« Lokale talemelodier | Forside | De dårligste danske sange »

05.04.2007

Noah var en stodder

Efter at Noah ikke længere havde job som Guds dyrepasser slog han sig på vinen (som han selv dyrkede) og drak sig hamrende stiv. Han ravede i fuldskab rundt i sit telt splitternøgen og skabte sig formentlig utugtigt. Hans søn, Kam, var det chokerede vidne til sin fars alkoholisme, og hidkaldte sine brødre, Sem og Jafet. De forsøgte at redde deres fars værdighed ved at bakke ind i teltet med et tæppe, så de undgik at se deres far i denne tilstand, og aktionen lykkedes. De fik dækket ham med tæppet og reddet hans ære. Men Noah blev bare sur da han blev ædru, og forbandede Kams slægt, fordømte dem til evigt slaveri. Noah, (Guds udvalgte, "retfærdig" og "udadlelig") levede videre i over 300 år efter dette. Tilsyneladende uden at angre noget.

1. Mosebog 9: 18-29

Kommentarer

Han hed altså Sem, ham der Jafet og Kams bror. Men ellers dejligt at se en af de inspirerende og opbyggelige historier fra vores smukke religion genfortalt. Jeg har snakket med chefen, og du er hermed indstillet til prisen som månedens bibelblogger.

(Ups, slåfejl rettet. )

Tak for den fornemme indstilling til en pris som det ville være mig en stor ære at modtage, såfremt chefen ville være så nådig at nedkaste sin miskundhed over min ringe lavhed.

I sandhed et mindeværdigt øjeblik i den gammeltestamentlige litteratur. I det hele taget virker det som om vin kun kunne være ophav til synd i den ældre jødiske historie. Se fx Første Mosebog 19: 29-38.....

Ja, det kan hurtigt gå galt med det dér vin...

Men i Noahs tilfælde er den største synd efter min mening den han begår dagen derpå i ædru tilstand, hvor han fordømmer Kams slægt, selv om Kam faktisk forsøgte at redde sin tåbelige fars ære. Så Noahs fejltrin er ikke alkoholens skyld, selv om fuldskaben var anledningen.

ROFLMAO! Det er nok den mest underholdende detalje ved hele den sørgelige historie! Moralen må være, at man ALDRIG skal prøve at hjælpe fulde mennesker...især hvis de er éns forældre..

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2