Torben Sangilds weblog

Der er kommet en lille reportage fra LydRum-seminaret i bladet AVM - se her.

(Se også LydRum i radioen)

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:22 | Kommentarer (0)
Kategorier:

Musik er næsten altid ledsaget af billeder på den ene eller anden måde: coverbilleder, pressebilleder, koncertfotos, idolplakater osv. Men hvordan kan et fotografi formidle et musikalsk udtryk?

Jeg er netop blevet bedt om at lede og indlede en paneldebat om rockfotografi på DRs arrangement "Radiohuset Rocker" 28/4. Fotograferne i panelet er Søren Solkær Starbird, Lars Schwander, Peder Bundgaard og Jacob Dinesen.

Nu vil jeg så spørge dig, kære læser, som en del af opvarmningen:
- Kan du nævne et eller flere rockfotografier som har gjort særligt indtryk på dig? Smid gerne et link til et sted på nettet hvor billedet ligger.
- Forklar hvad det gode ved billedet er. Hvad kan det?
- Kom gerne med mere principielle overvejelser over hvad et godt rockfotografi er.
- Kom gerne med overvejelser over forholdet mellem musik og fotografi.

Jeg skal gerne begynde:
---

Et af de billeder der for alvor står som indbegrebet af rockens energi er dette:

Billedet er primært kendt fra coveret til London Calling. Den stilling kroppen har, er dynamisk på en særligt punket måde. Det hænger selvfølgelig sammen med at man kan se at han er ved at smadre guitaren for fuld hammer. Men det hænger også sammen med benstillingen - den måde at bøje knæene ind mod hinanden er senere blevet en effektiv Dr. Martens-kliché, især faktisk for kvinder. Der er noget meget ungt og utilpasset over det, modsat en mere selvsikker spredning af knæene.

---
Et andet billede, der har betydet meget for mig i mine unge 80er-dage er dette:

Som stor Joy Division-fan er der noget særligt ved netop dette billede, hvor Ian Curtis (som måske her synger "Decades" eller den sublime ballade "Atmosphere") lægger ansigtet i en poetisk lidende, inderlig positur. Det er romantik så det basker, og i mine teenageår havde jeg et indrammet postkort med dette foto og ordene "Here are the Young Men" hængene på mit kollegieværelse. Det var den gang jeg ikke kunne få patos nok.

Da jeg for nylig spurgte Henrik Marstal om de rockbilleder som havde gjort mest indtryk tog han også fat i Joy Division, men her coverbillederne til Closer og "Love Will Tear Us Apart" (12''), som ganske rigtigt er fantastiske og indbegrebet af det gotiske.

---
Og så til et helt særligt billede, der ikke viser nogen person, men hvor instrumentet er i centrum:

Ja, det er jo fra coveret til My Bloody Valentines Loveless, som det ikke er nogen hemmelighed at jeg har et særligt forhold til. Og dette coverbillede afspejler på fornemste vis musikkens slørede, oceaniske guitarhav. Farverne har i den grad brændt sig ind på min nethinde at jeg slet ikke er i tvivl om hvilken farve deres musik har. Den blev så også brugt ved det næsten psykedeliske lysshow på Loveless-turnéen, der dog endte anderledes blændende hvidt som det perfekte akkompagnement til den afsluttende kaskade af hvid støj. Men det er en anden historie.

Hvad angår de generelle betragtninger, så er jeg kun lige begyndt at tænke over det, men jeg kan da indlede med følgende overvejelser:
- For mig at se må det ultimative være at billedet kan indfange (et aspekt af) musikken. Det er desværre kun sjældent tilfældet. Som regel synes ambitionen snarere at give et indtryk af en bestemt (iscenesat) personlighed.
- Det hænger bl.a. sammen med det grundlæggende ontologiske problem at musik bevæger sig i lyd over tid, mens fotografi er et lydløst, fastfrosset øjeblik. Men det er først og fremmest bare en udfordring.
- Koncertfotografiet søger som regel at indfange et særligt intenst eller karakteristisk øjeblik.
- Det arrangerede fotografi leger noget mere med mediet, og har en bred vigte af udtryksmuligheder til sin rådighed.
- Ligesom billedet gerne skulle afspejle musikken kommer billederne uværgeligt til at påvirke indtrykket af musikken, om så blot på et mikroplan.

Men nu er det din tur: Hvad er dine yndlings-rockfotografier? Hvorfor er de gode? Og hvad kan denne genre?

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:00 | Kommentarer (19)
Kategorier: Musik

I dag var jeg igen gæst i Kaffeklubben på P1.

Emnerne denne gang er:
1. Ørestaden og Field's (jvf. den tåbelige cykelkælder og de manglende butikker).
2. Forargelse og indignation i politik. Er det feminint at være venstreorienteret og maskulint at være højreorienteret?
3. Den klassiske musiks særstatus som seriøs musik.*

Politikerne i studiet er denne gang Mette Frederiksen (S), Helle Sjelle (K) og Michael Aastrup Jensen (V).

*Inden jeg bliver klynget op i den nærmeste lygtepæl skal jeg understrege at jeg altså på ingen måde foreslår at fjerne støtten til klassisk musik! Det ville være fatalt, og det kunne jeg aldrig finde på.
Grunden til at jeg nævner dette er at værten i begyndelsen af programmet præsenterer mit indlæg som at man kunne prøve at fjerne støtten og bruge den på andre former for musik. Lytter man i stedet til hvad jeg selv siger skulle det være klart at der er tale om en misforståelse. Værten har ikke set mine indlæg på forhånd, og derfor kan emnet hurtigt misforstås.
Min pointe er altså ikke at den klassiske musik skal have fjernet støtten, men er derimod en kritik af dens selvtilstrækkelighed som den eneste seriøse musikform. Derfor leger jeg bl.a. med nogle tankeeksperimenter om hvordan man fx også kunne have statsstøttede avantgardejazz-orkestre eller verdensmusik-orkestre.

Læs mere og hør udsendelsen her

Kaffeklubben bliver sendt tirsdag 10.03-11.30 og genudsendt 20.00-21.30 på P1. Programmet kan også høres på nettet og hentes som podcast. Endelig har programmet sin egen blog, hvor man kan diskutere videre.

Links til min tidligere medvirken i Kaffeklubben
Kaffeklubben 1
Kaffeklubben 2
Michael Aastrups overrevne avis

Skrevet af Torben Sangild kl. 08:01 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier

Nogle gange kan det være svært at finde på en journalistisk vinkel og en overskrift på en begivenhed, og tit skal det sikkert gå hurtigt når nyhederne skrives. Det må være forklaringen på den sensationelle overskrift og første sætning i DR Københavns nyhed 10/4 kl. 15:42 - Bankrøveri ved højlys dag.

Nu har jeg aldrig hørt noget lignende - at røve en bank ved højlys dag? Nogen kunne jo se at det skete? For eksempel de ansatte i banken. Mage til frækhed. Næ, i de gode gamle dage, der lavede man altid sine bankrøverier i nattens mulm og mørke. At banken så havde lukket, så der ikke var nogen mulighed for et røveri tog man ikke så tungt.

Det næste bliver vel at spritbilisterne begynder at drikke eller at morderne begynder at bruge våben.

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:40 | Kommentarer (4)
Kategorier: Medier

Jeg skriver sjældent om tv her på bloggen. Det er ikke manglende vilje, men jeg får det bare ikke gjort. I hvert fald ikke om de ting jeg kan lide. Jeg har haft planer om at skrive om bl.a. Six Feet Under, Under kitlen (Green Wing), Teatret ved Ringvejen og Trio van Gogh, uden at det er blevet til noget. Men nu skal jeg altså lige ganske kort hylde et par DR-perler: "Den 11. time" og "Flemmings helte".

Baggrunden for at jeg kan følge med i serier og faste programmer er at vi har en dejlig harddiskoptager/dvd derhjemme (Pioneer DVR-433H), så vi ser programmerne når det passer os. Jeg ser meget sjældent tv direkte. Jeg kalder det for...tv 2.0 ;-)

Den 11. time
Tre gange om ugen, live, i et helt år. Det er måske ikke så mærkeligt at Bertelen havde præstationsangst. Jeg ved at nogen har forbehold over for Bertelsens finurlige krukkeri og underspillede kunstpauser i talestrømmen, men det tilgiver jeg let når han laver nyskabende tv af den kaliber. Ja, der slås nogle skæve ind imellem, men til gengæld får man sublime situationer når det er bedst. Lad mig nævne et par uforglemmelige stunder:
- I går da Otto Steen Due lod Ovid svare på nogle platte spørgsmål Bertelsen havde fået stillet af et erotisk ungdomsblad.
- Da Bertelsen havde Jørn Hjorting inde som sekundant og lavede "De ringer, vi spiller" hvor præmierne bl.a. var bøger af Mette Moestrup og Dostojevski.
- Da Bertelsen (i polemik mod en kommerciel radiostations kampagne med 0% avantgarde-jazz) lavede et program der var "100% avantgarde-jazz".
- Da Mads Brügger sammen med to kloner (heriblandt biker-Jens) interviewede en hjernedød pornostjerne.
- Da Mads Brügger den ene dag havde mytomanerne Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen i studiet for at fortælle om deres sensationelle afsløring af dobbeltmordet på Peter Bangsvej, og den næste dag rev gulvtæppet fuldstændig væk under deres bog ved at have Peter Wendelboe i studiet. Han kunne bevise skridt for skridt hvordan han havde plantet afslørende spor i deres materiale og hvordan flere af de personer parret havde kontakt med var ham i den anden ende. Se mere her.
Se Den 11. time online (klik Arkiv)
---

Flemmings helte
Det er en blandet landhandel af forskellige unge satire-talenter, og det er ikke altsammen godt (fx er der nogle irriterende klovne ind imellem). Jeg vil fremhæve to af de faste indslag som særligt gode.
---

1. Videodagbogen af Troels Malling Thaarup: Thøger har mistet livsgnisten, og fortæller på sit affektløse jyske om sine kropslige tragedier. Han rammer præcist typen, der ikke bruger store ord om noget, som ikke lader ansigtet vise følelser, men som benytter sig af floromvundne litoter som "ja, det er jo ikke nogen dans på roser...". Simpelthen sublimt i al sin afdæmpethed.
Se Videodagbog på nettet.

---
2. Piger på prøveløsladelse (med stortalenterne Linda Petersen og Christina Sederqvist) følger de to kriminelle kvinder omkring de 20, Winnie og Karina. Deres baggrund er tydeligvis med en hård, social slagside, men de har lært at kæmpe med hvad de har, og de har det ikke mindst i munden. Fantastisk docu-satire!
Se Piger på prøveløsladelse på nettet.

Skrevet af Torben Sangild kl. 08:37 | Kommentarer (4)
Kategorier: TV

Jeg får jævnligt emails gennem diverse networking-bureauer (Tagged, LinkedIn og hvad de ellers hedder) hvor folk jeg kender ønsker at oprette mig som ven/kontakt. Det er åbenbart noget der breder sig voldsomt i øjeblikket, for jeg får ca. en invitation om dagen fra forskellige bekendte og tidligere studerende. Tagged er endda så insisterende at de siger at hvis ikke man opretter sig vil den anden måske tro at man afviser dem! Nu siger jeg det så én gang for alle:

Jeg ønsker ikke at benytte nogle af disse tjenester, så når jeg ikke opretter mig som kontakt skal det på ingen måde tages personligt.

Skrevet af Torben Sangild kl. 06:38 | Kommentarer (2)
Kategorier: Medier

Hvis du er hurtig kan du nå at snappe Herman Bangs roman Ludvigsbakke, der sendes i DR som podcast i 14 afsnit. Den ligger der kun april ud, så skynd dig!

Link til Ludvigsbakke podcast (DR)

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:47 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier | Podcast

Modsat min liste over verdens bedste popsange har de ovre på Mandagsbloggen gang i en liste over de dårligste danske numre. Se her og bidrag til listen.

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:17 | Kommentarer (7)
Kategorier: Links

Efter at Noah ikke længere havde job som Guds dyrepasser slog han sig på vinen (som han selv dyrkede) og drak sig hamrende stiv. Han ravede i fuldskab rundt i sit telt splitternøgen og skabte sig formentlig utugtigt. Hans søn, Kam, var det chokerede vidne til sin fars alkoholisme, og hidkaldte sine brødre, Sem og Jafet. De forsøgte at redde deres fars værdighed ved at bakke ind i teltet med et tæppe, så de undgik at se deres far i denne tilstand, og aktionen lykkedes. De fik dækket ham med tæppet og reddet hans ære. Men Noah blev bare sur da han blev ædru, og forbandede Kams slægt, fordømte dem til evigt slaveri. Noah, (Guds udvalgte, "retfærdig" og "udadlelig") levede videre i over 300 år efter dette. Tilsyneladende uden at angre noget.

1. Mosebog 9: 18-29

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:21 | Kommentarer (5)
Kategorier: Skønlitteratur

Både blandt dyr og mennesker er der dialekter. Men der er også mere musikalske forskelle i sproget som handler om sprogrytmer og -melodier.

Hvis vi begynder med fuglene, så synger de forskelligt alt efter om de kommer fra byen eller landet. En ny underøgelse der sammenligner musvitters sang i udvalgte storbyer (Paris, London, Prag, Amsterdam) med de omkringliggende skoves musvitter viser en fælles tendens: by-musvitterne synger ikke bare højere, men også hurtigere end dem der bor på landet eller i skoven. Den øgede volumen skyldes formentlig at der er mere larm i storbyen, og hurtigheden måske at storbyen også for fugle er mere hektisk? Meget tyder på dette, idet andre undersøgelser viser at nattergale i byerne synger kraftigere på hverdage end i weekenden og at musvitter synger kraftigere i støjende områder af byen end i stille kvarterer. Læs mere her.

Mange ting peger på at der er sammenhæng mellem menneskers talesprog og deres opfattelse af musik. Måden vi hører musik og rytmiske lyde på er påvirket af sprogets talerytme. Der er en sammenhæng mellem japansk sprogrytme, der ofte begynder med lange stavelser og deres musiktradition og endda deres opfattelse af musik. Omvendt med amrikanere, hvor der oftest begyndes med korte stavelser efterfulgt af lange, hvilket påvirker amerikaneres måde at høre på. Også vores måde at gestalte sekvenser på, hvornår de begynder og afsluttes, er påvirket af talesproget. Læs mere her.

Endelig påvirkes vores toneforståelse af vores sprogs talemelodi. En undersøgelse viser at mandarinkinesere i langt højere grad end andre har absolut gehør (dvs. kan identificere en isoleret tonehøjde, noget man enten kan eller ikke kan) end andre. Det skyldes at deres sprog opererer med tonehøjden som betydningsbærende i meget høj grad. Undersøgelsen viser nemlig også at individer der taler mandarinkinesisk udtaler den samme stavelse i samme ord med præcis samme tonehøjde med ugers mellemrum. [Jeg har hørt om dette i Radiolab, hvor forskeren bliver interviewet].

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:17 | Kommentarer (2)
Kategorier: Lyd

Alle videnskabelige undersøgelser peger på at astrologi ikke har noget på sig, og nu er den største undersøgelse blevet offentliggjort - en statistisk undersøgelse af 20 millioner gifte briter, der viser at par-kombinationerne af stjernetegn fordeler sig fuldstændig jævnt. Der er altså ikke noget som helst astrologisk mønster i hvilke partnere man vælger.

Dette går stærkt imod astrologers generelle glæde ved at mene at visse stjernetegn passer bedre sammen (og finder hyppigere sammen), noget der også er skrevet tykke bøger om.

Og hvordan reagerer astrologerne så? Ja, de benægter selvfølgelig at de nogensinde skulle have ment at der ville være en sammenhæng mellem stjernetegn og partnervalg, og hiver den sædvanlige dobbeltkontrakt op af hatten: astrologi er langt mere end blot stjernetegnet, og det er meget komplekst etc. (ifølge P3-nyhederne i torsdags kl. 16).

Som undersøgelsens leder, David Voas, påpeger, så går den bare ikke. For det er en integreret del af astrologien at stjernetegn kan sige en hel del (og er den vigtigste af alle parametre), og hvis ikke det kan sige noget som helst om hvem der finder sammen med hvem, så er det lidet sandsynligt at det bliver anderledes hvis man inkluderer ascendanten og de 12 huse osv.

Man kan også spørge sig hvorfor astrologer skriver horoskoper baseret på stjernetegn (og de gør de så snart de får penge for det, også i miljøet anerkendte astrologer) hvis det hele er så komplekst at man alligevel ikke kan sige noget ud fra stjernetegnet?

Jeg forstår godt hvis jeg nu bliver overfaldet af astrologer som forsøger at finde en undskyldning, for det er jo ikke sjovt hvis det man tror på lige netop afsløres om uunderbygget tro. Og her finder vi astologiens største legitimeringsproblem: hvis astrologien virkelig var videnskabelig (hvad mange astrologer påstår den er) ville den sætte sig selv på spil og kunne opstille kriterier som potentielt kunne underkende den. Men hver gang der laves forsøg snakker man udenom og siger at de er forudindtagede eller at det må være en undtagelse eller noget andet må være galt. Det er bare lidt svært i lyset af en statistik på 20 millioner mennesker.

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:31 | Kommentarer (0)
Kategorier: Kendsgerninger og myter

Jeg kan godt lide mediernes asprilsnar, som leger med vores autoritetstro, og som er uhyre morsomme når de er bedst. Sidste år oprettede jeg Wikipedia-artiklen Apilsnar i danske medier, der skal samle op på dem allesammen hvert år.

I dag gik jeg ind for at tjekke om der var liv i artiklen, og det var der - folk havde registeret 13 aprilsnarre i de danske medier, og det er vældig fint. Men der må mangle nogen. Hvor er fx TV-Avisen, Radioavisen og Nyhederne på TV2? Hvis du har set nogle af disse eller har andre mediers aprilsnar at tilføje, må du endelig træde til. Hvis du er usikker på hvordan man skriver på Wikipedia kan læse, kan du enten se en kort introduktion her (det er let!) - eller, hvis du har total berøringsangst over for den slags, kan du sende en beskrivelse af aprilsnarren til mig. Endvidere ville jeg ønske at man ville følge mit eksempel fra 2006 og skrive journalisternes navne i parentes.

I år har jeg besluttet at kåre den bedste aprilsnar - og det bliver så blandt dem som er registreret nu. Vinderen af Sangilds aprilsnar-pris bliver... Politiken med deres afsløring af morderen i TV-serien forbrydelsen. De får den for udførelsen snarere end ideen.

Hædrende omtale fortjener:
- Ekstra Bladet for at have dobbelt aprilsnar, hvilket må have forvirret de læsere der diskuterede hvilken historie der var aprilsnarren. Særligt den med Don Ø var god, fordi Brian Mikkelsens reaktion mimer læserens.
- Berlingske Tidende fordi en af mine venner (som endda er ansat i DRs Big Band) hoppede på historien om at DR-byen skale flyttes til Malmö. Men han var også alene hjemme med to børn, og lettere forvirret i hovedet.
- Bornholms Politi for at have snøret både Ritzau og Jyllands-Posten
- B.T. for at opfylde mange danskeres største længsel - Gasolins genforening.

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:36 | Kommentarer (2)
Kategorier: Medier