von And og hans kapitalistiske fremfærd!"

En af demonstranterne (en gammel, russisk kone, der hedder Barbusjka og har et tehus) har "Das Kapital" stående på boghylden på tysk. Da Rip (?) hiver bogen nysgerrigt ud reagerer den ellers så rare gamle dame med at flå den ud af hænderne på ham og smide ungerne ud af sit hjem og råbe at de skal lade Joakim gøre som det passer ham, at små drenge ikke skal blande sig (underforstået: i politik). I det samme som hun smider dem på porten kommer der en ung, venstreintellektuelt udseende mand med en sort killing på skuldrene gående, og bliver tilsyneladende budt indenfor uden ord. Man ser ikke mere til Barbusjka. Meget mærkeligt firma!

Som sagt kontakter Rip, Rap & Rup den lokale rocker, Sonny, og beder ham om at hente sine motorcykelbandevenner i kampen mod Joakim. De er godt klar over at det måske er lidt farligt, og da rockerne ankommer med rygmærker og slagvåben er de ikke trygge ved hvad de har sat i gang. Sonny erklærer stolt: "Vi har blyrør, kæder og skruenøgler med! Sten kan også bruges i en nødsituation" - alt imens man ser endnu voldsommere våben blive hevet frem med henblik på at overfalde bygningskonstruktøren for det nye anlæg. Lad mig blot bemærke at dette nummer af Anders And udkom samme dag som Ungdomshuset blev ryddet!

For at mildne den konflikt som Egmont trods alt stadig ikke kan tillade, viser det sig at Sonny kender bygningskonstruktøren fra sin skoletid, så de falder i snak, og selv om Sonny er nærmest stolt af at være arbejdsløs bliver han overtalt til at arbejde sammen med de andre rockere på byggepladsen.

Og her er det så at fagforeningsspørgsmålet kommer ind i billedet. For da bygningskonstruktøren spørger Joakim (der qua bygherre er hans øverste chef) om de skal ansætte nogle flere, svarer Joakim klart "Nej!". Bygningskonstruktøren fortæller så at de ikke er i fagforening, hvorefter Joakim vender på en tallerken: "Ansæt dem!" - til ungernes store fortørnelse.

De anklager også Joakim for nepotisme fordi han har ansat Anders i sit nye kommercielle fritidsapparat og anklager Sonny for forræderi. (Klasseforræderi?)

Historien ender i øvrigt med at stakkels Anders (det evige offer) får det lortejob at være hundeslæde-postbud i Alaska, hvilket ungerne griner af (på trods af at der så ikke er nogen til at passe på dem, kunne man tilføje).

Sådan var det ikke i 70erne! Jeg kan egentlig godt lide den opdaterede version. I hvert fald som en fræk undtagelse.

Kommentarer

Jøsses kineser, det kan være, man skulle tegne et abonnement. Jeg gætter på, at det hænger sammen med, at børn i dag alligevel er så vant til at blive bombarderet med informationer om alle mulige alvorlige voksenemner, så man jo lige så godt kan behandle dem i Anders And. Der er i øvrigt en af Barks' gamle historier, der slutter med følgende replikskifte mellem Anders og Joakim:

– Har du noget at sige?
– Ikke noget, der lader sig trykke i et børneblad.

Jeg medgiver gerne, at historierne var nødt til at bevæge sig på et mere symbolsk plan i gamle dage, men ikke desto mindre er Carl Barks' Jul i Pengeløse fyldt med barske tegninger af børn i slumkvarterer og har en happy ending, der ikke rokker, at slumbørnene er dømt til at fortsætte deres trøstesløse tilværelse. Og De Firkantede Æg fra Peru skildrer et mørkt, totalitært samfund (hvor man diskret i baggrunden ser folk styrte i døden).

Ja, Carl Barks er jo ofte undtagelsen, også i dette aspekt; og det er nok ikke tilfældigt at Geoffrey Blum er stærkt inspireret af Carl Barks samtidig med at han ønsker at gøre Anders And nutidig.

Jeg kommer især til at tænke på den Carl Barks-historie hvor Anders And skal passe kæledyr for folk (hvad han nemlig også gør i den aktuelle historie), og hvor de har de mest vanvittige og farlige kæledyr. Eller Tralala-historien, hvor utopien om det pengeløse samfund udfoldes (og desillusioneres).

Her bliver en afgørende forskel også klar. Barks' tegninger er altså bare i en anden liga end den Branca som har tegnet den aktuelle historie. Alene Barks' brug af synsvinkler og skiftende visuelle perspektiver er fantastisk, og kan give en atmosfære af fremmedgørelse og ensomhed, en melankoli der gennemsyrer de bedste af hans historier. Men det er en anden historie.

Nu får jeg helt lyst til at læse Carl Barks. Kunne være man skulle se at skaffe sig klassikerne.

Jeg kan klart anbefale at anskaffe sig Carl Barks klassiske striber - jeg har et udvalg af dem stående hjemme hos mine forældre, og jeg læser dem igennem næsten hver gang jeg er der-- og jeg fornemmer at jeg ser nye perspektiver i dem for hver gang, i takt med at jeg også bliver ældre! Så Anders And er overhovedet ikke kun for børn..(hvilket ikke ret meget for børn egentlig er, sjovt nok..)

Carl Barks er den bedste. Men det er spændende, at Anders And bladet er blevet så opdateret, som du beskriver her, Torben. Det er jo egentlig kun positivt. Spørgsmålet er, hvordan det afspejler sig i salget af bladet (positivt eller negativt)?

Jeg husker en historie hvor Joakim putter alle sin penge i en åben tank på landet, hvorefter en skypumpe spreder pengene over hele området.
Alle bliver rige og holder op med at arbejde, mens Joakim pisker Anders og ungerne til at dyrke grøntsager.
Som eneste udbyder af grøntsager hæver Joakim priserne til det uendelige indtil han igen er rig og de andre fattige.
Det er da kapitalistisk moral så det vil noget. Joakim er ikke rig fordi han er heldig med fordi han fortjener det. Samtidig får vi lige forklaret inflationen og sammenhængene mellem udbud, efterspørgsel og pris.
Mon den historie du har læst er tilpasset det det skandinaviske marked :-)
Der findes en række bedste af Anders And som jeg på et tidspunkt købte antikvarisk hvor der var highlights fra mange forskellige forfatter.

/Nicolai

Tegneserien går imod mine politiske holdninger og moral, men den unge venstre intellektuelle er da den marxistiske Leon Trotsky minus overskæg, hvilket går i god tråd med "Das Kapital".

Og hans sorte killing der starter det nihilistiske kaos, som fjerner det rådne og muliggør fundamentet for den bedre park, er en reference til symbolet for anarko-syndikalisme.

Interessant udlægning. Det er rigtigt at den unge herre ligner Trotsky en smule med sygekassebriller og fipskæg.

Og den med anarko-syndikalismen kan ikke helt afvises. Jeg anede ikke før nu at de brugte en sort kat som symbol.

Hvad angår historiens politiske budskab, så tror jeg at det er vigtigt ikke at konkludere at fordi Marx og Trotsky optræder, så må den være kommunistisk. Den er ganske vist kritisk over for Joakim (og adskiller sig stærkt fra Carl Barks' Pennies From Heaven), men den idealiserer jo heller ikke aktivisterne, som hurtigt kan indblandes i vold.

Men det er godt nok interessant. Den unge Trotsky-lignende mand (hvis jakke i øvrigt er rød) siger om katten: "Hun generer ikke nogen! Hun er den sødeste, blødeste kattekilling", hvorefter hele Joakims projekt falder sammen fordi hundene går amok ved synet af katten. Man kan vel næsten sige at den skaber en anarkistisk tilstand.

Hov, min lange kommentar om Carl Barks-historien "Pennies from heaven" er forsvundet!!!

GRRRR Å=?)Y&)(¤%&/!!!

Nå, men pointen var altså at jeg sjovt nok havde læst den historie som Nicolai refererer selvsamme morgen som han havde skrevet sin kommentar.

Det er en protestantisk-konsevativ moralsk historie om at arbejde betaler sig, hvor Joakim er idealiseret som en ikke grisk, men blot flittig pengeelsker.

Jeg har ikke tid til at skrive den nærmere analyse nu, men det havde jeg altså gjort i morges!

Nu erPennies from heaven jo en tidlig Barks-historie og er egentlig lidt atypisk i sin opbyggelighed. Tænk bare på de senere historier, der fokuserer på Joakims paniske angst for at miste sine penge eller hans forfængelige forhold til at være den rigeste i verden. Når Guld-Iver Flintesten eller maharajaen af Pengostan hævder at være rigere, sætter han gerne absurde summer over styr for at bevise det modsatte.

I Pennies from heaven er Joakims evne til at tjene penge tilsyneladende noget utvetydigt positivt, og hans bjerg af penge er ingen neurotisk samlen-til-bunke, men blot en charmerende excentricitet: han kan lide at "tumle rundt i dem, grave sig igennem dem og kaste dem op i luften - sådan! Ups! " Men Barks antyder kraftigt, at de markedsøkonomiske mekanismer, der skildres så harmonisk, ikke er hele sandheden. Anders er vrangvillig hele historien igennem, også efter at moralen er knaldet igennem. Han lader ikke til at godtage Joakims undskyldning for at samle sig et bjerg af penge og får historiens sidste ord med bemærkningen “Afskyeligt!”. Og så er der jo jokeren Fætter Højben (der også er usædvanligt positivt skildret), der slet ikke fatter, hvad det hele skal til for: "Hvad får du ud af dit slid, fætter? Vabler i hænderne! Smerter i ryggen! Se på mig! Jeg fisker for min fornøjelse og har det dejligt." Anders må give ham ret, og selv da de begge har måttet sande, at penge ikke er lykken, er det ikke det hårde, opbyggelige arbejde, der trækker i Højben: “Du kan få hele min million! Jeg går ud og fisker igen!”

Dertil kommer, at Barks har lavet en senere historie, der kan opfattes som et mørkt modstykke til “Pennies from heaven”. I Skønne spildte kræfter, som den hedder på dansk, vender Joakims penge også tilbage til ham, men her er det – ligesom Højbens evindelige held også ofte er – skildret som en absurd forbandelse: “ Det er en ulykke at være så rig, at man ikke aner, hvad man skal gøre af sine penge.” er historiens første replik. Joakim har ikke mere plads i sin pengetank, netop som han har fået den lukket vælter det ind med flere penge fa virksomheder, som han ikke anede, at han ejede; og han skammer sig nærmest: “Tænk at jeg også handler med dametøj!” Det er ikke længere det opbyggelige arbejdes velfortjente løn, men en absurd, automatiseret mekanisme. Joakim aner ikke sine levende råd, men Anders har en frejdig løsning i baghånden: “så har du jo kun en udvej, hvis du vil have dine penge godt anbragt: Du må bruge dem!” (Og her viser Joakimsudtryk så Barks’ talent for at lade et ansigt give udtryk for den dybeste græmmelse) Men verdens rigeste and er komplet fremmedgjort overfor pengenes funktion og er ude af stand til at bruge dem, så han er nødt til at betale Anders for at gøre det. Det er et højdepunkt af lårklaskende komik, da de skal forhandle lønnen:

– Hvor meget havde du tænkt dig, du skulle have for det tragiske job? Sig mig det!
– Tjah, 5 kroner i timen?
– Du vil altså udplyndre mig, forstår jeg! Men du får 2 kroner i timen, ikke en øre mere!

Anders går til arbejdet med både talent, entusiasme og opfindsomhed, og Joakim ømmer sig grufuldt over at se pengene blive brugt. Men ak: Alt dette øgede forbrug sætter jo blot ekstra gang i markedet, og gæt hvem der tjener pengene. Da den hårdt prøvede Joakim endelig vender hjem, flyder hans kontor over af de penge, han lige har gået så grusomt meget igennem for at slippe af med. Dette er en alt andet end opbyggelig skildring af markedsmekanismer.

Det er helt rigtigt, og jeg husker også "Skønne spildte kræfter" så tydeligt fra min barndom - den er langt bedre (alene på grund af excesserne og humoren) end "Pennies from Heaven".

Jeg holder nu mest af Pennies from Heaven, men mon ikke præferencerne handler om politisk overbevisning :-)
Hvis man skal samle op på temaerne, så er der ingen tvivl om at det er den lille mands protestantiske kapitalisme der hyldes. (Var Barks overhovedet protestant? Ikke fordi det er afgørende for pointen, men alligevel). Således er Joakim lykkelig når han tjener penge ved flid og dygtighed, hvorimod han ikke er lykkelig når pengene tjenes uigennemsigtigt og i kraft af monopoldannelser. Bemærk at hver gang han får en krise tænker han blot tilbage på tiden som skopudser. Se det var et sundt og ærligt arbejde!
Jeg ser de dæmoniske skildringer af pengene der strømmer ind som en direkte forlængelse af den amerikanske kamp mod monopolerne som undertrykker individets frie valg. En kamp som startede i USA langt tidligere end i Europa, hvor staten opbyggede monopoler samtidig med at de blev nedbrudt i USA. Bemærk i øvrigt at man i de klassiske historier aldrig ser en embedsmand skildret på positiv facon.
I forhold Anders vs. Højben er det rigtigt at Anders får ondt i ryggen mens Højben hygger sig, men hvor er sympatien? Mon ikke Højben er modelleret over den dovne økonomiske overklasse, som alligevel altid ender med fødderne nedad (usympatisk), mens Anders skildrer den halvdumme arbejder, som bare ikke rigtigt forstår hvordan man agerer i en markedsøkonomi (sympatisk). Der er jo bunker af historier om Anders som igangsætter, hvor han faktisk udviser enorme talenter på lidt skæve områder, men hvor det alligevel går galt fordi han qua sin low-life baggrund ikke forstår at styre grådigheden. Endnu en pligtetisk hilsen om betydningen af mådehold.

/Nicolai

Ikke fordi øknomiske teorier er min stærke side, og normalt noget jeg bruger allverdens tid på, men nu blev jeg nysgerrig - Nicolai, kan du lige oplyse mig; er der en forskel på protestantisk og katolsk kapitalisme?

Helt grundlæggende handler kapitalisme jo om at det enkelte menneske selv bør råde over det resultat han han ved slid og møje har frembragt, mens socialismen handler om at alle værdier er samfundsskabte og det enkelte individ derfor er en irrelevant størrelse man kan stikke lidt lommepenge efter smag og behag.
I den skala er der selvfølgelig ikke noget der hedder protestantisk, islamisk, jødisk kapitalisme osv.
Jeg samlede udtrykket op fra Torben, som jeg antog behandlede det i Webersk forstand. Weber hævder som bekendt at kapitalismen hastige fremvækst i det nordlige Europa handler om de pligtetiske elementer i protestantismen, som byder os at slide og slæbe mens vi venter på at blive udfriet af verdens jammerdal.
Jeg ville i øvrigt ikke mene at Skønne spildte kræfter handler om markedsøkonomien. Tværtimod agerer Joakim jo som en hårdt beskattende stat, hvor enhver økonomisk aktivitet fører penge tilbage i statskassen. På den måde er der jo i langt højere grad tale om en lidt vulgær parabel over Keynes forvildede ideer.

/Nicolai

Jeg ville bare gjøre blog'ens lesere oppmerksom på at ANDen utgaven av Jon Giskes klassiske "Donaldismen" kom ut i 2006 (Oslo: Gyldendal forlag). Og ja, Anders And heter Donald Duck på norsk. Førsteutgaven av denne boken kom i 1973, og må vel således regnes som et tidlig skandinavisk bidrag til 'Donald Duck Studies'.

Det kan tilføjes, at den danske oversættelse af Jon Gisles (som han retteligen hedder) "Donaldismen" hedder "Andelogien". Her kan man bl.a. lære om nostrilongitudekvotienten, der kan bruges til at vurdere kvaliteten af diverse udgaver af Anders And/Donald Duck.

Jeg er kritisk overfor vurderingen af at Joakim i "Skønne spildte kræfter" skulle agere statskasse.

At Barks, der som arbejds(m)and flere omgange kendte til glæden ved et stykke udført arbejde, hylder den protestantiske arbejdsmoral og dermed i webersk forstand kapitalismen, synes for mig langt mere sandsynligt.

I øvrigt mener jeg heller ikke at idéen om det pengeløse samfund desillusioneres i tralala-historien. Folk lever jo lykkeligt både før og efter. Det er vel snarere en allegori på faren ved griskhed. Endnu en tanke der kan føres tilbage til Barks' hårde slidsomme liv på landet.

Det er ikke penge eller status det hanbdler om, men at være tilfreds med det man har udrettet. Igen kommer Luther frem med sit store (grimme) fjæs :-)

Men som tidligere sagt, mine analyser kan også være farvet af politisk ståsted.

Hvis man kan forlige sig med den opdatering af Carl Barks traditionen som Don Rosa står for, så er der også et stærkt bud på Unca Scrooge's personlighedsdannelsesproces (langt ord) i samlingen The life and times of Scrooge McDuck (på dansk: Her er dit liv, Onkel Joakim). Jeg mener personligt at Don Rosas fornyelse af Barks universet er lige så livgivende som Pixar har været for Disney spillefilmene, og det siger i min verden ikke så lidt.

I disse historier afdækkes hvordan Scrooge gennem sit livs mange eventyr har kæmpet sig frem fra immigranten der arbejdede som skopudser til den finans kæmpe han er blevet til i seriens nutid. Med andre ord, The American Dream for fuld udblæsning og i tredje potens. Kun gennem helt usædvanligt hårdt arbejde, slidsomhed og en viljestyrke hinsides det mulige (ihvertfald for en gennemsnits trækfugl som Joakim) lykkes det ham at opnå positionen som verdens ubetinget rigeste.
En interessant pointe er, hvordan Joakims eneste moralsk forkastelige handling i hans stræben efter rigdom rider ham som en mare i alle årene. Man kan altså åbenbart blive rig ved hårdt slid, men hvis man også vil være lykkelig kræver det at man samtidig holder sin sti ren.

Historierne er konsistente med Carl Barks fortællinger, og refererer til f.eks. de firkantede æg m.m.m. på en måde der udfylder nogle af de uundgåelige huller i Barks værk. Don Rosa holder sig endda ikke for god til at lægge ud med et rent Orson Welles citat. Det er stort!

Kære Torben Sangild,
det er da godt, at nogen synes, at det er godt, at Anders And & Co bliver politisk korrekt, så figurerne antager de politisk korrekte standpunkter.
Jeg kunne langt bedre lide anarkiet og de bibelsk tilskårne figurer.
Er det virkelig så vidunderligt med mindreårige, der får til opgave at bære voksenverdenens ideologiske konstruktioner på deres spinkle ællingeskrog?
Ungdomsoprøret handlede om at gøre oprør med autoriteter. Men nu, hvor de anti-autoritære er ved at nærme sig bedsteforælderstatus, er autoriteten vendt tilbage - ikke i form af god og høflig opførsel og den slags, men i form af, at de små pus nu lærer at sige de rigtige ting. For nutidens rigtige holdninger er jo egentlig ikke holdninger - det er jo altsammen nærmest videnskabeligt bevist, klima, velfærdsstatens vidunderlighed osv. Så når Rip, Rap og Rup kan gengive voksne sound bites, så klapper Torben Sangild. Er de ikke dygtige, de små?
Hvor går det anti-autoritære ungdomsoprør hen, når de bliver indoktrineret med det gode og får gulerod hvergang de reproducerer det? Og hvor skal udvikling komme fra uden modsigelse?

Slap lige af, John Henriksen, inden du skyder mig alle mulige tåbelige holdninger i skoene.

Jeg advokerer jo netop ikke for det politisk korrekte, og jeg advokerer ikke for noget bestemt. Jeg er bare overrasket over at kontroversielle ideologiske diskussioner (og selvmordstanker) finder deres plads i et ellers renset (og alt for korrekt) univers.

Det er sjovt fordi jeg er voksen, og det er sjovt fordi det er en undtagelse. Jeg ville ikke bryde mig om hvis alle Anders And-historier handlede om politiske konflikter og eksistentielle kriser. Absolut ikke. Og jeg tager slet ikke stilling til det pædagogiske perspektiv.

Det svarer til glæden over den nyere Batmans mørkere sider som kontrast til fx den lalleglade og harmløse TV-serie-Batman fra 1960'erne.

Jeg taler ikke for indoktrinering, tværtimod, og jeg er ikke socialist, hvis det er det du tror.

I det hele taget skulle du holde dig fra at gætte på hvad jeg står for og så holde dig til bolden frem for manden.

Netop det at denne historie er kontroversiel ser jeg som et friskt pust. Og du må bo på en anden planet, hvis du mener at anarko-syndikalisme er den herskende ideologi, som vi lærer vores børn...

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2