« Årets aprilsnar i medierne | Forside | Lokale talemelodier »

05.04.2007

Astrologien testet

Alle videnskabelige undersøgelser peger på at astrologi ikke har noget på sig, og nu er den største undersøgelse blevet offentliggjort - en statistisk undersøgelse af 20 millioner gifte briter, der viser at par-kombinationerne af stjernetegn fordeler sig fuldstændig jævnt. Der er altså ikke noget som helst astrologisk mønster i hvilke partnere man vælger.

Dette går stærkt imod astrologers generelle glæde ved at mene at visse stjernetegn passer bedre sammen (og finder hyppigere sammen), noget der også er skrevet tykke bøger om.

Og hvordan reagerer astrologerne så? Ja, de benægter selvfølgelig at de nogensinde skulle have ment at der ville være en sammenhæng mellem stjernetegn og partnervalg, og hiver den sædvanlige dobbeltkontrakt op af hatten: astrologi er langt mere end blot stjernetegnet, og det er meget komplekst etc. (ifølge P3-nyhederne i torsdags kl. 16).

Som undersøgelsens leder, David Voas, påpeger, så går den bare ikke. For det er en integreret del af astrologien at stjernetegn kan sige en hel del (og er den vigtigste af alle parametre), og hvis ikke det kan sige noget som helst om hvem der finder sammen med hvem, så er det lidet sandsynligt at det bliver anderledes hvis man inkluderer ascendanten og de 12 huse osv.

Man kan også spørge sig hvorfor astrologer skriver horoskoper baseret på stjernetegn (og de gør de så snart de får penge for det, også i miljøet anerkendte astrologer) hvis det hele er så komplekst at man alligevel ikke kan sige noget ud fra stjernetegnet?

Jeg forstår godt hvis jeg nu bliver overfaldet af astrologer som forsøger at finde en undskyldning, for det er jo ikke sjovt hvis det man tror på lige netop afsløres om uunderbygget tro. Og her finder vi astologiens største legitimeringsproblem: hvis astrologien virkelig var videnskabelig (hvad mange astrologer påstår den er) ville den sætte sig selv på spil og kunne opstille kriterier som potentielt kunne underkende den. Men hver gang der laves forsøg snakker man udenom og siger at de er forudindtagede eller at det må være en undtagelse eller noget andet må være galt. Det er bare lidt svært i lyset af en statistik på 20 millioner mennesker.

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2