Christian Stokbro har råbt på mig på sin blog så det kunne høres helt herover. Han er tilsyneladende blevet nostalgisk efter at have set 80er-tema på DR2, og vil gerne have mig til at skrive om New Romantics. Det er jeg naturligvis beæret over, og hans bønner er blevet hørt, men om jeg lige får det gjort med det første kan jeg ikke love. Indtil videre må han nøjes med dette:
Jeg så ikke udsendelsen i lørdags, men optager genudsendelsen.
Jeg hørte - som det også fremgår af min liste over verdens bedste popsange - en del new romantics i begyndelsen af 80erne, da jeg var en ung teenager. Jeg var forført af den bittersødme eller melankoli som var i musikken, og jeg mener stadig at Visage: "Fade To Grey" er noget af det smukkeste popmusik der er skrevet.
Og for et par måneder siden havde jeg besøg af Henrik Marstal til en dogme-temaaften hvor vi kun måtte høre vinylplader med electropop/synthpop 1979-1984 (en lidt snævrere genre, men med mange overlapninger). Her kom en del perler frem, og det viste sig at vi ikke havde hørt præcist det samme, men at der var mange musikalske træk der gik igen, som vi straks satte ord på mens rødvinen gik i blodet, og nu har jeg glemt de fleste af vores skarpe, analytiske iagttagelser. Jo, der var vistnok noget med bassens fremtrædende rolle som ostinat-instrument og noget med generelt dårligt intonerede vokaler.
Jeg husker at Henrik havde taget i hvert fald Human League, Ultravox og Orchestral Manouvres in the Dark med. Måske også Soft Cell? Henrik? Jeg spillede i hvert fald Visage, Bronski Beat, Kajagoogoo, tidligt Simple Minds, tidligt Eurythmics og tidligt Talk Talk. Resten husker jeg ikke lige nu, men det dukker nok op.
New Romantics-begrebet ville nok udelukke Bronski Beat, men til gengæld inkludere navne som Spandau Ballet, Adam Ant, Culture Club og Duran Duran, der benytter sig af mere traditionelle rockinstrumenter sammen med de elektroniske, omend synthesizeren er uomgængelig. Som genre er new romantics derfor også lidt vag - den betegner det meste af dén britiske popmusik i begyndelsen af 80erne som trak mere på Roxy Music end på Sex Pistols - men måske er der nogle fælles musikalske tendenser som er typiske og som man kunne beskrive nærmere. Det ville kræve en nærmere analyse, som jeg desværre ikke har tid til, idet min sparsomme nuværende forskningstid bruges på electronica og teoretiske problemstillinger om lydlig betydningsdannelse.
En ting som er slående er hvor tidstypisk denne musik er. Derfor er det også svært at overbevise folk som ikke hørte det dengang om musikkens kvaliteter. Der er en god portion nostalgi i det for folk som Henrik og jeg.
Men opfordringen er hermed givet videre: lav en analyse af new romantics-bevægelsen som musikalsk genre og kulturelt fænomen. Du skal være velkommen til fx at sende det til Det spekulative øre, hvor jeg jo også modtager gæste-essays i rollen som redaktør.
