« Taxa-firmaer i København | Forside | Politi eller skandalisering? »

09.06.2007

Svindler skriver af fra Det spekulative øre

En fyr ved navn ---- har en weblog han kalder for Sorte Sider. Den fremstår som en seriøs, refelekteret videnskabelig blog, men manden skriver teksterne af og udgiver dem i eget navn.

To af indlæggene har han copy/pastet fra Det spekulative øre og blot givet en anden titel. Det drejer sig om mine essays "Videnskaben, Kuhn og relativismen" (som han har lagt ud under titlen "Relative klichéer") og "Misbrug af Einstein og relativitetsteorien" som han kalder "relativt misbrug" - en lidt ironisk titel i lyset af mandens misbrug af mine tekster.

Jeg er ingen steder krediteret på -----s hjemmeside. Jeg har aldrig hørt fra ham med forespørgsler eller noget. Manden er en svindler. Måske har han også skrevet sine andre indlæg af, hvem ved.

Der er ikke noget at rafle om. Selv hvis man skulle være så dum at tro at man kan tage andres tekster og udgive dem i eget navn uden at spørge først, så kommer man på bedre tanker når man læser mine klare retningslinjer for at citere fra Det spekulative øre.

Han skal være velkommen til at slette indlæggene fra sin blog med det samme og gå offentligt til bekendelse.

Opdatering: Efter bekendelsen og sletningen af hans blog har jeg været så nådig at slette hans navn fra indlæg og kommentarer. Derfor disse ----- hver gang der har stået et navn.

Kommentarer

Ja, "Voldsom Volta" er i hvert fald skrevet af Dorte Hygum Sørensen fra iByen.dk:

http://ibyen.dk/musik/cd-beat/article298870.ece

"DR sælger ud" er fra DR selv, og skrevet af Jan Dohrmann:

http://www.dr.dk/OmDR/Nyt_fra_DR/Nyt_fra_DR/2007/06/04150936.htm

"Kafkas meningsløse univers" er fra litteratursiden.dk af Nina Dyrhoff Nyegaard:

http://www.litteratursiden.dk/sw50533.asp

Og så er vi vist også ved at have et mønster.. Shame on him!

Der er selvfølgelig ingen tvivl om at fyren her bryder din ophavsret, Torben - og hvis du havde brugt Creative Commons licens (som alle har navngivelse som helt grundlæggende princip) ville du have haft præcis samme regres som du har almindeligvis under ophavsretsloven. Jeg vil foreslå at du skriver til ham (janushm@hotmail.com) og beder ham fjerne indholdet. Ellers er næste skridt en DMCA Takedown via Google, der jo ejer Blogger (bloggen er hostet hos dem). Men iøvrigt synes jeg da det er et spændende fænomen - hvad er det der driver ham til at kopiere andres artikler under eget navn? Han oplyser selv at han er 20 år og at han skal ud at rejse til Asien med Mellemfolkeligt Samvirke / Global Contact, og han har en meget ambitiøs liste over yndlingsbøger (der iøvrigt ligner læselisten på Litteraturhistorie fra hin svundne studietid..). Jeg spørger mig selv om han egentlig selv forestiller sig at han "stjæler" - om han ikke bare samler indhold og så glemmer at kreditere. Under alle omstændigheder kunne den unge lømmel da sikkert have godt at en lille lærestreg! Go get him!

Tak til Benjamin for hurtig research og til Henrik for kommentaren.

Det spekulative øre er faktisk under Creative Commons-licens. Jeg går som bekendt ind for sampling og kreativ brug, men mine tekster, som jeg lægger gratis ud til fælleden, skal jeg naturligvis krediteres for.

Jeg har sendt ham en email, og mit gæt er at hans blog er væk inden solnedgang, men tak for tippet om DMCA Takedown, hvis han af uvisse grunde skulle foretage sig noget som helst andet end at skamme sig dybt og flytte over til Anna Castberg i England under et nyt navn.

Det er i øvrigt ikke første gang jeg oplever noget lignende, men nok den dummeste.

For et par år siden fik jeg et tip om at en kunstner havde lagt en tekst ud på internettet om støj. Den var en parafrase af Støjens æstetik (eller af Kritik-artiklen aff samme navn fra 1997 eller af et af de mange foredrag jeg har holdt om emnet siden 1995). Der var slet ingen tvivl om det, idet formuleringer gik igen, ligesom konklusioner der var bundet til specifikke musikalske analyser var med, bare uden den analyse de opstod af.

Jeg sendte hende en høflig email og spurgte om ikke hun ville kreditere mig som inspirationskilde, men hun benægtede ethvert kendskab til mine tekster eller foredrag, og mente at hun selv havde udtænkt det, hvilket er let at påvise ikke kan være muligt. Jeg har ikke fulgt op på det, men valgte simpelthen ikke at omtale det, og vil ikke linke til hendes hjemmeside.

I gråzonen har jeg også fundet "The Aesthetics of Noise" rundt omkring på obskure, anonyme piratsider uden angivelse af mit navn. Det irriterer mig, men så længe min artikel ligger på UbuWeb under mit eget navn sker der ikke så meget ved det - den rangerer klart højest på Google.

Endelig har jeg en gang fanget en af mine studerende i at skrive hele sin opgave af fra den sekundærlitteratur hun havde lånt af mig. Ord til andet. Hun gik på overbygningen på Moderne Kultur, og virkede som om hun altid havde skrevet opgaver på den måde. I hvert fald var hun dybt mystificeret da jeg ringede hende op og sagde at jeg var nødt til at overveje at melde hende for snyd. "Jamen hvordan vil du have jeg skal skrive opgaven?", spurgte hun. "Selv", svarede jeg, med tydeligt irriteret stemme. Så forsvandt hun fra universitetet.

Det er i øvrigt interessant at iagttage -----s videnskabelige profil på Sorte Sider. Jeg citerer fra det "manifest" hvor han kommer med bloggens programerfklæring:

"Denne weblog er en vidensbaseret weblog, hvis fremmeste formål er at sætte viden under debat, det vil med andre ord sige, at formålet er at diskutere teorier, rette op på fejl i debatten, komme med indspark til den videnskabelige debat, såvel teoretisk som etisk. Et andet hovedområde vil være den nutidige og historiske kultur, hvor anmeldelser, essays og andet vil florere."

"Alle informationer skal være dokumenterede og have rette kilder, af hensyn til gældende videnskabelig publicering."

"Enhver publicering vil være billedet på egne tanker og holdninger"

Ironien vil ingen ende tage...

Opdatering: Jeg har lige opdaget at han har skrevet et tredje indlæg af fra mig under titlen "Darwinisme 2.0" (det er mit indlæg her fra bloggen som hedder Myter om Darwin)

Her er det interessant at se ----- i aktion. En vis Carl Oxbøll kommenterer og roser ham for det fine essay der endelig sætter tingene på plads (det tager jeg så æren for, tak for komplimenten) - og ----- labber rosen i sig og tager eksplicit æren for mine formuleringer, den tølper.

Nu bliver jeg snart for alvor vred, og hvis ikke Sorte Sider snart er væk med en offentlig undskyldning for bevidst og kynisk plagiat, så tager jeg skrappere midler i brug.

Flere iagttagelser:

----- begyndte under dæknavnet Charlie, men da ingen afslørede hans fup tog han skridtet og valgte at publicere under hans (angiveligt) rigtige navn.

I bunden af hvert indlæg står der et stort Copyright-mærke:
© 2007 Sorte Sider

Nå, du vil oven i købet gerne have copyright på de tekster du har stjålet? Lad os se hvad min advokat siger til det...

Jeg begynder at overveje om ikke det også var ----- der løb ind og angreb dommeren i kampen mod Sverige...;-)

Internettet er et pudsigt sted. Jeg har oplevet det præcis samme tidligere. Tag det som et stort kompliment, måske endda en (maskeret) hyldest. :-)

----- har også været så fræk at lave en Wikipedia-artikel om sig selv. Det er imod Wikipedias regelement, men han har gjort det anonymt, så man kan ikke bevise at det er ham. Alt lugter bare af at det er ham selv eller en af hans venner. Men så ved vi da lidt mere om manden:

Han er født i ---- og er amatør-jazzmusiker, uddannet på ----- Gymnasium. Han kan ikke stave til autodidakt. Han har spillet i to bands: xxx og yyy [diverse slettet af hensyn til navnebeskyttelsen]

Jeg vil fortsætte med at grave i -----s gøren og laden og hænge ham ud her med navns nævnelse indtil Sorte Sider forsvinder og han giver en offentlig undskyldning.

Det var dog ufatteligt med ham; jeg har ikke så meget at tilføje ud over, at jeg er taknemlig for din mail, Torben, og han er taget af filosofi.blogbot.dk. Jeg sender også en mail til Rasmus på Ursuppen, som henviste mig til Sorte sider, og som har linket til ham.

Det var dog ufatteligt med ham; jeg har ikke så meget at tilføje ud over, at jeg er taknemlig for din mail, Torben, og han er taget af filosofi.blogbot.dk. Jeg sender også en mail til Rasmus på Ursuppen, som henviste mig til Sorte sider, og som har linket til ham.

Det er sgu godt nok en mærkelig sag, men plagiater lader måske til at være udbredt i cyberspace. Vi følger med spænding sagen.

Jeg har nu fået følgende email, som hermed lukker sagen, og jeg skal ikke foretage mig yderligere i sagen:

"Kære Torben.

Først vil jeg undskylde mange gange. Dumheden ville ingen ende tage, og jeg
kopierede rask væk (fra dig og andre) og det er meget beklageligt og direkte
dumt. Derfor undskylder jeg her, og har fjernet alt indhold på siden, dog
uden at slette den, da jeg håber at kunne skrive min egen weblog på et
senere tidspunkt (med eget materiale).

Jeg vil dog også gerne ydmygt opfordre dig til at lægge låg på sagen, da jeg
gerne vil komme videre, og da kommentarer såsom "Jeg begynder at overveje om
ikke det også var ----- der løb ind og angreb dommeren i kampen
mod Sverige...;-)" og "Jeg vil fortsætte med at grave i -----s
gøren og laden og hænge ham ud her indtil Sorte Sider forsvinder og han
giver en offentlig undskyldning." ikke er særligt rare (men måske
fortjente). Men her har du således en uforbeholden undskyldning."

Det virker som om han gerne vil have mig til at slette hele denne tråd, hvilket jeg egentlig ikke synes han har fortjent. Hvad mener I andre?

En bedre mulighed er måske at slette hans navn og identitet for at give ham en ny chance, men at lade historien stå til skræk og advarsel for andre der måtte få samme ide. Har han fortjent det?

Jeg har nu besluttet mig for følgende:

Fordi manden er ung og usandsynligt klodset i sin mediestrategi; fordi han i et retssamfund som blogosfæren skal have endnu en chance til at skabe en blog som han selv skriver og aldrig, aldrig igen skriver af fra andre; derfor skal hans navn slettes fra denne tråd, så den ikke bliver det første man møder når man søger på Google.

Jeg har svaret ham i umisforståelige vendinger at denne nåde ikke tilfalder ham hvis han igen fanges i noget lignende, at så ruller vi de tunge skyts frem. Og lad dette være en lærestreg for alle andre som måtte have lignende tanker. Det er ikke sikkert jeg vil være lige så nådig næste gang!

Din vrede er forstålig, selv om jeg måske personligt ikke helt stemmer for at gå efter haserne på folk [specielt "shaming" delen af "naming and shaming" strategien]. Hvofor meldte du ham ikke til politiet, det er jo en klar overtrædelsen af opretshavsloven, var plagiatet foregået i "den virkelige verden" ville du så have holdt dig tilbage? Jeg kritiserer ikke din handlemåde, men efter af have skrevet projektopgave om videnskabelig uredelighed og studeret hvor fatale konsekvenser bl.a. plagiat kan have, har jeg en meget lav tolerance-tærskel for misbrug af andres intellektuelle produkter: I retsystemet med dem!!!

Hej folkens

Som mange sikkert har set, har skribenten trukket bloggen tilbage, og den er selvsagt ikke længere at finde på videnskab.blogbot.dk. Jeg har mailet med ham, og han har indrømmet, at alt udover manifestet er kopieret, og at det ikke er noget han er stolt af. Læs lidt mere her (inkl. lidt link love til Det Spekulative Øre): http://ursuppen.dk/?p=85.

Desuden er jeg helt klart for at give flere chancer. Det er jo ikke ligefrem højforræderi.

Dyveke spørger hvorfor jeg ikke meldte ham til politiet i stedet.

Svaret er, at jeg vidste at min metode ville være hurtigere, mere effektiv og på mediets egne præmisser og dermed også mere i skala med forbrydelsens omfang.

Jeg skrev mit indlæg lørdag morgen kl. 7:19. Mindre end 7 timer senere var teksterne væk og der ligger en offentlig undskyldning.

Hvorfor, kunne jeg passende spørge, skulle jeg gå gennem politiet, som næppe ville prioritere denne sag videre højt? Hvad ville der ske, som var bedre eller mere tilfredsstillende? Og hvornår ville det ske?

Måske kan man sammenligne det med Christian Poulsen-sagen. En eller anden har meldt ham til politiet for vold. Jeg tror at det røde kort + straffespark var den straf der ramte hårdest, og som var mest i proportioner med forbrydelsen. Det var en mavepuster, ikke et overfald, og han gør det ikke igen.

Måske bør man først gå til politiet og domstolene når der er en sag som ikke kan ordnes af de involverede parter selv?

Hvis jeg nu misforstod med vilje, Torben, kunne jeg imødekomme din argumentation med at sige, jada, det er som regl den opfattelse de fleste der udøver selvtægt har! Problematikken, sådan som jeg ser det, er imidlertid blot, at plagiat netop i høj grad bliver behandlet som en forteelse der bør ordnes, sådan i mindelighed, helst mellem partere selv, - hvilket i noget omfang kan betyde at problematikken nedtones - også af dem som udøver plagiat.

Bortset fra at denne strategi med at gå ud i blog-offentligheden næppe kan kaldes nedtoning. Hvis politiet skulle tage sig af det ville det vel næppe få mee omtale end det nu har fået på diverse blogs plus Wikipedia? Så nedtoning er så vidt jeg kan se ikke det rigtige ord.

I øvrigt står dette eksempel tilbage til skræk og advarsel. Og jeg tror faktisk det er en større straf at blive hængt ud i blogosfæren end at få en bøde eller hvad det nu var politiet skulle give ham.

Hvad forestiller du dig at politiet gør i en sag som denne? Kender du nogen eksempler?

Forskellen mellem selvtægt og det som jeg har gjort er klokkeklar: jeg har intet ulovligt foretaget mig, ejheller truet med ulovligheder.

Jeg vil i øvrigt også understrege at hvis der havde været tale om min forskning, så ville jeg nok have betragtet sagen som mere alvorlig.

Det er netop dine sidste linier her, Torben der, for mig udgør pointen.
Havde det været din forskning, og ikke din blog, det var gået udover, havde det været en sag for UVVU og du ville betragte sagen som mere alvorlig - Men hvad gør den´sag mere alvorlig end den første: Plagiat er plagiat. IPT er IPT, uanset hvad og min eneste anke i sagen er, at du undlader at give din egen prompte sagsbehandling en officiel tilføjelse, ved ikke at politianmelde en kriminal handling, hvilket jeg vil fastholde udgør en nedtoning, der bl.a. medvirker til at signalere [specielt til yngre generationer] at plagiat nok er sølle snyd og uetisk, men ikke RIGTIGT kriminelt, hvilket jeg benhårdt opfatter det som.

Hvad så med de tilfælde, som Torben var inde på tidligere, hvor studerende skriver af/låner/stjæler fra andre opgaver, sekundærlitteratur eller andre kilder - uden kildeangivelse. Det bliver sædvanligvis heller ikke meldt til politiet, men klares gennem universitetets egne disciplinære foranstaltninger, hvilket ofte vil sige bortvisning i kortere eller længere tid. Det er naturligvis en officiel foranstaltning, men som regel noget, der forbliver 'inden for murene' og ikke bliver kendt for en større offentlighed. Jeg vil tro, at den offentlighed, der har fået kendskab til dette tilfælde af plagiat, er en del større - og at den præventive virkning ligeså.

Hmmm, jeg forstår godt din pointe, Dyveke, men der er også andre hensyn at tage. Der er nogle ting jeg gerne vil have uddybet, hvis jeg skal forstå din insisteren på at inddrage politiet:

1. Jeg vil gerne høre hvad du forestiller dig at konsekvensene af en politianmeldelse ville være? Hvad vil der konkret ske, hvis jeg melder ----- til politiet? Da jeg har screenshots af det hele er det jo stadig en mulighed. I øvrigt behøver det vel ikke være mig der melder ham - det står jo enhver frit for. Jeg har fået det ud af det jeg ville.

2. Er det udelukkende signalværdien det handler om, "at signalere [specielt til yngre generationer] at plagiat nok er sølle snyd og uetisk, men ikke RIGTIGT kriminelt, hvilket jeg benhårdt opfatter det som", som du skriver?

3. Som Claus er inde på, så er der mange kriminelle handlinger vi ikke melder fordi de ligger under bagatelgrænsen for hvad vi vil belemre et tungt, offentligt retssystem med. Af samme grund mener jeg som sagt at det er lidt pedantisk at melde Christian Poulsen til politiet for vold - selv om hans fadæse var fatal for nationen. Eller hvis jeg havde meldt den studerende der skrev af til politiet for plagiat. Skal man efter din mening melde alle ulovligheder til politiet, inklusive drenge der stjæler æbler, venner der ryger hash og folk der lader vandet på offentlige steder? Eller er begrundelsen, at plagiat af enhver slags er en for alvorlig forbrydelse til at undlade det?

4. Hvad er de juridiske aspekter af plagiat egentlig? Hvad er strafferammen? Hvad er sandsynligheden for at få retsligt medhold? Måske kunne du løfte sløret lidt for de aspekter af din opgave. Jeg ved meget lidt om disse ting, og det kan selvfølgelig være en del af grunden til at jeg handler på den måde jeg gør.

Det var dog en helt udtrolig sag. Man kan i øvrigt stadigvæk se mandens navn oppe i adresselinien.

For at tage det sidste først: Strafferammen er "kun" bøde, hvis vi holder os indenfor det juridiske område. Bevæger vi os over i det akademiske domæne, kan den juridiske bøde suppleres med med tab af ære og karriere. Desværre betragtes plagiat i den akademiske verden mest som et studenter-problem (det er i hvert fald den side af plagiat-problemet, litteraturen primært beskæftiger sig med) og ikke som virkelig alvorlig uredelighed, selv om plagiat indgår både i den danske og amerikanske definition af uredelighed, og disse definitioner må betragtes som toneangivende , qva den årerække disse lande har haft officielle organer der behandler videnskabelig uredelighed. Når forskere fanges i uredelighed, ligger offentlighedens bevågenhed desværre primært hos de sager hvor der er tale om fabrikation eller falsifikation af data (f.ex. Pohlman, Sudbø eller Hwang sagerne) selv om plagiat, specielt indenfor sundhedsvidenskabeligt domæne, kan have alvorlige konsekvenser - fabrikation af data er frækt på den celebre måde, plagiat tilsyneladende bare sølle på den virkeligt intellektuelle fattige maner.
Bare fattigt, ikke farligt? og af den grund en juridisk bagatal, ikke værd at ofre retstid på?

Ja, du har sikkert ret i at det for mig, i høj grad handler om signal- eller symbolværdien af anmeldelsen: det kan godt være strafferammen er latterlig og mindre effektiv end din egne handlemåde, men til gengæld er anmeldelsen et træk væk fra privatsfæren [det ordner jeg selv] til en behandlingsgang i det offentlige juridiske rum,som jeg betragter som betydningsfuld. Al den stund at plagiat, blandt andre elementer, er en bombe i et samfund der i stadig højere grad baserer sig på IP.

Johan Espersen har også lånt lige rigeligt fra denne side:

http://www.lancs.ac.uk/fss/sociology/papers/diken-laustsen-evige-nomade.pdf

...i et af sine længere indlæg.

Kan han bekræfte det?

Jens T burde måske linke til Johan Espersens indlæg som han beskylder for lån, og så i øvrigt fremover angive en rigtig email-adresse når han skriver kommentarer her.

Jeg mener en politianmeldelse ville være at overdrive. Det retslige system skal efter min mening kun besværes med tvister, som parterne ikke selv kan ordne i mindelighed. Og nej, det har ikke noget med selvtægt at gøre. Det er i det hele taget en alt for stor tendens til, at folk anlægger retssager i stedet for at tale med hianden. Det gælder fx i nabostridigheder.

Desuden er sagen jo allerede blevet offentlig ved, at Torben har skrevet om den. Sanktionen til den unge mand er i denne forstand særdeles heftig, hvis han havde tænkt sig at gøre sig gældende som blogger. Men i det hele taget var det jo svært at se, hvad han havde tænkt sig med sin handling. Havde det været en meritgivende videnskabelig afhandling, han havde skrevet, kunne man måske se anderledes på sagen. Men som det er nu, var hans gerning blot tåbelig, ikke decideret skadelig.

Ad Jens T
Jeg kan altså ikke helt gennemskue hvilket indlæg du hentyder til. Det må være blevet fjernet efter jeg skiftede til Wordpress - eller være ikke-eksisterende.

Jeg tror dog, at jeg har læst artiklen før, men det var vist i noget undervisning i sociologi.

Jeg har fået et par kommentarer som udpeger hvordan man kan finde frem til manden ud fra spor i denne tråd. Disse kommentarer har jeg slettet igen efter aftale med kommentatoren.

Helt generelt:

Kunne vi ikke bare sige fra nu af, at folk der vil lege detektiver gør deres research på egen hånd, men at de ikke fortæller om deres opdagelser i en kommentar her? Hvis man vil gøre mig opmærksom på noget i den anledning kan man sende mig en email.

Jeg har stoppet for videre udhængning af manden, men har ladet eksemplet (denne tråd) stå til både advarsel og principiel diskussion. Jeg kan ikke forhindre folk i at finde frem til manden hvis de vil, men jeg kan sørge for at hans navn ikke råbes ud i hovedet på enhver der læser denne tråd, og at den ikke træder frem som det første i Google når man søger på hans navn.

Så skulle det vist være skåret ud i pap.

Jeg ser nu, at Johan Espersen har fjernet en del af de sætninger, han har snuppet fra Carsten Bagge Lausten og Bülent Dikens tekst, blandt andet malstrømssætningen. Men er disse tanker dine egne? Det er de jo ikke, Johan:

"DF-kulturfetichisterne har skabt en illusion, der fortæller om et fredeligt og uberørt sted midt i den forvirrende, globaliserede verden. Men som sagt er det en illusion. Selv lille Danmark er tilkoblet det globale netværk bestående af internettets kakofoni af holdninger, karakterer og personer og den moderne verdens næsten helt frie geografiske bevægelse. Derfor er indvandrerne, der presser og ødelægger danskheden, også en illusion. Indvandrerne har simpelthen samme opgave som Disneyland har i den amerikanske selvbevidsthed. De er en menneskeskabt kreation, som skal understøtte illusionen om, at danskheden er virkelig. Der findes tilflyttere rent fysisk, men indvandreren findes ikke som andet end en fantasikonstruktion, som bruges til at definere danskheden.
Det farlige er dog, at denne illusion ikke definerer danskheden eksplicit, men derimod tager udgangspunkt i forestillingen om den fremmede indvandrer. Den fremmede indvandrer fremstilles som den, der forhindrer danskheden i at udfolde sig. Dansk Folkeparti forestiller sig derfor, at vi ville udgøre et homogent og lykkeligt fællesskab, hvis ikke vi var invaderet af de fremmede. Denne spidsfindige projektion muliggør således, at vi undgår at definere danskheden - og dermed også undgår det traumatiske i at realisere, at danskheden som sådan ikke findes. Dette tydeliggøres også i Dansk Folkepartis principprogram og arbejdsprogram, hvor de ikke eksplicit formulerer danskheden en eneste gang, hvilket må siges at være ret besynderligt. Med andre ord skjuler Dansk Folkeparti deres egen mangel på dansk identitet ved at konstruere den fremmede som den, der har frarøvet det, der kunne danne grundlaget for deres identitet. Indvandrerne er som figurer i Disneyland. De er reduceret til det, som kan kategoriseres og kontrolleres.
Hermed siger jeg dog ikke, at der ikke findes indvandrerproblemer. Det gør der tydeligvis."

Jeg beder Torbens læsere om at sammenligne med teksten i det link, jeg postede ovenfor.

Heldigvis findes Espersens OPRINDELIGE indlæg stadig på nettet og det lød sådan:

"Det kan måske også forklare hvorfor Dansk Folkepartis kulturfetichisme alt andet lige er mere skadelig end den ellers lige så fejlagtige ditto hos multikulturalisterne. For måske er DF-kulturfetichisternes fokus på kultur og tilhørsforhold et forsøg på at distancere sig fra virkeligheden. Illusionen, der skabes er, at der er et helle og et ægte og uberørt sted midt i den kaotiske malstrøm, som særligt globaliseringen medfører. Her kunne man så - som Baudrillard - hævde, at dette uberørte sted præcis er den ultimative illusion. Selv lille Danmark er tilkoblet netværket bestående af internet og fri geografisk bevægelse. Derfor er indvandrerne, der presser danskheden, også en illusion. Indvandrerne har simpelthen samme funktion som Disneyland har i den amerikanske selvbevidsthed. De er blot en kreation, som skal skabe illusionen om, at danskheden er virkelig. Denne simulering af det kulturelle henviser på paradoksal vis til, at der ikke findes nogen form for oprindelighed. I denne forstand er konstruktionen af indvandreren en illusion (rent fysisk findes der jo tilflyttere), der skal tilvejebringe forestillingen om, at danskheden i virkeligheden eksisterer. Denne søgen efter det danske viser således på paradoksal vis, at det danske, som vi søger, er tabt. Indvandreren findes ikke som andet end en fantasikonstruktion, som bruges til at definere danskheden.
Det farlige er dog, at denne illusion ikke definerer danskheden, men derimod tager udgangspunkt i forestillingen om det fremmede. Det betyder ikke, at danskheden blot er givet som det, der ikke er fremmed, men den fremmede fremstilles tværtimod som den, der forhindrer danskheden i at udfolde sig. Dansk Folkeparti fantaserer, at vi ville udgøre et homogent og lykkeligt fællesskab, hvis ikke vi var invaderet af de fremmede. Denne konstruktion muliggør således, at vi undgår at definere danskheden - og dermed også undgår det traumatiske i at realisere, at danskheden som sådan ikke findes. Dette tydeliggøres også i Dansk Folkepartis principprogram og arbejdsprogram, hvor de ikke eksplicit formulerer danskheden en eneste gang, hvilket må siges at være ret besynderligt. Med andre ord skjuler Dansk Folkeparti deres egen mangel på dansk identitet ved at konstruere den fremmede som den, der har frarøvet det, der kunne danne grundlaget for deres identitet. Indvandrerne er som figurer i Disneyland. De er reduceret til det, som kan kategoriseres og kontrolleres."

Prøv lige at sammenligne Espersens tekst med Lausten & Dikens.

Hmmmmm..

Hvad siger Johan Espersen? Skal jeg fortsætte med mine afsløringer, eller kryber han selv til korset?

Også frækt at fjerne de oprindelige passager i sin egen tekst for at skjule tyveriet.

Jeg har flere beviser fra andre af hans tekster. Nu skal vi have sandheden på bordet.

Ad Jens T
Jeg har intet at skjule og vil selvfølgelig gerne indrømme, at jeg benyttet mig af Lausten & Dikens udmærkede tekst. Vi har haft om den med henblik på Baudrillard og hyperrealisering i sociologi. Mit indlæg er derfor ikke en kopi af internetartiklen, da jeg ikke vidste den eksisterede, men et sammenkog af min undervisers notater og citater fra artiklen, jeg har fået udleveret. Underviseren kender vist en af forfatterne til teksten privat, så jeg regnede ikke med, at det var en artikel, der var udbredt, men blot studentikose betragtninger mellem undervisere (sådan blev den også benyttet af vores underviser). Dette forklarer hvorfor jeg ikke forsøgte at lede efter den på internettet. Jeg har selvfølgelig smidt et link til den nu.

Jeg lader mit indlæg stå, for den leverer i mine øjne stadig en selvstændig pointe (eller i værste fald er det blot en popularisering af tekstens kringlede teorier). Ligesom mit nyeste indlæg - Rawlsiansk anarki - selvom det er en samling af en andens tanker med justeringer, ændringer og lignende. Medmindre Jens T mener, at indlægget skal fjernes helt? Jeg vil jo gerne please mine læsere, hvad du jo tydeligvis er.

Det har aldrig været et forsøg på at stjæle andres tanker (hvilket jeg så til gengæld mener, at man ikke kan hverken teoretisk eller praktisk). Jeg beklager hvis det har generet dig. Du skal være velkommen til at sende mig en mail, hvis du ønsker yderligere forklaringer eller ønsker at rase ud på mig.

Ad alle
Det er det her indlæg, det handler om: http://hairpinbend.wordpress.com/2006/05/17/gammel-ma-verden-endnu-v%C3%A6re/

Ad Jens T
Jeg har intet at skjule og vil selvfølgelig gerne indrømme, at jeg benyttet mig af Lausten & Dikens udmærkede tekst. Vi har haft om den med henblik på Baudrillard og hyperrealisering i sociologi. Mit indlæg er derfor ikke en kopi af internetartiklen, da jeg ikke vidste den eksisterede, men et sammenkog af min undervisers notater og citater fra artiklen, jeg har fået udleveret. Underviseren kender vist en af forfatterne til teksten privat, så jeg regnede ikke med, at det var en artikel, der var udbredt, men blot studentikose betragtninger mellem undervisere (sådan blev den også benyttet af vores underviser). Dette forklarer hvorfor jeg ikke forsøgte at lede efter den på internettet. Jeg har selvfølgelig smidt et link til den nu.

Jeg lader mit indlæg stå, for den leverer i mine øjne stadig en selvstændig pointe (eller i værste fald er det blot en popularisering af tekstens kringlede teorier). Ligesom mit nyeste indlæg - Rawlsiansk anarki - selvom det er en samling af en andens tanker med justeringer, ændringer og lignende. Medmindre Jens T mener, at indlægget skal fjernes helt? Jeg vil jo gerne please mine læsere, hvad du jo tydeligvis er.

Det har aldrig været et forsøg på at stjæle andres tanker (hvilket jeg så til gengæld mener, at man ikke kan hverken teoretisk eller praktisk - derfor er der heller ikke nogen copyright på The Hairpin Bend). Jeg beklager hvis det har generet dig. Du skal være velkommen til at sende mig en mail, hvis du ønsker yderligere forklaringer eller ønsker at rase ud på mig.

Ad alle
Det er det her indlæg, det handler om. Så kan I selv vurdere hvor groft det er. Jeg tager gerne artiklen ned, hvis det er.

Johan:

Nice try. Jeg kunne godt tænke mig at vide pkt 1:

Hvem denne underviser er. Kan du diske op med et navn? Jeg gætter på, at du forsøger dig med endnu en løgn. Hvem er denne sociologiunderviser på statskundskab, Johan?

Og pkt 2:

Hvorfor fjernede du et par timer efter at jeg havde afsløret dig her på Sangilds side nogle af de sætninger, du havde skrevet direkte af fra?

(Og Jens: Hvorfor bliver du ved med at opgive en email-adresse der ikke eksisterer? Din email kommer ikke til at stå på bloggen, kun jeg får den at se.)

Jeg ved ikke hvad der er gået galt, men min mailadresse eksisterer skam.

Og så venter vi bare på Espersens svar....

(OK, den virker nu, jeg fik bare fejlmeddelelse i hovedet de andre gange jeg prøvede at kontakte dig. Måske er jeg blevet en smule paranoid af denne sag...)

Ad Jens
Du får lige et hurtigt svar for jeg har desværre travlt i dag.

Pkt 1: Jeg vil ikke nævne hans navn her. Måske kan du få det i en mail, hvis du ønsker det virkelig meget.
Og det var ikke på statskundskab. Det har jeg aldrig sagt. Det studerede jeg slet ikke den gang.

Pkt 2: Det var ikke efter et par timer. Det var først om aftenen den følgende dag. Årsagen er ret simpel - læs første side af den pdf-fil, du har sendt mig.

Send mig en mail (johanespersen-at-gmail.com), hvis du vil diskutere videre. :-)

Hvis ikke debatten skal dreje sig om Jens T eller Johan Espersen, så ville jeg da lige sige at det ser ud som om Sorte Sider er oppe igen, dog minus undskyldningen, men den ligger jo også her, og at artiklerne nu (så vidt jeg kunne se) er hans egne. En artikkel om Vietnamkrigen, er ok, men virker som en historieopgave fra gymnasitieden (ikke synderlig debatoprivende men fred være med det) og en anden artikkel "Konfliktens anatomi" som faktisk er spændende læsning, om end en smule for stor en mundfuld fra skribentens side. Men det synes jeg da lige er værd at notere sig at siden således er oppe igen.

Jeg har en lidt underlig anekdote. Blot i stedet for at kopiere artiler, så er der tale om en kopiering af en profil på et networking side (arto.com).

Det er dog pudsigt. Det var ikke mig der blev kopieret, men en veninder der fortalte om det.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2