Torben Sangilds weblog

Interessant. Det er et af de mere grelle eksempler på det, vi her ovre på kontinentet kalder "københavneri" - som det dog tydeligvis ikke er alle københavnere, der lider af. Men jeg kom til at tænke på, at i antologien "Barndomsbyer" (red. Martin Zerlang & Frederik Stjernfelt) skriver Hans Hauge om "Hirtshals som modernitetens spydspids". Og den norske forfatter Øystein Lønn har skrevet romanen "Hirtshals Hirtshals" der bl.a. handler "om tilværelsens store eksistentielle spørgsmål om liv, død og kærlighed og meningen med det hele". Så der er vist mest af alt tale om nogle litteraturhistorikere, der ikke kender deres litteraturhistorie (hvilket måske heller ikke er så vigtigt i denne såkaldte postmoderne tidsalder?).

Ja, bortset fra at forfatteren er ansat på Syddansk Universitet, og derfor ikke burde ligge under for københavneri.

Det har jeg tænkt på, men jeg ved ikke, hvor han er født. "Københavneri" har vel heller ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvorvidt man er indfødt københavner. Jeg synes af og til man oplever, at tilflyttere er de mest "københavnske".

Vi bør måske fortælle at vi taler om Lars Handesten, der er manden bag citatet.

Jeg synes ikke det er så vigtigt hvor manden er født, men mere hvad han tænkte da han skrev det med Rødby og det postmoderne, og hvilken litteraturopfattelse der ligger bag.

For det er bemærkelsesværdigt at han har skrevet en biografi om Johannes V. Jensen, der vel næppe er en forfatter for hvem kun døden findes i storbyen - tag fx Himmerlandshistorierne eller store dele af Kongens Fald, hvor der foregår eksistentielle ting på landet.

Nej, det er selvfølgelig ikke afgørende, hvor han er født - eller arbejder for den sags skyld (Handesten er dog, så vidt jeg ved, bosat i København). Det overraskende er, at han tilsyneladende abonnerer på den forestilling, at modernitet og erfaringen heraf er noget, der opstår i et urbant centrum og derpå med tiden breder sig ud i periferien. Der er, som du så rigtigt skriver, tale om, at erfaringer får forskellige udtryk forskellige steder. Og det er ganske rigtigt desto mere overraskende, at Handesten kan skrive sådan om "Rødby-Puttgarden", taget i betragtning han har forsket intensivt i Johs. V. Jensen - der ikke just er nogen enlig svale i denne sammenhæng. J.P. Jacobsen og Herman Bang ligger lige for. En personlig kæphest: efter min opfattelse er den første moderne danske forfatter St. Steensen Blicher, der som bekendt skildrede det moderne som eksistentiale, sådan som det tog sig ud på den jyske hede i starten af det 19. århundrede. Og det skulle først nu været nået til Rødby? Ikke troværdigt.

Er vi ikke ude i en litterærvariant af "billedet tvinger", simpelthen? De teoretiserende rammer om kunsten bliver en spændetrøje for den indforståede læser ind til det punkt hvor denne er ude af stand til forestille sig andre grunde til at skrive eller forstå end sine egne.

Jeg har ikke læst sammenhængen og kan derfor ikke give en tilfredsstillende vurdering, men vil dog vove 1) at det ikke er heldigt formuleret, og 2) at Lars Handesten formentlig har ment at storbyen ikke længere er topos par excellence for en modernitetserfaring, jf. eksempelvis Knut Hamsuns Sult eller Herman Bangs Stuk.

@ Claus Krogholm
Hvad angår St. Steensen Blicher som den første moderne danske forfatter, er mit udtalelsesgrundlag igen mangelfuldt da "moderne" efterhånden er blevet fuldstændig udvandet. Jeg vil dog spørge, og her mener jeg at have i hvert fald den traditionelle modernismekonstruktion i ryggen, hvorfor du ikke regner eksempelvis Johannes Ewalds Levnet og Meninger blandt moderne danske værker?

Begrebet 'moderne' er ganske rigtigt efterhånden temmelig udvandet. Man kan sagtens argumentere for, at Ewalds "Levnet og Meeninger" er blandt de første moderne værker i dansk litteratur - og Baggensens "Labyrinten" et andet. Når jeg vælger Blicher - og det er som sagt en personlig kæphest - så er det ud fra den forståelse af det moderne, Per Stounbjerg advokerer for: at det moderne erfares som en rystelse af de referencer og værdier, man hidtil har fortolket verden i forhold til. Denne rystelse er tilstede hos såvel Ewald som Baggesen. Men det subjekt, der erfarer denne rystelse, forbliver forholdsvis stabilt. Udsigelsessubjektet - den der siger "jeg" - er ikke fundamentalt anfægtet af rystelsen. Og det er afgørende ifølge Stounbjerg: ”Den position, der tales fra, er tilmed ikke mere stabil end den verden, der tales om. Modernismen gør rystelsen til del af sit udtryk.” Det mener jeg, der er tale om hos Blicher. Hos Blicher erfares rystelsen i subjektet selv. Her erfarer subjektet, at det ikke længere kan stole på sig selv i sine handlinger, og heller ikke stole på sin egen erfaring af sig selv og sine handlinger. Det sætter sig tilmed igennem i det udsigelsessubjekt, der umiddelbart fremstår som en mere eller mindre objektiv iagttager af, hvordan andres verden og værdier rystes. Men Blichers fortællere er ikke troværdige; de er selv dybere involveret end de giver udtryk for - og oftest også mere end de selv er klar over. Så det er også selve udsigelsesinstansen, der er destabiliseret hos Blicher - og det gør ham efter min opfattelse moderne på en ganske anderledes radikal måde end Ewald og Baggesen.

Hvad hed det digt, som Steen Steensen Blicher skrev i forbindelse med USAs indbriben over for piraterne på Algier kysten.
Det var i Jyllands Posten
i 80erne mener jeg.
Tak for kommende oplysning
Mvh Peder Enggaard