« Gæst i Kaffeklubben 3 | Forside | LydRum-reportage »

21.04.2007

Rock og fotografi

Musik er næsten altid ledsaget af billeder på den ene eller anden måde: coverbilleder, pressebilleder, koncertfotos, idolplakater osv. Men hvordan kan et fotografi formidle et musikalsk udtryk?

Jeg er netop blevet bedt om at lede og indlede en paneldebat om rockfotografi på DRs arrangement "Radiohuset Rocker" 28/4. Fotograferne i panelet er Søren Solkær Starbird, Lars Schwander, Peder Bundgaard og Jacob Dinesen.

Nu vil jeg så spørge dig, kære læser, som en del af opvarmningen:
- Kan du nævne et eller flere rockfotografier som har gjort særligt indtryk på dig? Smid gerne et link til et sted på nettet hvor billedet ligger.
- Forklar hvad det gode ved billedet er. Hvad kan det?
- Kom gerne med mere principielle overvejelser over hvad et godt rockfotografi er.
- Kom gerne med overvejelser over forholdet mellem musik og fotografi.

Jeg skal gerne begynde:
---

Et af de billeder der for alvor står som indbegrebet af rockens energi er dette:

London Calling.jpg

Billedet er primært kendt fra coveret til London Calling. Den stilling kroppen har, er dynamisk på en særligt punket måde. Det hænger selvfølgelig sammen med at man kan se at han er ved at smadre guitaren for fuld hammer. Men det hænger også sammen med benstillingen - den måde at bøje knæene ind mod hinanden er senere blevet en effektiv Dr. Martens-kliché, især faktisk for kvinder. Der er noget meget ungt og utilpasset over det, modsat en mere selvsikker spredning af knæene.

---
Et andet billede, der har betydet meget for mig i mine unge 80er-dage er dette:

Ian Curtis.jpg

Som stor Joy Division-fan er der noget særligt ved netop dette billede, hvor Ian Curtis (som måske her synger "Decades" eller den sublime ballade "Atmosphere") lægger ansigtet i en poetisk lidende, inderlig positur. Det er romantik så det basker, og i mine teenageår havde jeg et indrammet postkort med dette foto og ordene "Here are the Young Men" hængene på mit kollegieværelse. Det var den gang jeg ikke kunne få patos nok.

Da jeg for nylig spurgte Henrik Marstal om de rockbilleder som havde gjort mest indtryk tog han også fat i Joy Division, men her coverbillederne til Closer og "Love Will Tear Us Apart" (12''), som ganske rigtigt er fantastiske og indbegrebet af det gotiske.

---
Og så til et helt særligt billede, der ikke viser nogen person, men hvor instrumentet er i centrum:

Loveless.jpg

Ja, det er jo fra coveret til My Bloody Valentines Loveless, som det ikke er nogen hemmelighed at jeg har et særligt forhold til. Og dette coverbillede afspejler på fornemste vis musikkens slørede, oceaniske guitarhav. Farverne har i den grad brændt sig ind på min nethinde at jeg slet ikke er i tvivl om hvilken farve deres musik har. Den blev så også brugt ved det næsten psykedeliske lysshow på Loveless-turnéen, der dog endte anderledes blændende hvidt som det perfekte akkompagnement til den afsluttende kaskade af hvid støj. Men det er en anden historie.

Hvad angår de generelle betragtninger, så er jeg kun lige begyndt at tænke over det, men jeg kan da indlede med følgende overvejelser:
- For mig at se må det ultimative være at billedet kan indfange (et aspekt af) musikken. Det er desværre kun sjældent tilfældet. Som regel synes ambitionen snarere at give et indtryk af en bestemt (iscenesat) personlighed.
- Det hænger bl.a. sammen med det grundlæggende ontologiske problem at musik bevæger sig i lyd over tid, mens fotografi er et lydløst, fastfrosset øjeblik. Men det er først og fremmest bare en udfordring.
- Koncertfotografiet søger som regel at indfange et særligt intenst eller karakteristisk øjeblik.
- Det arrangerede fotografi leger noget mere med mediet, og har en bred vigte af udtryksmuligheder til sin rådighed.
- Ligesom billedet gerne skulle afspejle musikken kommer billederne uværgeligt til at påvirke indtrykket af musikken, om så blot på et mikroplan.

Men nu er det din tur: Hvad er dine yndlings-rockfotografier? Hvorfor er de gode? Og hvad kan denne genre?

Kommentarer

"Som regel synes ambitionen snarere at give et indtryk af en bestemt (iscenesat) personlighed." Ja det er jo sandt, men man skal heller ikke underkende, at når det faktisk lykkes, bliver det de ikoniske rockfotos, der prenter sig ind i vores alles bevidsthed som billedet af dén kunstner - det bliver sådan vi ser dem for os [lige som vi automatisk tænker os et næsehorn set fra siden, fordi, det er vores fælles ikoniske billede af et næsehorn]. Annie Leibowitz har stået for mange af den type, Corbijn ligeså.

Jeg elsker PJ Harveys coverfotos - de illustrerer /spiller med i smuk samklang med musikken. Her er der bevidst leget med ikonografien, der er mange "nøgne" billeder, der rammer den skrøbelighed/styrke, svaghed/kraft etc. som PJ vender vragen ud på sig selv og skriger/hvisker ud i sin musik. Mange af billederne leger med kvinden som objekt, idet der tydeligt er "klædt ud".
Tjek fx. coveret til "To Bring You My Love" http://www.pjharvey.net/images/vision/as_tbyml_01.jpg og 4 track demos: http://www.pjharvey.net/images/vision/as_4td_01.jpg

Jeg har et par -om det er rock, er jo et definitionspørgsmål, men han sang da nogle rockklassiskere på sine sidste dage.
Det er særlig et billeder af Johnny Cash- http://www.getsomenoise.com/images/Johnny_Cash_Album.jpg
Billedet er selvfølgelig et meget stiliseret/iscenesat portæt af Johnny Cash som den ensomme cowboy, der, klædt i sort, synger sange om døden og livet.. men alligevel; det fungerer og trænger igennem.

I det hele taget synes jeg mange af de billeder taget af Johnny Cash i forbindelse med Amercian Recordings-udgivelserne er meget gode og beskrivende.
De er -som musikken -udsædvanlig usentimental og rå; ubamhjertigt og følsomt på en og samme tid. Se f.eks. http://www.popboks.com/img/albumi/johnnycash.jpg , http://mc.clintock.com/first_floor/living_room/sun_porch/cabinet_built-in/audio_cds/ICON-images/johnny_cash_-_americ_1dbf37.jpg
og http://boo.tunt.lv/zinas_bildes/johnny_cash_25719.jpg

Her er i hvert fald et:

PJ Harvey: Rid of Me

Alternativ feminitet, stålhård ynde og alligevel masser af blottelse, uudgrundelig erotik. I hvert fald da jeg var 22 år. Men egentlig også mens jeg er 36. Og sikkert også 56.

Det gode rockfotografi? For mig handler det mere om at formidle nøgen personlighed frem for iscenesat stil. Mere om at få mig til at ville komme ind under overfladen, frem for at blive blændet af en cool iscenesat overflade.

Og HVIS det skal være overflade, så giv mig David LaChappelles Fellini-optrin, der i al deres karnivaleske vanvid alligevel ikke undgår at lege med karaktertræk fra eller myter om den fotograferede - eller jonglerer med kulturelle klicheer og forventninger.

Der er også billeder af Prince med kruset hår på brystet ca. "1999", som stadig sidder fast. Eller Corbijns s/h-fotografier af U2 til "Joshua Tree", der nærmest ser ud som om de er blevet fremkaldt i kulbad. Og hans senere arbejde med uskarpe impressionistiske farvefotos til Depeche Mode i "Violator"-perioden.

Tak for bidraget, Ralf. Det er sjovt, for jeg havde faktisk også PJ Harvey-billedet med i "semifinalen" da jeg skulle beslute mig for tre fotos. Det er et fantastisk billede!

Til gengæld er jeg nok lidt for meget af en postmoderne akademiker med buskede øjenbryn til at kunne gå med på nøgen personlighed som et kriterium.

Jeg har som udgangspunkt at alle den slags billeder er iscenesatte, og at man skal passe på med at opskrive autenticitets-forestillingerne for meget - alene fordi de selv kan iscenesættes.

Det vi ser er altid kun affekter, dvs. synlige kropsudtryk for følelser.

Og hvordan afgøre hvornår disse er ægte og autentiske? Det har jeg i hvert fald opgivet, måske fordi jeg har læst for mange franske filosoffer.

Nogle gange ser vi noget som vi oplever som et glimt bag en facade. Men det er stadig noget vi oplever på grund af overfladens tegnmæssige beskaffenhed.

Og jeg tvivler på at en fotograf kan mødes med en stjerne og nå ind til hendes nøgne personlighed i løbet af en fotosession. Vi ser iscenesættelser af en personlighed, et ansigt, en krop, der naturligvis har sin egenart og sin egen stil og charme - som i tilfældet med PJ Harvey - men selve personen findes ikke "nøgen" på et billede.

Derfor vil mit kriterium som sagt snarere være at fotografiet rammer en nerve som har at gøre med musikken - eller eventuelt med den persona (dvs. iscenesatte personlighed) som der er tale om.

Enig. Men formidlingen af postulatet er også fint med mig. Fake can be just as good as real.

Hej Torben,
Jeg synes, at jeg falder over dit navn uafbrudt i mine søgninger på www:-) Dine indslag og artikler ramler altid ind i noget jeg selv sidder og nørder med åbenbart. Tak for det, vil jeg bare sige, for jeg nyder altid at læse dine betragtninger.

Jeg er lidt i tvivl om det kun er ROCK og fotografi, eller musik (all kind) og fotografi. Du skriver begge dele...
Men nu til sagen: David Lynch intention med film er, at billede og lyd skal "gifte sig". Til trods for, at genren er en anden, synes jeg at definitionen for et vellykket rockfoto er det samme. Hvis vi taler om covers skulle der gerne opstå "et ægteskab" med numrene. Hvis vi taler om live-fotos gengiver og fanger et vellykket foto en atmosfære og en bestemt sublim energi. Og resultatet er, at billedet "taler" musikken. Mit yndlings-livefoto er følgende:
http://i2.photobucket.com/albums/y24/tsarrynites/sandvflyer.jpg. Der er en intensitet uden lige og en komposition, der er lige i øjet. Mest af alt (og min primære grund til at elske dette billede) udstråler billedet den give-and-take-situation, der er essensen i en live-act. Energien, der kastes frem og tilbage i gensidig beruselse.

De næste to er covers. Begge taget af Anton Corbijn. Depeche Mode-coveret er temmelig enkelt, men helt genialt i sin enkelhed. De røde mega-foner i det tomme landskab. Symbolsk, æstetisk og storslået. Minimalistisk og smukt og med en en subtil præmis om musik til folket.
http://www.depechemode.se/Albums/images/music_for_the_masses_large.jpg

Det næste er et Nick cave-album. Det er så filmisk lækkert, at det gør ondt. Banal idé måske.. at brande sig på et billboard, men udtrykket er meget Cave'sk og samlet er det en opfordring og en invitation til et par timer i Caves lydland. Akkurat som var man på vej i drive-in-bio.
http://www.bad-seed.org/~cave/albumart/hd.html

Hej igen...

Med al respekt for diskussionen om iscenesat eller ikke-scenesat autenticitet, så tillad mig, som chef for et billedbureau, at kaste et andet, mere praktisk aspekt ind i debatten. Det er tankevækkende, at langt de fleste af de rockkoncertbilleder som nu er blevet ikoner, er taget for mindst 20 år siden. Selvfølgelig spiller nostalgi og mytedannelse en rolle i vurderingen, selv gamle punkere er jo nostalgikere, men nok så afgørende er det forhold, at det er blevet meget sværere at være live-fotograf. Man kan kun tage billeder de første tre numre, ja, ofte i mindre tid end det, og ved de store navne under forhold, Arbejdstilsynet ville skride ind overfor, hvis der var tale om en normal arbejdsplads. Det er æoner siden fotograferne kunne stå på scenen, men sådan var det faktisk dengang far var dreng. Koncertbilleder rager koncertarrangørerne en papand, for de vises jo først efter at koncertbilletterne er solgt og brugt. Endelig er paranoiaen over og kontrollen med billederne i et overdrive, som gør at fotograferne skal skrive under på kontrakter så tykke som en mindre lokaltelefonbog. Det gør de ikke, men får så heller ikke adgang. Det betyder, at vi kun sjældent ser billeder af musikere ifærd med at nå klimaks. Vi får opvarmningen og afprøvningen af poseringerne. At vi af og til også får gode billeder er på trods.Og siger noget om den sult, også rockfotograferne har efter den ultimative sammensmeltning af musik og billede. Tak for ordet.

Torben Bille

Tak, Torben Bille, for denne betragtning, som er helt på sin plads.

Det er interessant at koncertbilleder nedoprioriteres mere og mere og at forholdene for fotograferne forværres i en større grad af kontrol fra pladeselskabernes side.

Det kan måske også forklare at de bedste koncertbilleder i dag ofte er mindre kendte bands, der ikke er lige så kontrolfikserede.

Svar til det afsluttende spørgsmål: Netop, men de er kun et hit fra at blive det.

T.

Hej til alle.
Hvorfor er det rockfotos der altid koncentreres om ? Der kan da sandelig være ligeså meget energi i andre musikformer. Her et fra folkemusikken af, hvis i vil se det.
http://www.jens-th.com/ashley/ashley.jpg
mvh
Jens Th

Jeg ved ikke om det altid er rockfotos man koncentrerer sig om - hvor er det man gør det henne?

Her skyldes dette fokus at det er rammen for den festival, hvor paneldiskussionen - som har affødt dette indlæg - finder sted. Rammen er altså sat af Danmarks Radio: Radiohuset Rocker.

Ja, det er jo lige det
Tak
Jens Th

Et alternativt bud kunne være dette billede som for mig symboliserer rock og stemning, men som hverken viser musikere eller instrumenter, men i stedet publikum.

http://www.saxo.com/item/207558

Jeg er ked af at jeg ikke kan finde et bedre billede.

Ja, det er et godt bud på et festival-billede, hvor skønhed og snavs går op i en højere enhed.

(Man kan klikke på det og se det i stort format).

Ud over hovedpersonen på billedet er der også manden i forgrunden med armen hævet, muligvis i et klap, og ikke mindst den tømmermandshærgede mand nede til venstre for pigen.
I det hele taget er der fyldt med mennesker der er sammen om noget.

Generelt et fedt billede synes jeg.

Jeg er freelancefotograf og laver mange koncertfoto. Jeg er 100% enig med Torben Bille, og synes at det er synd og skam, at muligheden for at lave fremtidens klassiske rock fotografi, desværre er voldsomt begrænset.
Toke

Enkelte af kommentarerne til denne diskussion er først dukket op nu, da mit blog-spam-filter åbenbert var så aggressivt at det ikke tillod mere end et link pr. kommentar. Det er nu ændret.

Men det er forklaringen på at jeg ikke tidligere har svaret på de glimrende bud og overvejelser fra AnetQ (der endda var den første), Nina og Frode.

AnetQ: Helt enig! I øvrigt bemærkelsesværdigt så meget P.J. Harvey figurerer her.

Frode: Ja, Cash er et ikon, hvor der også bliver spillet på hele historien om ham, og disse billeder er stærke.

Nina: Tak for kommentaren! Især Depeche Mode-coveret er jeg helt med på, men også de andre bud. Depeche Modes covere er i det hele taget et studie for sig: fx også den folieindpakkede svane og det industrielle brudepar.

Sjovt nok viste DR2 for nylig et program om PJs faste fotograf Maria Mochnacz og deres venskab gennem 20 år. Det våde hår PJ svinger på "Rid of Me" startede faktisk som venindens projekt til Art School, hvor hun fotograferede alle vennerne i sit badeværelse. Men nok anekdoter; pointen var blot, at måske er det derfor PJs billeder er så stærke. De arbejder meget bevidst med PJs "billedside", og der er ikke tale om en 20-min. session med en fremmed fotograf.

Jeg er først nu faldet over denne blog, måske er det for sent at bidrage... Men jeg vil blot tilføje, at de umulige arbejdsforhold som rockfotograf var en af grundene til at jeg stoppede for sådan ca. 25 år siden.
Jeg har stået foran scenen, bag scenen og på scenen til koncerter med Yardbirds, Led Zeppelin og mange andre. Været på tur med grupperne og hjemme hos dem. Det giver naturligvis helt andre billeder. Det sjove er, når jeg viser de gamle billeder til folk som Zeppelin, bliver de begejstrede over at den dokumentation findes - og beder om at få nogle af dem.
De omtalte billeder og mange andre kan ses på min hjemmeside hvis det har interesse:
www.angel.dk
Jeg var ikke bekendt med paneldebatten, ville elers gerne have hørt definitionerne på et godt rockbillede. Jeg er blevet spurgt mange gange, men har ikke kunnet give et klart svar.

med venlig hilsen
Jørgen Angel

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2