Arkiv: maj 2007
« april 2007 | Forside | juni 2007 »
Der er en bekendelsesbølge i gang i den professionelle cykelsport. I går stod også Team Easy On frem og indrømmede doping. En bevæget Henning Primdahl holdt pressemøde omgivet af sine topryttere Pim de Keysergracht og Bobby Olsen. Især Bobby var tydeligt rystet over situationen, men det virkede som om bekendelsen kom som en forløsning. Pim virkede mere upåvirket af situationen.
Pressemødet del 1: Holdets udtalelse
Pressemødet del 2: Spørgsmål fra pressen
.
På tirsdag er der verdenspremiere på filmen Good Copy Bad Copy på DR2. Man bør unde sig selv at se denne fremragende film hvis man interesserer sig bare en smule for musik, sampling og copyright.
I filmen møder vi bl.a. kendte samplere som Girl Talk og Danger Mouse - samtidig med at pladeselskabernes talsmænd får lov at udtrykke deres mening. Vi kommer også nærmest jorden rundt - eller rettere: til både Nigeria, Brasilien og Rusland, der alle har alternative måder at opfatte copyright på. Vi møder også folk som Lawrence Lessig (manden bag creative commons). Det hele er klippet flot og meningsfuldt sammen uden voice-over, ud fra ideen om at det vi ser taler for sig selv, hvad det også i reglen gør - især hvis man er lidt inde i sagerne på forhånd.
Selv om man får alles vinkel på sagen skinner det igennem at tilrettelæggernes sympati ligger i ønsket om en friere copyright-lovgivning, hvor det er muligt fx at sample fra andre uden at få uhyrlige million-sagsanlæg på halsen. Og det kan jeg kun tilslutte mig.
Filmen er lavet af Andreas Johnsen (fra Rosforth), Ralf Christensen og Henrik Moltke. Den sendes på tirsdag 29/5 kl. 20.30 på DR2 og varer en time.
Apropos dette vil jeg også lige nævne at Lyt til nyt-udsendelsen om musik på internettet genudsendes samme aften, altså 29/5 kl. 21.30. Her er jeg gæst og taler om de positive ting som internettet har gjort for musikken. Se mere her.
Hør evt. udsendelsen online her.
Eller læs min lille artikel om samme emne her.
På opfordring skal jeg hermed kort kommentere Bjarne Riis' offentlige indrømmelse af doping, selv om aviserne og diverse blogs sikkert flyder over med den slags. Jeg har ikke set nyheder eller læst nogle af dahgens aviser i skrivende stund. Jeg vil blot slå nogle simple ting fast inden jeg eventuelt diskuterer andres kommentarer:
1. Man har vel aldrig været i tvivl om at Bjarne Riis var på EPO - det har jeg i hvert fald ikke. Derfor er det ikke nogen nyhed i sig selv. Nyheden er at han står frem. Attraktionen er at se manden bekende sin synd efter 10 års løgne.
2. Da Tour de France 1998 åbnede i Irland med Festina-skandalen så jeg prologen med nogle venner som var meget chokerede, og som mente at det måtte forklare Festinas utrolige resultater de sidste par år. Jeg svarede at de jo allesammen var på EPO, så det gjorde nok ikke den store forskel, og nu ville jeg bare se noget cykelløb. Det chokerede dem og blev udlagt som værende ualmindeligt kynisk. I dag ville ingen løfte et øjenbryn over en sådan bemærkning. Og det som den peger på er følgende: Bjarne Riis har ikke dopet sig i modsætning til sine konkurrenter og derfor vundet Touren. Formentlig ville han have vundet den alligevel hvis ingen var dopede. Altså: alle dem som nu siger og tænker at han vandt på grund af doping bør lige tænke sig om.
3. Det gælder også dem som siger at hans "nærmeste konkurrenter" nok var dopede. Nej, stort set alle var dopede, ned til lavest placerede hjælperytter. Kigger man på hvem der er blevet taget for doping gennem årene viser der sig ikke en perlerække af stjerner, men ryttere på alle niveauer af det professionelle felt, og heriblandt en lang række ryttere som på doping formåede en placerinng som nummer 153. Se også mit tidligere indlæg om dette.
4. Professionel sport er et storstilet medieshow, og ideen om en "lige kamp" er meget svær at formulere nogle rationelle kriterier for. Sport handler om myter, og kun på mytens niveau giver det mening at se dyderne udfolde sig. Samtidig er EPO usundt og farligt, og hele den mafia-stemning der har været i cykelsporten har været ubehagelig at være vidne til. Det er virkeligheden bag myten.
(jeg har tilføjet nogle kommentarer til Politikens artikler nedenfor)
Opdatering 14.00: Nu har jeg så læst Politiken, og der er forskellige reaktioner alt efter hvem man spørger:
Lederen (skrevet af af "s-m" - hvorfor kan man ikke bare skrive navnet?) mener at han har snydt "en god del af konkurrenterne" (ud over sig selv og publikum).
Den udsendte reporter, Rasmus Bech, har trekvart side til at redegøre for Riis' ansigtsudtryk, som han igen og igen betegner som uhyggeligt rolige og upåvirkede. Det er ikke indtrykket hos min hustru, der så det på tv, og måske glemmer Bech at Riis er en ægte jyde.
Brian Mikkelsen udtaler skuffet at Riis så "har vundet ved at snyde sine konkurrenter". Her forudsætter denne jubeloptimist hvad doping angår (jvf. debatten mellem ham og Joakim Jakobsen i Weekendavisen forrige år) at de andre ikke var dopede.
Jørgen Leth er (ikke overraskende) i den modsatte grøft: "Cykelsporten er ikke en ren sport. Det er en usund sport, en ekstrem sport. Og sådan skal det være."
Man kan næsten høre hans rolige, nasale stemme messe disse ord med rytmisk præcision.
Han tilføjer: "Det vi så i 1996 var en stor Tour de France-sejr. Det er ikke noget man vinder ved bare at tage lidt EPO. Han havde en stor måde at køre på. Det er noget vi stadig kan værdsætte og være taknemlige for. Det var en stor bedrift. Og den er ikke blevet mindre."
UCI opfordrer Riis til at levere den gule trøje tilbage.
Nils Thorsen leverer den mest eftertænksomme artikel på en helside i 2. sektion under overskriften "Løgnen er landet". Den handler nemlig om hvorfor det er så vigtigt at bekende sine løgne, og hvorfor vi så gerne vil se Riis tilstå, selv om vi alle vidste at han var dopet. Han interviewer fire personer: 1. en retoriker, 2. en luder (undskyld, chefredaktør og tidligere spindoktor) 3. en dopingekspert og endelig 4. en popsociolog:
1. Professor Christian Koch sammenligner historien med Aristoteles' poetik om at vi i tragedien vil se et stort menneskes fald.
2. Henrik Qvortrup skærer igennem og siger at Riis' største forbrydelse er at behandle os som om vi var idioter ved at holde fast i løgnen indtil han ikke kunne trække den længere. Han synes at Riis' oprindelige svar om at han aldrig var blevet testet positiv havde "elegancens skær over sig", men at det gik galt da han senere direkte løj. Han mener at Anders Fogh Rasmussen burde svare noget tilsvarende (jeg er ikke blevet testet positiv-agtigt), hvis han kommer i en lignende situation - og antyder dermed at statsministeren har gjort noget lignende...
3. Idrætsforskeren Verner Møller er forargret over mediernes hetz: "Det ligner jo en blodrus...Folk tænker ikke anderledes end strikkekonerne der stod foran skafottet og jublede. Det er den dér middelalderlige lyst til forsfæstelse af Jesus. Det ligger jo i vores religion". Han mener i øvrigt at Riis ikke kunne svare anderledes end han har gjort, at han var nødt til at lyve hvis han ville blive i cykelsporten. Han gjorde blot hvad de fleste af os ville gøre i samme situation.
4. Henrik Dahl mener det samme og mener at Riis var så god en fortælling fordi han blev et sex-symbol på trods af sin frisure (den samme skæbne kommer nok aldrig til at gælde Henrik Dahl og hans brilliantine-hår). Historien om Riis kan vi godt lide "fordi den fortæller at vi alle kan blive til noget" og score håndboldsilden i stedet for naboens datter. Dahl går endda så vidt som til at mene at det er det samme med Rudy Frederiksen - at også han var en almindelig mand, der stod over for valg som kunne have været vores egne (til det kan jeg kun sige: tal for dig selv, Henrik!). Konklusion: "Det er også det vi oplever med Bjarne Riis. Hans valg kunne have været vores".
Kom gerne med citater fra og kommentarer til andre medier.
George Myerson har skrevet en lille bog, der hedder Heidegger, Habermas and the Mobile Phone. Den handler om den kommunikative situation i mobiltelefonens tidsalder set gennem Heideggers talende Dasein/tilstedeværen og Habermas' kommunikative handlen. Den er sikkert både klog og relevant, men jeg har ikke læst den, og det her handler ikke om bogens indhold, men om dens cover.
(Se evt. stor version af billedet her)
Kigger man på coveret ser man Heideggers ansigt i forgrunden. I midten er der et lillebitte billede af Habermas. Og ude til venstre er der så et langt større billede af Adorno! Adorno er indrammet af en strålekrans med pile der peger ud fra ham.
Jeg har lånt bogen på biblioteket for at tjekke om Adornos skulle spille en særlig rolle, men bare ikke var kommet med i bogens titel. Men nej, den handler udelukkende om Heidegger og Habermas, og så vidt jeg kan se nævnes Adorno ikke i bogen. Eller dvs. nu ser jeg at han nævnes s. 72 som Habermas' lærer ved siden af Max Weber, uden yderligere kommentarer. Men der står intet om Adorno i bogen.
Da jeg er af den opfattelse at Adorno er en større filosof end Habermas skal jeg ikke klage over hans markante plads på coveret, men når nu han ikke spiller nogen rolle i bogen er det måske lige lovligt meget credit at give ham. Så hvad er der sket?
Manden som har lavet coveret hedder Steve Rawlings. Jeg har ikke kunnet finde en email-adresse på ham (kun på hans agentur), så jeg kan ikke lige spørge ham hvad meningen er. Men lad os da gætte. Der er i hvert fald følgende muligheder (føj gerne flere til):
A. Steve Rawlings er en meget intellektuel illustrator, som har et helt særligt forhold til Adorno. Dette forhold er så stærkt at Han måtte sættes op på dette cover som det store, usagte bindeled mellem Heidegger og Habermas.
B. Det var oprindeligt planen at bogen skulle have været om både Adorno, Heidegger, Habermas, men det blev der ikke plads til på 80 sider, så derfor røg Adorno ud. Han ville alligevel næppe være den store fan af mobiltelefoni...
C. Kommunikationsproblemer mellem forlag, forfatter og illustrator gjorde at en fejl opstod. Den kunne de ikke nå at rette, så de tænkte: "Pis også! Nå, det er for sent at lave om, så vi må tage Adorno med. Det er der sikkert ikke nogen der opdager." Men dér gjorde de regning uden Torben Sangilds weblog, for hvilken intet emne er for småt til at blive endevendt i studentikose detaljer.
Det sidste bind af Dansk Litteraturs Historie fra Gyldendal er kommet - det bind hvor samtidslitteraturen er med. I opposition til den generelle, positive modtagelse retter min gode kollega Tue Andersen Nexø en sønderlemmende kritik af gennemgangen af den nyeste litteratur. Han hiver en række eksempler frem og diskuterer dem her.
Jeg vil blot kommentere det efter min mening grelleste eksempel, som Tue ikke helt får skovlen under fordi han skal videre til næste citat:
”I hverdagen findes et oplevelses- og erkendelsespotentiale, som gør, at den lille søvnige provinsby Rødby og livet om bord på en Rødby-Puttgarden-færge kan give anledning til en historie om tilværelsens store eksistentielle spørgsmål om liv, død og kærlighed og meningen med det hele. Hvis alle tider og steder er lige gyldige i en postmoderne verden, kan Rødby lige så vel som København og New York danne et eksempel på liv.”
Hvad? HVAD?
Altså, det handler tydeligvis om Helle Helle, men udsagnet er fuldstændig vanvittigt. Altså, en konklusion der bygger på tre falske præmisser:
1. Førhen kunne man ikke erfare døden og livet i provinsbyer som Rødby. Kun i storbyen var der eksistentielle erfaringer.
2. Det gjorde litteraturen så heller ikke.
3. Men med det postmoderne bliver det ligegyldigt hvor man befinder sig - forskellen mellem storby og provinsby er nivelleret.
-> Derfor kan provinsen først nu være genstand for litterær erfaring omkring år 2000.
Behøver man gøre opmærksom på at provinsen til enhver tid har været et sted for erfaringsdannelse?
Behøver man gøre opmærksom på at den danske litteratur til alle tider har skildret både land, landsby, købstad og storby som steder for erfaringer, herunder eksistentielle?
Behøver man gøre opmærksom på at Rødby ikke giver samme erfaring som New York, og at det kunne være pointen med Helle Helles bog at skildre præcis den specifikke erfaring?
Filosoffen Martin Heideggers hovedværk Sein und Zeit (1927) er nu oversat til dansk som Væren og tid. Jeg har anmeldt bogen i Jyllands-Posten (18/5, Kultur s. 19).
Anmeldelsen kan (indtil videre) læses her
(af en eller anden grund uden kursiver og anførselstegn).
Det er i sagens natur begrænset hvad man kan få sagt om et hovedværk af kompleks tænkning i en avisanmeldelse. Det er derfor min plan at uddybe betragtningerne med noget af det der ikke blev plads til i anmeldelsen på Det spekulative øre. Når jeg får tid.
Jeg fik et tip om at Det spekulative øre var anmeldt i Politiken i onsdags. Jeg har nu fundet artiklen, som er en anbefaling af 5 kunstrelaterede steder på nettet af kunstanmelderen Kristine Kern, og altså heriblandt Det spekulative øre. Hun skriver:
Spekulativ weblog
En såkaldt intellektuel weblog med tænksomme, men sjove indlæg om interessante finurligheder er ’Det spekulative øre’. Et af de nyeste indlæg handler om klichéer inden for kunstkritik og er som de fleste andre skrevet af redaktør Torben Sangild selv. Det er en kliché at skrive, at »beskueren tvinges« til et eller andet, beskueren kan anspores, mener Sangild – og det kan det måske være noget om. Et andet indlæg handler om ’Platon og støjrock’ – redaktøren er ekspert på sidstnævnte, og bloggen spænder i det hele taget vidt, hvad emner angår. I modsætning til den almindelige weblogs korte, dagbogsagtige form, åbner ’Det spekulative øre’ rum for længere indlæg, som der så til gengæld kan gå måneder imellem. Sin anderledeshed til trods har bloggen dog en snært af den megalomi, som jeg synes kendetegner rigtig mange oneman weblogs.
Den lettere "megalomane" redaktør er stolt og takker ganske ydmygt...
De andre anbefalinger gik til:
* Kopenhagen og Aarhus.nu
* Det fri Universitet
* Dominique Gonzalez-Foerster
* Øjeblikket
I forbindelse med EXIT 07-udstillingen på Gl. Strand har jeg skrevet teksten om Vinyl-terror og -horror - to kunstnere der laver installationer med udgangspunkt i ombyggede vinylplader, grammofoner og højttalere. Artiklen kan læses her.
På selve udstillingen er blot en mindre højttalerinstallation af Camilla Tygstrup Sørensen, men om eftermiddagen kører hele installationen i øjeblikket inde i gården på Charlottenborg/Kunstakademiet.
De fleste lever i lykkelig ligegyldighed med hvilken vej toiletrullen vender. Men en betragtelig minoritet af mennesker har en præference, og de kan opdeles i henholdsvis:
Inderfløjen, der vil have den løsthængende flap på indersiden, dvs. vendt mod væggen,
og
Yderfløjen, der vil have den på ydersiden, dvs. vendt ud i rummet.
Der er varierende grader af hvor vigtigt det er for disse mennesker, og man kan groft inddele dem i en skala fra
De flegmatiske, for hvem det kun gør en lille forskel, og det er ikke noget større issue
til
De patologiske, for hvem det er altafgørende for ikke bare deres toiletbesøg, men for livet i det hele taget at rullen vender på en bestemt måde. Altid. Dette er formentlig en afart af OCD.
Mellem disse positioner er der forskellige grader af optagethed af toiletrullens vending: mildt optaget, moderat optaget og stærkt optaget.
Jeg selv tilhører kategorien af mild inderfløj. Det betyder i praksis at jeg helst vil have at toiletrullen vender indad, men at jeg ikke gør det store nummer ud af det, og sagtens kan affinde mig med at den vender udad. Derhjemme installerer jeg den nye ruller indad, og når min hustru har installeret en udadvendt vender jeg den lige en gang, for hun er lykkeligt ligeglad og kan (sundt nok) ikke gå op i den slags ligegyldigheder. Min pseudo-rationelle grund for indadvendtheden er at jeg har en teknik med at presse rullen let mod væggen idet jeg river af, og det fungerer bedst med en indadvendt rulle.
I øjeblikket befinder jeg mig på et hotel i Århus (Scandic). Her skal jeg være i over tre døgn, så toiletrullen fik lige en vending, så den vendte indad. Nu er der så sket det fantastiske at rengøringspersonalet på hotellet har vendt den udad igen da de gennemgik mit værelse! Det er den samme rulle, men den er nu vendt.
Hoteller har generelt en detaljeret politik for hvordan et opryddet værelse skal se ud, men at toiletrullen indgår i denne politik har jeg ikke oplevet før. På Scandic Plaza har man valgt at prioritere et par minutter af personalets tid på lige at vende rullen udad, også selv om det skulle være en bevidst handling fra gæstens side at den var vendt indad.
Man forestiller sig den nyansatte rengøringsmedarbejder til den afsluttende prøve inden fastansættelsen under supervision af den strenge rengøringsleder:
- Har De ikke glemt en ting på toilettet, frøken Friis?
- Øh, [indvendig panik; hvad er det hun hentyder til?]....det....
- Kig ved siden af toilettet. Nej, ikke der. På væggen!
- Åja, toiletrullen.
- Nemlig. Glem aldrig at vende toiletrullen. Det er den slags detaljer som adskiller os fra de gemene hoteller.
- Ja, undskyld, det skal jeg ikke glemme igen.
- Godt. Jamen ellers var det fint, frøken Friis, så de er hermed fastansat på Hotel Scandic!
Eller hvad? Hvad sker der?
Opdatering
Denne diskussion har siden fået et politisk efterspil i radioen og en litterær parallel i en norsk roman.
Hvorfor går du til koncert når du lige så godt kan lytte til cd'en eller lydfilen derhjemme eller på din iPod? Hvorfor er koncerter iscenesat på den måde som de er? Det har jeg skrevet et debatindlæg om ovre på Det spekulative øre, og jeg vil gerne have din kommentar.
I 1998 skrev jeg en lille artikel om hvordan "Den lille havfrue" indgår i Thomas Manns roman Dr. Faustus. Jeg påviser hvordan disse to fortællinger er hinandens symmetriske modsætninger hvad angår forholdet mellem kunst og kærlighed. Jeg burde måske have hevet den frem i forbindelse med H.C. Andersen-året i 2005, men jeg var nærmest i boykot-humør. Nu kom jeg tilfældigvis i tanker om den, og har lagt den ud på wikien: se her.
Jeg er glad for indisk mad, og har ofte spist på Det Indiske Spisehus på Vesterbro. Et relativt billigt sted med god mad. Jeg har altid været godt tilfreds, og denne restaurant har stået højt på min liste over spisesteder i København. Det gør den så ikke mere.
I dag var min hustru ude at besøge en veninde på Vesterbro, og hun fik den glimrende ide at tage noget mad med hjem fra Det Indiske Spisehus, som også har take-away. Jeg spiser altid både ris og nan-brød til indisk mad, så der blev også bestilt et nan. Da jeg pakkede brødet ud for at spise det til min lam i spinat synes jeg det så lidt underligt ud, men antog først at det blot var fordi de fejlagtigt havde givet mig et nan med fyld (hvad de også havde).
Den første bid afslørede at der var mere i vejen end at typen var en anden. Det smagte forfærdeligt. Og så var det at Sidsel så en stor mugplet i den anden ende af brødet. Muggent! Jeg fik det helt dårligt, og spyttede alt ud.
(Jeg har taget et billede - se det på eget ansvar)
Der kan forekomme små fejl i et køkken, og vi ved alle at der tit er mindre problemer, men muggent brød er simpelthen ikke noget der må forekomme på en restaurant. Jeg led af den vrangforestilling at de altid bager brødet selv, samme dag, og det tror jeg også de gør normalt. Men det er måske anderledes med take-away? Eller hvad i alverden er der foregået?
Så nu kommer jeg ikke dér mere. Lad mig i øvrigt benytte lejligheden til omvendt at anbefale den bedste indiske restaurant i København (som jeg kender), nemlig Indian Taj.
