Torben Sangilds weblog

Jeg kan sagtens bruge din liste til noget. Men den anden, hvad skal man med den?

Måske som en slags gabestok. Skal en dårlig sang gå ustraffet hen? Der er en zen-talemåde, der siger, at den, der fremstiller dårlige ting, er værre end en tyv, der jo blot omfordeler gode ting.

Eller også som en måde at få luft for sine aversioner (hvilket vist ikke er specielt zenbuddhistisk).

Ja, man kan se på det på begge måder. Da jeg i sin tid lavede listen over de bedste popsange, skrev Michael Nyvang følgende kommentar:

"Lav en liste over de 200 dårligste også, så er det mere interessant som helhed. Der er intet der er mere udviklende, end at kigge på ting det ikke lykkedes, eller ikke virker vellykkede. Det er først i det perspektiv, man senere forstår at værdsætte det vellykkede. Det andet er lidt ligesom at studere isbjerge, ved kun at kigge på det der rager op over vandet, og det er en strategisk fejl, især hvis man hedder Titanic."

Jeg er ikke helt enig i dette. Jeg mener for det første at "dårligste"-lister er en lidt destruktiv beskæftigelse.

Og for det andet er der en logisk brist: det dårlige er kun interessant hvis der er mange der synes det er godt. Derfor er det sjovere at disse Aqua end amatørmusikanten. Og derfor bliver det snarere en liste over det mest overvurderede.

Men ingen af disse forbehold har åbenbart forhindret mig i at være den der har bidraget mest til Mandagsbloggens liste...;-)

Sådan kan man selvfølgelig se på det. Men straffer man ikke mest sig selv ved overhovedet at ofre den dårlige sang opmærksomhed?

Hov! Den foregående kommentar havde adresse til Jexper Holmen

Det er jeg ikke så sikker på: Når først man har fået den dårlige sang ind i systemet, er man nødt til at gøre ét eller andet for at kunne holde det ud. Jeg tror næppe, det kan være særlig sundt at gå rundt med en uforløst irritation over en eller anden modbydelighed, man er blevet tvunget til at høre på. Og det er jo netop det, der er problemet med dårlige sange, der bliver populære: De bliver spillet så mange steder, at de er vanskelige eller endog umulige at undgå, når man skal købe ind eller lignende. Man straffer sig selv mest ved tavst at acceptere denne tvangsfodring. Kan man ikke slippe for den, kan man da i det mindste skrige smerten ud gennem en hadeliste.

O.k. Jeg tror, man må konkludere, at det er en temperamentssag ...