« Adorno sniger sig ind på omslagsillustration | Forside | Good Copy Bad Copy »

26.05.2007

Bjarne Riis og doping

På opfordring skal jeg hermed kort kommentere Bjarne Riis' offentlige indrømmelse af doping, selv om aviserne og diverse blogs sikkert flyder over med den slags. Jeg har ikke set nyheder eller læst nogle af dahgens aviser i skrivende stund. Jeg vil blot slå nogle simple ting fast inden jeg eventuelt diskuterer andres kommentarer:

1. Man har vel aldrig været i tvivl om at Bjarne Riis var på EPO - det har jeg i hvert fald ikke. Derfor er det ikke nogen nyhed i sig selv. Nyheden er at han står frem. Attraktionen er at se manden bekende sin synd efter 10 års løgne.

2. Da Tour de France 1998 åbnede i Irland med Festina-skandalen så jeg prologen med nogle venner som var meget chokerede, og som mente at det måtte forklare Festinas utrolige resultater de sidste par år. Jeg svarede at de jo allesammen var på EPO, så det gjorde nok ikke den store forskel, og nu ville jeg bare se noget cykelløb. Det chokerede dem og blev udlagt som værende ualmindeligt kynisk. I dag ville ingen løfte et øjenbryn over en sådan bemærkning. Og det som den peger på er følgende: Bjarne Riis har ikke dopet sig i modsætning til sine konkurrenter og derfor vundet Touren. Formentlig ville han have vundet den alligevel hvis ingen var dopede. Altså: alle dem som nu siger og tænker at han vandt på grund af doping bør lige tænke sig om.

3. Det gælder også dem som siger at hans "nærmeste konkurrenter" nok var dopede. Nej, stort set alle var dopede, ned til lavest placerede hjælperytter. Kigger man på hvem der er blevet taget for doping gennem årene viser der sig ikke en perlerække af stjerner, men ryttere på alle niveauer af det professionelle felt, og heriblandt en lang række ryttere som på doping formåede en placerinng som nummer 153. Se også mit tidligere indlæg om dette.

4. Professionel sport er et storstilet medieshow, og ideen om en "lige kamp" er meget svær at formulere nogle rationelle kriterier for. Sport handler om myter, og kun på mytens niveau giver det mening at se dyderne udfolde sig. Samtidig er EPO usundt og farligt, og hele den mafia-stemning der har været i cykelsporten har været ubehagelig at være vidne til. Det er virkeligheden bag myten.

(jeg har tilføjet nogle kommentarer til Politikens artikler nedenfor)

Opdatering 14.00: Nu har jeg så læst Politiken, og der er forskellige reaktioner alt efter hvem man spørger:

Lederen (skrevet af af "s-m" - hvorfor kan man ikke bare skrive navnet?) mener at han har snydt "en god del af konkurrenterne" (ud over sig selv og publikum).

Den udsendte reporter, Rasmus Bech, har trekvart side til at redegøre for Riis' ansigtsudtryk, som han igen og igen betegner som uhyggeligt rolige og upåvirkede. Det er ikke indtrykket hos min hustru, der så det på tv, og måske glemmer Bech at Riis er en ægte jyde.

Brian Mikkelsen udtaler skuffet at Riis så "har vundet ved at snyde sine konkurrenter". Her forudsætter denne jubeloptimist hvad doping angår (jvf. debatten mellem ham og Joakim Jakobsen i Weekendavisen forrige år) at de andre ikke var dopede.

Jørgen Leth er (ikke overraskende) i den modsatte grøft: "Cykelsporten er ikke en ren sport. Det er en usund sport, en ekstrem sport. Og sådan skal det være."
Man kan næsten høre hans rolige, nasale stemme messe disse ord med rytmisk præcision.
Han tilføjer: "Det vi så i 1996 var en stor Tour de France-sejr. Det er ikke noget man vinder ved bare at tage lidt EPO. Han havde en stor måde at køre på. Det er noget vi stadig kan værdsætte og være taknemlige for. Det var en stor bedrift. Og den er ikke blevet mindre."

UCI opfordrer Riis til at levere den gule trøje tilbage.

Nils Thorsen leverer den mest eftertænksomme artikel på en helside i 2. sektion under overskriften "Løgnen er landet". Den handler nemlig om hvorfor det er så vigtigt at bekende sine løgne, og hvorfor vi så gerne vil se Riis tilstå, selv om vi alle vidste at han var dopet. Han interviewer fire personer: 1. en retoriker, 2. en luder (undskyld, chefredaktør og tidligere spindoktor) 3. en dopingekspert og endelig 4. en popsociolog:
1. Professor Christian Koch sammenligner historien med Aristoteles' poetik om at vi i tragedien vil se et stort menneskes fald.
2. Henrik Qvortrup skærer igennem og siger at Riis' største forbrydelse er at behandle os som om vi var idioter ved at holde fast i løgnen indtil han ikke kunne trække den længere. Han synes at Riis' oprindelige svar om at han aldrig var blevet testet positiv havde "elegancens skær over sig", men at det gik galt da han senere direkte løj. Han mener at Anders Fogh Rasmussen burde svare noget tilsvarende (jeg er ikke blevet testet positiv-agtigt), hvis han kommer i en lignende situation - og antyder dermed at statsministeren har gjort noget lignende...
3. Idrætsforskeren Verner Møller er forargret over mediernes hetz: "Det ligner jo en blodrus...Folk tænker ikke anderledes end strikkekonerne der stod foran skafottet og jublede. Det er den dér middelalderlige lyst til forsfæstelse af Jesus. Det ligger jo i vores religion". Han mener i øvrigt at Riis ikke kunne svare anderledes end han har gjort, at han var nødt til at lyve hvis han ville blive i cykelsporten. Han gjorde blot hvad de fleste af os ville gøre i samme situation.
4. Henrik Dahl mener det samme og mener at Riis var så god en fortælling fordi han blev et sex-symbol på trods af sin frisure (den samme skæbne kommer nok aldrig til at gælde Henrik Dahl og hans brilliantine-hår). Historien om Riis kan vi godt lide "fordi den fortæller at vi alle kan blive til noget" og score håndboldsilden i stedet for naboens datter. Dahl går endda så vidt som til at mene at det er det samme med Rudy Frederiksen - at også han var en almindelig mand, der stod over for valg som kunne have været vores egne (til det kan jeg kun sige: tal for dig selv, Henrik!). Konklusion: "Det er også det vi oplever med Bjarne Riis. Hans valg kunne have været vores".

Kom gerne med citater fra og kommentarer til andre medier.

Kommentarer

Helt enig. Derfor virker det også temmelig hyklerisk, når kulturministeren taler om det "forkastelige" i Riis' indrømmelse. Som om Brian Mikkelsen lige til i går var overbevist om, at Riis ikke havde været dopet.
At blive chokeret over, at en cykelrytter er dopet, svarer lidt til at føle sig snydt, fordi dinosaurerne i Jurassic Park viser sig at være skabt ved hjælp af computergrafik.

Uanset om vores kære kulturminister er overrasket over indrømmelsen eller ej, ser det ud til at både han, Tour-ledelsen og den samlede danske verdenspresse elsker at have nogen at gå efter. Hvorfor dog skrive om sport, hvis man kan kaste om sig med store følelsesladede betragtninger om dybe skuffelser og uværdige holdledere.

Og jo mere man fordømmer og forfølger Bjarne Riis og andre, der fortæller åbent om doping, desto mere afskrækket bliver resten af de dopede sportsfolk fra at fortælle om lignede sager, og desto vanskeligere bliver det at gøre noget ved problemet.

Enig. Og Riis' bekendelse var i modsætning til andres komplet og blottet for antydninger om at det ikke var hans eget ansvar og hans egen beslutning.

Når nu man har en tudende Zabel "som kun har dopet sig 2 gange" og en brødebetynget Basso "jeg planlagde kun at dope mig" in mente, gør han det dog med værdighed. Og tager ansvar for det selv.

Enhver konkurrencesport giver anledning til at bruge ufine midler for at vinde over modstanderne. Cykelsporten er bestemt ikke en undtagelse, og efter min opfattelse er netop inddragelsen af Bjarne Riis i den kapitalistiske regerings kulturkanoner nok den af alle repræsentanterne, der siger mest om, hvad markedsmekanismer betyder i praksis.

Jeg har heller aldrig været i tvivl om, at Bjarne Riis var dopet. Hans kropssprog var ikke i stand til at skjule løgnen (i hvert fald ikke for mig), når han blev spurgt om det.

Hvad jeg har været pissesur over hele tiden, er ikke, at han vandt over dem, der var mindre dopede, men at hans doping-sejre efterfølgende har gjort ham til den person, der var i stand til at tjene penge på at eje et cykelhold. Det er ikke førertrøjen, der bør tages fra ham, men den profit, han har scoret på at være ejer at et cykelhold.

Hvad med kunsten? Eksempler på kunstnernes brug af præstationsfremmende midler - jeg tænker her især på psykedelika - er jo at finde på alle museer, biblioteker og ikke mindst i vor berømmelige litteraturkanon. Peter Adolphsen skriver sine historier på tjald, hører jeg. Hvorfor vækker en sådan afsløring ikke den samme forargelse som Riis' brug af epo? Er det på grund af konkurrenceelementet? Men findes konkurrencen da ikke indenfor kulturen? Føjer epo'en ikke blot til Riis' sejr som oplevelse den ekstra dimension, vi også finder i Baudelaires skrifter, fra da han virkelig røg opium?

Berlingskes sportredaktør har efter min mening skrevet den mindst indsigtsfulde kommentar i Riis-sagen, Kyllingen Riis.

Apropos præstationsfremmende midler, så sagde Hunter S. Thompson: "I hate to advocate drugs, violence, insanity to anybody, but in my case it worked." Nu skal man jo heller ikke glorificere brugen af doping mm. Det er ikke alle, der kommer til at skrive som Baudelaire, fordi de ryger opium. Og Hunter S. Thompson skød sig selv.
Argumentet at også hjælperyttere er dopede uden at det gør dem til topryttere, ergo kan man ikke bliver en vinder bare ved at dope sig - det holder ikke helt. Det forudsætter jo, at man kører alle mod alle, men en hjælperytter er jo netop ikke med for at køre om sejren. Brugen af doping virker ret systematiseret, så der er formodentlig specielle dopingprogrammer for hjælperyttere, hvor formålet er et andet end at skabe vindere. Så man kan ikke uden videre konkludere, at man ikke kan skabe vindere ved hjælp af doping, bare fordi også hjælperyttere, der aldrig har vundet noget, er dopede. Man kan heller ikke konkludere, at fordi alle er dopede, så vil den bedste under alle omstændigheder vinde. Det forudsætter, at alle kører på det sammme dopingprogram, hvilket forekommer usandsynligt.
Jeg deler ikke Jørgen Leths opfattelse, at Bjarne Riis' sejr i 1996 var en stor bedrift. Men jeg deler heller ikke forargelsen over, at han nu indrømmer at have været dopet. Man skal være ret naiv for at have troet på, han var 'ren'. Derfor er den den store forargelse ret hyklerisk.

Kultursammenstød????
Det var en om ægte balancekunstner der udtalte sig, da Riis sagde at han ikke var blevet testet positiv.
Minder mig om imamers balanceacts, når de svarer på om de går ind for stening ol.

Pressemødet var et teater, og folk fik ikke hvad de kom efter.
Det mest dramatiske var Riis' kommentar om den gule trøje: De kan bare komme og hente den. Den betyder intet for mig! Uforskammet og lækkert aggressivt.

Og: Gu' var Riis' sejr i '96 en stor bedrift. Særligt set i lyset af den gudsjammerligt kedelige facon Indurain vandt sine løb på
Hvilken Tour-vinder siden har ikke været dopet?
Armstrong??????????

Er der andre grunde, end at han er dansk, til at vi i Danmark synes, at Bjarne Riis' sejr i 1996 var en stor bedrift? Er Floyd Landis' sejr sidste år så en endnu større bedrift, set i lyset af det temmelig kedsommelige i, at Armstrong havde vundet syv år i træk.
Det er da i sig selv en bedrift at vinde Tour de France, men set i det store perspektiv er Riis' bedrift ikke større end f.eks. Roger Pingeons eller Jan Janssens. Hvem? Såmænd vinderne i 1967 og 1968. Hvor mange husker dem i dag. Målt i kilometer var deres præstationer i hvert fald større. I 1967 var distancen 4780 km og i 1968 4675. Riis kunne 'nøjes' med 3753 km.
Det kan da kaldes en bedrift at bryde Indurains sejrsrække, men det er min fornemmelse, at det lige så godt kunne have været Jan Ulrich, der vandt det år. Aftalen på Telekom var bare, at det var Riiis, der skulle køres for. Til gengæld fik Ulrich så sejren året efter.

To indvendinger til Claus:

1. Angående hjælperyttere og doping: Det du taler om udgør på ingen måde et modargument, for det jeg siger er at stillingen ville være nogenlunde den samme hvis ingen tog doping. Argumentet er ikke at hjælperyttere ikke bliver topryttere selv om de tager doping, men slet og ret at (næsten) alle ryttere er dopet, og at det indbyrdes styrkeforhold derfor er (næsten) det samme.

2. Bjarne Riis' sejr i Tour de France er noget særligt, ikke kun for danskere. Og det tør jeg godt sige, idet jeg selv er stærkt skeptisk over for den alt for nationale vinkel medierne har på cykelsporten. Sammenlign Riis' sejr med Indurain eller Ullrich, og det vil blive klart at Riis var langt mere offensiv. Det giver altså bare mere spænding i løbet. Ser man på årtiet 1990erne er Riis' sejr kun overgået af Pantani. Heri er jeg helt enig med Jørgen Leth (der bestemt heller ikke er nationalchauvanist).

Okay, men så også lige en modindvending. Hvis det indbyrdes styrkeforhold skal være (næsten) det samme, hvis (næsten) alle er dopet, så forudsættes det at (næsten) alle er på det samme dopingprogram. Man kan altså ikke uden videre sammenligne en situation, hvor ingen er dopet med en situation, hvor alle er dopet.
Stor bedrift eller ej, det er et spørgsmål om, hvad man lægger vægt på. Min vurdering er nok også farvet af, at jeg ikke finder at Riis var nogen særlig sympatisk rytter. I modsætning til f.eks. Pantani, hvis offensive kørestil jeg satte langt højere.

Jeg ser ingen grund til at tro at hjælperyttere var på et væsensforskelligt dopingprogram fra kaptajnerne. Husk også at der kun er meget få ryttere der er rene kaptajner eller rene hjælperyttere i moderne cykelsport - det veksler fra løb til løb. Og så er dem midt imellem.

Har du en underbygget ide om at en hjælperytter havde et særligt doping-program eller er det fri fantasi?

Som du selv skriver i indledningen, så er professionel sport et stort medieshow, og der er store økonomiske interesser involveret. Derfor forsøger man så vidt muligt at eliminere vilkårligheder.
Siden Greg Lemond er der vel ingen, der har vundet Tour de France, som ikke har haft det som eneste målsætning det år. Hele træningen er tilrettelagt med det formål at vinde netop det løb. Andre har deres indsats spredt ud over hele sæsonen, og træner derfor i forhold til at kunne opnå resultater året rundt. De tider er forbi, hvor en Merckx kunne vinde både klassikere, Tour de France og løb sidst på sæsonen. Man kan ikke tilrettelægge sin træning, så man kan være i topform året rundt. Der kræves forskellig træningsmetoder og træningsprogrammer alt efter, hvilken type løb man satser på, og alt efter hvad man satser på i de enkelte løb. Hvorfor skulle det være anderledes med doping? En sprinter og en bjergrytter doper sig næppe på samme måde.
Man ved at de østtyske dopingprogrammer var særdeles systematisk og videnskabeligt tilrettelagt med henblik på at opnå maksimale resultater i forhold til den enkeltes potentiale. Er der nogen grund til at tro, det forholder sig anderledes i professionel sport, herunder på professionelle cykelhold? Om ikke andet så afslørede Operation Puerto, at der er tale om individuelt tilrettelagte programmer, hvor den enkelte rytter overvåges nøje, så programmet kan tilpasses ham og han kan opnå de ønskede resultater. Det tyder ikke på, at doping følger et generelt program, hvor alle får mere eller mindre det samme, men tværtimod at det er nøje afstemt efter, hvad den enkelte skal præstere og hvilken funktion han har på holdet.
Om det så er en velbegrundet ide eller fri fantasi, det må du selv om. Men jeg tvivler på, at man bare deler doping ud og så lader det være op til den bedste mand at vinde.

Det er muligt, jeg ved det ikke.

Men det ville vel stadig ikke have været anderledes hvis ingen var dopede? Planerne for hvem der skulle køre hvordan i hvilke løb ville vel ikke have været anderledes. Så hvilken forskel gør det?

Det gør den forskel, at man ikke uden videre kan slutte fra, at hvis alle er dopede, så 'neutraliserer' det fordelen ved at være dopet, og så vil resultatet blive det samme, som hvis ingen var dopet. Det ville forudsætte, at alle var dopet på samme måde, og det tvivler jeg altså på er tilfældet. Det er muligt, Bjarne Riis også ville have vundet i 1996, hvis ingen - inklusive Riis - havde været dopet. Jeg er ikke ude på at sige, at Riis 'snød' sig til sejren ved hjælp af doping. Men jeg godtager ikke uden videre, at en situation, hvor alle er dopede, er det samme som, hvis ingen er dopet og at doping derfor ikke har nogen betydning for resultatet.

Selvfølgelig er ikke alle dopede "på samme måde", alle følger heller ikke samme træningsprogram, alle har ikke det samme materiale til rådighed osv. Doping var/er vel også en disciplin kan kunne/kan være mere eller mindre god til?

Ang. Puerto:
Jeg gad sgu ikke dele blod med Basso eller andre! Selvfølgelig er der tale om "individuelt tilrettelagte programmer".

Ang. den nationale vinkel:
1) Hysterisk er medierne ofte omkring danske atleter.
2) Hvilket betyder at det ofte er danske atleter og deres præstationer man som bruger af danske medier får et større kendskab til (særligt søm lægmand), og dermed også kan se det særlige ved.
3) Rokker det særligt ved Riis' præstation? Kørte han ikke offensivt? Det mener jeg bestemt han gjorde.
4) Følg løbene på Eurosport. Selv efter de har fået danske kommentatorer, er de knapt så "nationale".

God kommentar, Torben. Der er en lidt mærkelig form for sensationssøgende hykleri i medierne for tiden, og Riis historien kan på en måde ses som en parallel til Jørgen Leths egen deroute i medierne fra helt til skurk: Alle vidste, at Riis tog epo, men det er først, når han indrømmer det, at det er en "skandale". Alle vidste også, at Leth gik i seng med unge piger på Haiti, men det bliver først en skandale, da han selv skriver om det (hvilket han i øvrigt har gjort flere gange før). Man bygger heltene op, og så river man dem ned igen. Også på den måde minder forløbet om en græsk tragedie, dog af betydeligt mindre format...

Jeg mener i øvrigt, at cykelforbundet bør forsøge at legalisere epo i en eller anden form. Grænserne mellem doping og alle mulige andre former for hjælpemidler og konkurrencefremmende midler virker kunstig og ikke i trit med praksis. Den slags uligevægt mellem regler og praksis fører altid til hykleri, og det har det altså også gjort her.

P.S. Tror Brian Mikkelsen virkelig på, at cykelsporten faktisk er ren, bortset fra et par få brådne kar?

@ Brian Mikkelsen: Ja, det gør han efter alt at dømme. Det fremgik tydeligt af hans debat med Joakim Jakobsen i Weekendavisen, juli 2005. Her hånede han ideen om at Riis skulle have været dopet i 1996, og skriver desuden blandt andet:

"Jeg tror ikke, at vi er på vej mod en ny kæmpe dopingskandale i international cykelsport. Der vil naturligvis altid fremkomme enkeltsager, men det er mit indtryk, at cykelsporten har gjort en enorm og meget hæderværdig indsats for at rydde op i egne rækker og genetablere de oprindelige værdier i sporten..."

"Jeg har...sjældent oplevet et så nedrigt attentat på en hel sportsgrens troværdighed, og jeg anser det for naturligt, at Joakim Jakobsen er i stand til at fremlægge bevis for sine påstande. Ellers må han trække dem tilbage."

"Jeg ønsker at fremme en idrætsverden, der belønner dem, der træner hårdest, kæmper mest indædt, har den stærkeste psyke og i højeste grad er i stand til at sætte sig ud over deres egne grænser for at vinde. Dette gælder ikke mindst i cykelsport. Jeg vil bekæmpe dopingmisbruget for at sikre, at de dramaer, vi oplever i de høje bjerge, er menneskelige, ikke medicinske. Det vil altid være mere fascinerende at beskue det menneske, der sætter sig ud over sig selv, end den idrætsmand, der sprøjter sig selv op til at køre hurtigere end konkurrenterne."

(Brian Mikkelsen, WA 8/7-05)

Joakim Jakobsen svarer i øvrigt:

"Du beder mig besvare dette spørgsmål: »Mener du, at Bjarne Riis var dopet, da han vandt Tour de France i 1996?« Det vil jeg gerne svare på: Ja, det tror jeg bestemt. Det er jo banalt. ...Og det formindsker ikke min beundring for Riis og hans præstation en smule. Der findes ingen genveje til en Tour-sejr."
(Joakim Jakobsen, WA 15/7-05)

Interessant. De seneste dages udtalelser fra ministerens side har givet anledning til en del spekulation over, hvorvidt han er en hykler af format eller bare usædvanligt naiv. Ovenstående tyder på det sidste. Men er han så overhovedet kvalificeret til at være vice-præsident i WADA (World Anti-Doping Agency)?

Milde himmel... Rimeligt dårligt orienteret, hvis han er vicepræsident for WADA.

Indrømmet, jeg har været komplet naiv omkring doping i cykelsporten også, men har heller ikke fulgt det så tæt. Det fordrer nogle interessante diskussioner, hvis sporten snart begynder at anerkende at der rent faktisk bruges doping af (næsten) alle. Hvad skal der ske?

Jeg er nok også tilhænger af det Lars Hvidberg siger omkring lov og praksis, for så vidt at den doping man vil legalisere stadig er "forsvarlig" (det er et komplet gummibegreb, jeg ved det). Altså, fx. Zabels udtalelser, dvs. grunden til at han stoppede med EPO, var jo bl.a. at han havde så kraftige bivirkning at "han var bange for at dø" (ikke korrekt citat, men det var vist nogenlunde det han sagde). Er det ikke rimeligt ekstremt?

Bjarne Riis trækkes nu ud af den danske idrætskanon, ifølge Ritzau:

- Vi har ikke lyst til at omskrive idrætshistorien, men i og med at Bjarne Riis selv har bekendt, så anser vi hans præstation for at være snyd. På baggrund af det kan man ikke være med i kanonen, siger Else Trangbæk, formand for eliteidrættens kanonudvalg, til DR Sporten.

Ad Malte

Der er mange farlige ting i moderne cykelsport, der er tilladte. De fuldstændig absurde træningsmetoder, en person som Michael Rasmussen benytter sig af, er næppe sunde. Mandens krop er jo næsten mindre end selv den mest anoreksi-ramte Milano-model. Ligeledes er nedkørsler af regnvåde bjergsider særdeles farlige (og skader og dræber langt flere ryttere end doping nogensinde har gjort). Massespurter er vel heller ikke det mest smarte at udsætte sin krop for på daglig basis.

Min pointe er, at hvis man ønsker at beskytte rytterne, så er der et par steder man skal tage fat før man begynder at fifle med doping. Mit forslag er i stedet, at vi legaliserer doping fuldstændig blandt seniorerne og lader det være rytternes eget ansvar. Jeg tror, at de er bedst til at regulere det.
I junior-cykelsport er jeg mere tilbøjelig til at acceptere formynderiske begrænsninger.

Og så lige til sidst: Det er Zabels egen fejl, hvis han har ødelagt sin krop. Han kunne jo bare stoppe med at cykle - eller cykle rent eller med mindre doping i kroppen. Det er helt forståeligt, hvis han fortryder sine valg, men det er noget pjat at give andre medansvar. Her var Bjarne Riis forbløffende fornuftig.

PS. God kommentar, Torben.

Forstår jeg det rigtigt at EPO og mange andre doping-midler er lovlige uden for cykelsporten?

RIIS' BEKENDELSE
"Jeg må tilstå, at jeg ikke giver noget som helst for bekendelser, der enten er tilskyndet af personlig fortjeneste eller behovet for at give andre skylden for de fejl, de selv har begået".
Således talte Bjarne Riis på pressemødet i Lyngby, hvor han angiveligt lagde kortene på bordet. Riis tog, som han gentagne gange pointerede det for os sinker ude bag rundskærmene, "det fulde ansvar" for at have anvendt doping.
Men jeg giver ikke ret meget for Riis' bekendelser, som til fulde opfylde de præmisser, som han (jvf. citatet ovenfor) bortdømmer andres bekendelser på.
Hvad angår at være "tilskyndet af personlig fortjeneste", skal man være både døv og blind, for ikke at se Riis' pludselige behov for at stå frem som damage control og fremtidssikring af sin egen rolle som sportsdirektør. Riis anførte selv i begyndelsen af sit statement, at han stod frem "for at sikre, at alt det gode arbejde, jeg gør med mit hold i dag, ikke bliver forhindret". Underforstået: thi så er jeg færdig som holdejer.
Og hvad angår Riis' udfald mod personlige bekendelser, der har baggrund i "behovet for at give andre skylden, for de fejl, de selv har begået", kan det kun undre én, at Riis ikke selv kunne modstå fristelsen til at pege fingre ad de drenge i andre i klassen, som også har lavet gale streger: "Alle taler om, at der skal ryddes op. Hvem er det egentlig, der gør noget? Er det dem, der kræver den daglige sensation for at sælge aviser eller bøger, og kræver at alle, høj som lav, der har noget på samvittigheden, skal stå frem i lyset, så vores sport påny skal se tilbage i stedet for at se fremad?".
Underteksten giver sig selv: Det er mig, Bjarne Riis, der gør noget godt for cykelsporten i dag, ved at stå frem.
Jeg er ikke imponeret over CSC-holdets kommunikationsstrategi. Jeg vil snarere mene, at den set ud fra et kommunikationssynspunkt forekom overraskende amatøragtig. Men desto lettere blev det for os plet- og dadelfrie at gennemskue en mand, der gik til bekendelse uden at angre sine synder.

Til Malthe; læs f.eks.http://undervisning.antidoping.dk/visArtikel.asp?artikelID=423

Langt de fleste stoffer på dopinglisten er stoffer de fleste af os bruger eller bliver tilbudt når vi er syge. Det er typsik stoffer brugt i sygdomme der vedrører åndedrætfunktioner (øre, nese.hals, lunger) og blod.

Mange af os ville blive taget i dopingtester hvis vi var aktive atleter...

Til Desty - kunstnere bruger også "doping", ja. For nogle år siden var der en sag i Berlingsk Tidende fordi en musiker i Radiosymfoniorkesteret fortalte om eget og kollegaer brug af Beta-blokker. Beta-blokker bliver brugt af hjertpasienter - det nedsætter blodtrykket. Derfor hjælper det også musikere, der bliver nervøse når de spiller.
Om det er doping... tja, det er tale om mennesker, der står i fare for at miste deres job hvis ikke de får styr på nervøsiteten. Og jeg tror ikke det nogle blandt publikummerne der føler sig snydt...

En del balletdansere bruger og så doping i perioder i form af smertestillende, fordi man jo ikke bare tager fri fordi man har en lille skade. Dersuden bliver der også brugt amfetamin på lange udmattende tourneer.

Hvorfor er der nogle der tager doping

Fordi de så kan præstere en smule mere.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2