« Jan Ullrich | Forside | Ingen butikker i Ørestaden »

20.03.2007

Kanon-debat: Populærmusik

Jeg blev interviewet til Weekendavisen i fredags (16/3) om populærmusik-delen af kulturkanonen. Det bringes sammen med et tilsvarende interview med T.S. Høegh. Journalisten er Morten Ebbe Juul Nielsen, som jeg generelt har stor respekt for, også som debattør.

Udgangspunktet er at kigge nærmere på de konkrete kanon-lister her et år efter udgivelsen og debattere deres indhold. Desuden giver vi hver et bud på vores egen "kanon" (liste) med 5 internationale værker. Jeg er kritisk over for såvel den overordnede kanon-ideologi som det konkrete liste, og ikke mindst konkrete formuleringer i præsentationerne. Men i interviewet fremstår jeg nok lidt mere sur end jeg egentlig var i løbet af den lange samtale, ligesom sproget heller ikke er mit. Det skyldes de sædvanlige interview-betingelser.

Jeg vil nedenfor gengive interviewet med mig i modificeret form og med uddybbende kommentarer
[Opdatering: se også kommentarerne fra kanonmedlemmer Henrik Marstal og Torben Bille]

Uddrag af og kommentarer til artiklen "Firsertrip" (WA 16/3)
Normal skrift er citat fra artiklen, ind imellem modificeret til mit eget sprog. Kursiv er mine uddybbende kommentarer.

"Ud af tolv værker ligger de fire-fem lige omkring starten af firserne, Og TV-2 havde sin musikalske storhedstid i selv samme periode. Havde dansk rytmisk musik virkelig sin guldalder i de korte år, eller er det en helt igennem subjektiv afspejling af udvalgets medlemmers præferencer? Måske kunne man have skiftet en af disse ud med fx Steppeulvene, som langt de fleste anser som, ja, kanoniske? Eller skift Sebastian ud med Sort Sol? Gerne for mig."

Her er pointen at 4 ud af de 12 værker ligger i perioden 1980-84/85, og at TV2 (hvis de skulle med) måske snarere burde være repræsenteret med en af pladerne fra samme periode, hvilket kanonteksten selv næsten indrømmer: "Ganske vist var det hele måske ikke så fandenivoldsk og charmerende som forgængerne Beat og Nutidens unge..." - nej, netop. Til gengæld er den uhyre velpoleret og kedelig, og det eneste problem er at forløberne ligger inden for netop perioden 1980-85. Denne periode er meget kraftigt repræsenteret i kanonen. Hvad angår Steppeulvene er de allerede de facto kanoniseret som hovedværk, mens Sort Sol anno 1987 ville være mit personlige bud på et lidt frækkere valg.

Sangild vender flere gange tilbage til, hvad han ser som en grundlæggende dobbeltkontrakt eller et paradoks i den danske kanon: "Med Kanon må man mene noget autoritativt, noget der er objektivt gældende, uanset hvad man ellers måtte mene. Altså noget man må følge, punktum. Men hele tiden understreger kulturministeren at der er tale om et diskussionsoplæg så snart han kritiseres. Det er en smart strategi, retorisk set, men man kan ikke have de to ting på samme tid. Enten står det til diskussion eller ikke."

Her er pointen altså at det er smart af Brian at tilfredsstille kulturkonservatismen med en dansk kanon og samtidig benægte kanonens kanonstatus når hele kanon-ideen anfægtes af kritikerne.

"En lignende dobbeltkontrakt kan man se på den måde, forholdet til det danske håndteres på: på den ene side er kanonen der, for at vi kan lære noget om det bedste danske. På den anden side er udvalget i deres tekster hele tiden meget opmærksom på ikke at fremhæve det danske som noget særligt, hvad det jo heller ikke er i musikken. Det er svært at få til at gå op."

"Det værste ved kulturkanonen er den idé, at man kan mejsle den danske kultur ud i sten og på den måde låse noget, der principielt hele tiden ændrer sig, og som i sin natur hele tiden er i dynamisk udveksling, eller simpelthen er komplet importeret udefra. Her er populærmusik-kanonen yderst problematisk. Man vil - hvad der jo er ærligt nok - ikke påstå at jazz eller rock er danske opfindelser. Men ved de fleste præsentationer understreges det, at musikerne tager disse ting fra fremmede kulturer og gør dem personligt danske. Så må man spørge: Hvad er det særligt danske ved Savage Rose? Det er vel helt igennem amerikansk musiktradition. Måske er Annisettes stemme personlig, men hvad specielt dansk er der ved den? Og hvad er det danske ved Palle Mikkelborgs Aura? Det forekommer lidt søgt."

Lad mig give et par andre eksempler på den nationale retorik fra kanon-teksterne (jeg gemmer lige Højskolesangebogen lidt endnu):
- Kai Normann Andersen komponerede ifølge teksten i en tysk slagertradition men bearbejdede det så det kom til at lyde særligt dansk (= naivt, enkelt, børnesangs-agtigt).
- Svend Asmussen og Leo Mathiesen gav jazzen et dansk præg; Leo Mathiesen fordanskede Fats Wallers stil. og "Perioden gav dansk jazz en stærk identitet" (uspecificeret hvori den består).
- Svantes viser handler ganske vist om en svensker, revser Danmark og bygger på en svensk visetradition, men er en del af "den nationale bevidsthed" og er blevet "indbegrebet af danskhed" (= noget med hygge og hverdagens små ting).
- Klichés Supertanker beskrives som intet mindre end "nyere dansk rocks dna" (= har indflydelse på senere rockbands som Nephew).
- C.V. Jørgensen skriver om den danske egoisme, men hans musik rummer "En danskhed med samme farlige sarthed som et edderkoppespind" (= inspireret af dansk sangtradition).
- De 12 danske evergreens har præget "alle danskeres musikalske liv; de er "et soundtrack til danskernes liv", de har "samlet danskerne" og en masse andre sætninger om national sammenhængskraft.

Min pointe er nu ikke bare at kanonteksterne forsøger at gøre musikken mere dansk end den er, men snarere at udvalgets tekster er præget af en dobbelthed, hvor man hver gang anerkender og specifikt benævner de udenlandske inspirationskilder (de er nemlig faktisk i lige så høj grad til stede i teksterne), men samtidig (med enkelte undtagelser som fx TV2, sjovt nok) fører en diskurs , der indfletter det danske, som et "alligevel". Og som regel ikke særlig velbegrundet. Det ligger sikkert i opgaven at det danske skal flettes ind, for ellers ville en kulturkanon vel ikke give mening. Eller også ligger det som en mindre bevidst ideologi. Eller også, hvad der er den tredje mulighed, mener udvalget faktisk at der er tale om særligt danske træk, men har ikke haft mulighed for at pege præcist på dem.

"Udvalget ser ud til at have dyrket en autenticitetens æstetik. Det synes, som om det har været et krav, at de pågældende kunstnere enten fremstiller sig som eller generelt er blevet taget til indtægt for en eller anden form for ægthed eller inderlighed. Det skal være 'musik med danske rødder'. Torben Bille dyrker i det hele taget ofte det autentiske, hvilket de valgte værker måske afspejler. Kliche er undtagelsen. Her er et band der bar uniformer og brugte tekster, som ingen rigtig vidste om de mente eller ej. Men resten er båret af en form for inderlighed eller stræben efter ægthed."

"Det autentiske eller ægte er i sig selv et begreb, man skal være meget skeptisk overfor. Tag countrymusikken, der vel for de fleste fremstår som et helt igennem genuint amerikansk sydstatsfænomen med dybe amerikanske rødder. Virkeligheden er, at den er opfundet af kommercielle radiostationer og pladeselskaber i 1920rne. Man miksede bl.a. irsk folkemusik med afrikansk banjo og Hawaii-guitar, og lod bl.a. professionalle musikere optræde forlædt som landarbejdere Et gennemført produkt, ikke noget i den forstand autentisk."

Et markant eksempel på autenticitets-diskursen ligger i artiklen om Sebastian: Her står der at Kenneth Knudsen giver den (underforstået umenneskelige) synthesizer "et menneskeligt hjerte" og autenticiteten knyttes også til en æstetisk "sammenhængskraft". Og frem for alt ideen om at pladen er særligt autentisk fordi sangene "egentlig handler om hans eget liv". Altså: den velkendte biografiske fejlslutning. Dette er en ganske anden version af det autentiske end country-myten - som jeg vist nævnte som et generelt eksempel på hvor stærkt nationale autenticitetsmyter virker.

"På samme måde synes jeg man må sige at det dansk-nationale er problematisk. For eksempel er Højskolesangbogens musik er først og fremmest centraleuropæisk. Og der er det lidt morsomt at de som det første skriver, at højskolesangbogen ikke er udtryk for nationalromantik. Hvorfor mon det skal være første sætning i manchetten? Og så modsiger teksten ellers sig selv ved at tale både om at højskolesangbogen er "den danske sangs urkilde" og "nationens musikalske stofskifte" - altså to heftigt organisk-nationalromantiske metaforer!"

Ja, den har jeg lige formuleret noget klarere end den stod i artiklen, men ellers taler den vist for sig selv.

- Savner kanonen er stimulerende perspektiv?
"Det ved jeg ikke rigtig. Den kan - den har - stimuleret til debat, og man får lyst til at genhøre enkelte af numrene på de plader man husker. Og jeg vil give denne kanon så meget, at der både er det folkelige og det elitære, både til gaden og til gården."

- Er der nogen demokratiske problemer i kanonen?
"Nej, det ville være en stærk overdrivelse, alene fordi den ikke forpligter eller censurerer, og derfor heller ikke for alvor er en kanon. Desuden er armslængdeprincippet tydeligvis overholdt, ellers ville Solvognens aktion ikke optræde i et ellers kulturkonservativt projekt. Så på den måde aner man at udvalgene endda er gået lidt imod forventningerne fra ministeren. Og det er jo fint nok."

Min egen liste
- Hvis du skulle vælge 5 internationale værker til populærmusik-kanonen, hvad ville du så vælge?
"Jeg har valgt værker som ikke er kendte af alle og enhver, men som har klassikerstatus og har været stærkt indflydelsesrige. Værker som kan være en indgang for nysgerrige til store musikalske erfaringer. De er gengivet i kronologisk rækkefølge. Det er altså en liste snarere end en kanon"

Velvet Underground: The Velvet Underground & Nico (1967) - En anspændt og smuk plade, hvis betydning kun er vokset i lyset af rockens senere udvikling.

Kraftwerk: Radio-Aktivität (1975) - Kølig melankoli, futuristisk nostalgi. Den elektroniske popmusiks evige referencepunkt.

My Bloody Valentine: Loveless (1991) - Rockguitaren flyder over sine bredder og bliver til støjende tungekys.

Aphex Twin: Selected Ambient Works vol. 2 (1994) - Electronica fødes med dæmpede skrig, der stadig klinger friske.

Oval: Ovalprocess (2000) - Når digital støj bliver til en varm tekstur-symfoni og englene synger i computeren.

Generelle kommentarer til artiklen
Jeg tager ikke kulturkanonen så alvorligt som det fremstår i artiklen (og derfor har jeg også her på siden formuleret mig med mine egne ord), men jeg har moret mig over at lave en lille diskursiv læsning af teksterne med henblik på deres dobbeltkontrakter og danskheds-fremskrivninger.

Jeg blev spurgt om jeg havde nogen positive bemærkninger til den aktuelle populærmusik-kanon, og dér nævnte jeg bl.a. at det for mig var en god opdagelse hvor mange evergreens Kai Normann Andersen har skrevet - sange som jeg kender og kan synge med på, men som jeg ikke vidste han havde lavet. På den måde blev jeg faktisk lidt klogere.

Jeg nævner også at listen (bortset fra vægtningen 1980-84) er et udmærket bud på en liste over vigtige værker i dansk musik. Men skulle jeg foretage to revideringer ville jeg ikke tøve med at skifte TV2 og Sebastian ud med Steppeulvene og Sort Sol. Det vil man så igen kunne diskutere, og derfor bør man ikke lave kanoner, men bare lister til diskussion.

Jeg kan endda sige flere positive ting: for eksempel er teksten om Kliché faktisk udmærket, når man ser bort fra dna-metaforen; det samme gælder teksterne om Kim Larsen og Kai Normann Andersen. Og i alle teksterne er der faktisk gode formuleringer. Problemet er den ideologiske Brian-pakke kanonen indgår i, og at dette synes at have smittet af på visse formuleringer, som angivet ovenfor.

Links
Egon Clausens kritik af selve kanon-begrebet på Det spekulative øre.
Henrik Marstal fra kanon-udvalget fortæller om udvalgsarbejdet og kommenterer den daværende kritik (pdf).

Kommentarer

Har læst artiklen i Weekend-Avisen. Noget skuffende at både du og journalisten åbenbart ser kulturkanonen som et strengt nationalistisk projekt, hvor det hander om at indfange noget særligt dansk. Jeg – og flere andre kanonmedlemmer – har ikke bestilt andet end at få folk til at forstå at det ikke var dagsordenen overhovedet. Men den melding har åbenbart været svær at få kommineret tilstrækkeligt ud. Men ser man på hvad der egentlig er taget med, er meget af det som mange måske opfatter som typisk dansk slet ikke til stede – Rundetårn, Skagensmalerne, nationalsangene, Jellingestenen osv. Tværtimod viser kulturkanonen en danskhed der er utrolig rummelig, måske endda sprængt til atomer, når den kan rumme både Solvognen, vikingeskibet, Julemandshæren, Kai Normann Andersens tangoinspirerede sange, Sydney-operaen, Sult-filmatiseringen og Jorns Stalingrad-billede.

Diskussionen om hvorvidt Savage Roses debutalbum fra 1968 er dansk er i hvert fald én vi må tage en dag – jeg er i hvert fald lodret uenig i dine præmisser for at se det som et uforståeligt valg. For resten har jeg jo været helt og aldeles enig med Torben Bille i så godt som det hele, så det er altså ikke bare et nostalgisk firsertrip og manipulation fra en ældre rockkritiker det handler om her (NB: Supertanker er vel strengt taget fra det foregående tiår?). Og så er det måske også problematisk at du slet ikke kommenterer de tre andre ting fra 1970’erne der er med, ligesom du heller ikke kommenterer antologien over evergreens. Begge dele er jo med til at give et langt bredere og nuanceret billede. Men det er måske journalistens disposition. Angående Sort Sol: Af forskellige årsager besluttede udvalget ikke at medtage udgivelser udgivet efter 1990. Det gjorde det faktisk lidt sværere bare sådan uden videre at smide Sort Sol på.

Men du har ret i at det er paradoksalt at en kanon på én gang vil være autoritativ og debatskabende – men det var nok bare de umulige præmisser som den kanon måtte leve med fra begyndelsen, og som ikke i sig selv diskvalificerer hele projektet.

Kære Henrik,

Tak for din respons. Jeg kan godt forstå at det må være irriterende at høre de samme smålige kritikker så længe efter kanonen kom.

Derfor har jeg også tilføjet nogle uddybende kommentarer, og desuden konkretiseret præcist hvor i teksterne den nationale diskurs får en tand for meget efter min mening.

Hvis du virkelig mener at Savage Rose har en særlig dansk lyd, så vil jeg gerne høre hvori den består. Jeg ved at du har arbejdet med den danske sangtraditions overlevering i dansk rock, så det kan sagtens tænkes at du kan høre noget jeg ikke kan høre (ligesom det er længe siden jeg har hørt pladen).

Med håbet om en fortsat konstruktiv debat.

Da jeg var bortrejst på dagen, og først er kommet hjem i dag, ilede jeg med at sende et debatindlæg til WA. Umiddelbart efter gjorde et familiemedlem mig opmærksom på denne debat. Ikke at jeg fortryder mit indlæg, men nuancering er gavnligt. Den eneste kommentar skal bare være, at Sangild er alt for autoritetstro. En kanon var og er for de af os, der deltog, ikke noget gudindgivet, men netop en liste lagt frem til diskussion. Og hvad er det for noget polemisk sludder om det autentiske? Og bruge en så gennemkonciperet gruppe som Kliche som eksempel på netop det "autentiske". Om igen, Torben.

For de få læsere af denne blog, som ikke læser Weekendavisen, er her til orientering mit netop fremsendte debatinlæg:

Et af hovedformålene med Kulturkanonen var at ægge til debat. I den forstand er det opløftende, at Weekendavisen (16. marts) finder kanonen så nærende, at man koger suppe på den over et år efter offentliggørelsen. Og det er netop helt i kanonens udfordrende ånd, at kulturforsker Torben Sangild kanoniserer Steppeulvene; et band, som vi i kanonudvalget gik udenom, fordi det forekom os for tidsbundet og Dylan-efterlignende. Derimod er det forstemmende, at en forsker ikke kan læse. Og i hvert fald ikke indretter sin kritik på præmisserne for udvalget af kanoniserede navne. Vores opgave var, take it or leave it, at vælge danske navne. Derfor er det skudt forbi at bebrejde os netop det. Endvidere skriver vi tydeligt, at 1990 for os er skæringspunktet for den populærmusikalske del af udvalget. Forskere er vel uddannede til at forholde sig til præmisser, ikke? Sangild tillægger også min ringhed alt for stor indflydelse. Arbejdet i musikkanonudvalget byggede på enighed. De såkaldt klassiske repræsentanter havde lige så meget at skulle have sagt om populærmusikken som popvragene i udvalget. Og jeg står lige så meget inde for Drot og Marsk som for Kliche. Den arbejdsmetode var vi i øvrigt det eneste udvalg, som praktiserede, for, som vi skrev i præmisserne, ”Uden Carl Nielsen ingen Kim Larsen og så fremdeles.”

Torben Bille

Medlem af Kulturministeriets kanonudvalg for musik

Kære Torben Bille,

1. Jeg er ikke autoritetstro, men tillader mig at påpege Brian Mikkelsens dobbeltkontrakt i både at tale om kulturkanon og debatoplæg. En liste lagt frem til diskussion er pr. definition ikke en kanon. Deri ligger dobbeltheden.

2. Du har fuldstændig misforstået hvad jeg siger om Kliché. De er jo netop undtagelsen fra autenticitetsparadigmet. Så her er det vist mig der må sige: om igen, Torben.

ad 1:
Du lader dig påvirke mere af Brians mission end af din egen holdning. Deri ligger autoritetstroen.
ad 2:
Nu er jeg ikke forsker, men kun journalist, og så vidt jeg kan læse, citeres du i WA for om Kliche at mene: "Men resten er båret af en form for inderlighed eller stræben efter ægthed".

Rock on!

Jeg betvivler for så vidt ikke, at Torben Bille og andre medlemmer af diverse kanon-udvalg ikke har haft anden hensigt end at fremlægge en liste til diskussion. Det er der intet forgjort i. Diskussion er altid godt. Men det ændrer ikke på, at en kanon er noget andet end en liste fremlagt til diskussion. Kanon kendes fra Biblen som de kanoniske skrifter, dvs. de tekster der er autoriserede af Kirken som ægte (i modsætning til de apokryfe skrifter). Kanonisk betyder mønstergyldig, og når noget kanoniseres (hvilket egentlig betyder "erklæres for helgen"), så betyder det, at det erklæres for mønstergyldigt. Og det mønstergyldige er netop det, der ikke står til diskussion. Uagtet hvad de enkelte medlemmer af kanonudvalgene har set som deres mission, så har kulturministeren - som opdragsgiver - sin egen mission. Man er på ingen måde autoritetstro, blot fordi man anfægter kulturministerens mission og hele den tankegang, han lægger i kanonprojektet. Det fik da også flere medlemmer af diverse kanonudvalg til at trække sig i protest. Torben Bille kan bagatellisere det, hvis han vil, men at skyde folk i skoene, at de er autoritetstro, blot fordi de tager kulturministeren alvorligt og forholder sig kritisk til hans projekt - det er skudt forbi.
Og som karaktervidne kan jeg bekræfte, at Torben Sangild ikke er autoritetstro.

To forskere på en gang, og den ene som frivilligt sandhedsvidne for den anden! I'm out of here:-)

Er det mindre forstemmende,når en journalist ikke kan læse? Jeg skrev 'karaktervidne', ikke 'sandhedsvidne'. Det var desuden ment som en joke. Men, kære Torben Bille, taget i betragtning, at du insisterer på at der tale om et oplæg til diskussion, forekommer du nu noget utilbøjelig til at ville diskutere :o)

ad 1) Jeg lader mig ikke påvirke af Brians mission. Jeg bliver direkte bedt om at kommentere kanonen (som jeg ikke havde nærstuderet før), herunder ideologien, og påpeger så at der er en dobbelthed i Brian Mikkelsens udmeldinger. Det kaldes kritik. Hvad er alternativet? At sige "nåja, det kan godt være at Brian har en dagsorden, men den vil jeg ikke forholde mig til" - ville det være mindre autoritetstro?

ad 2) Ja, "resten". Resten er netop ikke Kliché. Hvis jeg tager en lakrids og siger "du får resten", så betyder det ikke at du får den lakrids jeg lige har taget, men at du får de andre. Det er da vist almindeligt dansk. På samme måde, hvis jeg siger at Kliché er undtagelsen fra det autenticitetsparadigme, der præger resten, så betyder det at dette paradigme ikke gælder Kliché.

Jeg vil i øvrigt understrege at jeg ikke har nogen dagsorden eller korstog, men blev bedt om at forholde mig til nogle ting omkring kanonen, og så kiggede jeg på den og sagde min mening i to timer lang samtale, hvoraf nogle af de mest polemiske bemærkninger medtaget i skærpede formuleringer i artiklen. Jeg har altså ikke gået rundt og skumlet over Brians dagsorden, og dermed ligget under for hans autoritet, som du synes at antyde.

Autenticitetsdiskussionen blev bragt op af journalisten. Det siger jeg ikke for at trække i land, men for at markere at jeg egentlig ikke mener den er noget særligt for kanonen, men snarere for store dele af musikjournalistikken i det hele taget. Så det var egentlig ikke faldet mig ind at formulere den kritik af kanonen før journalisten spurgte.

Det forbauser meg hvis ikke kanonprodusentene ser at de også og samtidig er ideologiprodusenter. Muligens har de ikke tenkt seg som det mens de arbeidet, men det dokument – og den liste – de har avlagt er helt klart også del av en ideologproduksjon, som de tar del i enten de vil eller ei. Det er her det ikke hjelper så mye om kanonutvalgets medlemmer har tenkt noe annet mens de arbeidet; når deres dokument er levert inn har de selvsagt ikke lenger kontroll på hvordan det blir anvendt.

Og når vi så i tillegg ser at man har valgt å anvende organiske/biologiske/naturlige metaforer, er det vanskelig å ikke tenke på tidligere tiders produksjon av nasjonal identitet. At man "oppdaterer" metaforene fra 'blod' og 'rase' til 'dna' gjør ikke saken bedre, snarere tvert imot. At man så kan se for seg at de ulike kulturkanonene kan anvendes knyttet til eksempelvis statsborgerskapstester, burde ikke overraske noen. Her, litt fra marginen (les Norge), er det i så måte påfallende at det er Fremskrittspartiet som ivrer mest for at Norge skal gjøre som Danmark og lage en norsk kulturkanon.

Og ja, Torben Bille, hvis du fortsatt leser her, jeg er også "forsker" – men det er vel også Henrik Marstal, så det kan vel ikke i seg selv være diskvalifiserende? (Også selv om det synes som om "forsker" er et negativt ladet ord i ditt vokabular).

Der er i dag to læserbreve i Weekendavisen der reagerer på innterviewet.

Det ene er allerede varslet, det er nemlig Torben Bille. Han anfører at jeg ikke har forstået præmisserne om at der er valgt dansk musik før 1990.

Men det har jeg da. Det er præcis de præmisser jeg diskuterer på. Men det er som om at Bille, ligesom Henrik Marstal, har en ide om at Sort Sol ikke lavede noget før 1990. De lavede altså 4 gode albums 1979-87! (de to første ganske vist under navnet Sods).

At jeg ikke skulle have forstået at der er tale om dansk musik kan jeg slet ikke se hvor Bille har fra. Han skriver at "det er forstemmende at en forsker ikke kan læse". Ud over at han har en vis fiksering på det dér med at være forsker (?), så er det vist ham der ikke er så god til at læse. Hvor i min kritik har jeg ikke forstået at musikken skal være dansk?

Det andet læserbrev fra Jan Aaskov er mere præcist, og angår mine udtalelser om countrymusik. Her ville jeg ønske at jeg havde været grundigere i mine rettelser af journalistens ord, for det står meget grelt og ikke faktuelt korrekt i artiklen.

Pointen er simpelthen at country opstod i 1920erne som et kommercielt fænomen, der blander forskellige internationale genrer, men at den lynhurtigt fik en aura af autentisk, amerikansk landarbejdermusik.

Det er nok en lige lovligt skrap karakteristik af country. Det er korrekt at den kommercielle del af countrymusikken var et spekulationsprojekt, som fik en aura af autenticitet, præcis ligesom Elvis Presley lidt senere lugtede af arbejderklasse og rå sex selv om hans sange blev skrevet af et par indtørrede fyre på tin pan alley, men det er altså ikke hele historien om en genren.
Hele traditional bluegrass stilen, som i starten primært blev drevet af Bill Monroe var hverken kommerciel eller det modsatte, det var bare knald god musik, som byggede videre på de folkemusiktraditioner, som opstod i sydstaterne som følge af genreblandinger pga indvandringen fra europa.
Jeg formoder du sigter på Hank Williams, Jimmie Rodgers m.fl. når du taler om countryens kommercielle rødder, og det er fuldstændigt korrekt at deres musik blev strømlinet efter radiokanalernes ønsker og behov (se o'brother for morsom parodi på grand ole ophry), men det er kun den kvarte historie. Leadbelly og Woody Guthrie skylder også meget til country traditionen, og finder man noget der lugter mere af autenticitet og amerikanske landeveje?
Jeg ved ikke hvor meget du er fejlciteret af journalisten, men ud fra den karakteristik, som fremgår af artiklen virker det som om du ville have haft mere respekt for country, hvis den var vokset ud af rødderne og ikke var undfanget med et kommercielt mål. Og er vi så ikke tilbage ved inderligt og autenticitet?
Det er ikke en indvending mod resten af interviewet, hvor jeg synes at kritikken af projektet er helt berettiget. Generelt synes jeg ikke at kanonfolkene (også andet en musik) har taget opgaven på sig i den forstand, at de ikke har villet stå ved projektets formål, som var at lave en kanon og ikke et debatoplæg.
Det virker som om man har været uenig i formålet, men projektet var alligevel for interessant til at man kunne sige nej. For hvem har ikke lavet lister og de tolv sejeste pladser? Jeg er fx sikker på at du har ;-)

/Nicolai

Lad mig lige uddybbe det med country:

Det er ikke en kritik af at country er et i høj grad kommercielt produkt. Det er en kritik af at country har skabt en myte i folks bevidsthed om at den musik er den hvide sydstatsarbejderklasses helt egen musik (i øvrigt renser for sort musik, hvad den ikke er) opstået i mulden eller på prærien en gang i 1800-tallet.

Og pointen er altså heller ikke at alle country-stjerner var kommercielle.

O Brother Where Art Thou er en fremragende film, der blandt meget andet skildrer elementer i en sådan autenticitetsskabelse, og som i øvrigt har et fantastisk lydspor, ikke mindst med "A Man of Constant Sorrow".

Der er blevet skrevet meget, langt og klogt herinde omkring kanonen. Jeg var en af dem, der i sin tid buldrede gevaldigt for en kanon, men ikke som den tegner sig nu.

Selvfølgelig vil en kanon også udbrede et ideologisk syn på pædagogikken, men det ser jeg egentlig ikke som noget problem, pædagogikken og samfundet var ikke mindre ideologisk tidligere, der talte vi bar ikke om det på den måde, som kanonen muliggjorde. Mit problem er snarere den, at kanonen ikke er en kanon, men en regional læsevejledning. Som jeg sagde allerede dengang, så var det bedre med en alt for lille (selektiv) kanon end en, der er alt for stor. Når det så er sagt, så mener jeg ikke, at kanonen overhovedet burde have noget med regionale særtræk at gøre. Vi har ikke brug for en dansk kanon, men en kanon af høj kunstnerisk kvalitet.

Jeg ville hellere have en kanon, hvor Platon, Shakespeare, Blixen, Kafka og Marilyn Manson figurerer end en, hvor det regionale har fortrinsret.

For mig at se burde debatten altså dreje sig om, hvorvidt der er en kunstnerisk begrundelse for et udvalg af værker, hvad den også gør her og der, og ikke så meget om, der ligger en særlig ideologi bag. Vi kan få ideologi ind i alt, hvis vi ønsker det, ligesom man med Frøjd kan få sex ind i alt.

Kære Torben Sangild og alle andre deltagere i denne spændende debat.

Jeg er vældig glad for at jeg i al min ringhed har kunnet holde kog i "suppe[n]...over et år efter offentliggørelsen" af kanonen, for nu at misbruge Torben B.'s formulering.

Modsat hvad mange kulturfolk, kunstnere og akademikere giver udtryk for, mener jeg faktisk at kanonprojektet var og er væsentligt, hvilket nærværende debat jo på sin egen måde bekræfter.

En enkelt kommentar: jeg mener ikke, som en siger, at kanonen kun kan/skal læses som et entydigt nationalistisk projekt. Derudver er jeg faktisk ikke engang sikker på at jeg er skeptisk over for nationale projekter per se: det mp komme an på lødigheden af det konkrete projekt, ikke på om det er nationalistisk eller ej.

Og tak endnu en gang til Torben Sangild for hans deltagelse.

dbh,

Morten Ebbe Juul Nielsen

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2